Danmarks sødeste hiphop

Foto: Emil Oscar

At lytte til F L E M M I N G‘s nyeste udgivelse, Tandpastasmil, efterårsøjne, er som når man lige er begyndt at date en, der er rigtig glad for at snakke om følelser. Det er både intenst, livsbekræftende og melankolsk. Et album, der kan gå hen og blive gennembruddet for en af landets mest lovende og originale rappere.

Det skyldes to ting. For det første er Bjarke Westphal Christensen, der er manden bag F L E M M I N G, en fyr, der i den grad beviser, at hiphop ikke kan sættes i bås længere. Det ville komme som en stor overraskelse, hvis han har en samling af store guldkæder i skuffen og vinder mange slåskampe. Til gengæld er han fantastisk til at vise sårbarhed og refleksioner over hverdagen og forhold til sig selv og andre i sine tekster. Specielt når det kommer til kærlighed. Det ser man eksempelvis på albummets første og mest catchy nummer, Elsk Dig Selv Mere, hvor Bjarke rapper om omsorgen og kærligheden til en kvinde, der har problemer med både kokain og i det hele taget at få styr på sit liv.

Tandpastasmil, efterårsøjne skriver Bjarke tekster i en slags historiefortællende talesprog, hvor hverdagens betragtninger bliver trukket op på et eksistentielt plan. Denne mere direkte måde at skrive tekster på, er noget man ser en del for tiden, og det kan ofte virke banalt. Det gør det ikke her. Både på grund af oprigtigheden, men også fordi teksterne vidner om et stort lyrisk fingerspitzengefühl. Det hører man også på Elsk Dig Selv Mere, hvor Bjarke rapper:

Du ringer mest, når du er fuld og føler dig alene. Spørger om jeg kommer, hvis du gir’ en øl på Jolene. Det ik’ fordi, jeg ik’ har hjertet på det rette sted. Det mest fordi, jeg har en cykel med et barnesæde.”

De små rimende spidsfindigheder går igen på hele pladen. Et andet guldkorn er på Noget At Sige Til Dig.

“Det’ okay at være såret, men ik’ ondskabsfuld. I den periode, der blev du onsdagsfuld.”

Et nummer, hvor frustrationen over ulykkelig kærlighed kommer til udtryk. Men ikke kun i teksten. For instrumentalen er mere ambitiøs, end på F L E M M I N G‘s tidligere udgivelser. Hvor det før var mere drømmende og jazzet, er det nu mere storladen og eksperimenterer med electronica og pop. Vigtigst af alt, så giver det lag til kagen og får den emotionelle rap og den højtflyvende produktion til at fremstå som et samlet udtryk.

Noget At Sige Til Dig, er det det tunge, dystre bagtæppe, der udgør hindbærcremen til Bjarkes bund af rim. I den sidste del af nummeret ligger pladens største instrumentale genistreg, når der skiftes til et drum ‘n’ bass-stykke, der galant understreger lyrikkens frustration og længsel som flødeskum på toppen.

Med features fra både Jens Nørhave, Emil Kruse og , der også er med til at producere albummet, kan man dykke ned i både forfatterens følsomhed, lyriske spidsfindigheder og lyden af fremtidens danske R’n’B og hiphop.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Journey fest: Mageløst mindfuck og støjende suspense

Foto: Louise Haywood-Shiefer

”OPEN IT UP. OPEN IT.”, råber en fyr i bar mave til sine medpublikummer, mens han forsøger at lave plads til mosh pit langs scenekanten. På scenen står theOGM lyst op af en pandelygte, så kun hans ansigt kan ses, mens han råber ”muahahaha”, som en tegneserieskurk fra 90’erne. Og så kommer det. Folket foran scenen hopper ind i hinanden mens trommer, strenge og synth’s bliver spillet hurtigere end danske apoteker blev rippet for håndsprit, da der første gang blev meldt om coronavirus i Danmark. Det er Ho99o9, der spiller på Loppen som en del af den ugelange Journey fest.

Hardcore punk, punk rap eller horrorcore er de genrebetegnelser Ho99o9 ofte får sat på sig. I virkeligheden har musikken enormt meget til fælles med Drum ‘n’ bass. I det, det er i den opbyggende fase, hvor magien befinder sig. I øjeblikket inden det hele ramler sammen. Typisk er det theOGM, der starter det hele, når han tænder for samples eller snakker til publikum på en noget atypiske måde. Med store dreadlocks og grillz, får han gejlet publikum op, som en demonbesat Bob Marley. Og når først suspensen når bristepunktet, så er det Eaddy og Brandon Pertzborn på henholdsvis guitar og trommer, der overtager energiudladningen.

Covernumre er ofte søgte til koncerter. Men det giver god mening, da en medley af The Prodigy-numre ryger på mod slutningen af koncerten til stor begejstring for tilskuerne. The Prodigy’s stil minder lidt om Ho99o9s og fordi de to kunstnere også har lavet et nummer sammen. Alt i alt en enormt original koncert med stor variation, indlevelse og karisma. Det hjalp også på det, at publikum, der var blevet godt varme efter Slægts koncert. Selvom Slægt ikke er originale på samme måde, og mest af alt ligner reinkarnationen af et rockband fra 80’erne, så spiller de fucking tight live.

Prikkerne faldt på plads

Fuckr med din hjerne kunne lige så godt være et program om Floating Points, der også gav koncert under Journey fest. Engelske Sam Shepherd, der står bag Floating Points har en Ph.d. i hjernevidenskab. Når man står til hans koncert på Store Vega, der afslutter Journey Fest, så giver det super god mening, at han er ekstremt klog på, hvordan hjernen fungerer. For hold kæft hvor kan han gøre noget ved sindet gennem sin musik. Han kan få dig til at forsvinde fuldstændig ind i dine egne tanker, eller han kan få din krop til at bevæge sig. Alt er på Sam Sheperds præmisser, når han med sin usynlige skalpel står og roder i dit kranie.

Det hele bliver gjort uden en eneste vokal. Med hypnotiserende visuals, og en opbygning, der er veltimet og gennemtænkt, føles koncerten på ingen måde for lang, selvom den varer over en time. Den måde, det fungerer for ham på, er, at han kombinerer forskellige elektroniske elementer, små samples af metalliske lyde, layers og ikke mindst skarpe trommer. Stopper man op og lytter efter, burde det ikke rigtigt give mening. Men to-tre minutter efter, når bassen rammer, så falder prikkerne på plads. Og de elementer, der virkede tilfældige for lidt siden flyder nu sammen med nuet. Det er her, hvor det er svært at stå stille. Han fik dog lyst til at lege lidt, og i momenter giver musikken dog så lidt mening for så mange, at de helt mister fokus og begynder at snakke ad helvedes til. Omvendt er alle opmærksomme, da nummeret LesAlps elegent bliver en del af settet.

På et tidspunkt, da Sheperd fik mig ud af mine egne tanker, kiggede jeg bagud mod mine to venner, for at få øjenkontakt. Det er helt umuligt med den ene, som han står der foroverbøjet dansende. Specielt ikke noget kønt syn, men det er fordi, han er så optaget af musikken, at han tilsyneladende ikke på noget tidspunkt funderer over, hvordan andre tænker om ham. Jeg fik øjenkontakt med min anden ven. Dog først efter tyver sekunder, men med et smil så stort, at vi uden yderligere kommunikation ved, at vi har den helt samme følelse. Hjernekirugien virker.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tre kunstnere du skal høre til Journey fest

Journey fest har efterhånden slået sig fast som en tradition, hvor man kan lægge vintertøjet på hylden og træde ind i en forskellige genrespecifikke musikgarderobeskabe. For Journey fest er ikke en uge med forskellige koncerter. Når du tager til et af arrangementerne, er der altid en lille håndfuld navne på programmet. De navne er nøje udvalgt, så du får oplevelsen af andre kunstnere, der minder lidt om det, du er kommet for at høre. Som hvis du lytter til et album på Spotify, og streamingtjenestens radiofunktion vælger nyt musik til dig, ud fra hvad du lige har sat på. Til journey er det bare live, og det varer en hel uge. Derfor kan du nu læse om tre navne, der kan pege dig i retningen af musikalske helhedsaftener.

The Comet Is Coming – Lørdag d. 22. februar

Allerede på andendagen er der hentet tre musikere ind fra det ydre rum for at give dig en oplevelse, du ikke har set på jorden før. Space-snakes eksisterer kun i Rick and Morty, men Space-jazz eksisterer sgu i virkeligheden. Den mere eller mindre legendariske saxofonist, King Shabaka, har i mødet med Danalogue the Conquerors keyboard, synths og rumlyde fundet ind til noget, der minder om et sci-fi soundtrack på coke. Vel at mærke på den slags coke, der er produceret i en saxofon. Med Betamax Killers energiske trommer oveni hatten bliver det nemt en energiudladning, der kan høres steder, hvor kometer kommer fra. Det kunne det i hvert fald, da de indtog Roskilde Festival i sommer.

Ho99o9 – Torsdag den 27. februar

Synes du også at musikere generelt deltager for lidt i mosh pits til deres egne koncerter? Savner du tekster, der handler om at slå en præst ihjel i en våd drøm? Så er Ho99o9 sandsynligvis lige noget for dig. Hvis du bare godt kan lide et gennemført gyser-tema der gennemsyrer både tekst, musik og video, så er det nok også noget for dig. Ho99o9s blanding af punk og rap er i stil med et navn som Death Grips og giver dig på samme måde muligheden for at komme af med noget vrede til koncerten. En god gang sved kommer du nok også af med, mens du lytter til barer som dem her:

If I could rewind time
They’d probably lock me in the cage
For fuckin’ white bitches out in Columbine
Since this nigga’s off the leash
It’s dinner time

Lyder det ikke helt sofistikeret nok, så gemmer dig sig også en stærk samfundskritisk tone bag al gyser-viben. Ho99o9 spiller på Loppen, hvor også Slægt, 404 og Yury kigger forbi.

Floating Points – Lørdag den 29. februar

Det er hårdt at være perfektionist. At intet er godt nok, før det er perfekt må være voldsomt stressesende at leve med. Til gengæld kan vi andre nyde godt af, at der findes folk som Sam Sheperd. Han står bag Floating Points, der giver koncert på Store Vega. Han er blandt andet kendt for, at leve sig fuldt ind i sine shows, der er en komplet oplevelse, hvor lyd og (lazer)lys spiller sammen. Med det aktuelle og aldeles fremragende album Crush i bagagen, kommer Floating Points og lukker Journey fest med en gang elektroniske fysikforsøg. Sam Sheperd er uddannet hjerneforsker og er kendt for at samle på gamle jazz-plader. Det tænker man nok ikke, hvis man ikke ved det på forhånd. Men når man gør, så giver det rigtig god mening, for lyden er chill og perfektionistisk mens den samtidig er svær at stå stille til.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lige børn leger bedst, men Steve Lacy har det sjovest

Det blev besluttet, at vi ikke måtte tage vores egne billeder til koncerten. Vi har valgt ikke at bringe et pressefoto af Steve Lacy, da vi gerne vil forbeholde os retten til at bringe vores egen fortolkning af koncerten.

Steve Lacys udgifter til musikere er ret minimale, når han skal indspille. Faktisk står han selv for alle instrumenter og al sang. Og det fungerer glimrende. Det er bare ikke så nemt live. Hvordan løser man så lige det, hvis man vil undgå at være ham gademusikanten på strøget, der spiller hi-hat ved at banke foden ned i jorden mens han panfløjter derudaf i en sand rædsel? Jo, det mest oplagte ville nok være at hyre et band. Men Steve Lacy, der også er en del af The Internet virker ikke til at have nogen lyst til at være konventionel. Han vil lege.

Med sig har han to mennesker: en DJ og så en fyr, der hjælper ham med at udskifte instrumenter løbende. Så foregår det sådan, at Steve Lacy tager sig af ét instrument ad gangen, mens DJ’en sørger for at resten af det indspillede materiale bliver sendt ud af højtalerne. Men der er stor forskel på, hvordan det virker. For når Lacy står alene med mikrofonen, så falder han igennem. Vokalen er simpelthen for lav, og selvom han egentlig har en lækker stemme, så kan han ikke nok med den til at redde et nummer, hvor han bliver overdøvet af sit eget backing track.

Løbende får han stukket nye strengeinstrumenter i hånden, og det går klart bedst med bassen. Det er tydeligt at se, at den er hans foretrukne legetøj. Hans i forvejen smittende smil bliver bredere, og han begynder flere gange at løbe en form for æresrunde på scenen. Det ligner nærmest, at han lige skal have brændt lidt krudt af, som et barn på legepladsen, der har for meget energi. Og det er bare for ikke at tale om selve musikken, for han kan sgu godt finde ud af, at strikke en funky bassline sammen. Sjovt nok fungerer det allerbedst på nummeret Playground, hvor Lacy for første gang får rigtig fat i publikummet.

Lacy vil gerne det hele, og det er både på godt og ondt, for nogen stor rapper bliver han nok aldrig. Det bliver til et par middelmådige vers over trap-drops, der lyder som om, de er copy-pastede fra et af Spotifys top 10 mest afspillede numre i 2018. Når han så også glemmer, hvornår droppet kommer i sin egen sang, bliver det ikke bedre af det.

Men gadedrengecharme kan sgu redde meget, og når han så indrømmer sin fejl, starter forfra med et skævt smil og en lille løbetur rundt på scenen, så skal man ikke have meget fantasi for at kunne leve sig ind i det alligevel.

“Come on, get a room.”, råber han ned, til hvad man må gå ud fra, er et mundvandsudvekslende par, der står midt i salen.

“Your’e making everybody uncomfortable. I would kiss at a Steve Lacy concert too, i get it, but come on.” Det er den slags kækhed, hvor man tilgiver ham, på trods af, at man står og spekulerer over, om han mon tiltalte parret i første omgang, bare for at fremhæve, at folk bliver kåde, når spiller på guitaren. Det er den frækhed, der redder mange af de stykker, hvor musikken ikke for alvor slår igennem.

I det store hele er Lacys koncert lidt som det Dark Red, som han også slutter af med. Hvor det under koncerten handler om noget teknisk, så er det teksten til Dark Red, der er en smule banal. Men samtidig er der noget forbandet medrivende over den umiddelbarhed, der sammen med den muntre og sommerlige guitarpop kan gøre selv børnehavens sureste pædagog i godt humør.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Jeg har skrevet en forfærdelig masser af musik og sange Det udgiver jeg nu på min hjemmeside http://www.jfnmusik.dk i første om gang med mig selv som kunstner senere hen vil jeg gerne samarbejde med andre kunstner der fortolker mine ting. Håber at I vil følge med i min blog. Jeg vil forsøge at lægge meget tit ud, enten med lyd fil, video eller tekster med andre emner, så følg med i når det der sker.
    Med venlig hilsen
    Jan Fischer-Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Kogekunst var ikke Uhørte nok

Du skal ikke skrive om Kogekunst. Du skal ikke skrive om Kogekunst. Du skal ikke skrive om Kogekunst. Sådan bliver jeg ved med at tænke, da jeg bevæger mig rundt på Uhørts lille område på Vesterbro. Det er såmænd ikke fordi, jeg ikke har lyst til at skrive om gruppen eller ikke regner med, den fortjener at blive nævnt. Nej, Kogekunst er bare allerede blevet beskrevet en del her på Regnsky. Problemet er bare, at det er umuligt at lade være, når man først ser dem live.

Drengene fra Kogekunst beviser hurtigt, at de simpelthen er for komplette til festivalen, da de går på 20.30. cirka samtidig med at solen går ned. For i modsætning til de andre kunstnere, der også rummer masser af potentiale, så er det svært at finde meget, der trænger til forbedring. De er for det første hamrende originale. Hvor mange andre musikere på festivalen minder om noget, så er Kogekunst en ret, jeg aldrig har smagt før. Bevæbnet med blandt andet guitar, trommer, synths og to krøllede hjerner, tager Kogekunst publikum på en tur, der hele tiden skifter mellem det risikofrie og det rørende.

Når numrene på deres første plade har navne som Køkken og Saltvand pt. 1, er der lagt op til en hyggelig og fjollet koncert. Til trods for at de kun er to på scenen, fylder Simon Mariegaard og Oskar Krusell sættet op med både mærkelige tonelejer, en sang der primært består af, at de begge to synger ‘lalala’ og leverer generelt en ret varieret kombination af instrumenter og sang i forhold til, at de kun er to på scenen. Men Kogekunst kan mere end at være anderledes. Teksterne er sentimentale og koncerten skifter hurtigt mellem det underlige og letfordøjelige til det straight up deprimerende og gåsehudsfremkaldende. Som når Oskar Krusell begynder at synge om, hvordan han lader som om, at han har det godt. Pludselige stemningsskift, der gør det svært ikke at spidse ører. 

Hvor en kunstner som Frida Diamant beviser, at hun har en af Danmarks smukkeste sangstemmer, virker det også til, at hun har gavn af, at koncerterne på Uhørt kun varer en halv time. Det samme gør sig gældende for Annelise, der virkelig får gang i publikummet og demonstrerer et mesterligt flow eller pigerne fra FUSHIA og deres gennemtænkte kompositioner. Alle har de tydelige talenter, men mangler måske også det sidste, før det ville være bedre for dem med en times koncert. Men som man står der til Kogekunst, får man fornemmelsen af, at hvis de havde brugt en halv time mere, var oplevelsen blevet endnu mere al dente.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *