Du kan roligt droppe Mø og Skepta

Er du også en af dem, der hvert år hiver dig selv i håret over, hvilke koncertoplevelser du skal prioritere på Roskilde? Når festivallens mangfoldige musikprogram folder sig ud, er det ikke til at undgå at store og små kunstnere overlapper hinanden – eller i værste fald decideret karambolerer. Hvis du allerede nu ved, at du ikke kan tilgive dig selv, hvis du ikke står forrest i pitten til Skepta, eller Cypress Hill, skal du stoppe med at læse NU. – Så vil jeg i hvert fald ikke have skylden for, at du tager til koncert, med en vestafrikansk mali-dronning fremfor Led Zeppelins gamle forsanger, og efterfølgende fortryder valget.

Denne artikel går ud til DIG, der tænker tilbage på Roskildes spontane intim-koncerter, som de stærkeste oplevelser. De koncerter, som du på forhånd ikke vidste, at du skulle se, da du blev bremset på din færd mod et headliner-band. Du husker, hvordan undergrundsbandet på den lille scene slog benene væk under dig,  som var du en ‘tigermis’ i ølbowling. Du fortrød ikke et sekund, at du missede en forsinket pop-diva fra Barbados eller pinligt platte peber-drenge på Orange. Når dine måbende venner kom tilbage til campen efter parodi-koncerter med Rihanna og Red Hot Chili Peppers, var de ikke røde, men grønne, som umodne peberfrugter, over din spontane koncertoplevelse på Gloria eller Apollo.

Her giver jeg dig fem bud på små koncertoplevelser, du skal prioritere, hvis du vil have udvidet din musikalske horisont og tør satse nogle af de store stjerner, som ikke altid er de stærkeste.

Ghetto Kumbé – Onsdag, 3. juli kl. 20.30 på Gloria > Skepta kl. 20.30 på Arena

Skepta har aldrig rigtig sagt mig noget, måske er det fordi, hans hip-hop er for hård i kanten til mig, eller også har jeg bare aldrig givet ham en reel chance. Maybe in another life, when we are both cats … I stedet vil jeg lægge vejen forbi Gloria; Roskildes verdenshjørnescene, når den colombianske trekløver Ghetto Kumbé skruer op for en eksotisk fest, hvor akavet smalltalk og vejranalyser er bandlyst. Med rytmiske jungletrommer, elektroniske samples, kodyle koklokker og høje hornskæringer, som trækker associationer til Hans Zimmer-soundtracks, er der dømt trance-lignende techno-fest for fuld skrue. Jeg har skamlyttet nummeret Kumbé, som er essensen af førnævnte beskrivelse i én skæring. Tjek dén og nedenstående klip ud og få idé om, hvorfor du skal prioritere colombiansk bassmusik fremfor vred, sammenklemt hip-hop. Jeg forestiller mig allerede en kæmpe kædedans foran Gloria, hvor gamle festånder meget vel bliver fremanet.


Crack Cloud torsdag d. 4 juli kl. 22:30 – Gloria > MØ kl. 22:00 – Orange

er næsten blevet for stor til Danmark, og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg for længe siden stået af på hendes musik, som er blevet for Ashley O – On a Roll-agtig til min smag. Har du set den seneste sæson af Black Mirror, vil du fange referencen. MØ er en vanvittig dygtig musiker og live-performer, men det er som om, hendes musik er blevet for stor og markedsorienteret med årene. Jeg savner klassikere fra No Mythologies To Follow og en ung, crowdsurfer-MØ tilbage fra de spæde optrædener i Vega … The wind is changing, and you can’t have it all!
– Til gengæld kan du få fornøjelsen af canadiske Crack Cloud, som spiller beskidt og forførende punk-rock, der trækker tråde til Iggy Pop og Talking Heads. Bandet består af et utraditionelt kollektiv sammenflettet af kreative sjæle fra film- og kunstverdenen, og der er både originalitet, ærlighed og sjæl i deres lyd. Måske er det fordi, bandet udgøres af tidligere stofmisbrugere og folk som ved “serious shit about life”. Det er med høje forventninger, at jeg tropper op foran Gloria torsdag aften. Ikke for et skud heroin, men intens og selvbevidst musik ind under huden.


Fatoumata Diawara – Torsdag, 4. juli kl. 21.00, Avalon over >/< Robert Plant and the Sensational Space Shifters kl. 21.00 på Arena. 

Det er med stor smerte i mit far-rock-hjerte, at jeg højst sandsynligt kommer til at prioritere Fatoumata Diawara over mit store rockidol, den gamle Led Zeppelin forsanger Robert Plant, torsdag aften. Rock-veteranen er i besiddelse af et af verdens bedste og bredeste bagkataloger, og så har han fået et glimrende soloarbejde fra hånden. Jeg er fuldstændig tosset med nummeret Heart in your hand, og jeg er da også sikker på, at Plant ville have mit hjerte i sin hule hånd foran Arena torsdag aften, men nogle gange er hjertets kunst at ville ét, og glæden findes ofte i de små glæder.

– Derfor er planen at tage forbi Avalon til Fatoumata Diawara, som er Vestafrikas ukronede dronning af Mali-pop og -blues. Mali-sangerinden har bl.a. samarbejdet med Disclosure og Amadou & Mariam – (pladen Welcome to Mali er noget af det bedste Mali-musik produceret i nyere tid). Hvis valget falder på sidstnævnte, vil jeg glæde mig til at bevæge mig til bløde, akustiske rytmer og vugge med til Fatoumata Diawaras charmerende toner i takt med båden i musikvideoen.

I skrivende stund er valget stadig svært, og det understreger hvor vanskeligt Roskildes musikalske karambolage-dilemma kan være. Jeg vil torsdag aften erhverve mig en White Russian fra Sputnik bar og lade rusen fra signaturdrinken afgøre udfaldet. Jeg er sikker på, at Kirkegaard ville have erklæret sig enig, når jeg skriver: “Tag til Robert Plant på Arena, og du vil fortryde det – Tag ikke til Robert Plant på Arena, og du vil også fortryde det”.

Sushi x Kobe – fredag, d. 5 juli kl. 14.00 – Apollo > Lowly kl. 14.00 – Pavilion 

Og tvivlen stopper ikke her! Hvis du aldrig har oplevet danske Lowly live, vil jeg klart anbefale dig at gribe chancen fredag eftermiddag på Pavilion. Der er altid noget magisk over koncerter med danske bands på Roskilde, men der er endnu mere magi over Lowlys drømmepop og meditative indie-univers. Jeg elsker begge deres albums til skyerne, og numrene fra Heba og Hifalutin er endnu mere fortryllende live, end de er på pladen. Jeg er også vild med overlegenheden i, at bandet turnerede i udlandet, før de prøvede kræfter i Danmark. Jeg havde fornøjelsen af at opleve Lowly til deres danske debutkoncert på Hotel Cecil, hvor jeg, efter bandet havde spillet hittet baglaens, kun kan give den råbende mand fra tilskuerrækken ret: “I er for store til Danmark!”.

Det er altså kun fordi, jeg allerede har haft fornøjelsen af Lowly live, at jeg nu skal udforske den norske urban-scene med Sushi x Kobe. Der er noget Emil Stabil- og tissekone-hiphop-agtigt over den unge Bergen-duos livsenergiske og dansable tracks. Jeg glæder mig til at mingle og hoppe med til koncerten med alle de nyudklækkede studenter og en long island i hånden. Jeg vil iføre mig hurtigbriller og falsk pelsjakke, uanset hvor mange grader termometret viser. Det bliver dumt, ungt og svedigt på alle de rigtige måder! Og du ved, hvem jeg er, hvis du hopper ind i min long island-drink, og skylder mig en ny!

DJ Koze lørdag, 6 juli kl. 02:00 – Apollo > Cypress Hill kl. 02:00 – Arena.


At vælge mellem Roskildes to sidste spidskandidater, som stiller op for at lukke festen lørdag nat, er et sygt dilemma at stå i. Begge kunstnere er ekstremt stærke muligheder, og jeg er sikker på, at begge koncerter kommer til at afslutte Roskilde med et brag. Cypress Hill bliver kanonslaget, der får teltdugen over Arena til at smælde med ægte old-school hip-hop. Og så kommer koncerten uden tvivl  til at få din brain til at gå insane. Den elektroniske hitmager DJ Koze bliver heliumballonen, der ikke afgiver et brag, men en sivende lyd af disco- og house tracks, der gør dig skør i hovedet på den helt rigtige måde. Jeg glæder mig som en tosse til at opleve den tyske excentriker, når han slipper 25 års erfaring i house, hiphop, disco, breakbeats og leftfield-lyd løs på Apollo.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

De fem bedste koncerter søndag og mandag på Roskilde Festival

M. Rexen på Rising mandag aften

Roskilde er godt i gang , og hvis du er en af de hårde hunde, der ikke er blevet for gammel til opvarmningsdagene, kan du måske nikke genkendende til at have fået udvidet din musikalske horisont. Hvis du først rammer pladsen når de ‘rigtige’ musikdage begynder, men faktisk er lidt nysgerrig på hvad opvarmningsdagene kan, giver jeg dig her fem bud på de bedste koncertoplevelser fra mandag til søndag på Rising. 

OBS: Hvis du er en af de 20%, der hvert år bliver i campen for at safte dig ned til Pattesutter, og aldrig når ind på musikpladsen er denne artikel måske også noget for dig. Der er ikke langt fra festivalområdet til Rising eller Countdown-scenerne.

SØNDAG, 30. JUNI

Søn, kl. 21.30 – Musik og møs til alle (selv shawarma-manden)

Indrømmet! Jeg havde ikke planlagt, at jeg skulle se Søn mandag aften, men jeg er virkelig glad for, at jeg gjorde det! Foran Rising vrimlede det med folk, der, ud fra deres fornuftige og anti-gøglede beklædning, højst sandsynligt har været tættest på de 30 og alt for gamle til at campe i C. Folkets musiksmag viste sig at være en vinder, og jeg blev først og fremmest grebet af forsanger Kristoffer Jessens ualmindelig glatbarberede isse, der næsten ville kunne spottes fra teltene i E. Da Søn gik i gang, viste det sig, at bandet er meget mere end en catchy frontmand med hvidt tøj. Søn består af fem venner, der mødte hinanden på en højskole. Sammen spiller de skandinavisk, poetisk smadderpop med tekster der bevæger sig mellem gak og genialt. Bandets lyd trækker tråde til Barcelona og Bisse, og debutalbummet; Det Skandinaviske Design, er, ligesom de to danske darlings, blevet taget varmt imod med hele seks stjerner. Jeg ELSKER at pladen indeholder numre som Når Pornofilmen er færdig eller King Kebab, som uddeler kys til alle med teksten: “Jeg fletter øjne med neonlysets kys, Shawamamanden, Ku’ godt trænge til et møs, Fra mig”. – For ikke at nævne Dan Bilzerian, som er det perfekte parodi nummer, til Instagrams største gambler.

Deres koncert på Rising var fyldt med dybe improvisatoriske tendenser, synth-melodier og jazzinspirerede klange. – Og på trods af et enkelt lydteknisk break (som ikke var bandets skyld), var jeg solgt til deres tossede tekstunivers og fængende melodier. Bandet sluttede med hittet Malmö, og jeg har aldrig haft så meget lyst til en smuttur over Øresundsbroen som ved koncertens ende. Du kan høre nummeret (8.15 min. inde i videoen – eller sammenhængende med Fem Fingre) her. 

Hjalmer, kl. 23.00 – Ungdommens op- og nedture i stemningsfulde sjælere

Boogiesflaget med et logo fra Odenses one and only Dance Café blafrede højt foran Rising scenen kl. 23 søndag aften. Der var stærkt fremmøde fra hjemstavnen, da den unge singer/songwriter fra Fyn gik på scenen. Der var desværre også stort fremmøde fra unge og fulde fans, som gentagende gange råbte: “KIM LARSEN!” fra de bagerste rækker. Et ærgerligt tilråb til Hjalmer, som alle kender efternavnet til, da han er søn af Kim Larsen. Tilråbene var ærgerlige, fordi alle sammenligninger er unødvendige. Hjalmers popmusik er iørefaldende og fængende, og jeg ville nærmere skyde på, at han var søn af Thomas Helmig, hvis ikke jeg kendte Hjalmers bagland. Koncerten var en stemningsfuld fest af vuggende bevægelser og stærke sjælere, og den trak associationer til Helmigs formidable koncert på Northside i 2017. Du vil kunne lide Hjalmers musik, hvis du er til søde melodier og stærke tekster, som går ud til alle; om du er ung eller gammel. Du vil sandsynligvis kunne lægge genkendelse til tekster, som kredser om ungdommens op- og nedture og alt det, der følger med: byture, sex, kærlighed og angst forbundet med voksenlivet.

Fik du ikke set Hjalmer på Rising, kan du stadig nå at tage revance til hans koncert på Hotel Cecil den 23. oktober. – Og ellers uden tivl en anden god gang. Hjalmer er på vej frem!

MANDAG, 1. JULI

Kogekunst, kl. 15.30 – Pivfalsk til perfektion 

Mandag eftermiddag ilede jeg hen mod Rising scenen for at høre Kogekunst performe deres excentriske og elektriske flipperier. Jeg blev glædeligt mødt af de aalborgensiske gøglerne; Simon Wetterstrøm og Oskar Krusells, som repetitivt stod og skrålede “Lalalalalalalalalalalala”, mens Oscar spillede percussion og Simon luftkeyboard med opløftede hænder. Publikum gjorde Simon kunsten efter, og straks efter var tilskuerrækken forvandlet til et hav af sigøjner fagter. Kogekunst er så fantastisk amatøragtige og samtidige professionelle, at det er svært at beskrive, hvad de minder om. Hvis de var en ret, ville de være en blanding af en billig omgang ruskomsnusk eller en finurlig Michelin-anretning. Bandet har før fået kritik for at synge for rent, men jeg er sikker på, at selv Etta Cameron her ville kaste et “stuuurt, stuuurt” fem tal i Kogekunsts retning for falsk vokal. Det er nemlig mening, at lyden skal være kogt. Oscar sang eksempelvis med brægende vokal og growling over et støjrocket nummer, og jeg er sikker på, at det ville være det perfekte indslag på Copenhell. Hvor var i, Kogekonst?! På Rising kørte beatsene i tunge opbyggelige loops, og jeg tænkte flere gange på, at Kogekunst minder om en skør udgave af Mikael Simpsons spoken words-projekter – hvilket skal tages som et kæmpe kompliment. Der er nemlig dybde i plattenslager poesien, og selvom det afsluttende nummer, hvor Oscar synger ‘hun kan ikke sove’ handler om skatte og slatne pikke, er nummeret på sin egen måde en smuk skæring.

Josiah Konder, kl. 17.00 – Manden med den store stemme tog alle sine homies med

Jeg kendte ikke Josiah Konder på forhånd. Det blev derfor en af de ‘øreåbnende’ koncertoplevelser, hvor tomme forventninger løftes i forundring. Seksmandsbandet spiller dyster folk, og der hersker en dybfølt melankoli over musikken. Lyden er på sin vis en blanding af Ice Age (som Josiah Konder allerede har turneret med), Nick Cave og David Byrne. Forsangeren Julius Ernst var iført et gråt jakkesæt, som må siges at skille sig ud blandt usoignerede festivalgængere i støvet. Han sang som en mand, der har knust et hav af hjerter (måske også sit eget) og gennemlevet mange smerter i sit korte liv. På Roskilde havde Josiah Konder udvidet fra seks til 10 mand, og hevet alle sine venner med. Orkesteret blev lidt af en social safari hvor strygere, sax og larmende guitar fusionerede i en forvirrende sammenblanding. Udtryksmæssigt havde guitaristen hurtigbriller på og manglede begge fortænder, bongo trommeslageren var iført en tropisk hat og korsangeren havde brækket armen. Stilsider, der ikke umiddelbart passede til den dybfølte melankoli i musikken. Nogle gange skal musik bare høres, og det visuelle kan være mere forstyrrende end gavnligt. Jeg blev en anelse i tvivl om, hvad bandet ville på Rising, men efter at have hørt debutpladen Songs for the Stunned, er jeg på ingen måde i tvivl. Julius Ernst stemme er kommet for at blive, og bandet har uden tvivl stort talent! Jeg glæder mig til at indtræde Josiah Konders mørke kammer, hvor der spilles dyster folk på den anden side af festivalen. Det bliver det perfekte soundtrack til ‘Roskilde bluesen’.

M. Rexen, kl. 20.00 – Tenacious D møder Jazz

“We are crazy kids. We’re ‘we rule the world style’. We make wild stuff” sådan beskrev troubadouren Michael Rexen sit band på Rising mandag aften. Udsagnet ramte spot-on i beskrivelsen af verdensbandets suveræne sigøjnermusik, og man må sige, at han sælger den godt! Frontmanden er født i de Forende Arabiske Emirater, men bor nu I et telt på Christiania. Han udtaler selv, at musikken er et biproduktet af det liv, han lever. Musik, som er en blanding af afrobeat-rytmer, mellemøstlige strygerarrangementer og rock’n’roll-stykker. Rising blev i går forvandlet til en folkelig fest, hvor alle var velkomne, og hvor der uden tvivl har været noget for enhver smag. Der var masser af horn, tamburin og psykedeliske tilbøjeligheder. Nogle ville måske tænke, at det var for meget. Andre ville tænke, at det var PERFEKT! Lyden var ren, som en festivalgænger på Musik i Lejet, og blæserne kom skarpt i fokus i stil med Fat Freddy’s Drop. Michael Rexen mindede mig på det udseendesmæssige om John Mogensen og på lyd- og performer-siden om Jack Black. M. Rexen gjorde det bare langt bedre end Tenacious D på Orange i 2016. Alle, som har en forkærlighed for indie og folk-bands som Devendra Banhart, Grizzly Bear og Fleet Foxes, skal gøre sig selv den tjeneste at se M. Rexen, hvis de får muligheden for det. Det er den fedeste opvarmningskoncert, jeg har haft i mine ni år på Roskilde, og lyden fra Spotify når ikke live-stemningen til sokkeholderne. Den gør dig til gengæld glad i låget, som musikvideoen nedenfor, men M. Rexen skal opleves live!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Virgins in hell #2 – En hyldest til helvede

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Lamb of God

Fra onsdag til lørdag i sidste uge sprang jeg min eksamenslæsning over for at smelte sammen med en sort og svedende sværm af voksenbørns-vibrationer, venlig voldelighed og stadig voksende vomme til COPENHELLS 10-års jubilæum. Det er den bedste overspringshandling, jeg til dato har gjort mig, og allerede efter første dag, hvor jeg vågnede med krampe i min hornhånd efter at have kastet stive djævletegn til Eagles of Death Metal, har jeg ikke været så spændt på at drage mod en festival, som til mit første år på Roskilde i ’10. Min første oplevelse på Copenhell var en kæmpe optur, og det bliver bestemt ikke den sidste.

I denne todelte feature vil jeg dele “The Black Feeling”. – Først med en stemningsreportage over, hvad der er så magisk ved den mørke genres grænsesøgende adfærd og kreative tilgang til kropsudsmykning, massive moshpits, mjød fra horn og metal-merchandise, og dernæst med en koncertreportage fra de fire dages tunge toner.

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen- Stemning

Krig og kærlighed

Min veninde går med hastige skridt foran mig. I hånden har hun en bærebakke med seks nyskænkede fadøl. Det er sidste dag på Copenhell, og vi er begge ved at flyde over af stemningens glæde, nye sanseindtryk og musikalske oplevelser. Hun kigger stolt tilbage og smiler. Øllene skummer, og ud fra hendes udtryk, kunne remmen til bærebakken lige så godt have været styret til en barnevogn. Lystigheden ændrer sig dog hurtigt, da en fuldfed skonnert hamrer direkte ind i hende, så størstedelen af de gyldne dråber spildes og absorberes af træflisen under os. Jeg forventer en scene fra mindst en af dem, men i stedet giver de hinanden et stort, solidarisk kram. Den distræte mand tilbyder at købe en ny bakke, men får i stedet erstattet sin dårlige samvittighed med sjatterne fra bakken, der lige akkurat rækker til en enkelt øl. Mr. Drunk Lord lover, at han giver en omgang til næste år, hvis han altså ”støder ind i os igen, høhø”. Med øllen i hånden tøffer han videre mod farrockernes ypperste favoritter; Scorpions, og ét smil bliver til flere.

Episoden er blot et lille eksempel på den venlighed, glæde og taknemmelighed, der hersker på den betonbeklædte Copenhell-plads, hvor krig bekæmpes med kærlighed og ingen fortrækker en mine, hvis du spilder øl på deres sorte vandrestøvler eller i forvejen beskidte battlevest.

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen- Stemning

Mode i metalkulturen

Til de som ikke er bekendt med en battlevest, er det en jakke af denim eller læder, ofte med afklippede ærmer, som metalfans spækker med patches og badges med bandnavne. Kærligheden til metalgenrens fællesskab bæres uden på tøjet, og vesten er et must for veteraner på metalfestivaler. Til vesten følger omtrent lige så mange uskrevne love som til studenterhuen, og der er noget befriende (og pænt klamt) over, at man fx ikke må vaske vesten, uanset hvor meget mudder eller pis, den har kæmpet med i en moshpit. Alle er klamme på Copenhell, og der er ikke nogen Ganni-kjoler eller Hunter-gummistøvler, som bliver mopsede, hvis man spilder en øl eller træder dem over tæerne.

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Veteran-battlevest

Social safari i skærsilden

En kolossal diskokugle formet som et dødningehoved byder os velkommen i Biergarten. Her kan du få askens øl og høre coverkoncerter med bands som Iron Maiden og Dio, der enten ikke er blevet booket til årets program eller ikke lever længere. Copenhell er som en social safari, hvor mennesker, døde dyr og noget der ligner en blanding af de to, lever sammen i flammernes fortrolighed.

Foto: Laura Fromm – Gedehyrde

Aldersgennemsnittet er lige så højt, som flertallets tindinger, men der er da også babyer udstyret med gevaldige høreværn at spotte. Festivalen er for alle. Det er den mørkeste afkrog af junglen, som du med din fornuft højst sandsynligt vil undgå, hvis du ikke er til dødsmetal. Men hvis du først forvilder dig ind i det mørke krat, vil du opdage, at der ikke er langt mellem himmel og helvede, når Live Nation åbner portene til deres metalbal på Refshaleøen.

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Den sorte slette

– Specielt ikke når du har et R.I.P.-armbånd, der giver særadgang til et eksklusivt område med barer med udvidet mad- og drikkevarer-sortimenter, en tribune med udsigt over Pandæmonium-scenen og ræve og andre udstoppede dyr i baren (vigtigt!!).

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Udsigt fra tribunen i R.I.P
Foto: Laura Fromm – R.I.P-ræv og cocktails

I R.I.P optræder også strygere, og hvis det ikke er art med en intim symfoni-koncert på Copenhell, så ved jeg ikke, hvad det er.

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Skærskilds-strygere

Det sorte samfund

Copenhell er et ’evil-eldorado’ med faciliteter, der er vilde nok til, at du ville kunne leve derude. Pladsen er beriget med en kirke, hvor du kan gå til metalmesse og angre din syndere, hvis du har sneget dig ind til Sweet Burlesque-show.

Foto: Laura Fromm – Metalkirken
Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Sweet Burlesque-show

Psykologen i Copenhell er erstattet med et smadreland, hvor du kan få aflad fra dine indre aggressioner ved at hamre løs på gamle lig.

Foto: Laura Fromm – Smadreland

Trænger vandrestøvlerne til en udskiftning, kan du købe ægte slangeskindsstøvler fra lædersmeden, som er ligeså badass som Nicolas Cage’s frakke i Wild at Heart. Vil du bryde battlevestens første regel og vaske dit overtøj, kan du bytte de hårde hvidevarer ud med sorte og købe en Copenhell-vaskemaskine på auktion.

Foto: Laura Fromm – “Hårde sortevarer”

Når maven begynder at growle …

… kan du stille appetitten med alt fra veganske falafel-bowler til fritter og pølsemix, der selv for en vegetar får mundvandet til at løbe. Skal den søde hugtand forkæles lidt, kan du fanden-hjælpe-mig også få bland-selv-slik i helvede … Copenhell har jo alt!

Foto: Laura Fromm – Den søde og noget så bløde hugtand

Når du får lyst til at drikke Thors horn i ét drag …

… kan du først og fremmest slukke tørsten i øl og mjød fra lange, snoede drikkehorn. Hvis du ligesom mig nærmest brænder dig på folks bebrejdende øjne, der gløder ligeså rødt som Eddie the Heads laserøjne (maskotten fra Iron Maiden),når du siger, at du ikke kan lide øl, kan du ty til andre alternativer som fx en ’black’, der er Copenhells svar på en Espresso Martini eller en Irish Coffee, der går under navnet  ’Sort Magi’. – De er begge uforskammet gode!

Foto: Laura Fromm – Thors horn
Foto: Laura Fromm – En ‘black’ i R.I.P-baren

Skal der gives en lille kritik, kunne Copenhell godt tage ved lære af Roskildes vandstationer og uddele væske i pitten. Ryge-græs, sved og støv er ikke ligefrem en god cocktail, men man kommer næppe udenom den, og vandstationer ville derfor gøre underværker.

Mørk musikalsk magi

Da vi cykler hjem efter første aften på Copenhell, tordner det i horisonten. Kort tid efter åbner himmelporten sig og et kæmpe skyld rammer os blødt, vådt og varmt. Vi har det som Nathalie Portman i den ikoniske regn-scene i V for Vendetta. Jeg får lyst til at smide begge arme over hovedet og råbe ”God is in the rain!”

Det er vores første år på Copenhell. Vi har lige fået taget vores metal-mødom. Er det et tilfælde, at det begynder at regne? We think not! Det er dåben. Den renser os og gør os klar til de tre officielle musikdage. Den gør os, og gør os klar til Tool, som har været blandt mine højesstående, musikalske live-ønsker de sidste ti år. Faktisk er bandet hele grunden til, at jeg tog på Copenhell – i første omgang. Senere er metalen vokset vildt på mig.

En totaloplevelse med Tool

Jeg er uden pis blevet en af de bedste koncertoplevelser i mit kvarte århundrede rigere. Hold kæft et sindsygt set-up! Maynard James Keenan indtræder scenen med en stiv hanekam og mørke øjne. I baggrunden indstilles et hav af projektører, og en syvstjerne sænkes i takt til lyden af en bankende puls. Min krop prøver at bevæge sig til rytmerne fra den tunge bas, den gennemborende guitar og de skæve, men perfekte trommeslag, men kroppen falder konstant ud af takt. Den kan ikke følge med, selvom jeg kender hvert nummer ud og ind. Musikken er for snu og intelligent.  På et tidspunkt prøver folk at klappe med, men bliver på ingen tid sat ud af sporet. Just don’t …

Jeg går i alarmberedskab, da en kolossal moshpit tager form foran mig, men få sekunder efter bliver jeg kastet rundt i den, og musikken står til min store overraskelse skarpere! Tumulten i moshpitten går på Copenhell under betegnelsen “dans”. Hvis en stor kleppert møver sig frem i pitten, smiler folk og giver ham (oftest mænd) et kærligt puf i moshpittens retning, og siger “han skal ud og danse!”.

Det yderst kunstneriske lys- og sceneshow var genialt og må være art-metallens svar på en Björk-performance. Tool leverede ligeledes lovende numre fra det kommende album, og jeg har svært ved at vente, til det rammer gaden!

Fotos: Laura Fromm – Tool

Slash var en slatten starut

Hvor Tool gik langt over forventningerne, leverede den gamle Guns n’ Roses-guitarist, Slash, en performance som stemte helt overens med mine forventninger. Guitarikonet går på scenen uden introduktion, og begynder fladt og lige på hårdt at jamme. Under den høje hat og de mørke Aviator-solbriller ligner han en pumpet grillkylling med Sidney-Lee-kulør. Han er teknisk dygtig, dét skal han have. Det samme er forsangeren Myles Kennedy. Problemet er bare, at de er åndsforladte, og at musikken er død-kedelig. Slash minder mig om en gamle skolelærer, der kan hele sit repertoire på rygraden, og som kun er mødt op for at tjene sin hyre. Højdepunkt var klart, da de spillede Night Train, og koncerten havde bestemt ikke taget skade af flere Guns ’n Roses-klassikere.

Min ven og jeg taler om, at old school-rocken er outdatet. Folk kommer udelukkende til en koncert med Slash for at sætte hak på tjeklisten over sete koncerter, og de vil ikke vide hvor mange groupies, han har bollet efter sine sets.

Foto: Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Slash

Stone Temple Pilots og Slipknot var omtrent lige så tamme og intetsigende som Slash, men jeg havde da mit moment til monster-maske-bandet på Before i Forget, som alle der har prøvet at tappe plastikhalsens knapper løs i Guitar Hero 3, ville have optur på at høre live.

Foto: Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Slipknot

Det svenske 90’er punk-rock-band Refused var til gengæld et kæmpe hit! De fik et band som Stone Temple Pilots til at blegne med dynamisk energi. Forsangeren Dennis Lyxzén er den første heavy-dude, jeg har set med et trampstamp. Det er første – og nok også sidste – eksempel på, at tramp-stamp til mænd faktisk kan være pænt frækt. Lyxzén sprang rundt som en rock-ballerina og blandede femininitet og maskulinitet med groove og Bowie-bevægelser.

Har folket brug for en rock revolution?

Det spurgte jeg mig selv om efter at have set det britiske rock/reggae band Skindred fra Wales, som blander metal, reggae, punk og hip-hop. Ifølge mig har den, og efter publikums reaktioner, da Skindred samplede stykker som Sound of da Police eller California Love til et hav af opløftede og rokkende arme, er jeg vist ikke alene om ønsket.

Foto: Laura Fromm – Skindred

Jeg er vild med nummeret ”Power”, hvor det det alternative metalband sampler Kanye West, og så var det et episk syn, da publikum smed trøjen foran Pandæmonium-scenen og svingede dem rundt som en propeller.

Haka-krigsdans og headbanging.

Et andet gyldent moment var da de newzealandske teenage-trashere fra Alien Weaponry, som varmede publikum op med haka-krigsdans inden de gik på scenen og performede et fremragende show, der efterfølgende har fået mig til at anerkende headbanging som en sportsgren.

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Alien Weaponry

Dansk/norsk/tyske Heilung er også et eksempel på en alternativ form for mørk musik. Faktisk har gruppen genremæssigt ikke meget med metal at gøre. Snarere er der tale om mørk middelaldermusik, stoner-rock og en form for techno. Koncerten var mindst ligeså tryllebindende, som sidst jeg så dem i Koncerthuset, og det var magisk at lade sig drømme væk på en shamansk rejse i de lange, dystre trance-numre. Koncerten fandt sted kort tid efter Slipknot, og Heilungs dystre kropsudsmykning bestående af hjelme med gevirer, pelstøj og sort kropsmaling, var langt mere rædselsvækkende end Slipknots masker. En trefork sammenstøbt af to røde dildoer lagde heldigvis en dæmper på uhyggen, da den blævrende hoppede op og ned til rytmerne foran mig.

Foto: Laura Fromm – Heilung

 Et galt gøglershow

Den amerikanske sanger og filminstruktør Rob Zombie leverede et gøglershow af højeste kaliber. Hans optræden var som metallens svar på Monty Python, hvor bandmedlemmerne lignede zombier i pyjamas. Guitaristen med det hvidmalede ansigt, sorte kors over munden og lille kaninoverbid lignede Pjerrot, der havde forvildet sig ombord på Spøgelsestoget på Bakken. – Og hvis man tror på reinkarnation, kan Bob Marley meget vel gemme sig i en af Rob Zombies mange fedtede dreadlocks.
I baggrunden figurerede kultklip fra nogle af horror-instruktørens splatter-film med eksplosioner, kvinder med store kanoner og aliens med umådeligt store lemmer. Hvis man er til Wallmanns dinner-show, har man nok været meget godt underholdt. – Jeg havde en fest. Især fordi Rob Zombie var til stede og leverede et show; han hoppede ned til publikum, skiftede kostume tre gange undervejs, og mest af alt fordi han sluttede koncerten i en tanktop med Mariah Carey afbilledet på brystkassen.

Foto: Laura Fromm – Rob Zombie

Scorpions var nogle gamle rock-rotter, der nok havde gjort bedst i at stoppe for mange år siden. Klaus Meines stemme har hørt bedre tider, og så var deres sceneshow spækket med dannebrog-flag, som virkede malplaceret, da bandet er fra Tyskland. Heldigvis er det politiske valg overstået og enhver mistanke om DF-propaganda blev fejet af vejen. Flagene blev hurtigt erstattet af en mur af pumpende boomblastere og visuelle eksplosioner og så lignede trommeslageren Ulla Terkelsen på testosteron. Jeg var underholdt, men træt, og endte med at gå efter fem numre, da de endnu ikke havde spillet nogle gamle numre. Det havde ellers været magisk at gå på ferie til Holiday.

Foto: Laura Fromm – Scorpions

Copenhell er en hyggelig metal-niche-festival

Generelt savnede jeg mere diversitet i programmet på Copenhell og en større genreblanding. Med det sagt betyder det ikke, at line-up’et skal læne sig op af Tinderbox’, men for mit vedkommende bliver det en anelse tungt i længden med growl og hardcore metal. På den anden side er det en metal festival, og netop metallen gør Copenhell unik. Der er noget autentisk og råt over rigtige instrumenter med (for det meste) ren lyd, som ikke kommer fra en ung teenager bag en DJ-pult.

Copenhell er for real, og hver festival har sin charme.

Træt og opstemt sjoskede jeg lørdag aften under banneret med teksten “See you in 2020” og forlod pladsen.

Foto: Laura Fromm – See you in 2020

TAK for nu Copenhell. Vi ses til næste sommer, hvor jeg har erhvervet mig et par cowboy boots i slangeskind, og skal sætte det første patch på min battlevest. Til den tid har jeg lært at headbange og måske fået en tatovering mere (ikke et trampstamp). Det er også sandsynligt, at jeg hiver min far med. Han er allerede overbevist om, at atmosfæren i en moshpit er for sindssyg – by all means. Jeg afrunder artiklen med omkvædet fra dét Scorpions-nummer, jeg aldrig fik med, men som skildrer festivalens stemning på kornet:

“Exchange the cold days for the sun
A good time and fun
Let me take you far away
You’d like a holiday”

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

VIRGINS IN HELL

elmo in flames

Du ved det først, når den er der – men så ved du det også – Sommeren er kommet til København! Og med sommeren følger festivaler. Regnsky har allerede været med på SPOT og Heartland, men nu drager Laura og Mirja mod Refshaleøen for at få taget “metal-mødommen” på Danmarks største rock- og heavy festival. I denne uge forvandles Refshaleøens Instagram-venlige streetfod mekka til et sandt ragnaro(c)k. Vi taler selvfølgelig om festivalernes ondeste og tungeste sværvægter; det forjættede land; COPENHELL, der i år kan fejre 10-års jubilæum og løber af stablen fra onsdag den 19. juni til lørdag den 22.

Nu tænker du måske “Jamen, hvad laver Danmarks sødeste musikblog på en hardcore rockfestival som COPENHELL?” Svaret er simpelt. Metalmødommen skal SPRÆNGES! Vi skal finde ud af om der sælges andet end øl – Mirja er kun taget afsted for at drikke, og Laura drikker kun Chardonnay. Vi skal have afklaring på hvad en Biergarten og et Smadreland er, og så skal vi opleve, hvad der er så specielt, når over 20.000 tunge, svedende og behårede læderklædte metalhoveder mødes i et hovedrystende flammehav på lorteøen.

Så her giver vi dig en guide over de 10 kunstnere, du skal se, udover de “obligatoriske” (for 2 newbies i flammelandet) Slipknot, Slash (guitaristen fra Guns n’’roses’) og Scorpions.

Eagles of Death Metal – Onsdag kl. 21:00, Pændæmonium
Amerikansk garagerockband stiftet i 1998 af Jesse Hughes og Josh Homme, som også er kendt fra Queens of the Stone Age, Them Crooked Vultures og Kyuess – og desværre også et terrorangreb i Paris. Udover navnet har gruppen dog intet med dødsmetal at gøre. Efter sigende kommer idéen til navnet af, at Josh Homme ville skrive noget musik i stil med The Eagles og blande det med dødsmetalgenren. Deres lyd er badass, ægte rock ‘n rollaaah, og så er deres covernumre af Duran Durans Save a Prayer og Mary J. Bliges Family Affair gennemført sprøde. Måske Copenhell får fornøjelsen af et af numrene, når de amerikanske ørne af dødsmetal skyder festivalen i gang. Vi ville ikke klage over en tur til LA, men onsdag aften, er der ikke noget sted, vi hellere ville være end foran Pændæmonium!

Halestorm – Torsdag kl. 21:00, Hades.
Der er dømt genderles sex, drugs and rock’n’roll, og uanset om du er til en lille kønskvotient i ny og næ, skal dette rockband nok få blæst al ølskum og fordomme i graven. I et interview i Rolling Stone Magasin fra 2018 forklarer Halestorm forsanger og guitarist Lzzy Hale, om den gamle diskurs, der alt for længe kunstigt har forbundet heavy musik og testosteron. Så med budskabet om at metal er for alle, ser vi frem til, at Halestorm spiller på COPENHELL torsdag…. DRACARYYYYYSSSS!!!!

TOOL – Torsdag kl. 22.30, Helviti
Amerikanske Tool er ikke bare torsdagens hovednavn. Det progressive art-metal-band er ifølge Laura, som har ventet 10 år på at få lov at høre bandet live, festivalens headliner, og er i sig selv grund nok til at tage på Copenhell. Bandet har vundet tre grammys og kunne oplagt placeres under de “obligatoriske”, men gruppen fortjener sgu en stor fed plads på listen. Tools lyd kan kendes på tunge og skiftende rytmer, hamrende guitarriffs og en sammenfiltring af østerlandske og vestlige tonearter. Lyden er intellektuel og instinktiv, melodisk og slibende, følsom og brutal og smuk og dystopisk på samme tid. Gruppens samarbejde med billedkunstneren Alex Grey er helt genialt, og kunsten sætter et syret særpræg på bandets lange og komplekse udgivelser. Forsangeren Maynard James Keenen driver desuden en vingård (champ stil!), og så synger han vokal i sideprojektet A Perfect Circle, som opstod efter Tools mange års radiostilhed og deres lange stridigheder med pladeselskabet Volcano Records. Dette kan du høre meget mere om i HEARTBEATS musikpodcast Indbegrebet af… , som beskriver bandet som “den perfekte supergruppe”. Både podcasten og bandet er værd at tjekke ud  – også selvom A Perfect Circle ikke når Tool til nittebæltet. Heldigvis er det da også Tool, som gæster COPENHELL og for HELVETE, hvor vi glæder os til torsdag aften foran Helviti!

Baest – Fredag kl. 18:00, Hades.
Den danske “fem-tet” Baest spiller i Hades fredag aften, og mon ikke der bliver spillet et nummer eller to fra deres album “Dance macabre”, der stod som den mest solgte vinyl i 2018? Det er dog ikke meget beskrivelse Copenhell selv giver på deres hjemmeside, men med de indledende ord “Nærmere introduktion virker unødvendig”, virker denne koncert også som en “must-see”.

Clutch – Fredag kl. 21:30, Hades.
Der er lagt op til gedigent musikalsk ”håndværkeri” med genreelementer fra bluesrock, psyke og punk, når det 25 år gamle amerikanske rockband går på scenen. Det skal vi selvfølgelig også opleve på dette års festival!

Slægt – Fredag kl. 21:45, Pandæmonium
Danske slægt er et af de bands, der gør dig stolt over den danske metal-scene. Lyden er præget af 80’ernes heavy-vibe og sangteksterne af det overnaturlige og det okkulte. “Der Er Kraft I Det Onde” hedder sangen med flest afspilninger på Spotify, og det skal vi ellers love for, at der var, da det unge heavy-band gæstede Roskilde Festivals Rising Scene sidste sommer og skabte et ragnarok af hoppende hoveder og en skov af onde håndtegn i luften. Slægt skal opleves live, og vi glæder os til at genopleve den raspende death growl-vokal og de smertefulde insisterende guitarriffs fredag aften.

Heilung – Fredag kl. 00:45, Hades
Danske Heillung er skudt op fra den nordiske undergrund, og har på ingen tid skabt suveræn succes omkring sig. Bandets koncerter er både obskure og fascinerende, men er bestemt ikke for børn eller epileptikere. Laura så dem, da de gæstede Koncertsalen sidste efterår med deres rituelle oldtids-optræden med medbragte menneskeknogle-instrumenter, strobelys og mænd og kvinder med gevirer og mørk kropsmaling, som gik rundt blandt publikum og udgød strubesang og primalskrig. Det var uhyggeligt, men også uhyggeligt dragende. Laura sad med en “hvad fanden er det, jeg er vidende til her”-følelse og en tvivl på, om hun var med i en bizar gyserfilm eller et spirituelt vikingetogt, men hun kunne sgu meget godt lide det. Èn ting er sikkert: Heilung er en totaloplevelse, og de skal opleves live! Stadig i tvivl? Tjek dette klip ud.

Demon Head – lørdag kl. 12:30, Pandæmonium
Den københavnske kvintet spiller retrorock inspireret af 60’ernes syrerock og 70’ernes proto-metal, som indebærer dobbelte guitarsoloer, okkulte temaer og tunge, langsomme numre gennemvædet af dyster apokalypsestemning. Der er en anelse Black Sabbat over bandets lyd, og de er et must for alle doom-fans. Mød op og få en blid start på sidste dag i helvede.

Rob Zombie – Lørdag kl. 20:45, Helviti.
Du kan regne med masser af horror, suspense og fedtet hår, når musikeren og filminstruktøren Rob Zombie kombinerer sine skills i et sandt “horror-show”.

Kvelertak – Lørdag kl. 01:15, Hades.
“Buldrende energi og uimodståelig singalong-faktor”- sådan lyder Copenhells egen beskrivelse af den norske gruppe. Selvom vi ikke forstår et hak af hvad de synger med deres norsk-sprogede tekster, skulle stemningen være SINDSYG, når bandet i en blanding af metal og rock’n’roll buldrer derudaf.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

At SPOT-te ægte talenter – En guide til de bedste oplevelser på tredjedagen

Who Killed Bambi & Jenny Wilson – Foto: Steffen Jørgensen

Jenny Wilson & Who Killed Bambi? – Jenny did it.

Jenny Wilson var trods skyhøje forventninger og en uges skamlytning af hits som LET MY SHOES LEAD ME FORWARD eller Like a Fading Rainbow, en halvlunken oplevelse. – Men det var bestemt ikke grundet Symfoni Salens æstetiske omgivelser eller den klassiske support fra det århusianske stryger-orkester Who Killed Bambi, som har været gæstekunstnere for navne som Mikael Simpson og Oh Land, og samarbejdet med Ane Brun, No Name og Alice Boman. Det var nærmere grundet Jennys desværre alt for dominerende facon og kedelige vokal, der, trods 15-års erfaring som soloartist og en lang række albums bag sig, overskyggede salen.

Det startede godt, da de syv strygere fra Who Killed Bambi indtog scenen med violiner, celloer og bratsch, som straks skabte en fortryllende stemning. Desværre blev magien decideret bremset, da den svenske diva valgte at stoppe musikken og calle en ommer kort inde i et af de første numre. – Hun ramte efter egen vurdering skævt at stygerne. – Ganske unødvendigt, hvis du spørger mig. Jeg bemærkede ingenting, men skal da gerne indrømme, at jeg også på tredjedagen, havde en lille fugl på. Jenny Wilson forsvarede sig med, at øvetiden havde været knap, og at de to bands ikke havde haft mere end en enkelt morgenstund til at øve. Der ville Bjarne Goldbæk nok hævde, at de godt kunne have brugt “LIDT mere forberedelsesti-id”.

Hvis man skal besvare spørgsmålet i det århusianske strygeorkesters navn, var det Jenny, der dræbte Bambi. Det var en skam, for de fortjener ellers store roser for deres højtløftende strygere og ikke mindst originale kunstnernavn.

Selma Judith – Skælvende styrke på sang og strenge


SPOT har for mit tilskuerperspektiv været en god blanding af kunstnere, der bare gerne vil være berømte (uden at have noget at noget at lægge det i) – og så de talenter, der rent faktisk kan noget; de kunstnere, der ikke prøver for hårdt, men bare ER gode. Ligesom Selma Judith, som jeg
endelig fik jeg chancen for at høre på SPOT.

Selma Judith har på i løbet af det seneste halve år fået stor omtale i medierne. Bandet går under titlen som: “et af landets største og mest kreative r’n’b-håb” og “en stille storm af minimalistisk harpespil” – Udsagn, der bakkes godt op af Ibyen-prisen, hvor bandet er at finde blandt de nominerede til “Årets Musiknavn”.

Selma var den første kunstner, jeg i min spæde opstart som musikanmelder ville interviewe; både fordi jeg blev totalt opslugt af Kind og Lonely, første gang jeg hørte den (på repeat), men også fordi jeg kender produceren Mikkel Kjær Hansen, og det derfor var oplagt at tage en snak med Selma. – Desværre var jeg ikke hurtig nok, og to uger efter var hun på forsiden af Ibyen.

Sidste gang jeg skulle have set Selma Judith var til Jouney Fest, hvor bandet spillede blandt Obongjayar, Coco O. og Liss. Jeg havde en naiv idé om, at Selma gik på som den sidste, da det var i den rækkefølge, Jouney havde oplistet programmet. Jeg tænkte: ‘Helt sikkert! FED idé at give plads til et mindre navn på aftenens bedste tidspunkt!’. Desværre viste det sig ikke at være tilfældet, og da jeg direkte fra arbejde kom racende over brostenene ved VEGA, var bandet ved at læsse gear i en taxa.

Heldigvis fik jeg min revanche forrest i en fyldt Voxhall, hvor Selma fortryllede publikum med sin spinkle og skælvende måde at være i verden på, men alligevel med en enorm styrke og jordnærhed.

Bandet akkompagnerede harpespillet i en elegant og afbalancerende sammenfletning af guitarsolo, perkussion og kor. Jeg tog flere gange mig selv i at stå og nærstudere Selmas mange tatoveringer med særegne motiver og tyske skrifter. Tatoveringerne er ægte, og vi er hverken ude i ‘dalmatineren’ med identitetskrisen foreviget i huden eller Joe and the Juice medarbejderen, der har så mange blækklatter under skindet, at man mister overblikket.

Det var både ømt og råt, da Selma med et lille smil på læben sang “Let me fuck you into the daylight” på nummeret Inner Thigh, men favoritten var klart coverudgaven af Tash Sultanas reggae-rock-nummer – Jungle, hvor guitaren var udskiftet med en silkeblød harpe, men vokalen bevaret i samme inderlige og afsøgende leje som Sultanas. Hold kæft det var godt!

Én ting er sikkert: Det kan næppe være et tilfælde, at bandet allerede har optrådt med kunstnere som The National og Mø. Det bliver stort. Det er allerede stort. Husk at stem på Selma Judith til Ibyen-prisen, og kom i god tid, når Årets Musiknavn optræder med deres første headliner-koncert i Lille Vega d. 18 oktober. Du kan sikre din billet her.  


Simon Littauer – hård impro-techno at it’s best

For at komme til A-Husets loft skal man et lille stykke ned ad jernbanestrækningen langs Volume-scenen og forbi en Christiania-agtig containerpark (hvor Takykardia uden tvivl må have følt sig i sit es, da de afgav en spontan udendørs-koncert i fjerboa og malerdragter). Stedet virkede som en højborg for kunstnere og kreative kræfter, og A-Husets indendørs loft var den perfekte lokation for den ukronede konge af dansk impro-techno. Simon Littauer skabte en svedig og svævende Boiler Room-vibe med sin verden af drejeknapper, røg og hurtige hænder bag pulten. Sættet startede som en slags lydprøve, hvor systemet blev tunet. En fact, det ikke lod som om, mange i A-Huset var opmærksomme på, og som desværre virkede som forsinkelser – men da først sættet gik i gang, skal jeg sateme love for, at der kom fart på(!). Med tunge rytmer og banger-beats forvandlede han A-Huset til noget, der godt kunne minde om den famøse intro-scene i vampyr-thrilleren Blade, hvor et hav af hoppende hoveder går amok til pulserende techno i en slagterhal under jorden – dog var det uden blodbrusere og Wesley Snipes i stram læder.

Jeg takker for fire forrygende dage på SPOT og glæder mig allerede til næste forår. Jeg kan næppe være den eneste Københavner, der har taget en god håndfuld nye toner med hjem i Flixbussen, og som beder for bedre vejr næste år.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *