Månedens tracks: Januar 2019

Kære læser. Tillykke. Du er officielt kommet igennem det, som forskere kalder “årets længste måned”. Januar har som altid taget sig ud som en trafikprop, der aldrig løser sig op, den har sneglet sig afsted, været mødt af forsinkelser og budt på meget lidt andet end grå sjap, det uundgåelige butikudsalg, der bare nægter at dø, og en gennemtæsket diskussion om, hvor meget vi lovligt kan tillade os at gå op i håndbold. Heldigvis har januar også budt på god musik, der har kunnet varme os, og måske netop derfor er denne måneds trackopsamling præget af musik, der har trøstet os og lindret vores smerter.

Fennesz – Umbrella

Vi starter hos den østrigske ambient-legende Christian Fennesz, der kommer hele verdens vinterdeprimerede befolkning til undsættelse med nye salige, langtudstrakte lyde og stemninger på albummet Agora, som udkommer 29. marts. Vejen til albummet er banet af, at østrigeren rykkede ud af sit gamle studie og indspillede ny musik med ganske få instrumenter og et sæt høretelefoner som sine eneste allierede. Umbrella er den første og hidtil eneste smagsprøve fra albummet, der byder på fire numre og er det første soloalbum i fem år. Fremfor ét langt tranceskabende stykke møder vi på Umbrella en række små idéer, der alle vækker stor spænding og får skuldrene til at glide lidt ned. [Morten Bruhn]

Stella Donnelly – Old Man

Magtmisbrugende og kvindeundertrykkende mænd er den allegoriske boksebold på førstesinglen Old Man fra Stella Donnellys kommende debutalbum Beware of The Dogs, der udkommer 8. marts på Secretly Canadian. Men Old Man er mere end blot endnu et indspark i en vigtig samtidsdebat, det er også et utroligt vellydende og charmerende stykke musik, der til fulde viser Stella Donnellys sangskriver-evner og evne til at invitere lytteren ind i et lækkert univers. [Morten Bruhn]

CFCF – Closed Space (Single Edit)

Canadiske CFCF har været iført mange masker, siden han første gang blev omtalt her på Regnsky for ti år siden. I 2009 gjorde han et navn for sig selv gennem det 80’er-synth-kitschede debutalbum Continents, og siden da har CFCF aka Mike Silver med lethed og stor succes sprunget mellem house, new age-vibes og modige, Steve Reich-agtige kompositioner. Til marts udkommer CFCF med sit syvende album på ti år, når Liquid Colours åbenbarer sig som endnu et stykke kommercielt forbrugsgods, der kan købes og sælges enten som kassettebånd, vinyl eller blot som digitale megabytes, og som er endnu et bevis på CFCFs virtuose diversitet. Denne gang krydser han poppet new age med jungle-breakbeats, som det kan høres på smagsprøven Closed Space (Single Edit). [Morten Bruhn]

Apparat – Dawan

Man kan godt høre, hvem der stod for meget af trommespillet i Moderat, når man smider Apparats nye single på. På Dawan bærer trommestikkerne dig igennem nummeret, der ellers består af skiftende elementer. En lækker analog basgang, strygere, noget der lyder, som om det er samplet fra en spilledåse, og selvfølgelig mandens egen skønsang. Det her er et af de numre, der er så snedigt opbygget, at der først går op for dig, hvor meget du nyder det, når det er ved at være færdigt. [Mathias Gavnholt]

Octo Octa – I Need You

Octo Octa ser os og ved lige præcist, hvad vi i januar gik og havde brug for: Et euforisk, holistisk og spirituelt house-nummer fyldt med breakbeats, messende vokaler og en fremragende intro, der ville få Alice Coltrane Turiyasangitananda til at fælde en tåre i respekt. Højdepunktet kommer midtvejs i breaket, hvor en oprigtig og dybfølt takketale glider ud over Maya Bouldry-Morrisons læber: “This if for my friends, this is for my lovers, this is for the people I care about, for my familiy, for those who support me. I love you. Thank you for being there. It means so much to me“, inden den sidste sætning looper og glider langsomt ind i det instrumentale lydbillede. [Morten Bruhn]

Croatian Amor – Into Salt (ft. Alto Aria)

Ingen månedsliste uden dansk islæt, denne gang repræsenteret af Posh Isolation-labelbossen Loke Rahbek aka Croatian Amor, der i januar spyttede albummet Isa ud. Selvom der virker til at være gået inflation i begrebet decomposed [indsæt genre], så er det lige præcis det, der er tale om her. Tag nummeret Into Salt, der byder på aldeles fremragende gæstevokalspor fra Alto Aria, der klippes, pitches og spredes ud over nummerets skrøbelige komposition. Albummet veksler evigt mellem håb og tragedie, og ligesom med Croatian Amors vidtrækkende bagkatalog er Isa særdeles anbefalelsesværdigt. [Morten Bruhn]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

SKYSKRABERE 2018: Årets bedste koncerter

Årets bedste koncerter udvalgt af Regnsky-skribent Mathias Gavnholt (Grafik: Magnus Søholt)

At lave en liste over årets bedste koncerter baseret på samtlige koncerter i 2018 er noget nær umuligt. Og man skal da også tage det forbehold, at der helt sikkert er en del koncerter, som ikke er taget med i overvejelserne. Men de festivaler og koncerter, jeg har set, er til gengæld nøje udvalgt. Det er eksempelvis helt bevidst, at jeg ikke har set Fredagsrock med Rasmus Seebach, men ufrivilligt, at jeg ikke har været på Heartland for at se Oneohtrix Point Never eller på Tinderbox og se Depeche Mode. Det er der kommet denne liste ud af i et 2018, hvor der ikke har været én koncert, der var længder bedre end de andre, men rigtig mange der var rigtig gode.

10. The War on Drugs, Green Stage, Northside

Ikke så meget bullshit. Bare en koncert med indlevelse og musikalsk fingerspiztengefühl nok til, at det skaber en intim stemning og et fællesskab mellem band og publikum. Der bliver ikke snakket til publikum, men musikken taler for sig selv.

9. Smerz, Gloria, Roskilde Festival

De skrøbelige og følsomme stemmer fra de to norske kvinder flankeret af bastunge melankolske melodier fungerer perfekt i et røgfyldt, mørkt og intimt Gloria. Duoen tilføjer teateragtige gimmicks med blandt andet olieindsmurte og veltrænede mænd, der træner på ribbe, bare bryster og et utraditionelt modeshow med skarpe politiske budskaber.

8. Kokoko!, Avalon, Roskilde Festival

Kokoko!s historie er ret vild. Kort sagt ville bandet gerne lave elektronisk musik, men var så fattige, at de måtte bygge instrumenter ud af skrald. Det lægger de ikke skjul på, når de optræder live, og som publikum spotter man også hurtigt et instrument, der bogstaveligt talt bare er et stativ med to dåser flåede tomater. Men Kokoko! er meget mere end en god historie. Bandet har en vanvittig energi på scenen. De crowdsurfede blandt publikum og efterlod flere fans råbende på mere Kokoko! op mod ti minutter efter, koncerten var slut.

7. Khruangbin, Pumpehuset

“Oh, we know how to rock, Denmark”, siger Mark Speer, da det texanske thaifunk-band lægger an til publikumsfavoritten ‘People Everywhere (Stil Alive)’. Og det gjorde de. En godt og vel fem miunutter lang improviseret battle mellem Spencer selv og bassisten Laura Lee bliver skudt ind i nummeret som opbygning til et omkvæd, der blæser bagvæggen af Pumpehuset i et absurd stort klimaks. Resten af koncerten var ikke dårlig, men det er ekstranummeret, der får Khruangbin med i top-10.

6. Sampha, Avalon, Roskilde Festival

Det er ikke længe siden, Sampha spillede en fremragende og følelsesladet koncert på Lille Vega, der primært var båret af Samphas smukke stemme og hans klaver. Alligevel er det en helt anden oplevelse at se ham på Roskilde Festival, hvor sættet svinger i tempo, og Sampha er både helt inde i sig selv og helt ude over scenekanten, når han eksempelvis står med resten af sit band henne ved trommeslageren og improviserer. Smuk løsning på den svære udfordring, det er at gøre rolig klaverbåren skønsang til noget for et festivalpublikum på sjettedagen.

5. Kraftwerk, Meadow Stage, Haven

Haven Festival var ikke en specielt positiv oplevelse, før Kraftwerk indtog scenen. Silende regn, en tom festivalplads og en koncert der blev aflyst halvvejs er bare nogle af problemerne. Men der er ikke noget, der kan redde en festival som vaskeægte tysk effektivitet. I et skarpt sæt på cirka halvanden time går 3D-billederne og den stjerneklare himmel i perfekt symbiose med computerkærligheden fra højtalerne og skaber en helhedsoplevelse, hvor man forsvinder ind i et visuelt-musikalsk vakuum fyldt med radioaktivitet, modeller og motorveje.

4. Anderson .Paak & The Free Nationals, Arena, Roskilde Festival

Hvorfor skal han dog spille så sent, var der mange, der undrede sig over på årets Roskilde Festival, hvor Anderson .Paak først gik på efter midnat på festivalens sidste dag. Det finder man dog hurtigt ud af, for få andre kan klemme den sidste energi ud af folk og levere den fest-afslutning, som Roskilde Festival så længe har søgt efter. Med knæene i brysthøjde dansende som frontmand eller med lige så høj puls bag trommerne forvandlede han Arena til en stor dansende masse. The Free Nationals spillede med kolosalt overskud og fik endda flettet toner fra Still D.R.E ind i et af numrene. En magdemonstration, der nok havde scoret en førsteplads på denne liste, hvis ikke det var, fordi sættet mindede meget om Anderson .Paaks koncert på Apollo to år forinden.

3. Rhye, P6 Beat Stage, Northside

Jeg har aldrig været stor fan af at gå til koncerter for at synge med på den samme sætning igen og igen. Men til Rhye – efter en forrygende koncert båret af Mike Milosh’ føljsbløde stemme – tog jeg mig selv i at synge med på den samme linje utallige gange i et af de der øjeblikke, hvor man står og håber, det aldrig vil slutte. Et øjeblik som kan ses nedenfor.

2. The Blaze, Apollo, Roskilde Festival

Når jeg skriver om The Blazes mesterværk af en onsdagskoncert, kommer det hurtigt til at lyde som beskrivelsen af Kraftwerks koncert på Haven, hvor der bare står computeramour i stedet for liebe. For The Blazes grundopskrift er egentlig den samme, og eksekveringen lige så effektiv. En tranceoplevelse hvor musik og visuals går i et. Men The Blazes koncert var bare lige lidt bedre. Et gennemført lysshow akkompagnerer de stemningsfulde visuals og giver en endnu større helhedsoplevelse. Når koncerterten går i gang, er det eneste på scenen en stor firkant med LED-skærme på siderne, der viser den franske duos fortryllende visuals. Undervejs i koncerten åbner firkanten sig og afslører, at de to franskmænd står indeni og skaber deres melodiske house ved hjælp af sang og synthesizers. Koncerten afrundes elegant ved, at firkanten lukker i igen, og når musikken slukkes, står man tilbage med en følelse af at have været inde i en helt anden verden i knap halvanden time. Jeg gav gerne et par fingre for at rejse tilbage.

1. Danny Brown, Avalon, Roskilde Festival

Til opvarmningskoncerten for Run The Jewels på Tap1 i begyndelsen af året skulle den ellers så energiske rapper have haft problemer med både at stå på benene og huske sine egne tekster. Lørdag eftermiddag på Apollo er Danny Brown den sidste til at have svært ved noget som helst. En energiudladning i den skala tror jeg aldrig, jeg har set før. Der går ikke mere end ét minut, før alle hårene på armene står op, halvdelen af moshpitten ligger ned, og syv dages tømmermænd forsvinder ind i den bragende bas og Danny Browns flow, der er mere tight end Nye Borgerliges asylpolitik.

Boblere:

Wilkinson, Nathan Fake, Maribou State, Tyler, The Creator, Gorillaz

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bjarke Niemann: “Jeg kan godt lide det simple i at være på en længere rejse, hvor man ryger dybere ind i noget og hvor adspredelse er noget, man prøver at undgå”

Efter en fire år lang proces er Lightwave Empires debutalbum, Heart of Noise, på gaden. Siden udgivelsen har frontmand Bjarke Niemann fortalt den tragiske historie om, hvordan han skrev de lyse sange på albummet for at opmuntre sin kone, efter hendes mor begik selvmord en juleaften. Historien er blevet taget op i alt fra Politiken til Se og Hør. Derfor besøger jeg Bjarke i hans studie i Kødbyen til en snak om at blive sammenlignet med sine tidligere værker i Spleen United, om at lave musik med andre og om at indspille i LA.

Pressefoto – Rasmus Weng Karlsen

Hvor meget betyder omgivelserne, når du indspiller et album?

Det betyder rimelig meget. Ikke at det er nødvendigt, men det har en indvirkning på det, man får lavet. Lightwave Empire orienterer sig mod californisk indie/ pop-rock, og det passer meget godt ind i de radiokanaler, der kører derovre. Jeg har været derovre ret meget de sidste fem år og har helt klart fundet noget forfriskende i at få skiftet mine omgivelser ud. Jeg tror lige så langsomt, det har påvirket mit syn på det musik, jeg har lavet i den periode. Der er nogle døre, der er blevet åbnet op, som har været lukkede for mig før, fordi jeg syntes, de har været unaturlige og måske lidt kiksede også.

Omvendt er der nogle ting, jeg ikke har haft lyst til at lave, som har været mere nordiske, og som har været sådan noget melankolsk indie for eksempel. Det kan vi super godt lide her i Danmark, og jeg har også altid beskæftiget mig med det og altid synes, at det var det eneste rigtige. Den trives ikke i LA. Nu gik jeg efter at lave noget lyst musik, og det passer meget godt derovre.

Du åbnede nogle døre, der før var lukkede, og som føltes kiksede. Hvad er det for nogle døre?

Det er noget med ikke at være så højtidelig i sin kunst. Det der med, når man kommer derover, så er der nogle klicheer, som måske virker lidt bedre. Det der med, at ting skal være nyskabende, er ikke så vigtigt, som det før har været for mig. Jeg tror, det er fordi, jeg er vokset op i Damark, hvor det simpelthen ikke har givet mening ikke at forsøge at være nyskabende. For vi har ikke haft nogen tradition at stille os på ryggen af.

Så Lightwave Empire er mindre højtideligt end det, du tidligere har lavet?

Helt klart, og det er meningen.

Hvad har inspireret dig på det nye album?

Lyrisk har jeg prøvet at være mindre abstrakt i mine tekster, end jeg har været før. Mindre ud-og-flyve-poetisk på en eller anden måde og mere forståeligt. Jeg har været mere inspireret af tekster som ”It’s a Wonderfull World”. To-the-point tekster. Det har været en fed nok ting for mig at prøve. Musikalsk set har jeg været mere inspireret af de ting der kører derovre nu. Det lader til, LA har haft en fin bølge. Førhen har den været lidt død. Nu er det mere sådan noget som Ariel Pink, der inspirerer mig. Den der lidt mere udkogte soul-vibe, som trækker på klassisk.

Skal du tilbage igen nu?

Det er lidt frem og tilbage. Jeg har boet derovre – også med mine børn og min kone. Det kan sgu godt være, vi tager derover igen. Så kan jeg sætte lidt arbejde op derovre. Det er en rigtig fed by at være i, hvis man har noget at arbejde med, for man kan det der med at lukke sig ind i en boble. Det kan man også kritisere byen for, for man kan lave sit eget univers og blive i det i lang tid. Men det kan jeg personligt super godt lide i perioder. Også musikalsk. Jeg kan godt lide det simple i at være på en længere rejse, hvor man ryger dybere ind i noget og hvor adspredelse er noget, man prøver at undgå. Man møder ikke nogen på gaden, fordi man kører rundt i biler. Pot er lovligt, så alle er også semi-skæve hele tiden og alle dasker bare rundt i deres eget projekt til det punkt, hvor det også bliver lidt til grin nogle gange, når alle serverer kaffe på Starbucks. Næsten alle der er der, er jo taget væk fra en eller anden del af verden, hvor de kedede sig, og det kan jeg jo godt relatere til. Det er jo også derfor, jeg bor i København og ikke i Vejle.

Hvad skulle du lave derovre, hvis du tog derover igen?

Jeg tror, jeg skulle lave en ny plade.

Med Lightwave Empire eller noget andet?

Det er jeg lidt i tvivl om. Fordi den her plade har taget så lang tid, og så har jeg en harddisk fyldt med materiale. Den her CD har ligget klar i to år og er gået i hårdknude pga. møder og labels. Det er, hvad der sker. Men det betyder, at jeg har haft tid til at skrive en masse. Nu skal jeg prøve at tjekke op på, hvad de forskellige ting på den harddisk er. Og hvilke projekter jeg skal sætte i gang. Det kunne være en ting, man tog over og lavede. Så er jeg også begyndt at få en del henvendelser omkring at skrive med andre.

Ghostwriting?

Nej. Lige da Spleen United kom frem, blev jeg tilbudt at skrive med nogle af de danske. Ikke Remee, men typer som ham. Det kunne jeg slet ikke udstå idéen om. Og jeg tror også, det var godt, jeg ikke gjorde det, men nu har jeg overvejet lidt, om jeg skulle prøve det. Jeg har så mange sange liggende, som jeg ikke kommer til at færdiggøre selv. Det kan måske give nogle sjove arbejdsprocesser, hvis man arbejder sammen om det, men jeg er hele tiden i tvivl om, om det kunne være ødelæggende. Det virker nogle gange som en lidt kommerciel skræmmemodel, som også er styret af at få nogle rettigheder ind på forskellige charts, så man kan få nogle penge. Så er der også en social ting ved det, som er lidt skræmmende. Jeg kan ikke køre sådan en vibe op, hvor vi står og high-fiver i studiet, hver gang vi har indspillet en akkord.

Handler det ikke også om at finde de rigtige at arbejde sammen med?

Jo, det gør det. Men man kan sige, det der er specielt for mig nu, det er, at jeg har fået afviklet mit band over nogle år og nu står solo. Det er der en frihed over, men det er også et andet liv. Det kan godt blive lidt mere stenet, når man kan få lov til at rulle alene med et eller andet i lang tid, Og derfor tror jeg, det der med ideén om at kigge mere på samarbejde er tillokkende.

Hvad med at medvirke som gæst på noget andet?

Det ville jeg have det fint med, men det kommer 100 procent an på, hvem der spørger. Jeg er blevet mere åben overfor det nu, hvor jeg før sagde nej til næsten alt det der af en eller anden grund. Jeg føler mig åben i forhold til musik på en lidt anden måde, end jeg måske har været før.

Hvordan kan det egentlig være?

Min relation til det musik, jeg laver, er ikke så intens, som da jeg var yngre. Dengang var det mere en forlængelse af min identitet oppe i mit eget hoved.

Er der nogle planer for Lightwave Empire udover de to koncerter I har på programmet?

Jeg kunne godt forestille mig, vi bookede nogle flere og så har jeg som sagt nogle numre, der kunne være meget fede at få indspillede og sendt ud.

Som også er med Lightwave Empire?

Ja, men jeg kan ikke sige det med sikkerhed. For det er ikke i process endnu, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal lave dem. Om jeg skal finde en producer til at indspille dem. Så har jeg nogle andre numre, der lyder lidt anderledes, og som jeg ikke helt ved, hvordan skal passe ind. Men jeg ville gerne få udsendt lidt mere musik, fordi jeg har så mange ting liggende. Det tynger mig på en eller anden måde. Idéen om at jeg ikke når at få dem ud, inden jeg kradser af en dag.

Der er vel forhåbentlig nogle år endnu.

Jojo, men hvis jeg tager fem år om at lave en plade, så går matematikken ikke op.

Der er mange artikler om dit nye album, der handler meget om Spleen United.
Tror du det hæmmer eller styrker Lightwave Empire, at det bliver sammenlignet så meget med Spleen United?

Det er lidt tosidet, for Lightwave Empire er jo et kapitel i min historie, som jeg synes giver meget god mening. Jeg har jo skrevet alle sangene i Spleen United også, og det er også derfor, historien om min svigermor bliver interessant – fordi min sangskrivning ændrer sig. Ellers ville jeg aldrig have følt et behov for at snakke om det, tror jeg.

Der er også nogen, der synes, det er straight up nederen. “Fuck hvor er det ringe det nye, og hvor var det gamle bare fedt”, har jeg fået at vide. Og så kan man sige, at det behøver do jo ikke sige til mig, men hvis jeg skal tage de store sko på, så må jeg jo bare glæde mig over, at jeg på et tidspunkt har ramt nogle i deres liv, hvor de kunne rammes. Og så holder de fast i det, fordi en eller anden Spleen United-plade eller -sang har formået at komme ind til dem. Det kan jeg jo ikke være sur over.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Det skal du høre fra september

6lack feat. J. Cole – Pretty Little Fears

Hvis du kun skal høre ét nummer fra september, så lad det være Pretty Little Fears med 6lack og J. Cole.

Nummeret er fra 6lack’s dugfriske album East Atlanta Love Letter. Selve albummet er ikke så konsistent, og selvom mange af numrene er velproducerede og sunget med hjerte, så føles meget af det andet som fyld. Sådan er det ikke med Pretty Little Fears. Nummeret er helstøbt, ærligt og sidder lige i skabet. 6lacks vokal er sindssygt lækker, når den er akkompagneret af en bas, der ikke er den ellers for tiden meget dominerende trap-bas, men i stedet mere konstant og underspillet. Bassen lægger sig rundt om 6lacks stemme som det tynde lag mørk chokolade, der gør et marcipanbrød komplet. Og dette marcipanbrød er både med nougat og nødder på toppen, for bassen er ikke den eneste underspillede, instrumentale lækkerbisken.

Lyrisk bruger 6lack mange af de samme greb, som man kender fra den moderne R’n’B. Han synger om sex og begær i en helt direkte form – et greb, der efterhånden kan virke uoriginalt. Det ville man måske også umiddelbart tænke, hvis ikke det var fordi, det føles så dybfølt ærligt. Det betyder også, at den ellers lidt banale tekst i omkvædet virker troværdig frem for fabrikeret. Man tror på 6lack.

At J. Cole så lige smider et veltimet gæstevers ind er ren karamelsovs på toppen. Pretty Little Fears er et samleje, der hele tiden er lige på grænsen til at peake, men hvor man alligevel efterlades mere end tilfreds.

The Blaze – Dancehall

Dancehall beviser The Blaze, at de kan mere end bare at strikke ét (genialt) hit sammen. Selvom albummet ikke indeholder en ny Territorry, så er Dancehall et helstøbt sammenhængende album med variation nok til, at man hele tiden har lyst til at lytte videre, men sammenhæng nok til at hver overgang er naturlig. The Blaze laver house, men skal man beskrive musikken med ét ord, er stemningsfuldt meget mere præcist.

Dancehalls tempo er er både lavt og højt. Man kan danse til det, og man kan synke ned i sofaen og ind i sig selv. Med dybe forvrængede vokaler, klaverbårne og langsomme synthesizers, er det ikke som andet house. Til gengæld er det meget symptomatisk for genren, at både den vokale og instrumentale side er repetetiv, og sammenhængen mellem de ovennævnte ting – altså de traditionelle house-elementer og de nyskabende – er det, der gør, at Dancehall fungerer så godt, som det gør. Generelt er det dog svært at beskrive Dancehall ud fra elementer som vokaler og instrumentaler, for det er i virkeligheden albummets evne til at vække følelser, der er det mest fængende.

At Dancehall slutter med en outro, der kun stiger i intensitet, fungerer overraskende godt, og er måske den detalje, der kan indkapsle det hele. Ud fra de første par singler ser det i øvrigt ud til, at The Blaze fortsætter deres biograf-værdige måde at skære musikvideoer på.


Brockhampton – Iridescence

Det selvudnævnte boyband Brockhampton har udgivet deres fjerde album på lidt over et år. Det lyder af meget, og det første indtryk er da også, at gruppens rodede og skiftende lyd ikke er så nyskabende nu, som på Saturation 1 og 2. Men kommer man nogle numre ind, bliver man mødt af nye skæve beats og vers. I løbet af pladen beviser Brockhampton, at hvis de var et fodboldhold, (der er nok medlemmer af gruppen til at stille et 11-mandshold) så var de ekstremt svære at spille mod, for Brockhampton skifter tempo og stil så hurtigt, at det er umuligt at forudsige, hvad der sker lige om lidt. Og det gør de mere end nogensinde før på Iridiscence. Du kan med fordel starte albummet med nummeret WHERE THE CASH AT. Det er her, albummet for alvor går i gang, og det er svært ikke at lade sig rive med af et så dirty didgeridoo-agtigt beat.

Som stor fan af gruppens tidligere værker, må jeg være ærlig at indrømme, at jeg savner det nu tidligere gruppemedlem Ameer Vann rent musikalsk. Meget kan man sige om ham, men han havde de vildeste tekster og det bedste flow i gruppen. Dog tror jeg ikke, at man vil tænke over, at der mangler noget, hvis man ikke har hørt Brockhampton før, så et eller andet sted har den tilbageværende del af Brockhampton oppet sig på Iridescence.

Derudover har Noname smidt Room 25, som Nikolaj har skrevet om længere nede på siden. Maribou State viser høj kvalitet på deres nye album Kingdoms In Colour. Men bortset fra et helt genialt samarbejde med KhruangbinFeel Good, lyder de desværre meget som på deres tidligere udgivelser.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *