SPOT 2022: Dumheden længe leve

Der er intet, der giver mening. Dansere med en karikeret mængde farve i håret farer rundt blandt hypemen iført cykeltrøjer, 80’er-jeans og solbriller cirka lige så praktisk nødvendige som skistøvler på en sejltur. Yo Johnny, er selv en del af den enorme mængde dansende mennesker på scenen store dele af koncerten fredag nat, hvor han iført en form for speedway-suit nonchalant ignorerer selve DJ-gerningen igen og igen.

På en festival der ellers består af enorme mængder rå talent, er der absolut intet teknisk at komme efter – kun dumhed. Og når jeg siger dumhed, er det med pil op. For det uden tvivl et bevidst valg, at det ikke handler om sangtalent, følsomhed eller frække overgange. Og vigtigst af alt, så minder koncerten ikke om noget, man kender. Vi snakker altså om en optræden, der er så gennemført dum, at den bliver helt sin eget.

Yo Johnny har en genkendelig, elektronisk, wobbly, bastung lyd. En lyd der smadrer higen efter at musikken skal give mening ud af dit hoved og fylder det op med lysten til at hamre en øl og overgive dig til dumheden – det var i hvert fald det publikum gjorde. Jeg ved ikke, om jeg skal kalde det for en koncert, et show, et teater eller noget helt fjerde. Uanset hvad det var, så faldt energien ikke på noget tidspunkt. Det var ikke engang bygget op omkring lange build-ups og drops, som man har set det før. Nej, Yo Johnny kørte sit show i højeste gear. Og selvom der på mange måder bliver kørt på cykel, så går turen kun til eksotiske steder.

Yo Johnnys cykelshow er her, der og alle vegne. Blandt andet forbi Medina’s ‘kun for mig’ og med de to hypemen evigt i gang, dansende, hoppende og med instruktioner til, hvordan publikum skal råbe “YO JOHNNY” bliver hjulene ved med at dreje.

Skulle du være i tvivl om, hvorvidt dumheden er med vilje, så smag på denne koncertslutning: Yo Johnny (eller et premix) spille sangen ‘Tekno’, som han har lavet sammen med Hiphop-gruppen Specktors. Selvsamme gruppe joiner det Festina-logotrøje-bærende entourage på scenen. Bagefter kommer Andreas Odbjerg ind og synger megahittet ‘Stor Mand’. Eller det vil sige, han synger halvdelen, hvorefter han kigger på fra det bagerste af scenen, mens Yo Johnny brager et middelmådigt drum’n’bass remix af Odbjerg og Rahims landeplage ud af højtalerne til publikums store fornøjelse. Intet giver mening – alt er overlegent.

Hvorfor virkede det? Det har jeg spurgt mig selv om mange gange, siden festivalen sluttede og folk igen måtte tage fyldte drikkevand med ind i parken foran Musikhuset. Jeg så i hvert fald 10 koncerter, der havde så meget talent, ekspressivitet og fingerspitzengefühl, at det burde være en af dem, der blev fremhævet. Og det må være et kæmpe kompliment til det danske vækstlag i sin helhed, at netop det at være teknisk dygtig gør, at man ikke skiller sig ud.

Svaret ligger nok i, at alle de her koncerter bare spillede – der var en plan og den blev eksekveret til noget nær perfektion nærmest hver gang. Yo Johnnys optræden var alt andet end tilrettelagt. Den røde tråd var væk, og når man har gået i to år og lagt bånd på sig selv, så er det måske netop det, der er brug for – en der bare tager ædehandsken på og går i gang. Enten det, eller også prøver jeg bare at benægte, at jeg er blevet gammel og i virkeligheden hører til nede bagerst i salen, hvor man brokker sig over en kold drink i stedet for at glæde sig over en varm dåseøl.

Når det så er sagt, så er det ikke altid at dumheden lykkedes. Tidligere på aftenen havde Icekiid fyret godt gang i publikum (primært dem, der sætter pris på varme dåseøl). Men der må være opstået et akut tilfælde af dumellahvad, da setlisten blev sat sammen, for lige da koncerten skulle til at peake, valgte Icekiid at spille en hyldestsang til den københavnske fodboldklub FCK. Pludselig forsvandt den gode stemning, og det aarhusianske publikum, hvis fodboldklub ikke har vundet en kamp i over tre måneder, blev stille. Den voldsomme energi forsvandt som var Ice kommet ind med fuldstændig udtrådte sko på.

Når det så er sagt, og pointen om løssluppenhed og mangel på klassisk musikalsk integritet har fået alt for meget spalteplads, så var der næsten kun vellykkede koncerter hele lørdag. Szim drak publikums energidrik, og leverede en stærk eftermiddagskoncert. Med sig havde hun Lucy Love bag pulten, der burde vinde en pris som SPOT mest energiske DJ og mildest talt virkede som en, der havde tyllet Red Bull det meste af formiddagen.

Fabräk cementerede deres plads som Danmarks ufrivilligt største punkband. Prisma bragte indiegenren tilbage med en selvsikker og solbeskinnet koncert på Park-scenen og Julie Pavon besejrede Allé-scenen med uovertruffen intensitet og industriel pop båret af house-inspirerede trommer.

Og så skal First Hates fredagskoncert også nævnes. De tog chancen og spillede nærmest rene nye numre. Det var svært at blive båret med, da forsanger Anton Falck Gansted i starten simpelthen var langt mere flyvende end publikum. Stille og roligt sneg den dystre 80’er-pop sig dog ind under huden, og man begyndte langsomt at svæve. Og med ét hit mod slutningen, som jeg ikke selv kender, men publikum tydeligvis gjorde, så var der igen dømt endorfinudløsning, crowdsurfing og en følelse af festival, sommer og liv.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tre kunstere du skal se på Carpark Festival 2021

Foto: Johan Stauner Bill

Den lille festival under Bispeengbuen er endelig tilbage. Den altid hyggelige og regnsikre festival formår igen og igen at forvandle den grå parkeringsplads under broen til en intim festivaloplevelse – samtidig med, at den forvandler upcoming musikere til hovednavne i centrum. I år er ingen undtagelse, og derfor har vi håndplukket tre kunstnere, du ikke må gå glip af.

MALU – Åbne Scene, fredag kl. 20.10

Var det a cappella skulle du stadig stille dig foran Åbne Scene lidt over otte. MALU’s vokal er simpelthen så fyldt med nuancer i sig selv, at det kunne være nok. Som flødeskum på toppen, får du lov at høre lækker neo-soul, i mens MALU synger dig hen i en anden verden.

MALU er så ubeskrevet et blad, at det kræver mere end bare en søgning på google at finde frem til hendes borgerlige navn. Men giver man sig tiden til at lede videre, finder man ud af, at Marie-Louise Pierini ved noget af en tilfældighed fik et klaver hjem i huset som 5-årig, fordi nogle flyttemænd ikke ville smide klaveret ud. Fredag aften skal du tage over at høre, hvorfor flyttemændene havde fat i den lange ende.

Magnus Tempels – Tribunen, fredag kl. 22.20

Elektronisk pop er efterhånden en kombination man har hørt om før. Men når Magnus Tempels laver musik, lyder det ikke som en del af den resterende grød af rimelige danske musikere, der synger med synthpoppede lyde i baggrunden.

Tempels tør nemlig at sætte instrumentalen i forgrunden, og hans produktioner er disharmoniske uden at være det, hvilket gør hans numre og især liveoptrædener til noget, der er dynamisk. Det er her han går fra at være en sød fyr til at være en følsom fyr med masser af kant, og det er rigtig vigtigt, når man vil skille sig ud på den moderne danske popscene.

Og så er han en utroligt nærværende livemusiker. Ingen store armbevægelser eller charmerende monologer, men han har en tilstedeværelse, man ikke er i tvivl om.

PRISMA – Åbne scene, lørdag kl. 23.00

Det er noget af et scoop for Carpark, at de har fået PRISMA til at komme og lukke festivalen. De to søstre laver en form for futuristisk, trommebåret new wave, der er vildt energisk. Som havde The Raveonettes og New Order fået et barn.

På papiret er det ikke et scoop, for PRISMA er et ubeskrevet blad, der er opstået i det Covid-restriksionsramte Danmark. Men det er svært at høre, at det ikke er et erfarent band, med så tætte produktioner og så genkendelig en lyd. Deres sange giver følelsen af at de er små komponerede værker, der drejer sig og tager nye former undervejs.

Til gengæld giver det rigtig god mening, når man hører deres bagkatalog, at det er to søstre, der står bag. Deres vokale samspil er lige i skabet, og de formår at bruge den enes inderlighed til at forstærke den andens.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Norsk konceptkunst kom aldrig ind under huden

Foto: Laura Ioana V

Modigt, nytænkende, befriende. Der er mange gode grunde til at smide en masse rosende tillægsord efter Smerz og den performance-koncert duoen giver på Store Vega søndag 30. maj. Men der er desværre ikke kun positive ord at sætte på den specielle optræden. På et sort klaver optræder Catharina Stoltenberg og Henriette Lutzfeldt i en time uden at kigge på publikum på noget tidspunkt.

Det mest passende ord at tillægge er avantgarde. Duoen, hvis største styrke ligger i evnen til at sammensætte et elektronisk lydunivers, der samtidig indkapsler skrøbeligheden i teksterne, har smidt stort set alle de sikre kort under bordet. Bortset fra to strygere og korte sessioner med violin og klaver, er resten af musikken ikke til stede på scenen. Det bliver ikke mikset, men spilles egentlig bare ud af højtalerne.

Der er to spots på Stoltenberg og Lutzfeldt, men ellers intet lys, røg eller andre visuelle elementer. Selve konceptet står altså mutters alene på scenen. Og det består hovedsageligt af skiftende siddende og liggende stillinger, en enkelt koreografi og en absurd mængde tomme blikke.

Det er sikkert nok, når det bare fungerer. Det er bare svært at se formålet. Der er helt sikkert en eller anden højere mening, en symbolik eller et budskab. Det er bare pokkers svært at forstå, hvad det er. Der skal sådan set også være plads til den slags kunst, så det hele ikke bare er Absolute Music 2. Men jeg har set en perlerække af gode koncerter, der tog mig med storm, hvor jeg heller ikke forstod symbolikken. De var bare medrivende alligevel. Man bliver desværre aldrig helt fanget af Smerz’ show.

Foto: Laura Ioana V

I øjeblikke fungerer det. De to strygere spiller upåklageligt og redder store dele. Det er live, og det spiller sammen med de dybe toner og skæve beats fra backing tracket. Særligt en seance, hvor lyset slukkes og et langt, instrumentalt stykke starter ud i drum n’ bass og ender med dystopiske nummer ‘Flashing’ lykkedes. Her får Stoltenberg og Lutzfeldt igen spotlys og lykkedes med en af deres forcer: deres vokale kemi. Med den 90’er-inspirede dystopisk bagtæppe fremhæves deres følelsesladede sang-sammenspil og det hele begynder at gå op i en højere enhed.

Der går bare ikke lang tid, så begynder opsætningen at virke nøgen igen. Et tilsvarende lavpunkt opstår, når Stoltenberg rapper acapella, mens Lutzfeldt nynner en melodi, der virker lidt tilfældig. Igen er det svært at finde formålet med det. Stoltenberg er en dygtig producer, men rapteknisk er der ikke meget at råbe hurra for, og derfor bliver det igen meget bart, når det ikke er flankeret af bas og trommer fra Vegas formidable lydsystem.

Teknisk skinner Lutzfeldt til gengæld igennem, når hun på smukkeste vis krydrer stykket med smuk norsk opera, når cellisterne får fokus eller når de to nordmænd synger ind over hinandens vers. Det løfter sig bare aldrig længere end i momenter, og det store billede ender med at være en optræden, hvor det der ikke fungerer kommer i forgrunden.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

UHØRT: Skt. DeLarge stjal showet

Foto: Helene Maj Kildelund

Det er underlig følelse at mærke festivalgræsset under sine føder igen efter et helt års pause og en sommer uden festivaler. Og det må have været noget af en udfordring for arrangørerne at aafholde Uhørt på en måde, der også tager hensyn til Coronavirus. Men de nye forholdsregler fungerer overraskende godt på septembers første lørdag. For eksempel under Magnus Tempels, der leverer en ganske fin popkoncert på Gårdscenen foran et siddende publikum. Magnus’ nærvær og vokal løfter stemningen igennem velproduceret synthpop, uden det bliver sådan, at man absolut har brug for at stå op.

Én der til gengæld udfordrer siddekravet er Skt. DeLarge. For det er sindssygt svært at sidde stille, når der burde være et kæmpe moshpit lige foran scenen. Aldrig har jeg set så stor en energiudladning fra så lille et navn. “ARE YOU NOT ENTERTAINED?”, råber Skt. DeLarge mod slutningen af koncerten. Den er svær at pulle off, hvis ikke man virkelig hviler i sig selv og sin udstråling på scenen. Og jo, vi er underholdt – af en fyr, der i øvrigt står fuldstændig alene på scenen, men samtidig er den, der fylder scenen bedst ud af alle lørdagens acts. Han hopper rundt i bar overkrop og skinny jeans mens han rapper og råber om ting som mænd, der spiller smarte og ikke behandler kvinder ordentligt.  Men han gør det med en uovertruffen rå aggresivitet, der umiddelbart kun er til at sammenligne med udenlandske acts. Og så er det altså svært at forestille sig, at fyren på spillende tidspunkt kun har to sange på Spotify – og at ingen af dem er blevet hørt ret meget. Faktisk har de max 1000 lytninger mere end Radio LOUD’s samlede lyttertal fra dens målgruppe. Men måske det netop er den uhørte ivrighed for at bevise sig, der gør, at han rammer det helt rigtige punkt. Man får i hvert fald følelsen af, at han burde spille på en større scene.

Med flere sange, der er afspillet mere end 50.000 gange og et helt album på bagen, er GRETA en af Uhørts mere hørte acts. Og det kan mærkes. Der er ingen slinger i valsen. Vokalen sidder i skabet, og hun virker allerede som om, at hun er for stor til festivalen. Og det er ikke kun en god ting, for på en eller anden måde er det som om, at man ikke helt kan mærke det – at hun godt ved, at scenen er for lille til hende. Måske er det fordi, at man kommer lige fra Skt. DeLarge, måske er det fordi hendes relativt bløde Synthpop skulle være placeret tidligere på dagen. Uanset hvad, så skal det nok blive godt, når hun igen står for en lidt større udfordring, end at skulle gøre det bedre end helt uprøvede musikere.

Tidligere på dagen optræder Markus.waw. Og selvom bassisten har skills til at joine nærmest hvilket som helst etableret band, så er det altså svært at blive overbevist om, at det er Danmarks næste store stjerne man ser, når der er problemer med at ramme både vokalens tone og takt. Apropos skills, så er Himmelrum værd at fremhæve. På hver deres instrument formår de at fremmane en slags syrerock, der til tider bliver orgasmisk på grund af deres samspil og talent. Men man kommer også til at tænke på, at en orgasme bliver bedre, hvis der bliver bygget op til den over tid.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Danmarks sødeste hiphop

Foto: Emil Oscar

At lytte til F L E M M I N G‘s nyeste udgivelse, Tandpastasmil, efterårsøjne, er som når man lige er begyndt at date en, der er rigtig glad for at snakke om følelser. Det er både intenst, livsbekræftende og melankolsk. Et album, der kan gå hen og blive gennembruddet for en af landets mest lovende og originale rappere.

Det skyldes to ting. For det første er Bjarke Westphal Christensen, der er manden bag F L E M M I N G, en fyr, der i den grad beviser, at hiphop ikke kan sættes i bås længere. Det ville komme som en stor overraskelse, hvis han har en samling af store guldkæder i skuffen og vinder mange slåskampe. Til gengæld er han fantastisk til at vise sårbarhed og refleksioner over hverdagen og forhold til sig selv og andre i sine tekster. Specielt når det kommer til kærlighed. Det ser man eksempelvis på albummets første og mest catchy nummer, Elsk Dig Selv Mere, hvor Bjarke rapper om omsorgen og kærligheden til en kvinde, der har problemer med både kokain og i det hele taget at få styr på sit liv.

Tandpastasmil, efterårsøjne skriver Bjarke tekster i en slags historiefortællende talesprog, hvor hverdagens betragtninger bliver trukket op på et eksistentielt plan. Denne mere direkte måde at skrive tekster på, er noget man ser en del for tiden, og det kan ofte virke banalt. Det gør det ikke her. Både på grund af oprigtigheden, men også fordi teksterne vidner om et stort lyrisk fingerspitzengefühl. Det hører man også på Elsk Dig Selv Mere, hvor Bjarke rapper:

Du ringer mest, når du er fuld og føler dig alene. Spørger om jeg kommer, hvis du gir’ en øl på Jolene. Det ik’ fordi, jeg ik’ har hjertet på det rette sted. Det mest fordi, jeg har en cykel med et barnesæde.”

De små rimende spidsfindigheder går igen på hele pladen. Et andet guldkorn er på Noget At Sige Til Dig.

“Det’ okay at være såret, men ik’ ondskabsfuld. I den periode, der blev du onsdagsfuld.”

Et nummer, hvor frustrationen over ulykkelig kærlighed kommer til udtryk. Men ikke kun i teksten. For instrumentalen er mere ambitiøs, end på F L E M M I N G‘s tidligere udgivelser. Hvor det før var mere drømmende og jazzet, er det nu mere storladen og eksperimenterer med electronica og pop. Vigtigst af alt, så giver det lag til kagen og får den emotionelle rap og den højtflyvende produktion til at fremstå som et samlet udtryk.

Noget At Sige Til Dig, er det det tunge, dystre bagtæppe, der udgør hindbærcremen til Bjarkes bund af rim. I den sidste del af nummeret ligger pladens største instrumentale genistreg, når der skiftes til et drum ‘n’ bass-stykke, der galant understreger lyrikkens frustration og længsel som flødeskum på toppen.

Med features fra både Jens Nørhave, Emil Kruse og , der også er med til at producere albummet, kan man dykke ned i både forfatterens følsomhed, lyriske spidsfindigheder og lyden af fremtidens danske R’n’B og hiphop.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *