Maribou State spiller bare bedre en sommerdag på Apollo

Maribou State i Pumpehuset – Foto: Laura Fromm

Der er noget storslået, kraftfuldt og overbevisende over britiske Maribou States hårdtslående dancemusik. Måden de blander keyboards og mixerpulte med guitar, tung bas og (conga)trommer. Noget der torsdag aften fik mig til at bestige Pumpehusets stejle trapper med tårnhøje forventninger. Forventninger, der til min store skuffelse blev knust i lidt for mange letkøbte backing tracks, klapsalver på kommando og et skødesløst snakkende og snavende publikum.

En let summen brummer gennem luften og blander sig med noter af røget græs. 600 mennesker er mødt op i Kransalen for at opleve de britiske legekammerater Maribou State på deres første liveoptræden i København. Koncerten har for længst meldt udsolgt, og dette kan skyldes tre ting:

For det første blander elektro-kvartetten traditionel housemusik med håndspillede instrumenter og skaber en eksotisk palme-vibe, der er den perfekte akkompagnatør til forårets komme.

For det andet udsendte de sidste efterår albummet Kingdoms in Colour der med en sværmende opbyggelig rytmik, elektronisk genklang og bastunge lyde overgår debutalbummet Portraits, som også er en yderst elegant og stemningsfuld skæring.

For det tredje gæstede de Roskilde Festival sidste sommer og fyrede op for Apollo med musikalsk magi akkompagneret af solens varme stråler og Orange Feeling-eufori. Jeg husker koncerten som værende en altopslugende oplevelse, og det er blandt andet derfor, at mine forventninger svæver med skyerne inden koncerten.

Desværre klasker mine forventninger mod gulvet i samme stil som regndråberne fra sidste uges bibelske uvejr. I denne anmeldelse må jeg desværre bytte Regnskys slogan ”Danmarks sødeste musikblog” ud med ”Danmarks ærligste-” eller ”ærgerligste musikblog” ….

Maribou State virker mekaniske og fraværende fra de træder ind på scenen, til de forlader den. Sætningen: ”Copenhagen, how are you. Thanks for coming down” virker ligeså falsk som de mange backing tracks, der dominerer størstedelen af repertoiret på aftenens spilleliste. Det eneste autentiske ved bandets éntre er, at den korte intro-speak bliver givet ved en tyk britisk accent.

Den lette summen fra publikum forvandler sig under koncerten til en decideret snak, og min sidemand har tilsyneladende travlere med at snave kæresten i gulvet og lave sigøjnerfagter med armene end at Være.her.nu. Den manglende koncentration blandt publikum kan både skyldes, at der er blevet taget lidt for meget coke, eller at Maribou State simpelthen ikke henvender sig til sit publikum.

Trommeslageren befinder sig under hele koncerterne i et sjæleløst hjørne af scenen. Han sidder isoleret med høreværn og koncentrerer sig om at holde rytmen til de mange backing tracks. Det er tåkrummende, da bandets medlemmer hele fem gange appellerer til, at publikum skal klappe med på deres pre-optagede synthesizer rytmik, og at Maribou State nærmest formår at hylde sig selv mere end publikums ’klap på kommando’-bidrag.

Til gengæld opvejer den britiske sangerinde Holly Walker den tamme stemning med sine lyse vokaler og smil, der vidner om, at hun har lyst til at stå på scenen. Hendes stemme minder mig om en ung Christina Aguilera, der både mestrer de mørke og de lyse toner med en gennemført sprød røst. Jeg bliver nostalgisk og tænker tilbage på dengang, hvor der ikke var andet til efter skole, end at sidde tryllebundet foran flimmerkassen og se Boogie Listen – back in the 90’es.

Holly Walkers smil smitter både publikum og resten af bandet. Hun er aftenens bærende led og en vokalistens dronning, der får publikum til at synge med på hittet Nervous Tics.

Det er som at åbne en kølig øl, tage en slurk og få den revet ud af hånden igen, da Holly forlader scenen efter et par numre, og bandet igen er overladt til sig selv og deres backing tracks. Vokalerne virker tamme og åndsløse uden Holly – især efter hun lige har demonstreret, hvordan man rammer toner til perfektion og skaber kemi i luften. Jeg forstår ikke helt, hvorfor Maribou State overhovedet kører backing tracks på vokalerne. Det hele bliver lidt for ensformigt, og til trods for en elektronisk jazz-jam mod enden kunne jeg næsten have sat pladen på derhjemme og fået det samme ud af det – og så helt uden pakken af klap på kommando, sigøjnerhænder og sidemandens konstante knævren.

Heldigvis kommer Holly tilbage på scenen hele tre gange, og det er også her, jublen er størst, og klapsalverne er ægte. Efter en god times performance erklærer Maribou State, at de spiller det sidste nummer, og det er her, jeg får forløst, hvad jeg er kommet for. Den majestatiske opbyggelighed i intronummeret på det nye album Beginners Luck, hvor tung bas svæver med bløde guitarriffs og Hollys sjælsomme stemme. Selvom violinerne ikke er med på scenen, virker det som en smuk sammensmeltning, hvor syntetiske og organiske ballader møder hinanden.

Bandet forlader scenen uden at takke af, og der opstår en akavet og uklar stemning af, om det var det for i aften, eller om der er mere på programmet. Dog går Maribou State på scenen igen efter fem langvarige minutter og smider et tungt techno-tæppe henover hovederne på publikum. De afslutter aftenen med det inciterende og dynamiske nummer Turnmills. Et glimrende valg – og nummeret fungerer da også langt bedre live end på pladen.

Desværre er det ikke helt nok til at overdøve skuffelsen. Jeg forlader Pumpehuset efter ti minutters asen og massen på de snævre gange for at få udleveret min jakke – sammen med de 600 andre, der er på samme mission. Jeg kan ikke lade være med at føle mig som en muggen pessimist, der er blevet for gammel til backing tracks og folk der snakker under koncerter og springer over i køen til garderoben.

I det mindste kan jeg glæde mig over, at musikken lyder godt på pladen, og at Maribou State har fået dollars ind på kontoen til forhåbentligt at lave en fin opfølger på Kingdoms in Colour. Jeg skal i hvert fald høre “Kongeriger i farver”, når jeg spiller kongespil i Fælledparken over sommeren. Til gengæld er jeg næppe at finde blandt publikum, hvis briterne spiller på en af de danske festivaler.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Jeg vil ha’ en rapper, og han må gerne hedde Saba og komme fra Chicago.

Saba i Lille Vega. Foto: Laura Fromm

Lørdag aften siver en note af røget græs gennem luften i Stauningsalen og forbi næseborene på aftenens håbefulde hiphop-hoveder. Der er en mangfoldighed af fyre iklædt oversize t-shirts med gyldne kæder om halsen. Det kvindelige publikum er få, men foxy. Fælles for alle er, at de er mødt op for at opleve det unge hiphop talent Saba, med sin første liveoptræden i Danmark.

Jeg har længe fulgt den 24-årige West Coast-rapper, der efter min mening er en af de mest undervurderede navne på hiphop-scenen lige nu. Hans tophøje lyriske skills, energiske og bløde beats og den ualmindeligt overbevisende vokal trækker mine associationer til Kendrick. – Han har da også samarbejdet med Mick Jenkins og Noname. Måske kender I ham fra bidraget til Angels i samarbejde med Chance The Rapper?

Saba er en af de kunstnere, der emmer af positiv energi og samtidig ikke er bange for at udtrykke personlige kriser i sine tekster. På debutalbummet Bucket List Project tager han sin hjembys forsvar og lyser Chicagos brutale omdømme op. Anderledes ser det ud på den nye plade Care For Me, der kredser om gadens høje mord- og voldsrater.

Tilbage i Stauningssalen står jeg og andre forventningsfulde koncertgæster og venter. Efter et kort change-over fra danske Josephin Bovién og en blød R’n’B opvarmning, tror jeg endelig at Saba skal til at gå på, men opdager desværre at det i stedet er hans dj Dam Dam, som kommer ind på scenen med en flaske champagne i hånden. Han starter med at tage en selfie med salen i baggrunden, mens han råber: “ARE YOU READY? FOR SABA?!” Spørgsmålet lyder hele tre gange. – Og det er vi… hver gang.

Saba viser sig at være hele ventetiden værd. Han går på scenen iført Nike-sneakers og en kasket med teksten CARE i panden. Kasketten beskriver Sabas selvsikre attitude spot-on, og han er mindst lige så charmerende i virkeligheden, som han er i sin optræden hos Tiny Desk Concerts.

Eftertænksom og dybsindig rap fylder rummet, der samtidig forvandles til et hav af hoppende hoveder og ’hands in the air’. Det kulminerer, da Saba slynger kendte sætninger som: “MAKE SOME NOICE!” eller “DENMARK! I LOVE YOU FROM THE BUTTOM OF MY FUCKING HEART!” ud i salen. Det er en cliché, og det virker.

Saba kommer bredt omkring hele bagkataloget, og det er særlig magisk, da han dykker ned i det første og mest muntre album og performer det dynamiske nummer Stoney, som afsluttes med en sprød sax. Jeg kan næppe være den eneste, der får associationer til Mac Miller – også selvom det er en farlig tanke, og jeg ikke håber, at Saba kommer til at lide samme skæbne.

Dj Dam Dams dj-set virker desværre lidt for letkøbt og “I press one buttonand there’s music”-agtigt. Jeg tvivler også på, om manden ville være i stand til at mestre en saxofon – særligt efter, der bliver kastet en kazoo op på scenen, og Dam Dam afslører, at han ikke ved, hvordan man anvender jordens mest banale blæseinstrument. Til gengæld ved han, hvordan man drikker champagne og trykker på knapper! Dam Dam afslutter hvert nummer med et bøvet brag, der lyder som en bokseringsklokke eller et kompressorhorn. Der er øjeblikke, hvor jeg kommer i tvivl, om jeg er til MMA i KB-Hallen eller til håndboldstævne i Herning. – Heldigvis fungerer selve lyden helt smooth, og når Saba rapper, er det tydeligt, at vi befinder os i Lille Vega.

Saba afslutter aftenen med det hårdkogte A Tribe Called Quest-agtige hit LIFE, der er baseret på tabet af fætteren og rapkollegaen Walter Long Jr., der blev stukket ned og dræbt blot 24 år gammel. De indre dæmoner får frit udspil, og det virker ikke sørgerligt, men som et break fra sorgen i form af massive beats. Da han tilmed smider blusen, er det som om 500 mennesker springer i den samme ophedet hoppeborg. Jeg forlader Lille Vega med en overbevisning om, at jeg ikke er den eneste, der er lidt høj på et nyt Chicago-crush.

Du skal gøre dig selv den tjeneste at opleve Saba næste gang, han turnéer! Og så skal du krydse dine fingre for, at han sin irriterende dj blive hjemme.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Foråret er i luften, og det samme er Regnskys månedlige koncertkalender


Har du også glædet dig til at smide yeti-jakken og erstatte den grå vinter-blues med forårsbrise og lune toner? Det har vi i hvert fald på Regnsky. Her guider vi til de koncertoplevelser, som du ikke må misse i marts.

Balkan-bas og skæve sækkepiber

Hvis du ikke vil gå glip af et mellemøstligt fest-mekka af borende balkan-bass, skal du tage i Pumpehuset og høre Acid Arab d. 15. marts. En booking, der uden tvivl kommer til at få Pumpehuset til at leve op til sit navn. Lydmæssigt er den parisiske DJ-duo, hvad du får, når du krydser Den Sorte Skoles storladende verdensmusik med Omar Souleymans skæve, syriske techno – og en anelse koklokker (Hør nummeret Le Disco!). Jeg så Acid Arab, da de spillede på SPOT Festival sidste forår, og jeg skal lige love for, at der var dømt energisk house, dakke disco og løssluppen acid-jazz for alle pengene. Duoen skaber en lydmæssig stemningsbølge, hvor kædedansen er uendelig og alle er bedste venner. (Laura Fromm)

Nyt ungt blod i hiphoppens baggård

Bløder du stadig i ren ærgrelse over, at A Tribe Called Quest aflyste deres koncert på Roskilde sidste sommer? Så har Lille Vega et plaster på såret. D. 9. marts gæster amerikanske Saba nemlig spillestedet med kufferten fuld af jazzet hiphop. Den unge Chicago-rapper har en tung og selvsikker attitude, som han blander med blød og forførende soul; og så er han venner med Chance the Rapper og Noname. Få en forsmag på koncerten på hans bidrag til Tiny Desk Concert eller på hittet LIFE nedenfor. (Laura Fromm)

Elektroniske loops energisk r’n’b

Tænk MIA, St. Vincent og Janelle Monáe i én skæring, og du har Kimbra. Nogle kender hende måske fra samarbejde med Gotye på den halvirriterende ørehænger Somebody That I Used To Know, men Kimbra er meget mere end det. Jeg har fuldt den newzealandske pop-dronning i mange år, og Lille Vegas koncert med den charmerende sangerinde 18. marts er særdeles sublim. Kimbras sangskriverevner er intelligente, hendes stemme er både dyb, sensuel og silkefin, og så holder hendes nye synthede r&b-album, Primal Heart, som har været syv år undervejs, hele vejen igennem. I videoen på Top of the World vælter Kimbra søjler med vrængende vokaler, elektroniske loops og junglerytmer.  Spørgsmålet er, om hun også kan vælte Lille Vega? (Laura Fromm)

R’n’b-gudinde og et strejf af nordisk sommer

Lige siden jeg hørte ”Fire Fly”-samarbejdet med produceren Mura Masa, har NAO haft en særlig plads i mit hjerte og på min playliste. Der er soul, r’n’b, pop, funk og alle mulige andre musikalske universer blandet sammen i én fantastisk lyd båret af powerkvindens imponerende vokal. Da Vega offentliggjorde, at NAO’s Saturn-turné også omfattede Store Vega 13. marts, var det jo en sand dream come true. Endelig en mulighed for at skråle med på Inhale Exhale, Bad Blood og singlen Make It Out Alive fra det seneste album – jeg var lykkelig. Og der er gode nyheder til det koncert-hungrende folk derude: der er stadig billetter tilbage! En anbefaling fra undertegnede skal helt sikkert lyde på at bruge lidt at den nye løn på en koncertoplevelse, som ikke vil skuffe. (Line Mortensen)

Når forårets første måned er ved at gå på hæld, så kan du fejre, at sommeren er endnu tættere på, ved at tage et smut i Musikcaféen og høre norske Hajk. Deres musik er nemlig lyden af en lækker og stemningsfyldt sommeraften. Store internationale medier som The Clash og Line of Best Fit har kastet deres kærlighed efter det norske band, og jeg tilslutter mig stolt gruppen. Med et herligt mix af det analoge og digitale har Hajk efter min mening ramt en særlig nerve inden for popgenren, og jeg glæder mig til at opleve, hvad deres univers kan på scenekanten, når de kommer forbi Musikcaféen 29. marts. (Line Mortensen)

Eksplosivitet og skyhøj energiudladning på Spillestedet Stengade

Spillestedet Stengade har for mit vedkommende altid været et venue, som uden nogen grund er gået lidt i glemmebogen, når jeg har ledt efter koncerter. Dog har jeg fået øjnene op for deres nye program, og jeg klapper i mine hænder over en lang række navne på plakaten. Særligt for marts måned kan jeg se to af mine personlige favoritter pryde programmet: Hiphop-bandet Monti 8. marts og techno-duoen Farveblind den 22. marts. Begge navne har jeg været så heldig at opleve flere gange, og hver eneste gang har været en energi-eksplosion uden lige. Både Farveblinds elektroniske sæt med verdens nok tungeste bas, og Montis hurtige beats og skarpe rap skal have en anbefaling herfra. Hvis du ikke kender de to navne endnu, så snyd ikke dig selv for muligheden, inden deres koncerter lige pludselig sælger som varmt brød og på minuttet. (Line Mortensen)

CPH:DOX er lig med unikke koncertoplevelser

Det bliver et næsten royalt besøg af det ypperste inden for techno-hoffet, når GAS slår et smut forbi ALICE 23. marts med sit nyeste album, Rausch og dertilhørende visuals. Bag GAS finder man Wolfgang Voight, der er en af medstifterne bag det ikoniske pladeselskab Kompakt, der siden 90’erne har udgivet nogle af de mest ikoniske plader fra den tyske techno- og house-scene. Som GAS skaber Voight drømmende lydunivers, hvor loopende strygere smeltes sammen med minimal techno og masser af ambience. Udover GAS kan man også opleve Yuri, der for et år siden udgav kassettebåndsalbummet Diamene Janushoved. (Morten Bruhn)

Datarock? I 2019? Seriøst?” Det er helt på sin plads, hvis du tænker sådan om den joggingdragt-bærende electro/disco-duo fra Norge og deres koncert 31. marts på Hotel Cecil i København. Gruppen har netop udgivet en ep med den indadskuende(!?) titel A Fool At Forty Is A Fool Indeed. Men det er ikke fordi, Datarock ser ud til at have bevæget sig langt væk fra sit ikoniske og 14 år gamle debutalbum, Datarock Datarock, thi presseteksten for den nye ep er én stor reference til 2005-albummet. Hvad Datarock har bedrevet siden debutalbummet – hvis tekster om Computer Camp Love og I Used To Dance With My Daddy har sat sig på hjernen i sådan en grad, at jeg midt om natten kan fremtone enhver linje fra disse sange, hvis jeg blev truet til det – er jeg ikke sikker på. Men skulle man have lyst til et walk down memory lane, og har man endnu ikke fået nok af at synge med på teksterne Sex me up / And I’ll sex you down eller Let’s take a nightflight to Uranus, så venter der en fuldfed audiovisuel oplevelse med både musikvideo-screening og Datarock-koncert på CPH:DOX-sidstedagen 31. marts. (Morten Bruhn)

Vandglad Chicago-rapper og filmglad house-duo

Det er ikke tilfældigt, at The Blaze var en af de højest placerede på Regnskys liste over bedste koncerter i 2018. De to franskmænd har deres helt eget melodiske og stemningsfulde take på house-musikken og skiller sig også ud ved at lave musikvideoer, der er så flotte, at de burde ses i biografen. Der er desværre udsolgt på Vega den 17. marts, men har du mulighed for at komme med, så tag ind og blive ramt af en af de største koncertmæssige helhedsoplevelser, du kan finde for tiden. Hvis ikke, så rammer Mick Jenkins København og er klar til at smide sin sprøde stemme og lækre flow ud til publikum sammen med en velproduceret og jazzet lydside. Jenkins har det også med, at opfordre folk til at drikke rigeligt med vand. Det er ikke til at sige hvorfor, men det er nok en god idé at gøre, for der er stor chance for, at Pumpehuset kommer til at koge den 6. marts. (Mathias Gavnholt)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Flyv med på ASTRONAUTS nye single gennem en ‘indie-galaktsisk’ tåge

ASTRONAUT. Pressefoto

Tag Bowies drømmende 70’er pop, mix det med Tame Impalas støjende indie-rock, skru en anelse ned for de neo-psykedeliske udskejelser, og du har ASTRONAUT. Det danske band er efter to års arbejde klar til at udsende debutalbummet Silence One i foråret. Indtil da kan du svæve med på musikvideoen til deres nye single Inside An Atom.

ASTRONAUT udspringer af de græske ord ástron og nautes, der tilsammen betyder stjernesejler. Et passende navn til et band med en psyk-poppet klang og et kosmisk lydunivers. Bandet består af fem venner, som mødte hinanden på musikkonservatoriet i Århus. Sammen udgør de en britrocket og flamboyant udstråling, der er svær at ignorere.

Nogle kender måske allerede århusianerne fra debut-ep’en A Bloud of Ink og musikvideoen til nummeret Imagionary Friend, der er optaget i en jetjager, som flyver på hovedet. De fem århusianere er nu klar til at indtage luftrummet med nyt materiale under vingerne, og på den nye single Inside An Atom, beviser de musikalske astronauter, at de ikke er bange for at flyve mod ‘ozonhøje’ himmellag.

Inside an Atom er som et splittet atom, der folder sig ud og bliver til en fortryllende og sprælsk indie-skæring. Nummeret starter i en lys og svævende rock-sfære og bevæger sig længere og længere over i et mystisk mørke, hvor dynamiske trommerytmer afslutter udfoldelsen. Det lille atom emmer af bittersød intensitet, og skaber en stemning, der vender op og ned på det smukke og mørke – En stemning, der ifølge forsangeren, også har været en intention at skabe:

“Første single “Inside an Atom” fra albummet skulle være en kærlighedssang. En sang til det menneske, der kan hive os ud af vores lort, når vores verden lukker sig for tæt om sig selv. Når vi lukker os inde og næsten smider nøglen væk, men bliver taget i hånden, når vi mindst venter det.  En sang til dét menneske, der kan få os til at glemme mærkelige oplevelser, vi har haft, mærkelige ting vi har set og som tror på os, når vi er mest mærkelige” – Martin Zeppelin.

Musikvideoen til nummeret er instrueret af den ukrainske collage-kunstner Sergei Sviatchenko – og det er netop collagekunsten, der er central i den grynede og flimrende animationsvideo, hvor blinkende øjne og afskårne hænder krydses med svævende skyer og dystert tornekrat. En svævende gullig boble – eller ’æggevidesol’, om man vil, binder elementerne sammen og belyser silhuet-portrætter af bandets medlemmer.

Collage fra musikvideoen til Inside an Atom. Pressefoto

Videoen drager mine associationer til Kashmirs animationsvideo til She’s Made of Chalk, hvor mange af de samme enkeltdele optræder; og det skal her opfattes som et kæmpe kompliment, når jeg kaster tråde til Kasper Eistrups løsslupne og kreative kunstunivers.

Alt i alt er ASTRONAUTS første single spækket med højkoncentrerede, sensible toner, der bare venter på at blive forløst. Jeg glæder mig til at samle resten af ‘lyd-atomerne’ på debutalbummet i foråret og er spændt på, om de lever lige så flot op til ambitionsniveauet som på Inside An Atom.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Himmelrum og Kogekunst har Danmarks bedste opskrift på en himmelsk koger

Entréskilt på ALICE <3. Foto: Laura Fromm

Med gennemsyret postrock og pisset pop-poesi på menuen dækkede ALICE i lørdags fint op til Himmelrum og Kogekunst, som var en del af programmet på Vinter Jazz. En kulinarisk kulmination, der skulle vise sig at være forbløffende godt stegt – og som solgte ud på det lille spillested.

Himmelrum var de første, der med deres lange hår, orientalske smykker og lakerede gule negle indtog scenen. Bandet består af fire venner, som krydsede klinger på Aurehøj Gymnasium i 2014. Siden har de udgivet to instrumentale albums, hvoraf den sidste, Free Camping Romania, som blev udgivet fra Honeyland Records sidste år, var i højsædet på ALICE. Pladen er resultatet af et roadtrip ned gennem Østeuropa, hvor der blev jammet på gader, i skove og på strande, og hvor omgivelsernes tilfældige lyde har fået frit lejde.

På ALICE kunne de fire unge flippere let gå for at være trådt direkte ud af en tidsmaskine med Woodstock Festivalen i den anden ende. Dog var 70’ernes fredsfyldte kærlighedsmusik erstattet med ambient krautrock og fusionsjazzede udskejelser. Med en almægtig trompet som det bærende led, bragende rytmer fra den oprejste trommeslager og bidende toner fra de to guitarister, skabte Himmelrum en storslået luftopstigning, der for en kort stund krængede sjælen ud af kroppen og tilbage igen – i hvert fald for mit vedkommende. En følelse, der kan være svær at beskrive, da den på samme tid er smuk og kaotisk, men som måske kan fornemmes på det 21 minutter-lange nummer Fårehyrde, der fylder halvdelen af den nye skæring – ja, faktisk hele B-siden, hvis man er typen, der foretrækker at høre sin musik på vinyl. Nummeret starter i en repetitiv og opbyggelig motorik, der bliver afbrudt af en støjende sammensmeltning af tunge guitarskyer, tiltagende trommehvirvler og kakofonisk trompet, der rev publikum gennem et heftigt uvejr på ALICE.

Kvartetten skabte dystopiske himmelstrøg, der var meget langt fra Philadelphia-reklamer med yndefulde engle, der svæver rundt på hvide skyer og spiser flødeost. Badet i en atmosfærisk lilla tåge startede bandet en nedtælling til dommedag, der med mystik og kosmiske rumlyde, skabte dragende associationer til Nicolas Jaars sideprojekt, Darkside – specielt på titelnummeret Free Camping Romania.

Dog var hele koncerten ikke dyster og melankolsk; lysere, transcenderende numre som Brian og Symphisodon fik også plads, og mindede om de fire sidste numre på Mobys legendariske Play.

Som et overraskende element havde de fire venner medbragt et analogt lysshow fra den danske lyskunstner Fabriksejer, som projekterede eksperimentelle live-optagelser fra koncerten op på bagtæppet med grafiske effekter indover. Det skabte en unik og syret oplevelse af at være til fremvisning af en psykedelisk artfilm og samtidig til koncert.

Trompethymner fra Himmelrum og Fabriksejers lysshow. Foto: Laura Fromm

Himmelrums lydbillede var helstøbt, og den instrumentale musik kunne sagtens bære sig selv. Skal der sættes en finger på noget, kunne vokalerne (som heller ikke er med på pladerne) godt være udeladt. Det blev desværre lidt for pløret og rablende, og musikken tabte noget af tråden i larmen. Jeg savnede reallydende fra de østeuropæiske campingpladser, og så kunne der godt være skruet en anelse op for lyden – skud ud til dig, lydmand! Ellers var koncerten en kuriøs oplevelse i topklasse, og jeg takker for den personlige hilsen på pladen.

Skæv signatur fra Himmelrum. Foto: Laura Fromm

Selvom oplevelsen med Himmelrum kunne have været en yderst fyldestgørende oplevelse i sig selv, var vi, som trompetisten Carlo Janusz Becker gjorde publikum opmærksom på, ”kun halvvejs” igennem aftenen. Efter trommeslagerens håndsoprækning og et ”skål” i en cult shaker blev grydeskeen kastet videre til Kogekunst.

Den aalborgensiske duo bestående af Simon Mariegaard og Oskar Krusell satte for alvor gang i dansefesten og heftige håndsoprækninger med excentrisk pop-poesi og børnehavehits. De to ærkejyske kogehoveder udsendte sidste år det fængende og facetterede album SEXEDE fra pladeselskabet Marathon Media International. Albummet med den tillokkende titel er som en improviseret simreret, der er blevet krydret med så mange forskellige genrer, at den er svær at definere – Og så er den nok også umulig at kokkerere, hvis man ikke hedder Simon og Oscar, har en skrue løs og kommer fra ålleren.

Simon fra Kogekunst synger salen op. Foto: Laura Fromm

Da Kogekunst åbnede låget til madpakken, steg en vulgær vellugt i vejret, som forvandlede ALICE til en støjende, smuk og sjov legeplads, hvor plastikskovlen var byttet ud med el-spade og resten af sandkassens legetøj med synthesizer, trommer og bas. Duoen demonstrerede solide sangskriverevner, der med medrivende og følsomme bekendelsessange emmede af genkendelige hverdagssituationer – men også af sjofelheder og plat poesi.

Med lyse, kraftige krøller og mikrofonen dirrende i hånden stirrede Oscar iført wifebeater og et lille smil på læben ud mod publikum gennem kronisk kogeren øjne, som om han havde afsløret summen af hele salens dårskaber. Sammen med Simon kunne de godt minde om en gakket udgave af Simon and Garfunkel, og jeg måtte flere gange sætte spørgsmålstegn ved, om jeg var til komedie eller koncert. Det gik hurtigt op for mig, at netop kombinationen af disse to elementer var det, der gjorde aftenen til en rar og bizar oplevelse.

Nogle kender måske Kogekunst fra hittet Kan ikke vente til i morgen med den yderst syrede og gennemførte Walter og Trofast-agtige stopmotion-video, hvor modellervoksformer uden formler og en mager ståltrådsmand jammer løs i et fiktivt øvelokale. Der er lidt ’prol eller art’ over nummeret, og ud fra den ophedede stemning efter dets udførsel, må jeg klart hælde til det sidste. På hittet strakte vokalen sig fra det dybe og dovne til en klar og skinger falset, der gjorde det vanskeligt at vurdere, hvad der egentlig blev sunget. Ligeledes var det svært at bedømme fordelingen af seriøsitet og ironi gennem hele lyduniverset, men det kunne også være det samme, da resultaterne var sindssygt catchy og charmerende – og i fredags var det fandeme svært at vente til i morgen!

Jeg må indrømme, at jeg var oprigtigt rørt under introen til en sød og genkendelig vuggevise, hvor Oscar indledende synger ”hun kan ikke sove”. Jeg må også indrømme, at jeg ikke havde set det komme, at det faktisk virkede temmelig fedt, da sjæleren blev punkteret af primitive gloser om pik og åbne huller. Det virkede råt og realistisk og formåede at holde sig inden for de poetiske rammer uden at blive alt for SUSPEKT.

Lyduniverset mindede om en fusion af First Flush og Mikael Simpson – bare i en noget mere udskejende form; specielt på nummeret med det buldrende trip-hop-beat Saltvand Pt. 1, hvor teksten ”det er saltvand, der drypper på mit hår” udgør omkvædet. Nummeret blev senere samlet op på Saltvand Pt. 2, akkompagneret af en vrængende guitarsolo, hvor Oscar holdt om instrumentet, som var det en maskinpistol lavet til masseødelæggelse. Væbnet med spaden hoppede han ned fra scenen,og pløkkede publikum med skramlende krautrock-patroner.

Alt i alt var koncerten den perfekte afslutning på en aften med instrumentalrock og elektronisk avantgarde i gryden. Jeg blev intuitivt revet med på de formeksperimenterende bekendelsessange, hvor lydstyrken spillede hele vejen igennem.

Begge bands skabte et intimt og nærværende rum af den slags, man sommetider kan være heldig at opleve med nichebands, der umiddelbart ikke har vakt flertallets bevågenhed. De var begge fuldt ud til stede, og udtrykte en ærlig og oprigtig glæde ved at skrue op for blusset og varme stemningen op til en himmelsk koger.

Himmelrum og Kogekunst er helt sikkert navne, man kommer til at høre mere til, og jeg kan ikke vente med at se, hvad de to originaler har på menuen næste gang. Jeg sender skoldhede anbefalinger (også til de to udgivelser nedenfor), og håber ikke, at jeg derved prikker hul på nicheboblen.

Himmelrum – Free Camping Romania og Kogekunst – SEXEDE. Foto: Laura Fromm

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.