Mick Jenkins var et vandfald af rim

Foto: Kasper Pasinski

‘WATER’ svarer salen i Pumpehuset, hver gang Mick Jenkins råber ‘DRINK MORE’ fra scenen. Han har stort fokus på, at publikum skal være med. I starten er det svært at forstå, om ‘i can’t do this alone’ er en opsang eller en en opfordring, for publikum er ret godt med, selvom han gentager sætningen en del i løbet af koncerten. Men noget virker i hvert fald, for aftenen slutter med en energiudladning fra hele salen, hvor det er svært at få øje på en eneste, der ikke har hænderne i vejret.

Til gengæld starter aftenen blødt ud. Roger Beattaker varmer salen op fra sin pult med dansevenlige beats. Han leverer et sæt der bygger op uden at eksplodere. Mod slutningen af sættet træder en konferencier ind på scenen og spørger på klassisk vis publikum, om de er klar til at høre aftenens hovednavn. Men lige så klassisk, som det trick er, lige så uventet er det, at konferencieren viser sig at være det danske R’n’B-talent, Jens Nørhave, som lige smider to vers ind over Beattakers lækre elektroniske lyd, og får aftenen til at tegne endnu bedre.

Da Jenkins går på onsdag den 6. marts, er det knap så elektronisk. For i stedet for det klassiske set up, man ser hos mange rappere, er der også en bassist og en trommeslager med. Og det spiller fandme godt op ad Jenkins’ aggressive flow og teksttunge vers. Bandet er lige så velspillende, som Jenkins er på pletten, når han kører en times koncert med rim nærmest uden afbrydelser. Og så er det også bare lidt mere tilladt at skifte en sang over i bossanova, når det er spillet live.

‘Put your motherfucking hands in the air’

Når Jenkins i en af sine få pauser mellem numrene fortæller, at han har været på Christiania tidligere på dagen, og at han godt kunne lide det, er der ikke mange, der ser chokerede ud. Hvis der fandtes en pris for månedens mindst overraskende melding, ville den være en klar kandidat. Han rapper om at ryge joints, og kommer konstant med opfordringer til at drikke vand både på sin albums og til koncerten. Han gik endda forrest som det gode eksempel og drak, hvad der lignede seks flaske vand under koncerten. Han fik da også passet en joint kort efter meldingen kom. Når det så er sagt, så er han også et levende bevis på, at det godt kan lade sig gøre, at gøre et professionelt stykke arbejde, selvom man haft hænderne godt nede i skunkposen. Måske tricket bare er at drikke masser af vand.

Den stil, hvor Jenkins og bandet vælger at gøre det så live som muligt, er på bekostning af mange af de største hits. Et populært nummer som ‘Angles’ er udeladt – måske fordi, at store dele af sangen er med gæstekunstnere, der i så fald skulle være spillet fra et backing-track. Men aftenens koncept er gennemført nok til, at det er svært at savne noget.

Man savner i hvert fald ikke nogen hænder i vejret på ‘Jerome’, der er aftenens sidste nummer. Jeg tror aldrig, jeg har set så stor en procentdel hænder i vejret på én gang før. Om det er fordi, at der bliver sunget ‘put your motherfucking hands in the air’ i omkvædet, fordi Jenkins flere gange har understreget, at han ikke kan klare det alene, eller fordi det bare er en gennemført koncert, der når sit klimaks er svært at afgøre. Det er sgu nok en god kombination af det hele.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Journey.indie blev en opvisning i genrens diversitet

Foto: Matias Flensborg

Indiegenren kan hurtigt blive stemplet som noget relativt ensartet. Det kan godt være, det er noget, jeg selv tænker, fordi jeg ikke altid hører så meget, der passer på den betegnelse, men Journey.indie beviste i den grad, hvor forskellig lyden af indie kan være, da Schultz & Forever, Communions og Homeshake lod guitarene tale på Pumpehuset onsdag den 20. februar.

Størst var kontrasten mellem danske Communions og canadiske Homeshake. For Communions er i høj grad dét, jeg kender som den klassiske indie. Der er godt gang i både guitar, bas og trommer, uden at det på noget tidspunkt kammer over og nærmer sig metal. Forsangerens stemme er tight under hele koncerten – ikke fordi den spænder vidt i toneleje og form. Den sidder bare, hvor den skal og flankerer de hyppige strengelyde, der dominerer numrene. Snak med publikum er der ikke noget af. I stedet kommer bandet ind på scenen og fyrer den af i omkring 40 minutter. Alt i alt ikke så meget bullshit – bare klassisk, velspillet indierock.

Foto: Matias Flensborg

At beskrive Homeshake som indie er en cirka lige så nøjagtigt beskrivelse af bandets lyd som at beskrive en vin som værende rød. Peter Sagar, der er tidligere guitarist for Mac DeMarco, er manden bag Homeshake. Med sig har han blandt andet en vocoder, som han insisterer på at snakke igennem, når han taler til publikum. Det får hurtigt smilebåndene frem, når han med musestemme beder folk om ikke at råbe af ham. Det virker måske en anelse fjollet at snakke til folk på den måde. Det virker til gengæld meget kraftfuldt, når han på nogle numre peaker skifter til vocoderen, der får intensiteten i nummeret til at sprænge skalaen.

Han har også et tre mand stort og sindssygt skarpt band med. Især bassisten er i hopla og brillerer blandt andet ved at starte et nummer med en fremragende slap bass. Skiftevis er det bas, keys eller guitaren, der i hypnotisernde stil kan få publikum til at forsvinde helt ind i sig selv. Jeg tog eksempelvis mig selv i at tænke over noget så underordnet, som hvor populær beanien egentlig er blevet (halvdelen af bandet, bartenderne og Regnskys udsendte var iført beanie). Men selvom man kan tage sig selv i at være et helt andet sted, er det en styrke, at musikken er bygget sådan op, for med sig har numrene de mest elegante skift, så man pludselig ryger tilbage fra sin egen verden og er endnu mere til stede, end man var før.

Homeshake gav mig lyst til at danse og huje, men hvis Homeshake på Pumpehuset den 20. februar var et album, så ville jeg også smække det på en søndag formiddag på sofaen med tæmmermænd.

Foto: Matias Flensborg

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modne Gents vandt med vennerne

Foto: Christian Hjorth / Vega

Gents’ koncert på Store Vega var blottet for nervøsitet og fyldt med overskud, totalplanlægning og mod.

Jeg har det, som om jeg er en af de eneste blandt publikum, der er blevet ældre, siden Gents spillede på Roskilde Festival for snart tre år siden. De mange nye fans kan skyldes flere ting. Men i lørdags beviste Gents i hvert fald, at de har fået en god portion live-erfaring, siden de stod på Countdown-scenen i 2016.

Når man kigger op på Theis og Niels, der står foran et næsten udsolgt Store Vega, er det, som om der ikke er noget, der kan gå galt for dem. Der er ingen usikkerhed, det ligner heller ikke, der er nerver på, slet ikke, og overskuddet i både planlægningen og eksekveringen af denne aften er umulig at overse.

Et godt eksempel er nogle numre inde i koncerten, hvor bagtæppet pludselig bliver hævet og afslører, at Gents har taget ekstra friends med – et band. Det er selvfølgelig timet, så nummeret eksploderer, og publikummet omkring, hvor jeg selv står, glemmer helt hvor fulde og snakkende mine venner er. 

Selvom selvtillid er en fordel ved at ældes, så plejer der som regel også at følge nogle negative ting med. Men drengene er ikke stoppet med at være ydmyge og taknemmelige. Til gengæld er de blevet mere modige. Produktionerne er mere vovede og bevæger sig på et tidspunkt over mod noget, man nærmest skulle tro var et Enya-sample, og det bagtæppe, som før skjulte bandet, er nu hævet og bliver brugt til visuals.

En af mine berusede venner lover mig, at Tears For Fears nok skal komme i løbet af aftenen. Og selvom jeg da gerne havde set det legendariske band optræde i Danmark for første gang i 30 år, så er det svært svært at blive skuffet, da hittet Love Is Tears går i gang som et af aftenens sidste numre.

Aftenen på Store Vega, hvor Gents’ venner har varmet op i tre timer, slutter med ekstranummeret Young Again, og efter en optræden med modet til at bevæge sig i forskellige musikalske og stemningsfulde retninger træder det skarptskårne popnummer endnu mere i karakter, og man glemmer alt om ligegyldigheder som publikummets gennemsnitsalder.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Månedens tracks: Januar 2019

Kære læser. Tillykke. Du er officielt kommet igennem det, som forskere kalder “årets længste måned”. Januar har som altid taget sig ud som en trafikprop, der aldrig løser sig op, den har sneglet sig afsted, været mødt af forsinkelser og budt på meget lidt andet end grå sjap, det uundgåelige butikudsalg, der bare nægter at dø, og en gennemtæsket diskussion om, hvor meget vi lovligt kan tillade os at gå op i håndbold. Heldigvis har januar også budt på god musik, der har kunnet varme os, og måske netop derfor er denne måneds trackopsamling præget af musik, der har trøstet os og lindret vores smerter.

Fennesz – Umbrella

Vi starter hos den østrigske ambient-legende Christian Fennesz, der kommer hele verdens vinterdeprimerede befolkning til undsættelse med nye salige, langtudstrakte lyde og stemninger på albummet Agora, som udkommer 29. marts. Vejen til albummet er banet af, at østrigeren rykkede ud af sit gamle studie og indspillede ny musik med ganske få instrumenter og et sæt høretelefoner som sine eneste allierede. Umbrella er den første og hidtil eneste smagsprøve fra albummet, der byder på fire numre og er det første soloalbum i fem år. Fremfor ét langt tranceskabende stykke møder vi på Umbrella en række små idéer, der alle vækker stor spænding og får skuldrene til at glide lidt ned. [Morten Bruhn]

Stella Donnelly – Old Man

Magtmisbrugende og kvindeundertrykkende mænd er den allegoriske boksebold på førstesinglen Old Man fra Stella Donnellys kommende debutalbum Beware of The Dogs, der udkommer 8. marts på Secretly Canadian. Men Old Man er mere end blot endnu et indspark i en vigtig samtidsdebat, det er også et utroligt vellydende og charmerende stykke musik, der til fulde viser Stella Donnellys sangskriver-evner og evne til at invitere lytteren ind i et lækkert univers. [Morten Bruhn]

CFCF – Closed Space (Single Edit)

Canadiske CFCF har været iført mange masker, siden han første gang blev omtalt her på Regnsky for ti år siden. I 2009 gjorde han et navn for sig selv gennem det 80’er-synth-kitschede debutalbum Continents, og siden da har CFCF aka Mike Silver med lethed og stor succes sprunget mellem house, new age-vibes og modige, Steve Reich-agtige kompositioner. Til marts udkommer CFCF med sit syvende album på ti år, når Liquid Colours åbenbarer sig som endnu et stykke kommercielt forbrugsgods, der kan købes og sælges enten som kassettebånd, vinyl eller blot som digitale megabytes, og som er endnu et bevis på CFCFs virtuose diversitet. Denne gang krydser han poppet new age med jungle-breakbeats, som det kan høres på smagsprøven Closed Space (Single Edit). [Morten Bruhn]

Apparat – Dawan

Man kan godt høre, hvem der stod for meget af trommespillet i Moderat, når man smider Apparats nye single på. På Dawan bærer trommestikkerne dig igennem nummeret, der ellers består af skiftende elementer. En lækker analog basgang, strygere, noget der lyder, som om det er samplet fra en spilledåse, og selvfølgelig mandens egen skønsang. Det her er et af de numre, der er så snedigt opbygget, at der først går op for dig, hvor meget du nyder det, når det er ved at være færdigt. [Mathias Gavnholt]

Octo Octa – I Need You

Octo Octa ser os og ved lige præcist, hvad vi i januar gik og havde brug for: Et euforisk, holistisk og spirituelt house-nummer fyldt med breakbeats, messende vokaler og en fremragende intro, der ville få Alice Coltrane Turiyasangitananda til at fælde en tåre i respekt. Højdepunktet kommer midtvejs i breaket, hvor en oprigtig og dybfølt takketale glider ud over Maya Bouldry-Morrisons læber: “This if for my friends, this is for my lovers, this is for the people I care about, for my familiy, for those who support me. I love you. Thank you for being there. It means so much to me“, inden den sidste sætning looper og glider langsomt ind i det instrumentale lydbillede. [Morten Bruhn]

Croatian Amor – Into Salt (ft. Alto Aria)

Ingen månedsliste uden dansk islæt, denne gang repræsenteret af Posh Isolation-labelbossen Loke Rahbek aka Croatian Amor, der i januar spyttede albummet Isa ud. Selvom der virker til at være gået inflation i begrebet decomposed [indsæt genre], så er det lige præcis det, der er tale om her. Tag nummeret Into Salt, der byder på aldeles fremragende gæstevokalspor fra Alto Aria, der klippes, pitches og spredes ud over nummerets skrøbelige komposition. Albummet veksler evigt mellem håb og tragedie, og ligesom med Croatian Amors vidtrækkende bagkatalog er Isa særdeles anbefalelsesværdigt. [Morten Bruhn]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

SKYSKRABERE 2018: Årets bedste koncerter

Årets bedste koncerter udvalgt af Regnsky-skribent Mathias Gavnholt (Grafik: Magnus Søholt)

At lave en liste over årets bedste koncerter baseret på samtlige koncerter i 2018 er noget nær umuligt. Og man skal da også tage det forbehold, at der helt sikkert er en del koncerter, som ikke er taget med i overvejelserne. Men de festivaler og koncerter, jeg har set, er til gengæld nøje udvalgt. Det er eksempelvis helt bevidst, at jeg ikke har set Fredagsrock med Rasmus Seebach, men ufrivilligt, at jeg ikke har været på Heartland for at se Oneohtrix Point Never eller på Tinderbox og se Depeche Mode. Det er der kommet denne liste ud af i et 2018, hvor der ikke har været én koncert, der var længder bedre end de andre, men rigtig mange der var rigtig gode.

10. The War on Drugs, Green Stage, Northside

Ikke så meget bullshit. Bare en koncert med indlevelse og musikalsk fingerspiztengefühl nok til, at det skaber en intim stemning og et fællesskab mellem band og publikum. Der bliver ikke snakket til publikum, men musikken taler for sig selv.

9. Smerz, Gloria, Roskilde Festival

De skrøbelige og følsomme stemmer fra de to norske kvinder flankeret af bastunge melankolske melodier fungerer perfekt i et røgfyldt, mørkt og intimt Gloria. Duoen tilføjer teateragtige gimmicks med blandt andet olieindsmurte og veltrænede mænd, der træner på ribbe, bare bryster og et utraditionelt modeshow med skarpe politiske budskaber.

8. Kokoko!, Avalon, Roskilde Festival

Kokoko!s historie er ret vild. Kort sagt ville bandet gerne lave elektronisk musik, men var så fattige, at de måtte bygge instrumenter ud af skrald. Det lægger de ikke skjul på, når de optræder live, og som publikum spotter man også hurtigt et instrument, der bogstaveligt talt bare er et stativ med to dåser flåede tomater. Men Kokoko! er meget mere end en god historie. Bandet har en vanvittig energi på scenen. De crowdsurfede blandt publikum og efterlod flere fans råbende på mere Kokoko! op mod ti minutter efter, koncerten var slut.

7. Khruangbin, Pumpehuset

“Oh, we know how to rock, Denmark”, siger Mark Speer, da det texanske thaifunk-band lægger an til publikumsfavoritten ‘People Everywhere (Stil Alive)’. Og det gjorde de. En godt og vel fem miunutter lang improviseret battle mellem Spencer selv og bassisten Laura Lee bliver skudt ind i nummeret som opbygning til et omkvæd, der blæser bagvæggen af Pumpehuset i et absurd stort klimaks. Resten af koncerten var ikke dårlig, men det er ekstranummeret, der får Khruangbin med i top-10.

6. Sampha, Avalon, Roskilde Festival

Det er ikke længe siden, Sampha spillede en fremragende og følelsesladet koncert på Lille Vega, der primært var båret af Samphas smukke stemme og hans klaver. Alligevel er det en helt anden oplevelse at se ham på Roskilde Festival, hvor sættet svinger i tempo, og Sampha er både helt inde i sig selv og helt ude over scenekanten, når han eksempelvis står med resten af sit band henne ved trommeslageren og improviserer. Smuk løsning på den svære udfordring, det er at gøre rolig klaverbåren skønsang til noget for et festivalpublikum på sjettedagen.

5. Kraftwerk, Meadow Stage, Haven

Haven Festival var ikke en specielt positiv oplevelse, før Kraftwerk indtog scenen. Silende regn, en tom festivalplads og en koncert der blev aflyst halvvejs er bare nogle af problemerne. Men der er ikke noget, der kan redde en festival som vaskeægte tysk effektivitet. I et skarpt sæt på cirka halvanden time går 3D-billederne og den stjerneklare himmel i perfekt symbiose med computerkærligheden fra højtalerne og skaber en helhedsoplevelse, hvor man forsvinder ind i et visuelt-musikalsk vakuum fyldt med radioaktivitet, modeller og motorveje.

4. Anderson .Paak & The Free Nationals, Arena, Roskilde Festival

Hvorfor skal han dog spille så sent, var der mange, der undrede sig over på årets Roskilde Festival, hvor Anderson .Paak først gik på efter midnat på festivalens sidste dag. Det finder man dog hurtigt ud af, for få andre kan klemme den sidste energi ud af folk og levere den fest-afslutning, som Roskilde Festival så længe har søgt efter. Med knæene i brysthøjde dansende som frontmand eller med lige så høj puls bag trommerne forvandlede han Arena til en stor dansende masse. The Free Nationals spillede med kolosalt overskud og fik endda flettet toner fra Still D.R.E ind i et af numrene. En magdemonstration, der nok havde scoret en førsteplads på denne liste, hvis ikke det var, fordi sættet mindede meget om Anderson .Paaks koncert på Apollo to år forinden.

3. Rhye, P6 Beat Stage, Northside

Jeg har aldrig været stor fan af at gå til koncerter for at synge med på den samme sætning igen og igen. Men til Rhye – efter en forrygende koncert båret af Mike Milosh’ føljsbløde stemme – tog jeg mig selv i at synge med på den samme linje utallige gange i et af de der øjeblikke, hvor man står og håber, det aldrig vil slutte. Et øjeblik som kan ses nedenfor.

2. The Blaze, Apollo, Roskilde Festival

Når jeg skriver om The Blazes mesterværk af en onsdagskoncert, kommer det hurtigt til at lyde som beskrivelsen af Kraftwerks koncert på Haven, hvor der bare står computeramour i stedet for liebe. For The Blazes grundopskrift er egentlig den samme, og eksekveringen lige så effektiv. En tranceoplevelse hvor musik og visuals går i et. Men The Blazes koncert var bare lige lidt bedre. Et gennemført lysshow akkompagnerer de stemningsfulde visuals og giver en endnu større helhedsoplevelse. Når koncerterten går i gang, er det eneste på scenen en stor firkant med LED-skærme på siderne, der viser den franske duos fortryllende visuals. Undervejs i koncerten åbner firkanten sig og afslører, at de to franskmænd står indeni og skaber deres melodiske house ved hjælp af sang og synthesizers. Koncerten afrundes elegant ved, at firkanten lukker i igen, og når musikken slukkes, står man tilbage med en følelse af at have været inde i en helt anden verden i knap halvanden time. Jeg gav gerne et par fingre for at rejse tilbage.

1. Danny Brown, Avalon, Roskilde Festival

Til opvarmningskoncerten for Run The Jewels på Tap1 i begyndelsen af året skulle den ellers så energiske rapper have haft problemer med både at stå på benene og huske sine egne tekster. Lørdag eftermiddag på Apollo er Danny Brown den sidste til at have svært ved noget som helst. En energiudladning i den skala tror jeg aldrig, jeg har set før. Der går ikke mere end ét minut, før alle hårene på armene står op, halvdelen af moshpitten ligger ned, og syv dages tømmermænd forsvinder ind i den bragende bas og Danny Browns flow, der er mere tight end Nye Borgerliges asylpolitik.

Boblere:

Wilkinson, Nathan Fake, Maribou State, Tyler, The Creator, Gorillaz

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *