At SPOT-te ægte talenter – En guide til de bedste oplevelser på tredjedagen

Who Killed Bambi & Jenny Wilson – Foto: Steffen Jørgensen

Jenny Wilson & Who Killed Bambi? – Jenny did it.

Jenny Wilson var trods skyhøje forventninger og en uges skamlytning af hits som LET MY SHOES LEAD ME FORWARD eller Like a Fading Rainbow, en halvlunken oplevelse. – Men det var bestemt ikke grundet Symfoni Salens æstetiske omgivelser eller den klassiske support fra det århusianske stryger-orkester Who Killed Bambi, som har været gæstekunstnere for navne som Mikael Simpson og Oh Land, og samarbejdet med Ane Brun, No Name og Alice Boman. Det var nærmere grundet Jennys desværre alt for dominerende facon og kedelige vokal, der, trods 15-års erfaring som soloartist og en lang række albums bag sig, overskyggede salen.

Det startede godt, da de syv strygere fra Who Killed Bambi indtog scenen med violiner, celloer og bratsch, som straks skabte en fortryllende stemning. Desværre blev magien decideret bremset, da den svenske diva valgte at stoppe musikken og calle en ommer kort inde i et af de første numre. – Hun ramte efter egen vurdering skævt at stygerne. – Ganske unødvendigt, hvis du spørger mig. Jeg bemærkede ingenting, men skal da gerne indrømme, at jeg også på tredjedagen, havde en lille fugl på. Jenny Wilson forsvarede sig med, at øvetiden havde været knap, og at de to bands ikke havde haft mere end en enkelt morgenstund til at øve. Der ville Bjarne Goldbæk nok hævde, at de godt kunne have brugt “LIDT mere forberedelsesti-id”.

Hvis man skal besvare spørgsmålet i det århusianske strygeorkesters navn, var det Jenny, der dræbte Bambi. Det var en skam, for de fortjener ellers store roser for deres højtløftende strygere og ikke mindst originale kunstnernavn.

Selma Judith – Skælvende styrke på sang og strenge


SPOT har for mit tilskuerperspektiv været en god blanding af kunstnere, der bare gerne vil være berømte (uden at have noget at noget at lægge det i) – og så de talenter, der rent faktisk kan noget; de kunstnere, der ikke prøver for hårdt, men bare ER gode. Ligesom Selma Judith, som jeg
endelig fik jeg chancen for at høre på SPOT.

Selma Judith har på i løbet af det seneste halve år fået stor omtale i medierne. Bandet går under titlen som: “et af landets største og mest kreative r’n’b-håb” og “en stille storm af minimalistisk harpespil” – Udsagn, der bakkes godt op af Ibyen-prisen, hvor bandet er at finde blandt de nominerede til “Årets Musiknavn”.

Selma var den første kunstner, jeg i min spæde opstart som musikanmelder ville interviewe; både fordi jeg blev totalt opslugt af Kind og Lonely, første gang jeg hørte den (på repeat), men også fordi jeg kender produceren Mikkel Kjær Hansen, og det derfor var oplagt at tage en snak med Selma. – Desværre var jeg ikke hurtig nok, og to uger efter var hun på forsiden af Ibyen.

Sidste gang jeg skulle have set Selma Judith var til Jouney Fest, hvor bandet spillede blandt Obongjayar, Coco O. og Liss. Jeg havde en naiv idé om, at Selma gik på som den sidste, da det var i den rækkefølge, Jouney havde oplistet programmet. Jeg tænkte: ‘Helt sikkert! FED idé at give plads til et mindre navn på aftenens bedste tidspunkt!’. Desværre viste det sig ikke at være tilfældet, og da jeg direkte fra arbejde kom racende over brostenene ved VEGA, var bandet ved at læsse gear i en taxa.

Heldigvis fik jeg min revanche forrest i en fyldt Voxhall, hvor Selma fortryllede publikum med sin spinkle og skælvende måde at være i verden på, men alligevel med en enorm styrke og jordnærhed.

Bandet akkompagnerede harpespillet i en elegant og afbalancerende sammenfletning af guitarsolo, perkussion og kor. Jeg tog flere gange mig selv i at stå og nærstudere Selmas mange tatoveringer med særegne motiver og tyske skrifter. Tatoveringerne er ægte, og vi er hverken ude i ‘dalmatineren’ med identitetskrisen foreviget i huden eller Joe and the Juice medarbejderen, der har så mange blækklatter under skindet, at man mister overblikket.

Det var både ømt og råt, da Selma med et lille smil på læben sang “Let me fuck you into the daylight” på nummeret Inner Thigh, men favoritten var klart coverudgaven af Tash Sultanas reggae-rock-nummer – Jungle, hvor guitaren var udskiftet med en silkeblød harpe, men vokalen bevaret i samme inderlige og afsøgende leje som Sultanas. Hold kæft det var godt!

Én ting er sikkert: Det kan næppe være et tilfælde, at bandet allerede har optrådt med kunstnere som The National og Mø. Det bliver stort. Det er allerede stort. Husk at stem på Selma Judith til Ibyen-prisen, og kom i god tid, når Årets Musiknavn optræder med deres første headliner-koncert i Lille Vega d. 18 oktober. Du kan sikre din billet her.  


Simon Littauer – hård impro-techno at it’s best

For at komme til A-Husets loft skal man et lille stykke ned ad jernbanestrækningen langs Volume-scenen og forbi en Christiania-agtig containerpark (hvor Takykardia uden tvivl må have følt sig i sit es, da de afgav en spontan udendørs-koncert i fjerboa og malerdragter). Stedet virkede som en højborg for kunstnere og kreative kræfter, og A-Husets indendørs loft var den perfekte lokation for den ukronede konge af dansk impro-techno. Simon Littauer skabte en svedig og svævende Boiler Room-vibe med sin verden af drejeknapper, røg og hurtige hænder bag pulten. Sættet startede som en slags lydprøve, hvor systemet blev tunet. En fact, det ikke lod som om, mange i A-Huset var opmærksomme på, og som desværre virkede som forsinkelser – men da først sættet gik i gang, skal jeg sateme love for, at der kom fart på(!). Med tunge rytmer og banger-beats forvandlede han A-Huset til noget, der godt kunne minde om den famøse intro-scene i vampyr-thrilleren Blade, hvor et hav af hoppende hoveder går amok til pulserende techno i en slagterhal under jorden – dog var det uden blodbrusere og Wesley Snipes i stram læder.

Jeg takker for fire forrygende dage på SPOT og glæder mig allerede til næste forår. Jeg kan næppe være den eneste Københavner, der har taget en god håndfuld nye toner med hjem i Flixbussen, og som beder for bedre vejr næste år.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

“SPOT-Festival er som bland-selv-slik” – De største opdagelser på 2. dagen

Paper Cranes – Foto: Daniel Freestone

Sløv er ikke det ord, jeg vil bruge til at beskrive 2. dagen på SPOT. Jeg vil nærmere sammenligne den med bland-selv-slik, hvor der er så mange godter at vælge i mellem, at man ender ud med en pose, der rækker langt og til enhver smag. Jeg endte med en sammensætning, der både bød på sikre favoritter og på nye spændende smagsvarianter: Alt i alt 11 blandede fornøjelser: Takykardia, I Think you’re Awesome, School of X, Late Verlane, Hoy La, Clara, Efterklang, Yin Yin, Paper Cranes, Elisha, ANALOGIK, en durum-falafel og en lille fugl. Her er en opsamling på de bedste: 

TAKYKARDIA – plukker plastikblomster fra mannequin-dukkehoveder, men plukker de også publikum?

Jeg startede dagen i går med at pynte mig med små fjer fra en lille fugl. Det samme havde forsangeren i Takykardia, Luna Matz, gjort – i bogstavelig forstand. Jeg ved ikke hvilken fugl hendes fjer kom fra, men det var i hvert fald ikke fra en Chardonnay … Luna gjorde sin entré på Trailerscenen med en fjerboa, en kollosal discokugle, og et hvidt 70’er-outfit. Der var tænkt over detaljerne (næsten for meget) og i håret havde hun et spænde med “TAKY” skrevet i små diamant-lignende sten. Outfittet var meget bart og stod i stor kontrast til de øvrige bandmedlemmer, der i baggrunden stod i hvide malerdragter med små planter stikkende op fra brystlommen. Scenen var pyntet med mannequinhoveder med blomster struttende op fra skallen. Luna plukkede stilkene og hoppede ned fra scenen, hvor hun som en anden MØ bevægede sig rundt mellem et desværre temmelig tamt publikum. Takykardia kalder sig selv for en trip-soul-kvartet, og der er da også noget sensuelt og forførende over Lunas stemme og bandets chill-out-vibes. Da jeg stod foran scenen, kom jeg til at tænke en anelse på den franske producer DJ Cam’s ambiente jazz og på en god blanding soul og R’n’b. Jeg undrede mig over, hvorfor bandet blev sat til at spille på en gratisscene, da jeg vil mene, at de er en af de store navne på upcoming-fronten, men det var selvfølgelig bare lækkert for folk uden armbånd. Jeg tabte desværre mit fokus en anelse til Lunas dans, der virkede lidt for føleren og Coachella-agtigt i forhold til musikken og omgivelserne, men jeg vil da klart anbefale at tjekke Takykardia ud – særligt nummeret Aeon, hvis du ikke allerede har stiftet bekendtskab med bandet.

I Think You’re Awesome & Aarhus Jazz Orchestra – “FUCK det er vildt!” 


I Think You’re Awesome er et af de bands, jeg har glædet mig  mest til at se på SPOT, og deres koncert i Rytmisk Sal akkompagneret af Aarhus Jazz Orchestra var det perfekte plaster på såret efter at være blevet afvist i døren til NATLYST, der fyldte Klubscenen ud på ingen tid. Frontsanger og kontrabassist, Jens Mikkel Madsen, var første mand på Rytmisk Scene med sit store skæg, små runde briller og venlige væsen. “FUCK det er vildt! – Det er en skam, at tiden er kort! Jeg har sådan lyst til at snakke med jer.” afslørede Jens, som virkede som et stort og kærligt legebarn, der næsten var mere spændt end publikum på det, der skulle til at ske – og det med god grund. Indie-jazz-bandet fyldte nemlig 10 år, og det blev fejret med en stor og kærlig fest, som fik mig til at glemme tiden og alle de koncerter, jeg ellers havde på programmet. Koncerten bød både på den drømmende og blide banjolyd, der er ikonisk for bandet, en eminent guitarsolo, fortryllende fløjter og ømme vokaler – sidstnævnte blev næsten for ømme, og jeg blev desværre tabt en smule til både den mandlige og kvindelige vokal, der ikke helt kunne leve op til den instrumentelle standard og egentlig slet ikke var nødvendig. Som en hval der roligt pustede ind og ud, var der noget beroligende over rytmerne. Indimellem kom Jens med små udbrud som “HURRA!”, “YEEEEEAH!”, “SIIIGNE” og “ANDREEEEEAS”, mens han rystede sine briller af hovedet over en mægtig kontrabas-solo. Der var så meget indbyrdes anerkendelse, respekt og god stemning på scenen, at det var svært ikke at trække på smilebåndet. De to bands udgjorde det perfekte par og tog mig med på en lys og mørk rejse, hvor jeg på det ene tidspunkt befandt mig i en svingende dansestue i Aristocats og det næste i en scene fra Merry Christmas, Mr. Lawrence med David Sylvian og Ryuichi Sakamoto legendariske Forbidden Colours-track i baggrunden.

Late Verlane – Fredagens største opdagelse – From Sweden with love


Efter at gå tre numre inde i School Of X, der desværre havde problemer med lyden og ikke formåede at fænge efter en sublim koncertoplevelse med I Think You’re Awesome, befandt jeg mig atter i Rytmisk Sal – denne gang helt oppe foran med Søren fra Liss ved min ene side. Han var også var mødt op for at høre den svenske charmør, Viktor Persson, som er forsanger i det melodiøse pop-rock band Late Verlane. Efter bare en halv time i bandets selskab fik jeg en bedre forståelse for, hvorfor fankultur og ‘screamers’ er en ting. Og selvom jeg ikke stod og skreg, hev ud efter Viktor Perssons læderjakke eller på anden vis skabte mig hysterisk, blev jeg grebet af en stemning, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal beskrive med andet end ‘Verlanemania’. Faktisk stiftede jeg først bekendtskab med bandet i Flixbussens forbydende rum på vej til Aarhus. Late Verlane var klart den største opdagelse, og jeg forstår endnu ikke, hvorfor det catchy hit Roll Like A Dummy med 24,809 afspilninger på Spotify ikke er større, end det allerede er. Det var første gang bandet optråde i Danmark, men der var absolut ingen tegn på usikkerhed på scenen. Tværtimod. På scenen forførte Victor Persson publikum med et let smil over læben, tilbagestrøget hår og en ydmyg elegance. Lyden var ren og rå, men samtidig blød og sød. Det er svært konkret at beskrive, hvad den mindede mig om – hvilket altid er en god ting for nye kunstnere – men der var både noget Kurt Cobaine, Phil Collins og Vinnie Who over Victors vokal. Lydmæssigt er vi ude i noget Tame Impala, og så danser Victor som en ung Elvis. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt forelsket på den der fjantede teenagemåde … Nåede du ikke at se de svenske charmører i går, og vil du nå at synge med på Roll Like a Dummy, kan du fange dem på Volume kl. 17.00 i dag eller på Heartland Festival i slutningen af maj. 

Efterklang – Eftertænksom eufori 


Efterklang var mindst så lige så magiske live, som jeg havde forestillet mig – Specielt efter en halv flaske Prosseco og en durum-falafel i køen til Musikhuset. Store Sal var den perfekte ramme for deres storslåede lydunivers, hvor man blidt kunne læne sig tilbage i de magelige sæder, lade boblerne stige til hovedet og tage hver en tone ind fra både nye og gamle udgivelser. Det eneste minus var, at koncerten kun varede i 45 minutter. Til gengæld spiller Efterklang i Koncerthusets Koncertsal den 6. november, hvor jeg i hvert fald caller revanche! Koncerten melder allerede om få billetter, og jeg kan kun anbefale at sikre sig et par!

YIN YIN – Nicolas Cage – is that you?


Spot beskriver det hollandske syreband således:

“Med et moderne take på 60’erne og 70’ernes thai-fink er YIN YIN syret doubleneck guitar, groovy, basgange og legende lette thai-riffs i et lydbillede, der gennem disco, funk og rock strækker sig mod trance-festen fra Syudøstasien. Strømmende gennem de to bandstiftere, Kees Berkers og Yves Lennertz er dog også både inde-rock, punk-inspiration og tung, elektronisk house.”

– og jeg må ærligt indrømme, at jeg efter at være gået fra køen til BISSE ikke blev meget klogere på, hvad jeg gik ind til i den Rå Hal – andet end underholdning. Jeg endte med følgende indtryk efter en lille halv time i selskab med YIN YIN:

“Psykedelisk lys, et gulv af tæpper, I Like The Way You Move, lyden af vikinge ritualer, up-tempo, loco dance, lidt for meget snak, vild orgel solo, The Doors, Hvem trækker først, western battle, electronic-supersonic, Nicolas Cage-lignende forsanger.”

Paper Cranes – full denim og dansable beats

Århusianske Paper Cranes var hele ventetiden værd efter de gik på scenen på Remisen 20 minutter efter planlagt tid og leverede et show, der skabte stærke associationer til Spleen United, Veto og Rangleklods. Med en lyd domineret af storslåen synth og skarpskårne beats, stod bandet stærkt og gav mig lyst til at gå i dybden med deres historik. Forsanger Jacob Reimer har en lækker og lys vokal, og så ved han, at full denim altid er en vinder! Det var klart en niche-koncert for dedikerede fans, venner eller tilfældige forbipasserende. Jeg var der på en anbefaling fra en ven og skal klart høre bandet næste gang, jeg får muligheden for det. Det bliver ud for deres optræden at dømme nok på en noget større scene næste gang.

Analogik – Balkanblæs på hjemmebane. 

Jeg har før undret mig over, om det overhovedet er muligt at fylde Rå Hal helt ud. Det kan jeg efter den sidste koncert for mit vedkommende på gårdagens program konstatere, at det er det. Analogik leverede som forventet en gennemført pakke af sømandsviser, balkanbeats og elektronisk jazz, da de fyrede op for “Hæng og hyg” konceptet i Rå Hal.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Okay Kaya – Intim debutkoncert med norsk nattergal

Køen på Enghavevej summer i forårsskumringen og strækker sig fra krydset ved Pasha Kebab til Ideal Bar. Rækken af håbefulde koncertgængere er så lang, at man skulle tro, at det er Lille Vega, aftenens kunstner gæster, men køen fortsætter og ender på hjørnet ved det lille gadeplansspillested. Koncertgængerne er kommet for at opleve Kaya Wilkins, der i 2015 brød igennem som musiker med singlen Damn Gravity med King Krule og Sampha-samarbejdspartneren Rodiadh McDonald bag produktionen. Kaya Wilkins går under kunstnernavnet Okay Kaya, og det er hendes første danske (udsolgte!) optræden.

Den unge nordmand har lavet hudløst ærlig indie-pop siden 2014, hvor hun først begyndte at udgive musik på Soundcloud, og sideløbende arbejdede som model i New York for mærker som Calvin Klein og Balenciaga. – En karriere der giver god mening, da Kaya træder frem på scenen med sine fyldige læber, høje kindben og brune dådyrøjne, der vidner om et yndefuldt ydre. Kaya er iført sorte Air Force sneaks, mørke jeans og en t-shirt med teksten ”MADE IN SPACE”. En ”dritkul” påklædning, der går i ét med spillestedets uformelle facon.

På scenegulvet ligger en lille seddel skrevet med blokbogstaver, som får et smil frem på mine læber. – Selvom spillelisten er kort, afslører den, at sættet består af syv solide sange fra debutalbummet Both, der udkom sidste år samt en lille surprise i bunden. Jeg kender ikke det sidste nummer STILL THE ONE, der senere viser sig at være et covernummer af Shania Twain.

Kaya gør sin entré som en membran på grænsen mellem stilhed og en let støjende skælven. Hun griber teksten på t-shirten, og indleder med at sige, at hun er ”spaced out” over at stå i det lilla rampelys foran de 200 mennesker, der kigger forventningsfuldt op på hende. Foruden en flaske vand, en drink og en brun Gibson SG er der intet andet. Ingen backing tracks eller perkussion. Intet smart og artsy lys-lir.

Nordmanden emmer af forsigtighed og nervøsitet i den halv time, hun står på scenen. Selvom hendes stemmeregister er mindst lige så smukt som på pladen, fremstår hun flere gange som en undskyldning for sig selv. Hun ender stort set alle numre med tøven, små smil og skæve grimasser, hvilket er ærgerligt, for hun gør det virkelig godt. – Samtidig er det også en del af charmen; særligt hvis man kender baggrunden for debutpladen, der kredser om personlige temaer som psykisk sygdom, alkoholmisbrug og sex.

Koncerten er indbegrebet af intim, og den spartanske scene passer perfekt til set-up’et. Hvis man er typen, der bedst kan lide, at numrene minder om dem på pladen, ville man nok tænke: ”Okay… Kaya, det her kan du sgu gøre bedre!” – Men vil man have den samme lyd som i øre-bøfferne, kan jeg egentlig ikke se det store formål i at gå til koncert…

På nummeret Dance Like U taber Kaya tråden, men bliver hurtigt samlet op af publikum, der kender teksten og i kor synger med  på det intime omkvæd ”Do you dance like you fuck? Do you dance like you make love?” Et par herretrusser flyver da også op på scenen og bliver svunget rundt som en lasso af Kaya, der for et øjeblik glemmer alt om tøven og forsigtighed.

Der er applaus efter hvert endt nummer, og Kaya har en fin egenskab til at skabe kontakt med sit publikum. Jeg er vild med hendes ærlighed og dialog. Man kan mærke, at hun er et menneske, og trods undskyldningerne og den lidt dirrende guitar overbeviser hun publikum med sin silkebløde harmoniske stemme, der både mestrer de lyse og de dybe vokaler.

Okay Kaya var klart bedst på modersmål på det længselsfulde nummer La Meg, der lyder som en blid vuggevise, og får de nostalgiske klokker til at ringe for alle SKAM-fans.

Ideal Bar var i lørdags en sjælelig nudiststrand og den nøgne koncertoplevelse går direkte i gemmebogen. Jeg savnede dog det jazzede og lavmælte cover af Chers Believe og storhittet Habital Love, som på stående fod har 1.310.432 afspilninger på Spotify. Desværre var der ingen ekstra numre, men publikum fik da Shania Twain i stedet for Cher. Habital Love ville til Kayas forsvar også kræve mere rytmisk assistance end en enkelt guitar.

Heldigvis er Okay Kaya en af de mest håbefulde skud på indie-stammen lige nu, så lur mig om muligheden for at høre et af numrene live, og muligvis flere nye, ikke opstår igen?

Indtil da vil jeg anbefale at tjekke debutalbummet ud og holde godt øje med, hvornår den norske nattergal spreder sine vinger, og igen lander i Danmark. Det bliver nok ved siden af i en af Ideal Bars ældre søskende.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

VIDEOPREMIERE: Flyv med under hypnotiske himmelstrøg i Girls in Airports nye kortvideo

Foto: Girls In Airports

Det er en stor glæde at kunne præsentere kortvideoen til Girls in Airports nye single LIN her på Regnsky. Lin betyder skov på kinesisk og følger flot op på den første single Rold Skov fra februar. Singlens fulde længe har release den 26. april og er den anden single i en række af tre, som jazz-kvintetten udgiver digitalt i løbet af foråret.

Jeg har længe fulgt Girls in Airports ceremonielle og højtløftende jazz-univers. Der er noget særligt og hypnotisk over deres minimalistiske udtryk, globale folklore og atmosfæriske synth-lyd. Kvintetten tager mig altid med på en fjern rejse, hvor følelser forløses i et møde mellem det eksotiske og det hjemlige. Det er ofte Girls in Airports tidsløse lydunivers, der spinner rundt på pladespilleren, når jeg har brug for en pause fra hverdagens trummerum. – Og selvom nålen drejer rundt i de samme riller, er det aldrig den samme lyd, der udfolder sig. Altid er der en ny detalje og en ukendt stemning, der må udforskes.

Titlen på den nye single gemmer på en flertydighed. LIN er nemlig ikke kun en skov i Kina – Det er også hovedpersonen i Gregory David Roberts selvbiografiske roman Shantaram. Romanen er en vild fortælling om manden Lin, som flygter fra et fængsel i Australien og opholder sig skjult i Bombay. Lin overlever ved at arbejde for en læge i et slumområde, en kriminel smugler og en caster i Bollywood. Fortælling virker lige så eventyrlig som den nye single, der delvist er inspireret af filmmusik fra Bollywood. Musikken bevæger sig fremad uden af se tilbage. Hver tone fører til en ny sekvens, og det eneste der gentages på sporet er de to første sekvenser. 

Med den nye single smuldrer Girls in Airports jazz-krummer fra Rold Skov til Kina og Indien. Spørgsmålet er, hvor sporet ender på den tredje single, som bliver en del af et kommende album, som forventes udgivet i begyndelsen af 2020.

Jeg glæder mig. Og jeg kan godt afsløre, at du indtil da også skal glæde dig til at høre LIN i fuld spillelængde den 26. april!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Maribou State spiller bare bedre en sommerdag på Apollo

Maribou State i Pumpehuset – Foto: Laura Fromm

Der er noget storslået, kraftfuldt og overbevisende over britiske Maribou States hårdtslående dancemusik. Måden de blander keyboards og mixerpulte med guitar, tung bas og (conga)trommer. Noget der torsdag aften fik mig til at bestige Pumpehusets stejle trapper med tårnhøje forventninger. Forventninger, der til min store skuffelse blev knust i lidt for mange letkøbte backing tracks, klapsalver på kommando og et skødesløst snakkende og snavende publikum.

En let summen brummer gennem luften og blander sig med noter af røget græs. 600 mennesker er mødt op i Kransalen for at opleve de britiske legekammerater Maribou State på deres første liveoptræden i København. Koncerten har for længst meldt udsolgt, og dette kan skyldes tre ting:

For det første blander elektro-kvartetten traditionel housemusik med håndspillede instrumenter og skaber en eksotisk palme-vibe, der er den perfekte akkompagnatør til forårets komme.

For det andet udsendte de sidste efterår albummet Kingdoms in Colour der med en sværmende opbyggelig rytmik, elektronisk genklang og bastunge lyde overgår debutalbummet Portraits, som også er en yderst elegant og stemningsfuld skæring.

For det tredje gæstede de Roskilde Festival sidste sommer og fyrede op for Apollo med musikalsk magi akkompagneret af solens varme stråler og Orange Feeling-eufori. Jeg husker koncerten som værende en altopslugende oplevelse, og det er blandt andet derfor, at mine forventninger svæver med skyerne inden koncerten.

Desværre klasker mine forventninger mod gulvet i samme stil som regndråberne fra sidste uges bibelske uvejr. I denne anmeldelse må jeg desværre bytte Regnskys slogan ”Danmarks sødeste musikblog” ud med ”Danmarks ærligste-” eller ”ærgerligste musikblog” ….

Maribou State virker mekaniske og fraværende fra de træder ind på scenen, til de forlader den. Sætningen: ”Copenhagen, how are you. Thanks for coming down” virker ligeså falsk som de mange backing tracks, der dominerer størstedelen af repertoiret på aftenens spilleliste. Det eneste autentiske ved bandets éntre er, at den korte intro-speak bliver givet ved en tyk britisk accent.

Den lette summen fra publikum forvandler sig under koncerten til en decideret snak, og min sidemand har tilsyneladende travlere med at snave kæresten i gulvet og lave sigøjnerfagter med armene end at Være.her.nu. Den manglende koncentration blandt publikum kan både skyldes, at der er blevet taget lidt for meget coke, eller at Maribou State simpelthen ikke henvender sig til sit publikum.

Trommeslageren befinder sig under hele koncerterne i et sjæleløst hjørne af scenen. Han sidder isoleret med høreværn og koncentrerer sig om at holde rytmen til de mange backing tracks. Det er tåkrummende, da bandets medlemmer hele fem gange appellerer til, at publikum skal klappe med på deres pre-optagede synthesizer rytmik, og at Maribou State nærmest formår at hylde sig selv mere end publikums ’klap på kommando’-bidrag.

Til gengæld opvejer den britiske sangerinde Holly Walker den tamme stemning med sine lyse vokaler og smil, der vidner om, at hun har lyst til at stå på scenen. Hendes stemme minder mig om en ung Christina Aguilera, der både mestrer de mørke og de lyse toner med en gennemført sprød røst. Jeg bliver nostalgisk og tænker tilbage på dengang, hvor der ikke var andet til efter skole, end at sidde tryllebundet foran flimmerkassen og se Boogie Listen – back in the 90’es.

Holly Walkers smil smitter både publikum og resten af bandet. Hun er aftenens bærende led og en vokalistens dronning, der får publikum til at synge med på hittet Nervous Tics.

Det er som at åbne en kølig øl, tage en slurk og få den revet ud af hånden igen, da Holly forlader scenen efter et par numre, og bandet igen er overladt til sig selv og deres backing tracks. Vokalerne virker tamme og åndsløse uden Holly – især efter hun lige har demonstreret, hvordan man rammer toner til perfektion og skaber kemi i luften. Jeg forstår ikke helt, hvorfor Maribou State overhovedet kører backing tracks på vokalerne. Det hele bliver lidt for ensformigt, og til trods for en elektronisk jazz-jam mod enden kunne jeg næsten have sat pladen på derhjemme og fået det samme ud af det – og så helt uden pakken af klap på kommando, sigøjnerhænder og sidemandens konstante knævren.

Heldigvis kommer Holly tilbage på scenen hele tre gange, og det er også her, jublen er størst, og klapsalverne er ægte. Efter en god times performance erklærer Maribou State, at de spiller det sidste nummer, og det er her, jeg får forløst, hvad jeg er kommet for. Den majestatiske opbyggelighed i intronummeret på det nye album Beginners Luck, hvor tung bas svæver med bløde guitarriffs og Hollys sjælsomme stemme. Selvom violinerne ikke er med på scenen, virker det som en smuk sammensmeltning, hvor syntetiske og organiske ballader møder hinanden.

Bandet forlader scenen uden at takke af, og der opstår en akavet og uklar stemning af, om det var det for i aften, eller om der er mere på programmet. Dog går Maribou State på scenen igen efter fem langvarige minutter og smider et tungt techno-tæppe henover hovederne på publikum. De afslutter aftenen med det inciterende og dynamiske nummer Turnmills. Et glimrende valg – og nummeret fungerer da også langt bedre live end på pladen.

Desværre er det ikke helt nok til at overdøve skuffelsen. Jeg forlader Pumpehuset efter ti minutters asen og massen på de snævre gange for at få udleveret min jakke – sammen med de 600 andre, der er på samme mission. Jeg kan ikke lade være med at føle mig som en muggen pessimist, der er blevet for gammel til backing tracks og folk der snakker under koncerter og springer over i køen til garderoben.

I det mindste kan jeg glæde mig over, at musikken lyder godt på pladen, og at Maribou State har fået dollars ind på kontoen til forhåbentligt at lave en fin opfølger på Kingdoms in Colour. Jeg skal i hvert fald høre “Kongeriger i farver”, når jeg spiller kongespil i Fælledparken over sommeren. Til gengæld er jeg næppe at finde blandt publikum, hvis briterne spiller på en af de danske festivaler.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *