MUSIKFILMFESTIVAL I CINEMATEKET MED KVINDELIG KAPOW!

Fra den 17.-26. september slår Cinemateket dørene op for den 9. udgave af Musik Filmfestivalen – 10 dage med danmarkspremierer, internationale hits, perler fra arkiverne – og fest finurligheder og fordybelse i alle klangfarver. En oplagt mulighed for at tage revanche på nogle af de mange store musikfestivaler, der igen i år blev udskudt – Her igennem lærredet!

Programmet favner bredt med hele 30 film og særarrangementer på plakaten. I biografens magelige mørke kan du bl.a. opleve gamle kendinge som Nick Cave, David Byrne, Shane MacGowan og Ozzy Osbourne. Men også nyere toneangivende kunstnere om St. Vincent, IDLES og Lana Del Ray. Kort sagt et filmisk og musikalsk eldorado, der skydes igang med fri fredag, fri éntre og koncertfilmen ’Depeche Mode: Live Spirits’, der spilles simultant på fire lærreder i Cinematekets pop-up-biograf.

♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎

Regnsky guider her til tre særlige events, hvor det kvindelige køn er i centrum – simpelthen fordi kvinder i langt højere grad fortjener at blive hørt og hyldet i musikhistorien!

♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎

DATIDENS DJ-DRONNINGER: ‘SISTERS WITH TRANSISTORS’ + ‘DELIA DERBYSHIRE’ – Tors, 23. sep, kl. 19
To feministiske-film med ét smæk samt en introduktion af Anya Mathilde Poulsen, medstifter af netværket HUN SOLO, der arrangerer koncertaftener med markante kvindelige kunstnere. Begge film kredser om oversete kvinder i den allertidligste elektroniske musik, som var med til at lægge grunden for strømningen af elektroniske pionerer. Disse film giver dig lyst til at rulle spolebåndet tilbage og være ung i 1960-70’erne.

MUSIK I MØRKET – LYTTEBIO: LANA DEL REY – ‘NORMAN FUCKING ROCKWELL!’ – Søn, 26. sep kl. 14
Musik i Mørket er Cinematekets nye lyttebiograf, hvor de omvandrende musikleksikoner, Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch, fra podcasten Rockhistorier på Heartbeats, hver måned gennemgår et centralt album fra den rytmiske musiks kanon i en timelang, illustreret samtale. D’herrer borer sig denne søndag ind i Lana Del Rey’s mesterlige ‘Norman Fucking Rockwell!’ og fortæller om albummets tilblivelse, hvorefter det afspilles i sin fulde længde i komplet mørke i salen. Det bliver stort og garantrise lige så skønt som Lana Del Rey’s nye single fra det kommende 8. studie album, der har release den 22. oktober <3 <3 <3 ! ! !

SØNDAGSMATINÉ – ‘MAESTRAS – THE LONG JOURNEY OF WOMEN TO THE PODIUM’ – Søn, 26. sep kl. 16:45
Bliver du hængende på denne sidste dag af Musikfilm Festivalen, kan du i denne skønne dokumentar møde dirigenter som Barbara Hannigan, Marin Alsop og Anu Tali, som har insisteret på, at det ikke skal være deres køn, men derimod personlighed, musikalitet og evne til lederskab, der afgør, om de kan indtage dirigentpodiet. Mantraet er, at et hvert menneske både indeholder maskuline og feminine sider, som forløser musikken. En sand søndagssymfoni med film og Q&A, og den perfekte afslutning på 10 dage med 30 film og 110% lyd! – Hvis du da ikke bliver hængende til mockumentary om St. Vincent med Lynch-esque over hele det visuelle felt kl. 18.30 eller til David Byrnes’ ‘American Utopia’ kl. 21 – Den forklarer vidst sig selv!

– Det samme gør det filmiske line-up, nå man lader blikket granske de 30 lækre titler og kunstnernavne. Se alligevel hele programmet på Cinematekets hjemmeside og traileren for festivalen her. Hep Heeeey!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

The Cure lever for evigt

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Robert Smith

Der er to ting, man kan være sikker på her i livet. Der er regnen, og der er døden. Spørgsmålet er bare, hvad der kommer først. Et spørgsmål, der er højaktuelt, når man befinder sig på en mark uden for København i starten af juli, og specielt hvis man skal sove i telt i en uge. Heldigvis kom regnen først, og på dette års festival mistede ingen livet – hverken på svævebaner, i eufori eller i mudder. Regnen har været for det gode, og den dulmede den sky af urinstøv, der sidste år kostede flere festivalgængere luftvejsproblemer og tis i øjnene. Mundbind og faktor 50 var i år byttet ud med regnslag og vandtætte støvler. Og selvom regnen var stilnet af, da The Cure gik på Orange Scene kl. 23.00 lørdag aften, var størstedelen af publikum iført regntøj.

Gothrockens koryfæ Robert Smith og resten af de melodramatiske post-punkere har eksisteret i 40 år, og kun få bands ligger inde med et hitspækket bagkatalog som The Cures. Den gamle gotiske gruppe spillede første gang på Roskilde i 1985 og har siden besøgt festivalen fem gange. Det virkede også som om, de følte sig hjemmevandt på scenen. Med en overlegen sikkerhed leverede Robert Smith og co. et rygradsrislende godt show med klassikere fra samtlige 13 studieplader, men også fra b-sider jeg ikke kendte. 

Jeg missede desværre kult-bandet, da de gæstede Forum i 2016, og efter at have hørt P6-Beat Elsker The Cures seks timer lange radioudsendelse om The Cure og koncerten i Forum, var forventningerne i top!

I sort fra top til tå, tyk eyeliner, rød læbestift og sortfiltret spindelvævshår gik Smith på scenen som aftenens hovedperson. The Cure indledte koncerten med nummeret Shake the dog fra albummet The top fra 1984. Selvom jeg ikke kendte nummeret, var det allerede, da Smith åbnede munden første gang, et stort og medrivende moment. Han sang intenst og stilsikkert med sin ikoniske vokal og var gennem hele koncerten til stede. Dog overskyggede han på intet tidspunkt resten af bandet, og det var smukt at se, hvordan de nød at spille sammen med overskud, smil og små flirtende bemærkninger på scenen.

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Robert Smith og Simon Gallups

Robert Smith er ikke ligefrem et vandfald, når det kommer til at tale med publikum, men det er sådan, det skal være! Og hans budskaber samler generationer og omfavner alle, der har oplevet at få knust hjertet. Under den ulmende og ildevarselende dybde var numrene også energiske og dansevenlige. Faktisk i en sådan grad, at selv et telt fik lyst til at crowdsurfe foran mig. Every tent has it’s days!

Det crowdsurfende telt

Simon Gallups tunge post-rock bas slog hårdt igennem kulden og det tiltagende mørke på Dyrskuepladsen. Da The Cure spillede Just Like Heaven, var det som at svæve i en mørk gotisk drøm. Det var intet mindre end magisk! Ord som ‘tryllebindende’ eller ‘magisk’ kan godt virke fluffy og letkøbte fra en anmeldervinkel, men jeg har sjældent oplevet ordene komme så meget til sin ret, som de gjorde lørdag nat.

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Simon Gallups

Det er 30 år siden, The Cures mesterværk af et album Disintegration udkom, og der var stor begejstring, da de spillede klassikere som Lovesong og Pictures of You. Den ‘nye’ guitarist, Reeves Gabrels, som har været med i bandet siden 2012, spillede også henrivende godt. Med en nivende og sjælerensende guitarklang skabte han en kollektiv ekstase. De mørke popmelodier rev i hjertet, frembragte en smuk smerte og åbnede for vemodighedsventilen.

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Reeves Gabrels

The Cure er den slags band, der ligger inde med så stort et bagkatalog, at alle fans har deres yndlingsnummer. Om det er en mainstreamklassiker, som Boys Don’t Cry – som The Cure i øvrigt afsluttede koncerten med – eller et af de mindre kendte numre, er der noget til enhver smag.

Jeg ville gerne have hørt mit yndlingsnummer If Only Tonight We Could Sleep fra Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me albummet fra 1987, men fik Lullaby i stedet og blev lullet i seng med en smuk og urolig vuggevise.

Jeg følte mig renset og høj på en af de mest legendariske lukkekoncerter, jeg har oplevet på Orange i ni år, da jeg begav mig ned til toget. I år kom regnen før døden, men jeg tror aldrig, at døden rammer The Cure! De vil leve videre i de sorte hjerters mørkekammer fra generation til generation.

Tak for i år Roskilde! Du har som sædvanligt været helt fantastisk. Tak for hvert år at åbne op for nye sider.  Tak for at udfordre mig, at give mig varmen og danse med mig, selvom vejret er vådt og koldt. Og TAK for at give mig stærke oplevelser, som jeg lever højt på hele året rundt.

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Publikum foran Orange Scene til The Cure