INTERVIEW: Gold Panda stortrives i det nye projekt ‘Selling’

Gold Panda (Derwin Dicker) og Jas Shaw som Selling (foto: Laura Lewis)

For knap to uger siden kunne man på Regnsky – og mange øvrige medier – læse nyheden om det nye musikalske projekt mellem Gold Panda og Jas Shaw (fra Simian Mobile Disco) som Selling. Sammen har de spontanudgivet albummet On Reflection, der byder på ni legende og kalejdoskopiske instrumental-ekskursioner, og som er det første egentlige kollaborative album med Gold Panda (aka Derwin Schlecker) på rollelisten.

Regnsky ‘slid into Gold Panda’s DMs‘ kort efter offentliggørelsen af pladen med fem hurtige spørgsmål om det nye album og om samarbejdet med Jas Shaw.

You’ve called ‘On Reflection’ “the most immediate and natural record I’ve ever made”, which I think is a pretty big accolade. Can you elaborate on what it was that made your collaboration with Jas feel so instinctive?

DERWIN: »Jas mixed Lucky Shiner and Half Of Where You Live, so it felt familiar being in the studio with him. I went to visit him because I hadn’t seen him for a few years and after a cup of tea and a chat he showed me round his studio and we just switched some gear on. We made two tracks which were about 40 minutes each, just messing about with a simple sequence. It was so easy and fun that we just decided to do more. Once we got better at getting the jam sessions shorter, the tracks became more structured and before we knew it we had 28 tracks.«

»I think we like to work in a very similar way, set up some stuff and keep tweaking things until the sequences become a bit messy and unexpected and surprise us, then hit record on the computer, and jam with whatever gear is running. Later we edit together the good bits and eat some cheese.«

How do you feel about the album? Do you see this as a natural transition after your three albums as Gold Panda?

»I’m really proud of it, I can listen to it and enjoy it because it’s not just me. I don’t think it’s a transition. I make lots of music. I see Gold Panda as certain music I make. I’ve made a lot of stuff in the last year and there are two more albums out this year under different names.«

When I listen to ‘On Reflection’, I recognise your sound immediately. And yet, there are hardly any tracks on the album that I would expect on a Gold Panda record. What were your contributions to this collaboration – and what were Jas’?

»Yeah, I definitely have a sound! It’s great because it’s natural for me, I don’t have to force it. Before I used to get annoyed that it would always sound like I had made it. I wanted to sound like other artists I admired, but now I think it’s my saving grace.«

»I’d say Jas did more work than me, especially in the editing and arranging stage after we recorded the jams, because he is way better at Pro Tools. I really hate arranging, I’m too impatient. I sat on the sofa behind him eating fudge and saying, “delete that bit, oh let’s get that bit louder“, like a backseat driver, haha.«

»When we’re making the tracks, Jas would be writing a sequence on the Cirklon and I’d be messing with a synth and then suddenly we’d get a combination of good loop and good synth sound and that would be our cue to hit record. Next time we’d swap, etc.«

How did the production of the tracks – with your tight touring schedules in mind – come about? Where you mailing ideas back and forth, or where you sitting in one room together and eventually thinking ‘this is what we wanted, this is actually pretty good’?

»I actually had a pretty quiet year and Jas has a family, so he was mainly dj’ing on weekends and at home in his studio in the week doing sessions. We did everything together in the his studio over about 10-15 days in about four or five sessions throughout 2017, so each day we’d make about four to six tracks!«

I’ve always been an admirer of your ability to discuss mental health, both in interviews and when I’ve seen you, where you haven’t been afraid to talk about feeling shit for a couple of days on a row. How are things today? Have you found a sense of normalcy in your life as a so-called ‘musician’?

»I’m feeling quite good today, thanks! But the black dog still follows me around, the void is always there, waiting to swallow me whole at any minute. I decided that I do really like making music or being creative as much as possible so why not try to focus on that? I still don’t see myself as a musician… sometimes I say I’m an artist, I should get a beret and an easel!«

________

Sellings ‘On Reflection‘ kan købes nu digitalt (via Bandcamp), og albummet udkommer ligeledes på vinyl 14. december

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Gold Panda og Jas Shaw fra Simian Mobile Disco udgiver album som ‘Selling’

Den britiske producer Gold Panda, der længe har været en god ven af bloggen og siden 2010 har udgivet de tre fine album Lucky Shiner, Half Of Where You Live og senest Good Luck And Do Your Best, har for en stund forladt tilværelsen som soloproducer og i stedet kastet sig over et samarbejde med Simian Mobile Disco-produceren Jas Shaw. Sammen har de under aliaset Selling spontanudgivet albummet On Reflection, der er ude nu digitalt via pladeselskabet City Slang, der også har udgivet Gold Pandas ep fra sidste år, Kingdom, samt Caribous fremragende Swim fra 2010. Albummet udgives på vinyl den 14. december.

Gold Panda – med det borgerlige navn Derwin Dicker – har ifølge en pressemeddelelse kendt Jas Shaw i mere end et årti, og Simian Mobile Disco-produceren har også mixet to af Gold Pandas plader, herunder debutalbummet Lucky Shiner. Gold Panda og Simian Mobile Disco har også turneret USA, England og Japan sammen, og det var på disse turneer, at snakken om et fælles udspil første gang opstod. Men det var aldrig med en forhåbning om at lave et helt album, fortæller Gold Panda:

“Vi lavede ikke dette for et pladeselskab eller noget. Det var oprindeligt bare for sjov. Der var ingen planer om at lave et album. I starten troede vi, at vi ville lave et track her og der og så udgive det på vinyl. Men så stod vi med et album, der faktisk lød ret godt. Så vi tænkte, ‘nå, hvis vi har lavet et album, så skulle vi måske bare udgive det’,” lyder det ifølge pressemeddelelsen fra Gold Panda, der tilføjer, at ‘On Reflection’ er den mest umiddelbare og naturlige plade, han nogensinde har lavet:

“Jeg havde aldrig troet, at jeg ville bare en person, der laver kollaborationer, men jeg tror, jeg har fundet den rette person at lave en plade med.”

Og fordi pladen allerede er ude, har pladeselskabet City Slang kvitteret med at lægge hele pladen, der består af ni numre, ud på sin YouTube-kanal. Herfra deler vi den både legende og melankolske single, Keeping Txme, der med sin arpeggio-melodi, bløde beats og melodiske akkordprogressioner rummer lige så mange følelser, som vi kender det fra Gold Pandas egne udspil.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Hør eller genhør Carlo & Selmas DJ-set fra Regnskys fødselsdagsfest

Vores 10 års fødselsdagsfest på Jolene den 15. september vil for evigt fremstå som en stor aften i Regnskys historie.

Denne aften havde vi samlet en række af vores yndlings-dj’s, der var med til at gøre aftenen uforglemmelig. Til at lukke festen havde vi selskab af Carlo & Selma, der leverede et hårdt og emotionelt house-set fyldt med en masse afstikkere til italo, electronic-body-music, techno og disco.

Deres to timer lange lukkeset er blevet foreviget, og vi er stolte over at kunne dele dette fremragende mix.

Duoens mange dj-sets rundt i hovedstaden afslører med al tydelighed, at italienske Carlo Molino og norske Selma Skov Høye er en af tidens mest spændende, eklektiske og grænsebrydende dj-duoer, København gemmer på. Duoen står også bag den nye klubnat GROUP THERAPY på natklubben Ved Siden Af. Klubnatten er et queer-community og et safe space-miljø for minoriteter, og den åbner 19. oktober med et internationalt line-up.

Stor tak og masser af kærlighed til vores fødselsdags-dj’s Theodor Clausen, Sousa/Schmidt, Søren Daugbjerg og selvfølgelig Carlo & Selma.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Regnsky inviterer til 10 års fødselsdagsfest

Da en ung pige i 2008 etablerede en musikblog, hvor hun kunne dele ud af sine musikalske oplevelser, havde hun og andre næppe regnet med, at denne musikblog ville skrive om hundredevis af artister og koncerter, afholde fester med blandt andre Gold Panda, John Talabot, James Holden og Max Cooper på programmet og stadigvæk stå oprejst med lyst til mere efter 10 år.

Men alt dette er tilfældet for Regnsky, der nu kan fejre 10 års fødselsdag og snart løfte sløret for sin mest ambitiøse bloggerstab til dato. Derfor vil vi gerne fejre, at vi runder dette skarpe hjørne på en måde, der kommer os naturligt og står os meget nært; ved at holde en fest for vores læsere, samarbejdspartnere, venner og for vores venners venner.

Det hele finder sted på Jolene i København lørdag den 15. september, hvor der vil være aftenhygge, fremragende dj’s hele natten og muligvis en lille overraskelse imellem alt dette.

Vores fødselsdagsfest begynder med en reception klokken 19.00 under Jolenes markiser, hvor vi vil byde på et glas, en øl og en let snack.

Facebook-event

Når natten bider sig fast, kan vi byde på et program af dj’s, som i løbet af de seneste 10 år har spillet en stor rolle for Regnsky og for klubscenen omkring os. DJ’s, vi er stolte over siden hen at kunne kalde for venner. Vi vil gerne tillade os at præsentere disse venner for jer.

SOUSA & SCHMIDT
Medbring passet og husk rejsevaccinationen, for Sousa & Schmidt tager jer hele verden rundt. David Sousa og Mads Schmidts ti år lange affære som DJ-duo begyndte på Rust med torsdagsklubben Villains Club, og siden har deres CD-tasker (som stadig tages i brug!) også fundet plads til orientalske obskuriteter, sydamerikansk disco og glemte pop-perler. Der er ingen imiterende eksotisme over deres sets – tværtimod. Sousa & Schmidts beundring for musikken er oprigtig, både som dj’s og som arrangører af de yderst populære Footwork-fester.

THEODOR CLAUSEN
Vores venskab med Theodor Clausen går hele vejen tilbage til nogle af de første fester, vi arrangerede på Dunkel. Her havde vi vanligt tæt følgeskab af Theodor, både som dj og som producer i Mislyd og senere hen Averos, ligesom han var med til at søsætte torsdagsklubben Manna på Jolene.

Golden Retriever
Golden Retriever alias Carlo Molino er så lokal, som man overhovedet kan komme det for en københavnerbaseret italiener. Carlo er kendt i nattelivet som en evig energikilde med en stor kærlighed til elektronisk musik. Når han ikke kører solo, spiller han i dj-duoen Carlo & Selma, der nærmest har sin hjemmebane på Jolene, hvorfra de både dj’er hyppigt og holder fester.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Jeg tog til David Byrne i stedet for Four Tet og anmeldte min FOMO

Her ses David Byrne dagdrømme om en verden, hvor Roskilde Festivals publikum både kan høre ham og Four Tet. Sådan var virkeligheden ikke fredag aften, og det fremkaldte FOMO i kroppen på vores anmelder, der efter flere måneders overvejelser til sidst endte med at tage til David Byrne-koncerten.

FOMO, eller fear of missing out, kommer i mange forskellige former i løbet af en uge på Roskilde Festival, og den kommer ganske naturligt, når der dagligt foregår mere end 40 koncerter på Dyrskuepladsen. Spørgsmål som “er jeg til den rigtige koncert” og “skal jeg høre Alex Cameron eller Father John Misty, PJ Harvey eller Floating Points”, er dilemmaer, man muligvis kan genkende fra sig selv.

Dette års Roskilde Festival var ingen undtagelse. Klokken 00.00, hvor fredag blev til lørdag, spillede David Byrne og Four Tet samme tid. Den tidligere Talking Heads-frontmand var at finde på Arena, mens den britiske producer gav koncert på Apollo.

Dette clash i spillepladen fremkalder ingen problemer for majoriteten af Roskilde-publikummet. Enten er man fan af den tidsløse hybrid af art-pop og post-punk, som David Byrne i 1970’erne og 1980’erne var bannerfører for, eller også søger man mod den elektroniske dansefest, som Four Tet med sit niende album, New Energy fra 2017, har stillet i udsigt.

Men der hviler et dilemma, når man først har skrabet overfladen væk. For David Byrnes og Four Tets musikalske verdensanskuelse har flere fællestræk, end de har modsætninger. De to musikere har begge bygget sine stilarte på at hive ‘eksotiske’ genrer ind i sin hvide musik. David Byrne var en af de første, og Four Tet har det seneste årti været en af de største på lige præcis denne bane. Derfor er det ærgerligt, at man denne fredag nat ikke har muligheden for at opleve den sammenhæng, der er imellem de to artister.

FOMO-tankerne kom snigende
Så jeg måtte vælge til og vælge fra, vende min opmærksomhed mod den ene musiker og vende den anden musiker ryggen. I løbet af ugen var jeg overbevist om, at det skulle være Four Tet og mig, men så begyndte mine fomo-inciterende tanker at kravle ind på mig.

“Men, Morten. Du er glad for Talking Heads, og mon ikke du bliver forkælet med nogle af de ikoniske hits fra bandets bagkatalog?”

Og så prøvede tankerne ellers at svare igen på sig selv:

“Men, Morten. Du går jo ikke til en Morrissey-koncert, hvis du vil høre sange fra The Smiths, eller til en Damon Albarn-koncert, hvis du vil høre noget fra Blur. Det er bands, som er mere og større end bare deres frontmænd. Det bliver aldrig det samme uden Tina Weymouth og Chris Frantz. Det er jo ikke David Byrne, der er optaget i rock’n’rollens Hall of Fame. Det er Talking Heads.”

Det var øjebliksbilledet af de to artister, der inden fredagens program på Roskilde pegede mig i retningen af Four Tet på bekostning af David Byrne. Four Tet cementerede i efteråret 2017 sin status som kongen af krydsfeltet mellem indie rock og dansemusik på det fremragende album, New Energy, som både kommer vidt omkring og bevarer en rød tråd. David Byrne, derimod, har med American Utopa fra april i år skabt et rodet album.

Men så kom den igen, tvivlen. Havde jeg nu udpeget mig den rigtige koncert?

“David Byrne er 66 år gammel. Og selvom han er en ivrig cyklist, så er det ikke til at vide, hvordan hans fysiske form vil ændre sig de kommende år. Måske er dette sidste chance for at opleve en nogenlunde viril og kapabel David Byrne?”

Men, Morten. Four Tet er så eftertragtet og dermed også dyr en herre, at det kræver op imod 1.500 betalende gæster, før det kan betale sig at booke ham til en koncert i Danmark. Og den kapacitet er der ingen, der kan rumme. Det kommer simpelthen ikke til at ske andre steder end her på Dyrskuepladsen.”

Det blev David Byrne
Men det første argument vandt, og sådan besejrede den gråhårede rock den farverige electronica. Jeg begav mig mod Arena-teltet, der viste sig at være proppet til randen af et forventningsfuldt publikum. Rygterne om et nyt show, der efter sigende reformerede selve koncertformatet, var allerede nået os i forkøbet, inden David Byrne ved midnat indtog scenen med American Utopia-lukkenummeret Here siddende bag et skolebord med en hjerne i hånden.

Her er en region med rigelige detaljer. Her er en region, der sjældent anvendes,” synger han med hjernen rettet ud mod publikum. Her er en koncert, hvor alle de stationære instrumenter er røget ud. Her er 12 mobile musikere, der flyder rundt på scenen med deres remedier og mikrofoner spændt fast på kroppen. Her er en fremragende lyd på Arena.

Men her er også mere tale om en musical, end det er en koncert. David Byrnes stive lemmer bevæger sig koreografisk med resten af bandet, og han stirrer teatralsk ind i sidevæggen, når han synger “I used to think that I should watch TV”. Og så er det, at fomo-tankerne vender tilbage i hovedet på mig.

Er den mærkelige koreografi og det spøjse skyggespil ikke blot en kompensation for, at American Utopia-pladen, for at sige det pænt, er jævnt kedelig og ligegyldig? Hvad er det, alle de grå jakkesæt og de bare fødder symboliserer? Den slags havde du ikke skulle forholde dig til, hvis du var taget til Four Tet.

Mens David Byrne og hans band danser langsomt og formålsløst rundt på scenen til tonerne af Everybody’s Coming To My House, begynder jeg at forestille mig den fest på Apollo, som jeg i disse sekunder går glip af. Men så er det, at vi langt om længe får vores egen fest på Arena, da David Byrne hiver det helt tunge Talking Heads-arsenal frem. Once In A Lifetime og This Must Be The Place gør Slippery People fra begyndelsen af koncerten selskab, inden de lukker med Burning Down The House. Hele Arena virker til at synge med, og et veloplagt band er med til at skabe fremragende cover-versioner af dette Talking Heads-materiale.

Det var undervejs et forfærdeligt og næsten umuligt valg at vælge imellem Byrne og Four Tet, men hitparaden slog alle mine FOMO-tanker ihjel. Hvad så, om Four Tet havde en fest? Hvad så, at jeg forpassede muligheden for at høre Two Thousand And Seventeen live? David Byrne og hans band spillede fremragende, og American Utopia lyder bedre live end i studieversionen – heldigvis, fristes man at sige.

Jeg kan dog ikke sige, at det nye koncertformat slog fødderne væk under mig, eller at jeg kunne se det revolutionære bag det, for har I hørt om en musical? Men jeg var glad for koncerten, glad for festen, det endte med, og glad for mit valg. Så må tiden vise, om Four Tet kommer tilbage til Danmark. Ellers går det nok.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.