Paul McCartney – Charmerende og selvsikker tur ned ad Memory Lane

Paul McCartney havde fat i alle aldre på årets festival (Billede fra Paul McCartneys Facebook-side)
Paul McCartney havde fat i alle aldre på årets festival (Billede fra Paul McCartneys Facebook-side)

Det er en uge siden, de sidste festivalgængere måtte forlade Dyrskuepladsen og gøre plads til bulldozerne, som hvert år fjerner de sidste telte og pavilloner. Tilbage er kun de afblegede græspletter til at vidne om over 100.000 menneskers fest. Roskilde Festival spillede til langt ud på lørdag nat, men min festival lukkede med årets absolutte hovednavn: Paul McCartney. For mig var han ikke kun dette års hovednavn, men det absolutte hovednavn på alle de Roskilde’r, jeg har været med til.

Når man ligger i kø til koncerter på Roskilde, må man være parat til at tage imod diverse kommentarer fra forbipasserende, der ikke forstår, hvorfor man bruger så meget tid på en kunstner, som, de ikke mener, er tiden værdig. Således også i køen til Paul McCartney. For selvom man har været medlem af et af de største rockbands gennem tiderne – hvis ikke det største – er man åbenbart ikke selvskrevet til Orange Scene. Min lillebror, som var med mig i køen, måtte høre sin veninde vantro og grinende spørge: “Paul?! Hvorfor?“. Hun fulgte strømmen af mennesker, der netop havde overværet Nicki Minaj på den store scene. Hendes berettigelse til at kritisere min lillebrors valg af musik virkede derfor for mig meget lille. Nå! Ikke mere mavesurhed fra denne skribent, for resten af aftenen skulle kun vise sig at være yderst positiv.

Hver gang Roskilde Festival booker et navn med ældre produktionsdato, diskuterer man, om de nu også hører til på festivalen. For er de ikke passé? Skulle vi ikke bare koncentrere os om nutiden? Roskilde Festival har især i de seneste år vist, at de i den grad følger med tiden. De er i mindre grad bange for at booke et navn som Pharrell Williams (eller Nicki Minaj), fordi de afspejler nuet. Det betyder i øjeblikket mindre rock og mere pop, når vi kigger på hovednavnene – de navne, der sandsynligvis afgør, om der bliver udsolgt eller ej. Heldigvis gør Roskilde meget mere end at afspejle tiden og fedte for mainstreampublikummet. Det viser sig tydeligt, når man kigger på de anmeldelser, Regnsky har lavet i løbet af ugen. Når Roskilde booker navne som Neil Young, Bruce Springsteen og Paul McCartney, viser festivalen stor respekt for disse navne, som har haft enorm indflydelse på musikken. Desuden er det en unik mulighed for at opleve navne, som især det yngre segment på Roskilde ikke ville købe billet til, hvis de for eksempel spillede i Parken. Men hvor kom vi fra?

Én gang Beatles, altid beatles
Paul McCartney på Orange Scene har jeg set frem til længe. Det har altid været mit største ønske at se ham øverst på plakaten, men jeg troede faktisk ikke, det var muligt. Nu stod vi så der i pitten foran Orange. Klokken var 21, og der var en time til Paul skulle gå på. På storskærmene rullede kollager af billeder fra Pauls liv. For mig stod især én ting klart: Paul er ikke bange for at omfavne sin tid i The Beatles. I et interview har han sagt, at nogle gange pludselig går det op for ham, at han var en del af dem. “I was a Beatle!”. Det står i kontrast til John Lennon, som især i tiden lige efter The Beatles opløsning havde meget travlt med at distancere sig fra sin fortid. Havde John Lennon været i live i dag, havde han måske været anderledes positivt stemt over for sit gamle band. Men det finder vi desværre aldrig ud af. Paul prøver derimod ikke at skjule sin tid som Beatle – han viser den stolt frem. Det skulle også blive tydeligt lørdag aften, hvor 25 af de 39 fremførte sange var Beatles-sange.

Han lagde ud med titelsangen på albummet Magical Mystery Tour, hvor Paul synger “The magical mystery tour is hoping to take you away“. Og det prøvede han så at gøre. At tage os væk. Det lykkedes på sin vis også. Paul havde publikum i sin hule hånd. Ikke mindst i kraft at sin evne til at underholde, som han har haft ufatteligt mange år til at øve sig i. The Beatles var også kendt for sin humor, og den havde Paul bestemt ikke lade ligge hjemme. Den mere onde sarkastiske humor så vi dog ikke noget til. Men det var måske i højere John Lennon og George Harrison, der stod for den. Men kendetegnende for Paul McCartney er, at han i den grad er en folkelig Beatle. Han ved godt, hvad han skal gøre for at få publikum til at skrige. Og det gjorde han med danske fraser og flagren med Dannebrog og Union Jack. For er der noget, der virker i Danmark, så er det, når vi tror, at udlandet gives a shit about us. At Paul McCartney nok har gjort sådan i samtlige lande, han har turneret, vælger vi at se bort fra.

Hjerteskærende dedikationer
Med ovenstående beskrivelse kan det godt komme til at lyde som om, at Paul kørte lidt for meget på automatpilot. Det havde jeg frygtet, han ville gøre. Men det gjorde han ikke. Paul var veloplagt og charmerende. Hans stemme startede lidt dirrende, men han sang sig i den grad varm. Det er ganske enkelt imponerende, at han stadig har energien som 73-årig efter 55 år i gamet. Højdepunkterne var uden tvivl, når han dedikerede en sang til en af de mange mennesker, han har mistet. “This is for Linda,” sagde han om sangen til sin første kone og sit livs kærlighed, som døde af brystkræft i 1998. Og så slog han tonerne an til Maybe I’m Amazed, som han sang og spillede så desperat, at jeg ikke kunne lade være med at få en klump i halsen.

Værst skulle det dog blive for mig, da Paul havde afsluttet Blackbird og var blevet løftet flere meter op i luften med scenen. Deroppe introducerede han sangen Here Today med ordene “For my dear friend John”. Og så måtte jeg for første gang i mine ti festivaler lade en tåre trille. Havde jeg ikke været klar over, at jeg stod blandt tusinder af mennesker, havde jeg nok tudbrølet. I stedet prøvede jeg at reducere det til en ustoppelig bævren med hagen. Lige så svært var det at holde tårerne tilbage, da Paul senere spillede George Harrisons Something, som han selvfølgelig dedikerede til forfatteren. Something bød også på en overraskende høj fællessang.

De eneste smuttere den aften skulle være The Long and Winding Road, som trommerne fik til at lyde underligt tung. I’ve Just Seen a Face lød pludselig som om, den var skrevet i Nashville i stedet for Liverpool. Herudover kunne Paul også godt have skrottet sange som Ob-la-di Ob-la-da, All Together Now og computerspilsangen Hope for the Future fra setlisten. I stedet kunne han have givet plads til Beatles-sange som Oh! Darling og Yesterday og Jet fra Wings-tiden.

Respekt for fortiden
Men man kan ikke få alt. Og jeg skal på ingen måde klage. Paul McCartney leverede en fantastisk flot koncert, der også bød på fyrværkeri og ildkanoner, så selv hovedpersonen måtte lægge sig hovedrystende over klaveret. Paul er på ingen måde udbrændt. Han lever selvfølgelig stadig højt på sin fortid, men han fremfører musikken så sikkert, at det undgår at blive komisk eller ynkeligt. Og det skal han have stor tak og respekt for. Aftenens afsluttende numre bød på Golden Slumbers, Carry That Weight og meget passende The End, præcis som de slutter på albummet Abbey Road.

And in the end, the love you take is equal to the love you make,” sang Paul. Mere præcis kunne den aften vist ikke beskrives.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Mejmoe says:

    Hvor er det et godt og velskrevet indlæg! Jeg deler også ud af den altid brændende musikpassion på min blog https://musiklivimig.wordpress.com/ :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Broken Twin – På hård opgave i eftermiddagssolen

Broken Twin fik aldrig helt fat om de slumrende festivalgæster (Foto fra Broken Twins Facebook)
Broken Twin fik aldrig helt fat om de slumrende festivalgæster (Foto fra Broken Twins Facebook)

Anmelderroste Majke Voss Romme – bedre kendt som Broken Twin – havde tidlig fredag eftermiddag fået til opgave at vække slumrende og tømmermændsramte festivalgæster på Pavilion-scenen.

Hun indtog scenen ved klaveret. Med en smuk, dyb stemme, der hverken manglede melankoli eller nerve. Broken Twin leverede melodier, der er lige dele modne og naive. Melodier, der i rette stemning kan bevæge dybt og tage publikum med på en rejse.

Majke og band spillede en fin koncert, der måske havde gjort sig bedre på et tidspunkt, hvor solen var gået ned. For Broken Twin er et introvert projekt, der trives langt bedre i de sene timer, hvor tankerne ofte er mørkere og dybere.

Det skulle derfor også vise sig, at Broken Twin var blevet sat på en hård opgave på en dyrskueplads, der badet i stikkende sol jog gæsterne på jagt efter en plads i skyggen. Desværre blev stemningen også heraf. Langt størstedelen af publikum havde tydeligvis højere prioriteter end Broken Twin denne eftermiddag. Nogle skulle pleje tømmermændene i skyggen, nogle skulle samle op på venindens livshistorie, mens andre tilsyneladende bare havde brug for et musikalsk lydspor til deres café-samtale.

Skulle Majke så ikke bare være dygtig nok til at fange publikum, så denne højlydte snakken ikke opstod, kan man så spørge. Nej, det mener jeg ikke. Broken Twin lægger ikke op til hujende tilråb eller “Hva’ sååå, Roskilde!”-skrig fra scenen. Det er en form for musik, der kræver ro, så man kan fordybe sig i Majkes stemme og hendes skrøbelige univers. Sådan en form for musik er vistnok introvert, men det skal publikum kunne rumme. Roskildes publikum er kendt for at skabe en helt særlig stemning, men manglen på respekt fra samme, ødelagde oplevelsen for mange, der var kommet for at lytte til musikken.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dolomite Minor – 37 minutter i rockhimlen

Dolomite Minor leverede en sand rockpræstation (Foto: Adam Green)
Dolomite Minor leverede en sand rockpræstation (Foto: Adam Green)

37 minutter. Mere fik publikum ikke ud af Dolomite Minor denne fredag aften på Pavilion. Men mere skulle der heller ikke til for de engelske Southampton-drenge. Med tunge trommer og en guitar spillet lige så straight som forsangerens midterskildning, charmerede de publikum, som kun lige netop kunne fylde Pavilion-cirklen.

Dolomite Minor består af to unge fyre: Max Palmier på guitar og vokal og Joe Grimshaw på trommer. På trods af bandets klejne størrelse leverede de en enorm og fyldig rockpræstation, der kunne gøre Black Sabbath stolte. For mens Dolomite Minors lyd på plade læner sig mest op af Nirvana og Black Keys, er de mere dystre og hårdtslående i liveformat. De leverede en sikker og fuldstændig uimponeret præstation, der var mere erfarne herrer værdig. Det eneste, der røbede deres unge alder denne aften, var de små dun på Max Plamiers overlæbe.

Drengene gik på scenen uden et ord og lagde ud med titelnummeret fra EP’en Girl of Gold, som gled over i sang nummer to uden tålmodighed til at vente på publikums bifald. Dolomite Minor fortrak ikke en mine under koncerten, men virkede heller ikke apatiske. Hvert et riff på guitaren blev leveret med tilbagelænet selvsikkerhed. Som om de havde stået der på scenen i årtier. Dolomite Minor endte med at forlade scenen side om side og lige så ordløs som deres entre. Med en rungende guitar og et publikum, hvis klappen kaldte på ekstranumre.

Det var ikke mange minutter, Dolomite Minor havde til overs til publikum, men det var 37 af de bedste på dette års Roskilde Festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Noura Mint Seymali – Stemmen i centrum

Noura Miny Seymali (billede fra anden begivenhed)
Noura Miny Seymali (billede fra anden begivenhed)

Roskilde Festival byder hvert år på navne, som få kender til, før de sætter deres ben på Dyrskuepladsen. I år var et af disse navne nordvestafrikanske Noura Mint Seymali, som spillede på Gloria onsdag aften.

Klædt i et turkis og blomstret tørklæde indledte Noura koncerten siddende, hvor hun spillede på en 9-stringet harpe kaldet en ardine. Med sig havde hun et band på tre medlemmer, som undervejs lod Noura være stjernen i midten. Efter 3 sange rejste Noura sig og overlod alle anstrengelser til sin sang, som skulle være den største kilde til bifald denne aften.

En ellers ganske vestligt præget musikstil blev gjort til Nouras egen, da hun med en enorm kraft og nogle gange messende vokal ruskede op i alle tilskuere i den mørke Gloria-lade. Flere gange stod den på fællesklap fra publikum, som virkede ligeså opsatte på at give Noura en god oplevelse, som hun gav dem.

Smilende og med let gestikulerende, guldbesatte hænder gled Noura og band gennem koncerten, der havde tiltrukket tilskuere nok til at fylde tre fjerdedele af Gloria. Noura henvendte sig også flere gange til publikum, som velvilligt gentog hendes afrikanske ord.

Noura Mint Seymali er sådan en oplevelse, der er med til at gøre Roskilde Festival til noget helt særligt. For mens programmet ellers byder på velkendte navne som Pharrell Williams, Muse og Paul McCartney, tilbyder Noura noget helt andet og ikke kun i kraft af sin ukendthed. Hun præsenterer nemlig en kultur, som vi ikke kender meget til i Danmark. Og derfor var det også noget helt særligt at opleve Noura Mint Seymali.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Yung – Introverte støjrockere lukkede Rising

Introverte Yung lukkede tirsdag aften Rising-scenen med rockkaos
Introverte Yung lukkede tirsdag aften Rising-scenen med rockkaos

Aarhusianske Yung havde fået æren af at lukke Rising-scenen på dette års Roskilde Festival. Og med sange som den stærke førstesingle Nobody Cares og A Stain var der lagt op til en afslutning, som kunne pumpe blodet i gang til de næste fire musikdage.

Yung gik på scenen med introduktionen “Her er Yung”, og lige så fåmældte var bandet mellem sangene. Der skulle gå 35 minutter, før forsanger Mikkel Holm Silkjær tog første kontakt til publikum med et lille “tak”. Men det lod til, at Yung ankom med ønsket om at lade guitaren tale. Og det gjorde den.

De unge fyre hamrede sig igennem koncerten med sange, som trak på inspiration fra The Strokes og tidlige dages Arctic Monkeys. Men Mikkel Holm Silkjærs normalt så gennemtrængende vokal druknede desværre ind i mellem i lydkaosset.

Publikum foran Rising virkede aldrig helt betaget af Yung trods en velspillet koncert. Det kan skyldes, at publikum ikke syntes, at guitaren skulle tale helt for sig selv. Der opstod dog fællesklap til førnævnte A Stain og en enkelt crowdsurfer under Nobody Cares. 

Yung virkede ikke synderligt påvirkede af den til tider lade stemning og leverede uimponerede en koncert med ungdommelig fart over feltet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *