Podcast: Den ultimative jagt på årets Roskilde-highlights

Foto: Tobias Nicolai / Roskilde Festival

Der er mange måder at finde frem til de bedste koncerter på Roskilde Festival på. Og selvom det aldrig bliver helt objektivt, så har vi forsøgt at gøre det så neutralt som muligt. Her får du både de helt umiddelbare reaktioner fra trætte festivalgæster på vej hjem fra pladsen og de velovervejede synspunkter fra udhvilede festivalgængere, der har haft tid til at tænke over tingene.

I denne podcast har Mathias blandt andet sat en ‘metaller’ i stævne for at finde ud af, om de kan finde årets højdepunkt på trods af deres meget forskellige musikalske udgangspunkter. Lyt med og hør om alt fra Power Trip og Testament til Jada, Jon Hopkins og Sons of Kemet.

Indslaget er produceret og redigeret af Laura Fromm og Mathias Gavnholt.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Interview: Frej Levin fandt Natkat i et LSD-trip

Frej Levin efter koncerten på Countdown. Foto: Emil Hougaard.

Frej Le Funk med det borgerlige navn Frej Levin er rimsmeden i Natkat, der optråde på Countdown-scenen på dette års Roskilde Festival. Frej Le Funk er en mand, der er lidt over det hele. Han debuterede i MC’s Fight Night som 12-årig, og sidste år optrådte han med sit house-projekt under navnet B from E for bare at nævne noget af det. Sammen med DJ Sump og Floppycat, leverede han en energisk dagskoncert på sidste opvarmningsdag, der indeholdt improvisationer, trompet og en lavine af rim. Jeg tog en snak med ham under festivalen, der endte ud med at handle om, hvordan Natkat er blevet til. Det involverer både Cypress Hill, LSD og mexicanske voldsfilm.

Hvad er det for nogle følelser der går i gennem dig, når du står på scenen som Frej Le Funk?

Det er lige som at stå i orkanens øje. Det er på samme måde, som når jeg spiller på en klub. Min angst forsvinder, når jeg går derop, og så har jeg bare ikke lyst til at gå ned igen. Det er øjeblikket, hvor jeg kan få lov til at fejre mit eget og andres liv gennem musikken. Når jeg først går derop, så er det lige som at stå med et stort varmt tæppe på. Det er fucking nice.

Det lyder sgu meget lækkert. Hvorfor tror du, det fungerer sådan for dig?

Jeg tror det er en basal ting i folk, at når de bevæger sig, altså når de vibrerer, så bliver der bare åbnet op for sluserne til lykke-juice i hovedet. Engang, da jeg sugede rigtig meget lattergas, så begyndte jeg at få sådan nogle små bad trips. Men så fandt jeg ud af, at hvis jeg bare dansede eller bevægede mig imens, så var det umuligt for mig at få det dårligt.

Er der forskel på, hvordan du har det på scenen som en del af Natkat og så når du optræder med dine andre projekter?

Forskellen er jo bare, at når jeg er alene, så er det kun mig, der kan skuffe mig. Ikke fordi at mine drenge nogensinde skuffer mig. Men det er klart, at hvis der er noget, de er usikre på, så er det også min usikkerhed. Til gengæld er det fedt, når der er fem, der sejrer frem for bare én. Det er det sygeste vaniljeis for mig, når mine drenge oplever noget fedt.

Men du kan vel heller ikke dele oplevelserne på samme måde, når du optræder med eksempelvis B from E.

Nej, men jeg har også brug for ikke at dele det med nogen en gang i mellem. Jeg har brug for selv at tage et fly hen, der hvor jeg skal spille, og jeg har brug for at tale med mig selv inde i mit hoved, mens jeg sidder på restaurant med de her mennesker, der har booket mig. Jeg har brug for at spille mit show og blive lidt stiv og så tage hjem på mit hotelværelse og være mig selv.

Er det ikke svært at tage på Roskilde Festival, når man gerne vil være sig selv?

Jo, men nu har jeg også fået nok af at være mig selv. Nu skal jeg fandme være på Roskilde. Jeg spillede sidste år med B from E, men der skulle jeg til Mexico dagen efter.

Hvad for noget musik skal du se?

Jeg skal se Underworld. Det er fuldstændig for galt, jeg aldrig har set dem live. Jeg har lyttet til dem siden jeg var 10 eller 11 år. Og så skal jeg se Cypress Hill. Dem har jeg også lyttet til, siden jeg var 10. Den første rap-CD jeg nogensinde havde, var med dem. De er også latinoer, ligesom jeg er, så jeg har et helt bestemt forhold til dem.

Hvornår fik du den CD?

Jeg fik den, fordi jeg var børnereporter ude på DR, og det var jeg lige inden, at Peder fra Gramsespektrum stoppede som vært. Han passede på os, da vi skulle til DM i børnerap. Så plejede han at tage os på Burger King og sådan noget der. Så efter jeg havde mødt ham fem-seks gange, så kom han en dag og stak mig den plade, der hedder Skulls And Bones.

Var det der, du startede med at kunne lide hiphop?

Ja, det er lige der omkring. Jeg startede med at skate med min homie, og det indebar, at vi havde kæmpestort tøj på. Jeg slæbte mine bukser hen ad jorden og vi havde kæmpe store skovmandsskjorter på, var klippet korthårede og malede grafitti. Og så fulgte alt det der musik med. Men det er nok lidt mere rap, rap, rap, når jeg hører Cypress Hill. Så lyttede jeg rigtig meget til nogen der hed Control Machete fra Mexico. De kom også med en stor plade omkring 2000.

Hvad er det for noget?

Det er det største rap-act, der nogensinde er kommet fra Mexico. De lavede soundtracket til en film der hed Amores Perros. Det er en meget anerkendt film. Det er en fucking tragisk film, og folk dør hele tiden på alle mulige syge måder. Der er nogle sindssyge scener med det her Control Machete med sådan nogle hundeslagsmål, hvor de væder om penge, politijagt og sådan noget der.

Hvis Natkat skulle være soundtrack til en film, hvad skulle det så være for en slags?

Jeg har altid håbet at Natkat ville være soundtrack til en psykedelisk film. Noget hvor der var nogle fucking, fucking fede visualiserede hallucinationer. Og så noget der handler om noget alvorligt på den ikke så pæne side af samfundet. Jeg ville elske, hvis der var en eller anden vanvittig animator, der lavede det vildeste trip med et Natkat-track.

Hvorfor tror du det ville passe sammen?

Det tror jeg det ville, fordi Natkat både er baseret på Askes beats, som ofte har hårde trommer men bløde keys og sci-fi-effekter. Han er meget vild med de her gamle space-lounge ting. Som egentligt er rart at høre på, men har mange effekter. Og da jeg startede i Natkat, da havde jeg lige overlevet et fuldstændig vanvittigt LSD-trip, som gør at jeg ikke rigtig kan tage LSD længere. Jeg kommer tilbage til den samme rigtig dårlige tanke jeg fik, som på en eller anden måde er sand, men som ikke rigtig er brugbar for mit liv. Det er en sandhed, som er kæmpestor, men den nytter ikke noget for mig, hvis jeg skal være et menneske, der skal forelske mig i det dumme i livet og de hyggelige, normale ting. Det er alt for ‘godly’ og stort. Den første plade med Natkat er tekster, der kommer fra nogle sindssygt dybe indsigter, hvor jeg var helt inde i mine egne atomer og hilste på mig selv uden, at jeg vidste hvad mit eget navn var. Men jeg forstod min plads i forhold til andre mennesker i verden. Dem jeg holder af, og dem jeg gik og sårede.

Så mange af de tekster du laver er kommet fra sådan et trip?

Ja, det er reflektioner over mit trip. Refleksioner over de tanker der er gået gennem mit hoved, når jeg har søgt efter noget inde i mig selv og fundet noget helt andet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Apollo lukkede Roskilde Festival med en tre timer lang rumrejse

The Comet Is Coming. Foto: Fabrice Bourgelle

I en genial tidsmæssig placering af de to sidste koncerter, skød The Comet Is Coming publikummerne afsted mod rummet, hvorefter DJ Koze lod dem svæve i vægtløs tilstand i nærheden af solen.

Klokken 23.45 lørdag aften startede The Comet Is Coming rakketen. Og da mørket faldt på, var der mulighed for at bruge Apollos fantastisk lys. Faktisk har Apollo flere lysenheder end Orange Scene, men den mulighed blev ikke udnyttet til fulde. Måske fordi, der var så meget andet at komme efter.

The Comet Is Coming kan beskrives som en slags space-jazz. King Shabaka, der er en gudsbenådet saxofonist, går bogstaveligt amok, når han står på scenen med det smukke instrument. Konstanten i dette rum-jazzede projekt er synhetziseren, som Danalogue The Conquerer havde helt styr, da bandet fik datoen til at gå fra den 6. juli til den 7.

Selvom jeg synes, det lød udemærket, da jeg hørte det hjemmefra, var jeg stadig ikke helt overbevist. Det var faktisk først, da jeg blev hevet med ind til koncert med Sons Of Kemet fredag aften, at jeg besluttede mig for at skulle se The Comet Is Coming, for under den koncert kunne jeg se, hvad King Shabaka kan. Han spiller nemlig i begge bands og er endnu vildere live.

Jeg har ikke nogen teknisk viden om saxofonen, men når Shabaka er i nærheden af den, begynder den at spille lyde i en kombination, der gør, at du ikke kan stå stille. Faktisk har du lyst til at bevæge dig på en måde, der får dig til at se komplet idiotisk ud. Du får lyst til at ryste din krop og dit anisgt, som sidder du på en bustur i Angola med en rigtig dårlig chauffør, der holder speederen i bund, mens han kører ned af en bjergside på en grusvej.

Kombineret med røg, konstante lyskegler, Danalogue The Conquerers synths og Betamax Killers trommer ramte The Comet Is Coming nattestemningen perfekt, og sørgede for den afgang væk fra jordens overflade, der var brug for på sidstedagen.

Klokken 02.00, var det erfarne DJ Kozes tur, til at lede de folket gennem galaksen. Og her var det nærmere det visuelle, der gjorde det hele lidt spacy.

På den guidede tur, føltes det som om at blive ledt forbi en kamp mellem rebellerne og imperiet fra Star Wars – for hold nu kæft, hvor var der meget lys. Rødt lys, blåt lys, hvidt lys, lys med mønstre i og lys der bevægede sig langs med hinanden eller modsat hinanden, som om de dansede til lyden af Kozes house.

Og netop lyden, var der heller ikke noget i vejen med. Det var som om, at alle de temposkift der var i settet, kom lige når de skulle. Han havde mig i sin hule hånd hele vejen igennem, og jeg havde hverken lyst til- eller kunne finde vej ud af hans rumskib, som evigt skruede på cockpittets knapper.

Man kan næsten altid regne med at koncerterne på Apollo varer 60 minutter sharp. Men Koze fik lov at få dobbelt sp lang tid, hvilket ikke var et sekund for meget. For undervejs var den tanke, der kom tilbage flest gange, at turen for alt i verden ikke måtte stoppe.

Den to timer lange koncert sluttede med en cirka 10-12 minutter lang udgave af det sommerlige hit Pick Up, der endte med at gøre den varsling til virkelighed, som The Comet Is Coming lovede tre timer forinden.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tak for Schacke og den nye Countdown

Foto: Cameron Pagett

Countdown-scenen på Roskilde Festival har aldrig rigtig fungeret. Dårlig eller simpelthen bare for lav lyd har ødelagt fremadstormende artisters ellers gode koncerter. Et godt eksempel er Av Av Av, der fik alt til at fungere i 2015. Det var dengang scenen hed Apollo Countdown. Det eneste problem var, at lyden var så lav, at det hele tiden føltes som om, der manglede noget. Scenens lydkvalitet var lige så dårlig, som madboderne i år er til rent faktisk at have de ting, der står på deres menukort. I år er Countdown ændret for det bedre, og den Københavnske techno-producer Schacke viste mandag aften, at den ringe lyd er fortid.

Jeg tror ikke, der findes en bedre måde at overbevise folk om, at der er god og høj lyd på en scene end ved at sætte Schacke til at spille på den. For der er få som ham, der presser sine højtalere til det yderste. Hårdtpumpende techno skal høres højt! Og det blev det også. Og shit, hvor kan han skrue et sæt sammen, der rammer lige i øregangene.

Jeg tror magien ved techno er lidt svær at få øje på for mange. Men hvis man lytter efter, når Schacke går i gang, finder man ud af, at det er lidt med ham, som det er med Sopranos. At det, der sker i øjeblikket, har noget at gøre med det, der sker senere. Så lige som Tony Sopranos eskapader fra sæson tre bliver endnu mere relevante i sæson fem, så er det, man hører til Schacke sandsynligvis noget, som giver endnu bedre mening fem eller ti minutter efter, man har hørt det. En fremragende kalkuleret fest, hvor det eksploderer, fordi settet har bygget op over tid. Koncerten var en forløsende kontrast til lejranlæggenes basale bass-drops.

Schacke gik på scenen klokken 21.30, og det viste sig også at være det rigtige tidspunkt. For da solen langsomt gik ned bag scenen, begyndte lysshowet at træde i karakter. Det fuldendte oplevelsen, som når man kommer chili i en shawarma.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Death Grips: Det sikreste sted var mosh pitten

Foto: Gobinder Jhitta

Det kan i den grad give bagslag at have høje forventninger til en koncert. Og det havde jeg til Death Grips klokken 02.00 natten til lørdag. Det skulle være vanvid, der skulle moshes, og der skulle være en meget tatoveret fyr, der stod og råbte ind i en mikrofon i en time om analsex i pitten og andre absurditeter, mens højtalerne på Arena smadrede støjguitar og bas fra en computer. Men jeg blev ikke skuffet, for det var præcis det, der skete.

Der var endda plads til lidt, der gik over forventning. En kampenergisk trommeslager straffede trommesættet, som om, at det ikke var meningen, de skulle virke, når koncerten var slut.

Men det, der nok var vigtigst, var, at intensiteten steg gennem hele koncerten. Der var ingen snak, ingen vinken til publikum, ingen pauser, der var bare mere musik, som var hårdere, end det der lige havde været der. Og det var ikke fordi, at de ikke startede hårdt ud. Både Get Got og I´ve seen Footage blev sendt afsted tidligt under koncerten som to hits, der skulle give det sidste skud doping, som kunne garantere energi nok blandt publikum, selvom klokken var cirka 02.30 fredag på Roskilde Festival.

En smøg og en knytnæve

Man kunne måske forestille sig, at det ville blive for farligt forrest. For når minimumsgrænsen for, hvornår folk begynder at moshe, er, at musikken har en rytme, så kunne det gå galt til Death Grips. Og det gjorde det også, bare ikke i pitten. For crowden, der nok havde en af de skæveste kønsfordelinger jeg længe har set, kunne rent faktisk finde ud at moshe.

På trods af, at der var travlt hos sammaritterne, og der gik rygter om flækkede øjenbryn og forstuvede fødder, så kunne man føle sig virkelig sikker, fordi man kunne se, at hvordan folk beskyttede de faldne og hev dem op, mens der blev blokeret for massen af mennesker, der kom for at skubbe. Jeg var ikke den eneste, der følte mig sikker. På et tidspunkt stod min homie og røg en smøg, mens cirklen var åben, og folk var klar til at løbe ind. Han lignede dog en, der ikke rigtig vidste hvor han var, men det var lige meget, fordi folk var opmærksomme. Min anden ven formåede at parodiere samme situationen til næste gang moshing, og han nåede at ryge en hel smøg bortset fra de sidste par hvæs, inden massen ramte ham.

Problemet var i stedet, at den samme homie, som var så uopmærksom i pitten, endte med at blive straight up slået i ansigtet af en fyr med bøllehat, fordi han troede, at han var kommet til at skubbe til ham. Det var han ikke. Det var en anden. Jeg ved ikke, om det dummeste er, at man slår et andet menneske, eller at man tager til Death Grips og forventer, at folk ikke kommer til at støde ind i hinanden. Min ven er okay, men det lagde en dæmper på stemningen, som koncerten slet ikke fortjente, og det kunne have gået galt. Så husk nu også at være opmærksom når du ikke mosher, og lad være med at stille dig helt oppe foran til festlige koncerter, hvis du ikke er klar på at holde en fest.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *