Albumaktuelle Beastie Respond: “Jeg tror, hastigheden af radikalisering aldrig har været højere, end den er nu”

Tobias Hjørnet Pedersen aka. Beastie Respond er albumaktuel med Information City (Foto: Daniel Buchwald)

Den danske producer Beastie Respond er aktuel med karrierens andet album, Information City, der handler om en hverdag præget af sociale medier og et væld af informationer. Regnsky har mødt den danske producer til en snak om memes, alt-right-bevægelsen, inspirationskilden Berlin og om at bryde med genredogmer.

Hvert minut uploades mere end 400 timers indhold til YouTube, mens Netflix-abonnenter tilsammen streamer 86.000 timers video. Inden de næste 60 sekunder er omme, er knap 2,5 mio. billeder blevet liket på Instagram, mens syv mio. Snapchat-videoer vil blive afspillet.

Hvad betyder mængden af data, vi uploader og forbruger, for vores distinktion mellem drømme og virkelighed, fakta og fiktion, sandhed og løgn? Dette spørgsmål stiller den danske drum’n’bass-producer Tobias Hjørnet Pedersen aka. Beastie Respond sig selv på sit nye album, Information City, der udkommer fredag på det dansk-tyske pladeselskab Foul-Up.

“Albummet handler om min egen oplevelse af verden; at man har en hverdag, hvor man konstant står over for bittesmå valg; at man hele tiden bombarderes med information og nyheder, med billeder på Instagram og statusopdateringer på Facebook, med spørgsmål om, hvem jeg skal stemme på, eller hvordan jeg skal sortere mit affald,” lyder det fra Tobias Hjørnet Pedersen, da Regnsky møder ham i hans lejlighed på Nørrebro.

Information City har taget Tobias Hjørnet Pedersen to år at producere og sammenvæve. Med sine egne ord er albummet en kommentar på den digitale tidsalder, vi lever i. En angst for den evigt uploadende, 24 timers online tilværelse, det digitale menneske befinder sig i. Over albummets 11 skæringer og godt 40 minutters spilletid, der refererer til alt fra internet-memes som Dog of Wisdom til den franske sociolog Jean Baudrillards tanker om massekultur og hyperrealisme, inviterer Beastie Respond lytteren ind i et mørkt rum, der synes kun at være oplyst af ens egen browserhistorik og de hundredetusindvis af faneblade, man aldrig fik åbnet.

Fra at dissekere sin egen (manglende) rod i musikhistorie på det tilbageskuende debutalbum Fictitious Nostalgia fra 2013, virker 28-årige Tobias Hjørnet Pedersen albumopfølgeren Information City derimod til at have rettet blikket mod en dystopisk fremtid og den måde, mennesker interagerer i grupper. Skulle man endnu ikke have fanget albummets alvor og højtidelighed, behøver man blot kaste et blik på Information Citys trackliste, som blandt andet byder på titelnumre som The Truth Hides the Fact That There is None og We Never Truly Understood the Architecture.

Beastie Respond forklarer titlernes referencer: »

Real Without Origin – titlen er en direkte reference til Jean Baudrillards Simulacra and Simulation, der handler om hyperrealisme. Nummeret er lidt af et lokomotiv.

Lullabies To The Lost and Forgotten – Retrospekt til den glemte tid inden internettets totale udbredelse. Det var skægt at arbejde med at bryde det harmoniske og varme lydbillede med det grimme, kolde og metalliske.

We Never Truly Understood The Architecture – Med titlen tænker jeg særligt på mængden af kontrolarkitektur, som vi i Danmark frivilligt har pålagt vores færdsel på internettet. Ideen om, at hvis man ikke har noget at skjule og at overvågning derfor er i orden, er den direkte vej til det totale overvågningssamfund.

They Mobilized Ignorance and Slack – Titlen er en reference til bobleforsker Vincent F. Hendrick og andres artikler om interessebobler.

Enter 89 – Det er albummets ældste nummer og lå egentlig færdigt, længe inden jeg gik i gang med albummet.

He Used His Bench Lathe To Form His Wooden Sculpture – Er en slags ode til min morfar, som jeg stadig ser meget op til, selvom han ikke er her længere. Han havde et hobbytræværksted, hvor jeg brugte mange timer, når jeg var på besøg. Her byggede jeg små træskibe og lærte at bruge en drejebænk. Jeg tror, det var på hans værksted, jeg fandt glæden ved at skabe ting blot for glæden ved arbejdet. Det, tror jeg, har smittet af på min tilgang til at lave musik.

Information City – Titelnummeret på albummet. Hektisk, hyperaktivt opløftende og melankolsk på en gang.

A Good Wisdom – Haba ba ba. Hababadabadakah.

Downloaded 4 R. D4wkins – Nummeret er en hardcore/garage/juke-bastard, som tog ganske få timer at lave et udkast til, men som tog ca. to hele arbejdsuger at færdiggøre. Richard Dawkins er kendt som faderen til udtrykket meme, og så spiller titlen også lidt på technoproduceren Richie Hawtin.

The Truth Hides The Fact That There Is None – en omskrivning af et Jean Baudrillard-citat. Han skriver, at sandheden gemmer sig bag det faktum, at der ikke er nogen. Det er et dejligt paradoksalt udsagn.

Never-present – Afslutningsnummeret reflekterer lidt over, hvordan vores tilstedeværelse i virkeligheden – fremfor repræsentationen af virkeligheden – syner langsomt hen, imens vi kigger ned i vores telefoner. Hvis man lytter godt efter i slutningen, kan man høre en hund, der gør af sin ejer, imens de gik tur, fordi han gloede ned i telefonen hele tiden.

“Vi bliver hele tiden mødt med mere og mere information i vores hverdag, og når det sker, hvordan ender vi så med at agere, når vi bevæger os rundt i verden? Man kan sortere i typer af informationer, så man ikke konfronteres med meninger, der divergerer i forhold til ens egne, og man undgår at blive utilpas. Man træffer nogle valg, så man opnår en tryghedsfornemmelse, men nogen gange er det ikke de rigtige valg. På den måde ender man med at få skabt en masse små bobler af digital comfortzone, hvor der går totalt ekkokammer i livet.”

Foto: Daniel Buchwald

Og nu flyder de digitale ekkokamre ud i de fysiske rum, mener Tobias Hjørnet Pedersen. Da vi mødes på Nørrebro, sker det blot få dage efter raceurolighederne i Charlottesville, Virginia. Her stødte den såkaldte alt-right-bevægelse, der længe har delt stærkt højreorienterede memes på hjemmesider og imageboards som 4Chan, sammen med en række moddemonstranter med det resultat, at tre mennesker mistede livet.

Tobias Hjørnet Pedersen kæder de politiske og kulturelle modpoler sammen med den digitale udvikling og sorteringen af informationer, og han øjner dystre udsigter for fremtiden.

“Den digitale comfortzone er begyndt at lække ud i virkeligheden som klamt skum, der bruser ud af internettet, og som blandt andet er blevet til alt-right-bevægelsen. Det er folk, der har siddet i nogle ekkokamre, og som har levet igennem disse holdningsrum og bobler, hvor had og homofobi bliver mobiliseret. Man får sit eget billede af, hvordan forskellige ting er ud fra, hvordan et givet fænomen bliver repræsenteret i det forum, man opholder sig mest i. Det gælder både kvinder, homoseksuelle eller indvandrere. Det er en radikalisering, der går ekstremt hurtigt, og jeg tror, hastigheden af radikalisering aldrig er gået hurtigere, end den gør nu,” siger han og tilføjer:

“Jeg er på den ene side meget fascineret af udviklingen, men på den anden side er jeg også bange for den. Det er på vej ud af en eller anden tangent, hvor det ikke er godt længere.”

“Der er mange sociale medier, der på den ene side har haft en god effekt rent demokratisk, men som så sandelig også har haft en ekstremt dårlig indflydelse på os som mennesker.”

Bidrager Information City med et løsningsforslag?

“Mit album ændrer ikke noget, men på en eller anden måde har tilblivelsen af albummet været en researchproces for mig. Der har været mange af de her ting, jeg har læst op på undervejs, så det er mere min egen skildring af verden, end det er en provokation eller et værk, der kommer med noget løsningsforslag.”

Hvad har du lært om dig selv og din egen verden i denne proces?

“Jeg er blevet forstærket i mange af mine egne holdninger, fordi jeg grundlæggende er imod al den form for had, der blomstrer op i boblerne. Jeg er af den opfattelse, at der er mange sociale medier, der på den ene side har haft en god effekt rent demokratisk, men som så sandelig også har haft en ekstremt dårlig indflydelse på os som mennesker.”

Men er det ikke meget interessant, at du fortæller, at du er blevet forstærket i dine egne holdninger, når du netop argumenterer for de negative aspekter ved at stadfæste sine egne overbevisninger?

“Selvfølgelig er jeg også selv en del af det miljø. Det, tror jeg, er svært ikke at være. Det kommer igen ned til, at der er så meget, man skal bearbejde hver eneste dag, så man ender i de situationer. Det er faktisk meget godt set, at jeg selv er de steder. Grundlæggende set har de ting, jeg går og mener, ikke ændret sig så meget. Jeg har haft den samme holdning til mange ting, men der er nogle ting, man fokuserer mere på end andre. Jeg kan ikke forstå, hvorfor folk går og hader så meget.”

Så da idéen til temaet bag Information City åbenbarede sig for Tobias Hjørnet Pedersen i sensommeren sidste år, efter blandt andet at have læst Henri Lefebvres The Production of Space, Frans Kafkas Processen og bøger om bitcoins’ forbindelse til højreorienteret ekstremisme, gik han i gang med at strømline albummets numre og væve dem sammen i en rød tråd omkring temaet. Arbejdet med at kæde et koncept sammen med en række numre har været en øjenåbner, fortæller Tobias Hjørnet Pedersen.

“Jeg har hele tiden tænkt, der skulle være et tema, og at jeg gerne ville give udtryk for en bevidsthed omkring verden. For min egen skyld er det sjovt at lave noget, der har en historie og som er bygget op omkring en idé. Og jeg kan godt lide ideen om, at elektronisk musik ikke blot behøver at være en række numre, men at man kan mene noget med dem. Det er ikke noget, jeg har gjort mig i så meget førhen, men det er spændende, at man kan udtrykke mere end bare, at det er klubmusik.”

“Jeg har accepteret min rolle som outsider i drum’n’bass-verden.”

Beastie Respond om at give slip på musikkonventionerne

Tobias Hjørnet Pedersen har flere gange fastslået, at han ikke henter direkte inspiration fra musik eller genrer. I stedet lader han sig begejstre af musikscener og de publikummer, der bruger dem. Tobias Hjørnet Pedersen nævner et konkret eksempel fra Berlin.

“Det var der, jeg fik en følelse af, at det var en hel ny verden, der åbnede sig op for mig. Jeg er meget inspireret af den mere politiske side omkring elektronisk musik, som jeg er kommet mere i kontakt med i forbindelse med, at jeg har besøgt Berlin oftere. Byens mere dekonstruerede og ekstreme udtryk fængede mig. Jeg er meget fascineret af de mennesker, der kommer på denne scene. Nogle af scenerne er klubbede og hjemsted for energisk musik, men de har også en anden ting omkring sig, der er meget abstrakt, som jeg synes er sjov og spændende.”

Inspirationerne har hjulpet Tobias Hjørnet Pedersen til at give slip på nogle af de konventionelle rammer, der har omgivet Beastie Respond.

“Jeg tror, jeg er blevet mere ligeglad med, om min musik giver mening i en klubsammenhæng. Jeg har accepteret min rolle som outsider i drum’n’bass-verden. Der er nogle mennesker, der godt kan lide det, når ting er anderledes og ikke efter bogen, og det var en bekræftende oplevelse, når man kommer til en by, hvor man har nogle mærkelige, små nicher. Jeg er blevet inspireret til at turde lave et album så meget på mine egne præmisser, som Information City er for mig. Det synes jeg også, Fictitious Nostalgi var, men der var nogle ting, hvor jeg var lidt mere dramatisk omkring basmusikken. Jeg synes ikke, der er så mange genredogmer. Derimod er der blevet blandet helt vildt med alle mulige ting.”

Derfor var det også oplagt for Tobias Hjørnet Pedersen, at albummet skulle udgives på det berlinsk-københavnske pladeselskab Foul-Up, der siden pladeselskabets lancering i slutningen af 2016 har udgivet alt fra knivskarp electro til difus, tech-y ambient over nihilistisk housemusik.

“Jeg tror helt klart, jeg har fået noget mere mod på at lave det, jeg har lyst til. Nicolai (Vesterkær Krog, Foul-Up’s stifter og bestyrer, red.) har hjulpet mig et godt stykke på vej ved at give mig et mål med at lave musik. Samtidig har han gjort det klart for mig, at albummet ikke behøver være noget bestemt. Det skal være lige præcis, som jeg har lyst til, det skal være.”

Men selvom Tobias Hjørnet Pedersen i dette interview og på Information City skildrer de negative konsekvenser af digitale comfortzones, er han musikalsk set selv en tryghedsnarkoman, hvis man skæver til Beastie Responds diskografi. Ligesom med Foul-Up har Tobias Hjørnet Pedersen udelukkende udgivet musik på pladeselskaber, der styres af nære venner. Og selvom det ville være prestigefyldt at udgive på større pladeselskaber, forklarer han, foretrækker han trygheden.

“Jeg kan godt lide at arbejde med folk, som jeg kender godt, og i miljøer hvor jeg kan lave det, der er mig, og er mine udtryk. Jeg vil helst arbejde sammen med folk, jeg er fortrolige med. Det, synes jeg bare, er rarere. Jeg synes, det er rart at kunne mødes med folk og snakke om arbejdet. Rent strategisk ville det være fedt at udkomme på større pladeselskaber, men jeg synes, det er lige så fedt at arbejde sammen med mine venner. Der er noget mere personligt i det for mig.”

Beastie Responds Information City udkommer 1. september på Foul-Up.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jungle og Hot Chip havde ingen problemer med at skabe dansen

Jungle, ledet af barndomsvenner 'J' og 'T' viste endnu en gang, hvor dygtige de er live (foto: Peter Emil-Witt)
Jungle, ledet af barndomsvenner ‘J’ og ‘T’ viste endnu en gang, hvor dygtige de til at få deres neo-soul ud over scenekanten (foto: Peter-Emil Witt)

Der er ikke bare halvtreds år og et helt atlanterhav til forskel fra soulmusikkens udspring af afroamerikansk musikkultur til britiske Jungles neo-soul. Med inspirationer fra sydamerikansk bossanova og Nile Rodgers-guitarriffs vil Jungle have dig til at smile, elske og danse. Der er ingen sekulære sangtekster eller dyb smerte, og derfor kunne jeg på forhånd gisne om, hvorvidt duoen, der på livescenen folder sig ud til en septet, kunne holde gejsten hos publikum oppe i en lille time med kun ét album i baghånden. Det selvbetitlede debutalbum fra 2014 viser ikke mange udsving på temposkalaen og kommer sjældent over de 100 beats i minuttet.

Alligevel var forventningerne til Jungle tydeligvis store på Avalon-scenen i går, hvor der var fyldt godt ud i gruset med meget lille mulighed for bevægelse. Rygtet om deres sublime evner som liveband og dets fire fornemme singleudspil var tydeligvis kommet dem i forvejen, for da korpiger, bassist, trommeslager, synthmand samt hovedpersonerne ‘J’ og ‘T’ havde gjort deres entré på scenen, var de allerede ti minutter forsinket.

Publikum tilgav imidlertid bandet med det samme takket være åbningsnummeret Platoon, badet i grønt scenelys. Ligesom det er tilfældet på albummets øvrige 11 numre, er varigheden på Platoon skåret ud efter bedste radiovenlighed med tre til fire mintuters spilletid. På scenekanten folder bandet numrene ud i extended cuts, hvilket giver Jungle rig mulighed for at charmere og flirte det efter deres eget udsagn ‘det bedste publikum, de har spillet for hele sommeren’.

Kollektiv fest til sidst
Ligesom monotonien lurer i baggrunden på nogle af albummets fillers opstod der også sekvenser, hvor intensiteten sammen med publikums hænder kom et stykke ned mod grusunderlaget. Efter den fine The Heat skulle bandet arbejde sig igennem Accelerate og Lucky I Got What I Want, og i et kort øjeblik kunne man frygte, at det ville være for sent at hive begejstringen tilbage i publikum på numrene Busy Earnin’ og Time, som de har for vane at slutte deres koncerter af med.

Men noget ganske uventet skete på det tredjesidste nummer, DropsMed inspirationer helt tilbage til Beach Boys’ vokalharmonier synger J og T “So come down from the clouds“, og det var mere en følelse af comedown efter en lang nats rus, end det var af den tilbagevendte jord under fødderne. Men så tog bandet lyden længere ned end på de forgående numres break, indhalerede stilheden, inden en arpeggieret akkord sendte publikum tilbage op mod skyerne. Vejen var derefter banet for en kollektiv fest, som trods høje forventninger og et begrænset bagkatalog efterlod et positivt indtryk.

Hot Chip – Dansefest for nørder

Hot Chip (foto fra anden begivenhed)

En helt anden danseoplevelse var nattens sidste koncert med det engelske dance/punk-outfit Hot Chip. Med seks album på bagen trækker Hot Chip på langt flere strenge end landsmændene fra Jungle, blandt andet med samhørigheden fra Chicago house-inspirationerne på Need Your Love og avantgarde-disco á la Arthur Russell på Don’t Deny Your Heart.

Hot Chip gjorde rigtig meget for at underholde og for at holde publikum vågne til den sene nattekoncert, som da de oppe på scenekanten fremførte en nørdet dansekoreografi på Flutes. Ansvaret for kontakten til publikum var rigeligt fordelt mellem Al Doyle (der også huserede i LCD Soundsystem), Joe Goddard (The 2 Bears) og frontmand Alexis Taylor.

Hot Chip høster vanligt rosende anmelderkritik for deres albumudspil, men der er stadig et stykke til det danske publikums hjerter. Deres image som nørder, der leger med elektroniske instrumenter og blandt andet sampler First Choices discoklassiker Let No Man Put Assunder rammer ikke rigtig ned i noget P3- eller P6 Beat-segment.

Parade af hits og undervurderede skæringer
Til gengæld blev Arena ramt af bandets lyst til at skabe en fest. Her var Over & Over, der hyller repetitionens kunst, overgangen fra Ready For The Floor til den smukke danseballade I Feel Better samt lukkenummeret, bandets cover-udgave af Bruce Springsteens Dancing In The Dark, iklædt electro-klæder, aftenens højdepunkter. Hot Chip har ligeså mange hits, som de har undervurderede skæringer. Sent i går nat miksede de begge blokke sammen, hvilket skabte det, de var kommet for; dansen. Tilfredsheden var tydeligt printet i folks ansigter omkring mig, men der manglede måske lige det sidste. Det kunne blandt andet komme fra A Boy From School, bandets absolutte hit, som ikke havde fundet vej til setlisten. Ikke desto mindre en større anledning til at hive dem tilbage en anden gang; for underholde, det kan de, de nørder.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Father John Misty – Parringsdans fra en kærlig kyniker

Father John Misty (foto: Esquire)
Father John Misty ramte plet på Avalon-scenen med hans mikstur af kynisme og personlige beretninger fra hans eget kærlighedsliv (foto: Esquire)

Hvis Father John Misty var en spillefilm, ville han være forbudt for børn. Han forfører og smider sig gerne på jorden i omsætning for dit blik og din kærlighed. Men han gør det på forhånd klart, at der er en chance for, at han bliver træt af dig. Sker det, er han ikke bange for at smide din kærlighed væk.

Avalon-scenens tæppe var knapt trukket helt til side, før amerikanske Josh Tillman aka Father John Misty og hans fem mand store backing band stod klar foran et tætpakket publikum. Med titelnummeret fra sidste års album, I Love You Honey Bear, Josh Tillmans kærlighedssang til hans kone Emma, kastede han sig ned på sine knæ til jublende respons fra publikum, sekundet efter den første guitarstreng blev slået.

Albumopfølgeren til 2012-debuten Fear Fun zigzagger mellem bitter Charles Bukowski-kynisme og beskrivende kærlighed, og høstede anmelderroser for evnen til at mixe ironisk meta og hudløs ærlighed i en fræk folk-cocktail. På samme pendulerende facon dansede Father John Misty forførende til højre og venstre for Avalon-scenen i hvad der i momenter lignede en parringsdans på Crazy Daisy i Viborg.

Med blot et vrik fra hoften kan Father John Misty bedåre selv en ørkentør nonne i cølibat, så selvfølgelig ydede Roskilde-publikummet ingen modstand. Ikke mindst fordi Father John Misty aldrig mistede grebet om musikken, hvad enten han sang falset på den inorganiske True Affection eller croonede indover “one of the biggest hits in the United States right now”, den apatiske og ironiske Bored In The USA. Ej heller var der en finger at sætte på Fear Fun-nummeret Only Son Of A Ladies’ Man, der fik publikum til at synge med.

Men ligesom han forfører, formår sangenes vigtige tematikker og budskaber at svømme oven vande og give publikum et vindue ind til mange af de indre samtaler, den mørkhårde amerikaner med det store skæg utvivlsomt må have haft med sig selv. Efter en timelang koncert løb Father John Misty efter lukkenummeret The Ideal Husband væk fra scenen med en masse hjerter, og hvis du agter at få det tilbage, så skal du vente til november, hvor han vender tilbage til Danmark med to koncerter på VEGA.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

The Minds of 99 – Ingen frygt for den store stygge scene

The Minds of 99 åbnede onsdag Roskilde Festivals scene. Det skete med alvor og stor selvsikker - men med lidet variaton (foto: Peter-Emil Witt)
The Minds of 99 åbnede onsdag Roskilde Festivals scene. Det skete med alvor og stor selvsikkerhed – men med lidet variaton (foto: Peter-Emil Witt)

Når Roskilde Festival natten til søndag slukker for lys og lyd en sidste gang, igangsættes et halvt års gisnen om den næste, store danske kunstner. Set bort fra et par enkelte huller har det igennem de sidste tyve år været en uskreven tradition, at festivalens største scene, Orange Scene, skal åbnes af et nyt navn, gerne af dansk afstamning, der er blomstret op og blevet the next big thing.

Efter sidste års prisvindende og selvbetitlede debut var det ventet, at The Minds of 99 ville blive castet til denne opgave. Med sin skarpe lyd, bredtfavnende post-punk og dansksprogede tekster har sekstetten med numre som Rav og ikke mindst Det Er Knud Som Er Død skrevet poppede melodier, der vinder sympati mange steder i landet. På scenen fremføres sangene med energi og højt tempo, og som endnu et uskrevet Orange-ritual var eftermiddagens taknemmelighed fra scenekanten tydelig fra første nummer.

Den indledende taknemmelighed og eksplosion af orange konfetti blev hurtigt efterfulgt af frygtløs selvsikkerhed, livliggjort af forsanger Niels Brandt. Brandt kan med sin kraftfulde vokal både skrige og agere dyb som på hittet Det Er Knud Som Er Død, mens hans fem bandmedlemmer punktligt lever en milmeterpræcis instrumentalisering. End ikke Orange Scenes tydelige følsomhed overfor sidevind kunne tage noget fra bandets højenergiske optræden, og bandet efterlod intet indtryk af, at de blot for tre år siden fandt hinanden musikalsk i en lejlighed på Frederiksberg.

Det eneste, der hæmmer helhedsindtrykket, er bandets mangel på større variation. Selvom man har fundet en mere dyster side på det nye, flotte nummer Ud Af Min Krop, mangler The Minds Of 99 stadig at omsætte de tydelige musikalske evner til improvisation og originalitet. Men foran sit hidtil største publikum er fuglen i færd med at gro sig lange og stærke fjer, så den snart kan flyve ud af sit bur.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Courtesy – Principfast technorejse med solidt greb om publikum

Courtesy (Foto fra anden begivenhed: Red Bull Music Academy)

 

Der eksisterer et helt særligt samspil mellem deejay og publikum – også på Roskilde Festival, hvor livemusik ellers er i det absolutte førersæde. Publikum, eller danseren, udtrykker sin egen, helt unikke respons på det stykke musik, som deejayen placerer under den millimetertynde nål på pladeafspilleren. Reaktionerne spiller sammen med deejayens agenda en afgørende rolle for, hvordan et dj-set udfolder sig.

Jeg har altid forklaret for min omgangskreds, hvordan sidste års Red Bull Music Academy-dimittend Naajaraq Vestbirk aka. Courtesy, er en deejay, der har en helt særlig og samtidig forpligtende evne til at kunne se to numre frem. Selvom hun har kaldt sin musikalske stil for ‘rumskibstechno’ (hvilket er et mega fedt prædikat, i øvrigt), er hun med fingerknipsende præcision i stand til at aflæse publikums instinktive reaktioner.

Med et flot fremmøde sent tirsdag aften på Apollo-scenen var Courtesy ude på en af hendes største udfordringer i hendes snart dekadelange karriere som deejay. Hendes distinktive forkærlighed for techno skinnede igennem ved det allerførste monotone beat, der slog så hårdt, at resonanssen bulrede i kroppen som rekylen fra en seksløber.

Techno blev allemandseje
Techno er ikke overrepræsenteret på Roskilde Festivals musikprogram, men hendes 75 minutter lange set var en rejse med mellemstop i technoens fødeby Detroit med DJ Stingrays Acetylcholine, det industrielle Berlin med Arttu på Booshtie og trommemaskinedrømme til Chicago på Vin Sols Edges Of A Vortex. Undervejs tog hun også publikum en tur mod øst til København, hvorfra artister som Ctrls er med til at sætte den danske hovedstad på technokortet, inden hun (selvfølgelig også) spillede 27, en acid techno-skæring som Courtesy selv har produceret i samarbejde med Apeiron Crew-kollegaen Blake.

I dette øjeblik var techno allemandseje på Roskilde Festival, og publikummet viste, at det godt kan finde ud af at danse til techno. Uopmærksomheden var dog stedsvis tydelig i takt med dansernes jagt efter droppet, som takket være EDM-fremmarchen i de senere år er blevet brandet som en uundgåelig del af elektronisk musik. Alligevel insisterede Courtesy at holde fast i hendes techno-niché, hvilket publikum så ud til at anerkende med højenergisk dans på det ligeså kraftfulde og jackende lukkenummer, Dance Energy (89 Mix) fra Mumdance & Logos.

Courtesy styrer et publikum som få herhjemme, og har samtidig styr på sine principper. I går var hun med til at overbevise et dansevenligt men technoskeptisk publikum til at slippe tøjlerne og lade sig forføre af technoens historie. Hvis Roskilde Festival har plads til andet end livemusik, så lad den gå til deejays, der ikke bare festivallefler, men ligesom Courtesy kan give publikum en ny oplevelse.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *