Vores 10 års fødselsdagsfest på Jolene den 15. september vil for evigt fremstå som en stor aften i Regnskys historie.
Denne aften havde vi samlet en række af vores yndlings-dj’s, der var med til at gøre aftenen uforglemmelig. Til at lukke festen havde vi selskab af Carlo & Selma, der leverede et hårdt og emotionelt house-set fyldt med en masse afstikkere til italo, electronic-body-music, techno og disco.
Deres to timer lange lukkeset er blevet foreviget, og vi er stolte over at kunne dele dette fremragende mix.
Duoens mange dj-sets rundt i hovedstaden afslører med al tydelighed, at italienske Carlo Molino og norske Selma Skov Høye er en af tidens mest spændende, eklektiske og grænsebrydende dj-duoer, København gemmer på. Duoen står også bag den nye klubnat GROUP THERAPY på natklubben Ved Siden Af. Klubnatten er et queer-community og et safe space-miljø for minoriteter, og den åbner 19. oktober med et internationalt line-up.
Stor tak og masser af kærlighed til vores fødselsdags-dj’s Theodor Clausen, Sousa/Schmidt, Søren Daugbjerg og selvfølgelig Carlo & Selma.
Da en ung pige i 2008 etablerede en musikblog, hvor hun kunne dele ud af sine musikalske oplevelser, havde hun og andre næppe regnet med, at denne musikblog ville skrive om hundredevis af artister og koncerter, afholde fester med blandt andre Gold Panda, John Talabot, James Holden og Max Cooper på programmet og stadigvæk stå oprejst med lyst til mere efter 10 år.
Men alt dette er tilfældet for Regnsky, der nu kan fejre 10 års fødselsdag og snart løfte sløret for sin mest ambitiøse bloggerstab til dato. Derfor vil vi gerne fejre, at vi runder dette skarpe hjørne på en måde, der kommer os naturligt og står os meget nært; ved at holde en fest for vores læsere, samarbejdspartnere, venner og for vores venners venner.
Det hele finder sted på Jolene i København lørdag den 15. september, hvor der vil være aftenhygge, fremragende dj’s hele natten og muligvis en lille overraskelse imellem alt dette.
Vores fødselsdagsfest begynder med en reception klokken 19.00 under Jolenes markiser, hvor vi vil byde på et glas, en øl og en let snack.
Når natten bider sig fast, kan vi byde på et program af dj’s, som i løbet af de seneste 10 år har spillet en stor rolle for Regnsky og for klubscenen omkring os. DJ’s, vi er stolte over siden hen at kunne kalde for venner. Vi vil gerne tillade os at præsentere disse venner for jer.
SOUSA & SCHMIDT
Medbring passet og husk rejsevaccinationen, for Sousa & Schmidt tager jer hele verden rundt. David Sousa og Mads Schmidts ti år lange affære som DJ-duo begyndte på Rust med torsdagsklubben Villains Club, og siden har deres CD-tasker (som stadig tages i brug!) også fundet plads til orientalske obskuriteter, sydamerikansk disco og glemte pop-perler. Der er ingen imiterende eksotisme over deres sets – tværtimod. Sousa & Schmidts beundring for musikken er oprigtig, både som dj’s og som arrangører af de yderst populære Footwork-fester.
THEODOR CLAUSEN Vores venskab med Theodor Clausen går hele vejen tilbage til nogle af de første fester, vi arrangerede på Dunkel. Her havde vi vanligt tæt følgeskab af Theodor, både som dj og som producer i Mislyd og senere hen Averos, ligesom han var med til at søsætte torsdagsklubben Manna på Jolene.
Golden Retriever Golden Retriever alias Carlo Molino er så lokal, som man overhovedet kan komme det for en københavnerbaseret italiener. Carlo er kendt i nattelivet som en evig energikilde med en stor kærlighed til elektronisk musik. Når han ikke kører solo, spiller han i dj-duoen Carlo & Selma, der nærmest har sin hjemmebane på Jolene, hvorfra de både dj’er hyppigt og holder fester.
Her ses David Byrne dagdrømme om en verden, hvor Roskilde Festivals publikum både kan høre ham og Four Tet. Sådan var virkeligheden ikke fredag aften, og det fremkaldte FOMO i kroppen på vores anmelder, der efter flere måneders overvejelser til sidst endte med at tage til David Byrne-koncerten.
FOMO, eller fear of missing out, kommer i mange forskellige former i løbet af en uge på Roskilde Festival, og den kommer ganske naturligt, når der dagligt foregår mere end 40 koncerter på Dyrskuepladsen. Spørgsmål som “er jeg til den rigtige koncert” og “skal jeg høre Alex Cameron eller Father John Misty, PJ Harvey eller Floating Points”, er dilemmaer, man muligvis kan genkende fra sig selv.
Dette års Roskilde Festival var ingen undtagelse. Klokken 00.00, hvor fredag blev til lørdag, spillede David Byrne og Four Tet samme tid. Den tidligere Talking Heads-frontmand var at finde på Arena, mens den britiske producer gav koncert på Apollo.
Dette clash i spillepladen fremkalder ingen problemer for majoriteten af Roskilde-publikummet. Enten er man fan af den tidsløse hybrid af art-pop og post-punk, som David Byrne i 1970’erne og 1980’erne var bannerfører for, eller også søger man mod den elektroniske dansefest, som Four Tet med sit niende album, New Energy fra 2017, har stillet i udsigt.
Men der hviler et dilemma, når man først har skrabet overfladen væk. For David Byrnes og Four Tets musikalske verdensanskuelse har flere fællestræk, end de har modsætninger. De to musikere har begge bygget sine stilarte på at hive ‘eksotiske’ genrer ind i sin hvide musik. David Byrne var en af de første, og Four Tet har det seneste årti været en af de største på lige præcis denne bane. Derfor er det ærgerligt, at man denne fredag nat ikke har muligheden for at opleve den sammenhæng, der er imellem de to artister.
FOMO-tankerne kom snigende
Så jeg måtte vælge til og vælge fra, vende min opmærksomhed mod den ene musiker og vende den anden musiker ryggen. I løbet af ugen var jeg overbevist om, at det skulle være Four Tet og mig, men så begyndte mine fomo-inciterende tanker at kravle ind på mig.
“Men, Morten. Du er glad for Talking Heads, og mon ikke du bliver forkælet med nogle af de ikoniske hits fra bandets bagkatalog?”
Og så prøvede tankerne ellers at svare igen på sig selv:
“Men, Morten. Du går jo ikke til en Morrissey-koncert, hvis du vil høre sange fra The Smiths, eller til en Damon Albarn-koncert, hvis du vil høre noget fra Blur. Det er bands, som er mere og større end bare deres frontmænd. Det bliver aldrig det samme uden Tina Weymouth og Chris Frantz. Det er jo ikke David Byrne, der er optaget i rock’n’rollens Hall of Fame. Det er Talking Heads.”
Det var øjebliksbilledet af de to artister, der inden fredagens program på Roskilde pegede mig i retningen af Four Tet på bekostning af David Byrne. Four Tet cementerede i efteråret 2017 sin status som kongen af krydsfeltet mellem indie rock og dansemusik på det fremragende album, New Energy, som både kommer vidt omkring og bevarer en rød tråd. David Byrne, derimod, har med American Utopa fra april i år skabt et rodet album.
Men så kom den igen, tvivlen. Havde jeg nu udpeget mig den rigtige koncert?
“David Byrne er 66 år gammel. Og selvom han er en ivrig cyklist, så er det ikke til at vide, hvordan hans fysiske form vil ændre sig de kommende år. Måske er dette sidste chance for at opleve en nogenlunde viril og kapabel David Byrne?”
“Men, Morten. Four Tet er så eftertragtet og dermed også dyr en herre, at det kræver op imod 1.500 betalende gæster, før det kan betale sig at booke ham til en koncert i Danmark. Og den kapacitet er der ingen, der kan rumme. Det kommer simpelthen ikke til at ske andre steder end her på Dyrskuepladsen.”
Det blev David Byrne
Men det første argument vandt, og sådan besejrede den gråhårede rock den farverige electronica. Jeg begav mig mod Arena-teltet, der viste sig at være proppet til randen af et forventningsfuldt publikum. Rygterne om et nyt show, der efter sigende reformerede selve koncertformatet, var allerede nået os i forkøbet, inden David Byrne ved midnat indtog scenen med American Utopia-lukkenummeret Here siddende bag et skolebord med en hjerne i hånden.
“Her er en region med rigelige detaljer. Her er en region, der sjældent anvendes,” synger han med hjernen rettet ud mod publikum. Her er en koncert, hvor alle de stationære instrumenter er røget ud. Her er 12 mobile musikere, der flyder rundt på scenen med deres remedier og mikrofoner spændt fast på kroppen. Her er en fremragende lyd på Arena.
Men her er også mere tale om en musical, end det er en koncert. David Byrnes stive lemmer bevæger sig koreografisk med resten af bandet, og han stirrer teatralsk ind i sidevæggen, når han synger “I used to think that I should watch TV”. Og så er det, at fomo-tankerne vender tilbage i hovedet på mig.
Er den mærkelige koreografi og det spøjse skyggespil ikke blot en kompensation for, at American Utopia-pladen, for at sige det pænt, er jævnt kedelig og ligegyldig? Hvad er det, alle de grå jakkesæt og de bare fødder symboliserer? Den slags havde du ikke skulle forholde dig til, hvis du var taget til Four Tet.
Mens David Byrne og hans band danser langsomt og formålsløst rundt på scenen til tonerne af Everybody’s Coming To My House, begynder jeg at forestille mig den fest på Apollo, som jeg i disse sekunder går glip af. Men så er det, at vi langt om længe får vores egen fest på Arena, da David Byrne hiver det helt tunge Talking Heads-arsenal frem. Once In A Lifetime og This Must Be The Place gør Slippery People fra begyndelsen af koncerten selskab, inden de lukker med Burning Down The House. Hele Arena virker til at synge med, og et veloplagt band er med til at skabe fremragende cover-versioner af dette Talking Heads-materiale.
Det var undervejs et forfærdeligt og næsten umuligt valg at vælge imellem Byrne og Four Tet, men hitparaden slog alle mine FOMO-tanker ihjel. Hvad så, om Four Tet havde en fest? Hvad så, at jeg forpassede muligheden for at høre Two Thousand And Seventeen live? David Byrne og hans band spillede fremragende, og American Utopia lyder bedre live end i studieversionen – heldigvis, fristes man at sige.
Jeg kan dog ikke sige, at det nye koncertformat slog fødderne væk under mig, eller at jeg kunne se det revolutionære bag det, for har I hørt om en musical? Men jeg var glad for koncerten, glad for festen, det endte med, og glad for mit valg. Så må tiden vise, om Four Tet kommer tilbage til Danmark. Ellers går det nok.
Den mand, de kalder James Holden, har slået sig på Indien og såkaldt Terry Riley-agtig folktrance, siden han i 2014 leverede en jazzet og krautrocket toppræstation på Roskilde Festival. Nu er håret blevet længere, melodierne mere syrede og sværere at tilgå, ligesom distancen til fortiden som klubproducer er blevet større. Så vil den ægte James Holden være sød at rejse sig?
Nej, han sidder ned. Det gjorde han hele den time, han fredag eftermiddag vendte tilbage til Roskilde Festival og Apollo med sit nye “band”, The Animal Spirits. Efter koncerten satte Eva og Morten hinanden stævne for at finde ud af, hvor 2018-James Holden placerer sig i forhold til sin fire år ældre udgave.
Morten: Eva, vi havde begge en fremragende oplevelse, da James Holden sidst gæstede Roskilde Festival i 2014. Kunne du her fire år senere genkende noget fra den koncert, selvom der var andre lyde, temaer og instrumenter i spil?
Eva: Ja, helt klart. Han spillede også en del af numrene fra The Inheritors, og nærmest heldigvis for det. Jeg synes, The Inheritors var et rimeligt eksperimenterende album, da det udkom i 2013, men så udgav han The Animal Spirits i 2017, og dét er fandme et syret album. Så jeg var egentlig meget glad for, at han spillede nogle af The Inheritors-numrene, som til sammenligning virker helt poppede. Men jeg tror helt klart, der er en del af publikummerne fra 2014, som er kommet tilbage, for han har fået en ret enestående position i musikverden. James Holden har placeret sig mellem “verdensmusikken” og elektronisk musik, men på en måde, hvor man ikke kan danse til den, selvom folk forsøgte. Han står som en one of a kind-karakter.
Morten: Men hvordan klarede denne karakter så koncerten?
Eva: Jeg må sige, at jeg helt umiddelbart synes, at koncerten i 2014 var betydeligt bedre end denne, desværre.
Morten: Jeg er enig. Jeg følte heller ikke, at jeg kom så meget ind i et groove eller en trance, som jeg gjorde det for fire år siden. Jeg tror, det til dels skyldes, at han netop zappede frem og tilbage mellem The Inheritors og The Animal Spirits-pladerne. Hvis han konsekvent og udelukkende spillede sit seneste album, ville det have været en større prøvelse at blive taget med på en rejse. Men så havde jeg til gengæld også været fastlåst et bestemt sted, hvorimod jeg blev taget frem og tilbage mellem nogle numre fra 2014, eksempelvis Blackpool Late Eighties, som jeg har et meget stærkt forhold til, og så frem til en plade, som er sværere at tilgå.
Eva: Helt sikkert, det er jeg ret enig med dig i. Han brød med trancen, og jeg stod og spekulerede over deres valg om at have pauser imellem numrene. Det kan jeg godt forstå, fordi numrenes rytmik afviger meget fra hinanden, men det gjorde det også svært at komme ind i et mode. Og der skulle jeg være kommet, for at det skulle blive en helt fed koncert for mig. Der var lidt for meget fløjtegøgl til min smag.
Morten: Men jeg vil også gerne give dem pluspoint for forsøget og for intentionerne. De var jo meget tydeligt udfordret undervejs i koncerten af nogle tekniske problemer. Men jeg står tilbage med en fornemmelse af, at de gerne ville lukke os ind i deres univers. Jeg følte ikke, de prøvede at støde os væk.
Eva: Helt sikkert. Grunden til, at jeg kan lide James Holdens musik i forhold til så meget andet er, at den i sin grundessens er venlig. Og hvad, der præcis gør det, ved jeg sgu ikke, men jeg opfatter den som velkommende og inviterende i stedet for afvisende og fremmedgørende. Men han har nok været lige lidt for meget i Indien de seneste par år til min smag.
Morten: Der er også noget andet, som vi formentlig begge kan lide ved James Holden, og som på en eller anden måde gør ham til essensen af Roskilde Festival. Manden lavede indledningsvist White Sensation-agtig progressiv house, som han bare har lavet på en bærbar computer. Efterfølgende starter han pladeselskabet Border Community, der favner en både harmonisk og leftfield techno-lyd, inden han går videre og laver progressiv krautrock på The Inheritors og slutteligt folktrance med The Animal Spirits. Jeg synes, det virker som en udvikling, der er unaturligt naturlig, ligesom han fortæller sit publikum, “jamen, hvis I kan lide dette, så kan I måske også lære at lide dette”.
Eva: Og det synes jeg, man kan mærke i den måde, han rent melodisk laver progressioner. Også i de ting, han spillede i dag. Men der er klart noget i det, at de spiller på rigtige instrumenter. Jeg ville gerne have haft flere pauser, der tydeliggjorde intentionen bag de forskellige instrumenter. Det blev nogle gange rodet for mig, for det hele fyldte rigtig meget hele tiden. Og det rod ødelagde noget af den trance for mig.
Morten: Uden at vide det, sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at James Holden og hans band i løbet af deres turné har lært nogle ting, heriblandt at det vil være en god idé at spille Blackpool Late Eighties og The Inheritors fra den foregående plade, for at de kan komme lidt længere ud over den scenekant, de står på.
Eva: Eller sidder på! James Holden er virkelig blevet en technoguru, men der er måske ikke så meget techno tilbage over ham længere. Der er lidt ‘spirituel leder’ over ham efterhånden, og det synes jeg egentlig er en rolle, der passer ham meget godt. Jeg synes måske, han er blevet lidt for langhåret.
Morten: Men det virker troværdigt, det han har gang i.
Eva: Det virker meget troværdigt. Der er sgu ikke noget eksotisme eller kolonialisering af andre fremmedegnes musikkultur overhovedet ved Holdets tilgang. Jeg noterede mig følgende under koncerten: James Holden vender vrangen ud på de elektroniske genrer, han kommer fra, når han går ind i verdensmusikken for at komponere sine bevidsthedsudvidende sange. Det er er analog humanisttrance, posteksotisme og -kolonialisering. Det er super 2018-agtigt. Jeg var lynhurtigt blevet træt af det, hvis han havde inviteret sine indiske venner op på scenen, for at de kunne være lidt shaman-agtige. Men her synes jeg faktisk, det var fint og fungerede godt.
Morten: Jeg synes stadig, jeg bemærkede den hvide mands klubmusik i det, han laver, både i beatstrukturens fire fjerdedele, der var mange af de samme akkordprogressioner fra de gode, gamle dage. Der var et mellemspil, som leder op til noget af det, man kan genkende fra klubmusikken. Jeg føler ligesom du, Eva, at koncerten ikke levede op til de forventninger, som er formet efter min koncertoplevelse med ham fra 2014. Men jeg synes virkelig, at den tilgang, James Holden har, hvor han giver en anderledes og vidtrækkende oplevelse til folk, der kender klubmusik, er en helt vildt sympatisk tilgang.
Indtil for ganske få år siden havde de færreste uden for Japan hørt om den 62-årige jazz-, new wave- og artpop-musiker Yasuaki Shimizu. Men takket være en genudgivelse i 2017 af mesterværket Kakashi fra 1982 har en helt ny og ung generation fået øjnene op for japaneren.
Yasuaki Shimizu kvitterer denne sommer for den genopståede interesse i ham med fire koncerter i Europa; en af dem var på Roskilde Festival, der satte fredagsprogrammet i gang med en varm og fugtig middagskoncert i Gloria.
Og synet, der mødte mig, da jeg efter fem minutters søgen havde fundet mig en nogenlunde kølig placering nærmest omme bag scenen, var slående for den nye skare af lyttere, der det seneste år er strømmet i Yasuaki Shimizus retning. Og samtidig et af de mest bevægende øjeblikke i mine 11 år på Roskilde Festival. Hele vejen rundt om scenen er de fire-fem forreste rækker indtaget af purunge ansigter, der nysgerrigt sugede japanerens ekskursioner ud i freejazz, ambience, popmelodier og Steve Reich-agtige repititioner.
Yasuaki Shimizu havde på scenen selskab af den noget yngre landsmand Ray Kunimoto, der bag en computer og et keyboard modulerede og loppede Shimizu instrumenter, primært en saxofon, og modsvarede dem med luftige synths og finurlige samples.
Jeg gik ind til koncerten med mange forventninger om en stor og eklektisk oplevelse, som også blev indfriet. Men jeg havde aldrig regnet med, at det unge publikum ville udvise så stor respekt og lystrende kærlighed for så relativt svært tilgængelig lyde, som de to japanere leverede over en time-lang koncert. Fremtiden er i trygge hænder hos denne ungdom, og det kan vi blandt andet takke albumgenudgivelser som den af Kakashi, så disse meserværker aldrig vil gå i glemmebogen.
