Da jeg i marts omtalte den amerikanske avantgarde-popprinsesse Julia Holter, var det med singlen “In The Same Room” fra albummet Ekstasis. Et måske lidt misvisende nummer for et album, der til trods for sit særdeles avancerede, opmærksomhedskrævende og af og til decideret svære udtryk, har været i konstant rotation herhjemme de seneste måneder. Hvis ikke det er årsag nok til, at jeg igen skulle hive hende frem på Regnsky, så er der to mere her: hendes forestående koncert på Roskilde Festival. Og hendes fortolkning af den eksperimenterende lydkunstner Jib Kidders nummer “Ringtone Cowboy”.
Det er den, som vi dykker ned i nu. Hvis du ikke er bekendt med Holters musikalske univers i forvejen, kan du læse læse om “In The Same Room”her og min anmeldelse af ‘Ekstasis’ på Soundvenue. Og lytte til et lidt mere repræsentativt nummer her:
Jib Kidder er om muligt endnu mere eksperimenterende end Holter selv. Han ynder at genfortolke eksisterende musik ud fra et lettere psykedelisk udgangspunkt – dvs. at han eksempelvis sampler sydstatsrap fra 90’erne på 2008’s ALL on YALL og country fra 50/60’erne på Steal Guitars fra i år, og får det til at lyde som ringetoner og jingler. Ikke helt ulig James Ferraro, som Lasse skrev om her.
Country er en af de musikalske sideveje, Julia Holter – til trods for sin imponerende genremæssige spændvidde på pladerne Ekstasis og Tragedy – ikke tidligere har inddraget i sine produktioner. Fortolkningen af Jib Kidder sender Julia Holter over i sit poppede hjørne, som nok er det, jeg bedst kan lide hende i. Man skulle egentlig tro, at “My Baby” ville lande alle andre steder, for nummeret er resultatet af et møde mellem to særdeles krøllede musik-hjerner. Men country-genrens underliggende præmis om at være let at lytte til, får Julia Holter til at vælge sine melodibærende elementer med større konsekvens end i sine egne produktioner. På “My Baby” vælger hun den repeterende ringetone-agtige melodi, som først fremføres på noget klokke-lydende og derefter på en heftigt forvrænget guitar. Men der er stadig en æterisk lethed i brugen af en konstant, underliggende synthtone og en fortrolighed i den hviskende og dog bestemte vokal, som gør nummeret umiskendelig Holter’sk, selvom genrereferencens western-forestillinger er så umådelig langt væk fra hendes både elektroniske og klassiske kompositioner.
Avantgarde popnummeret “In the Same Room” er udrindende uges bedste opdagelse. Nummerets poppede lethed til trods har jeg Julia Holter mistænkt for at have en klassisk baggrund. Der er noget harmonisk, næsten romantisk over numrene på Ekstasis, amerikanerens netop aktuelle anden udgivelse. Over det avancerede lydunivers, som trods sin umiddelbare skønhed fremstår utilnærmelig i sine lange, sfæriske monologer af instrumentale stykker. Men så alligevel ikke helt. En fortrolighed er til stede i stemmens hvisken. Den omfavner sin lytter og skaber en tryghed ikke ulig den Stina Nordenstam, en mors godnatsange eller Sol Seppy fremkalder.
Tryghed er afhængighedsskabende, og det er “In the Same Room” også. Det er selvfølgelig pladens hit, adgangsbilletten til resten, om man vil. Efter ti lyt i stræk fik jeg i hvert fald lyst til mere Holter, efter tre gennemlytninger af udgivelsen i sin helhed fik jeg for alvor mod på at høre den igen, og nu ønsker jeg konstant at blive lukket ind i det så skrøbelige, dog selvsikre univers.
Ekstasis er ude på RVNG Intl., dem som tidligere på året udgav Blondes’ debut. Begge disse album ekskluderer deres lytter, som gemte de på en dybere mening, en hemmeligholdt erkendelse, som de egentlig ikke vil åbenbare. De kræver overtalelse og indrømmelser. Og så, pludselig, opdager du at de er blevet venlige. Medsammensvorne. Ekstasis er lige så godt selskab på dit soveværelse, som det var for Julia Holter selv.
Julia Holter – In the Same Room
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/04/03-In-the-Same-Room.mp3]
Julia Holter – Our Sorrows
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/04/02-Our-Sorrows.mp3]
Onsdag var årets første egentlig musikdag, omend Roskilde Festivals tre første dage havde været stopfyldt med behagelige toner fra de musikalske vækstlag – og fra enkelte artister, som nok allerede har taget skridtet videre fra vækstlaget. Men nu var det altså tid til de “rigtige”, færdigstøbte musikere, og det blev altså en noget underlig oplevelse, hvor publikums prioriteter tilsyneladende ikke helt kunne matche festivalplanlæggernes ditto.
For uanset hvor absurd det må lyde, så vil jeg vove at påstå, at der var flere mennesker til Alex Vargas’ koncert på Gloria – omend langt de fleste blev nødt til at stå udenfor, fordi der allerede trekvarter før showet var flere mennesker til showet, end der var plads til ved min forhenværende yndlingsscene – end der var til Damon Albarn og hans syriske kollegaers (og Julia Holters) åbningskoncert på Orange. Dermed ikke sagt, at jeg ville have byttet om på de to; det var bestemt et flot statement fra Roskilde Festivals side at lade Albarn åbne Orange, men man kunne godt have argumenteret for, at Alex Vargas burde have spillet på Avalon, som trods alt både har givet plads til Liss og Blaue Blume – to artister, jeg ser meget frem til, men som alt andet lige må forventes at have en mindre fanbase end P3-fænomenet Alex Vargas. Man kan sågar argumentere for, at Alex Vargas fint ville kunne have udfyldt Arena, men hey, måske er jeg bare træt af, at så mange mig selv inklusiv måtte gå forgæves på Gloria.
Alex Vargas – Shackled Up (Live)
En koncert, jeg heldigvis ikke måtte gå forgæves til, var Pavilion-åbningskoncerten klokken 18.15. Den stod norske Aurora for, og jeg kan ærligt sige, at det ubetinget var den bedste koncert, jeg har været til indtil nu på festivalen. Jeg kom meget tilfældigt til at placere mig midt i den betydelige norske fan-delegation, og det, tror jeg kun, var med til at gøre oplevelsen endnu bedre. Der blev flaget, der blev sunget med på alle sangene, der blev krammet, og der blev sendt et væld af både kærlighed og anerkendende nik i retning af deres landskvinde. Aurora selv virkede rørt og nærmest genert under det meste af koncerten; som var hun overrasket over, at der rent faktisk var dukket nogen op for at se hende, hvilket hun da også italesatte på norsk under koncerten: “Jeg er så glad for, at I er her. Det er meget bedre end at optræde for ingen!”
Musikalsk er 19-årige Aurora Aksnes stærk som få med en inderlighed og en indlevelse, som virker ekstremt dragende. Som om man selv er Auroras kriger. Som om man reelt er ude og løbe med ulve. Aurora – fænomenet, ikke sangerinden – kender vi i daglig tale som nordlys, og det var den samme magi, som var i spil på Pavilion tidligt onsdag aften. Mon ikke man kan opleve Aurora på en større scene næste år? Enten i Roskilde eller et andet sted i festivaldanmark.
Hvor Aurora var inderlig og nærværende, må man sige, at onsdagens hovednavn, Red Hot Chili Peppers var det stik modsatte. Jeg var primært taget til koncerten for at synge med på de store hits sammen med mine venner, og det virkede til, at 90 procent af de andre blandt publikum var kommet til af præcis samme grund. Og gudsketakoglov for at vi var det, for bandet virkede i høj grad som et, der havde brug for et kæmpe kor for at komme igennem koncerten. Forsanger Anthony Kiedis virkede decideret nervøs under første halvdel af koncerten, hvor han nærmest manisk klyngede sig til mikrofonstativet. Om det var 2007-koncerten, der stadig sad frisk i erindringen, ved jeg ikke, men det var alt for tydeligt, at Kiedis var bange for at begå fejl. Derfor kom RHCP heller aldrig ud over scenekanten, og det var sgu synd, for publikum virkede klar til at gribe dem. Det kom især til udtryk under “Californication”, hvor en tydeligt frustreret fan bag mig råbte: “Så stik dog mikrofonen ud til publikum!”
Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Publikum var klar til at have en fest, men det virkede bare som en fest, som RHCP under ingen omstændigheder ville med til. Og det var sgu synd.
Jeg fik, hvad jeg kom efter. Jeg fik sunget med på “Californication”, “Give It Away” og “Under The Bridge”. Men det kunne jeg helt ærligt lige så godt have gjort hjemme foran spejlet. Den eneste forskel er, at der var bedre plads til mine venner foran Orange, end det er hjemme i min stue.
Red Hot Chili Peppers – Californication
Onsdagen endte altså som en lidt underlig oplevelse, hvor de små var de store, og de store var de små. Inderligheden vandt over hittene, og der er (heldigvis) mere håb for de unge nye, end for de gamle slidte. Nu vil jeg i stedet kaste mig hovedløst ud i torsdagen – en torsdag, som har det stærkeste lineup, jeg kan mindes at have set for en enkelt dag på Roskilde Festival.
Det er meget ambivalent for mig at skrive dette. For jeg er ked af det, men samtidig er jeg lykkelig. Ked af det, fordi vores mangeårige forhold er slut. Du er ikke længere den bedste for mig. Der er ikke noget galt med dig – det er mig, den er gal med. Det kan lyde som en kliché, men stol på mig. Jeg har fundet en ny kærlighed et helt uventet sted. Et nyt sted.
Det begyndte i søndags, da jeg første gang så hendes bølgetagsfacade, som med sine elegante kurver var med til at skabe en dybde, som med det samme fanger min opmærksomhed. Hendes stemme var som en engels. Nærmest perfekt. Jeg tænkte først, at det måske bare var et øjebliks begynderheld, men det viste sig at være kærlighed ved første blik. Og ved første lyt. Fra Gents og Milkywhale over Reykjavíkurdætur til Saveus. Jeg blev bare mere og mere bekræftet i, at det var det helt rigtige. At det skulle være mig og hende. Mig og Countdown.
Jeg er oprigtigt ked af det, Gloria. Du har været en trofast partner i årevis, og vi har haft fantastiske oplevelser sammen. Særligt vil jeg huske tilbage på vores særlige øjeblikke sammen med Julia Holter. Det vil ingen nogensinde kunne tage fra dig, og det vil jeg altid mindes med et saligt smil. Men nu er det slut. Countdown er min nye kærlighed. Den perfekte akustik, de generte men nærværende rammer og variationen i oplevelserne har bare gjort noget ved mig. Derfor var det også sørgmodigt at se Countdown blive pillet ned for i år. Men jeg vil mindes vores oplevelser sammen, når jeg passerer igennem, hvor Countdown stod og strålede.
Kære Gloria, du er rigtig meget, men Countdown er bare lidt mere. Selvom hun ikke er mere.
Undskyld. Jeg håber, at du kan tilgive mig. Og at vi kan mødes som venner, når Alex Vargas spiller op senere i dag. For du vil altid stå mig meget nært.
Okay, så kom Roskilde lige med sin bedste booking i 11. time. Jeg spillede Chromeo (“Night By Night”) til sygt mange gymnasiefester i 2009, og det var sådan ret sjovt, men Slowdive, for fanden, Slowdive kommer på Roskilde! Det er verdens bedste erstatning, så tak til Chromeo for aflysningen. Slowdive skal spille på det fænomenale tidspunkt lørdag kl. 02:15, og det er den bedst programsatte artist i år.
Ikke alle har været så heldige. Morten har allerede skrevet om Roskildes scener og ikke altid gode parring mellem dem og optrædende artister. Læs mere her. Mortens forbilledligt harmoniske kritik af James Holdens placering på Apollo lørdag kl. 20 er fuldstændigt berettiget. Hvis jeg møder Roskildes elektroniske booker får han et gevaldigt los i røven for den brøler. Før Slowdive var Holden nemlig Roskildes bedste booking.
I år er jeg spændt på, om den nye scene Avalon kan vende tendensen med at nye scener på Roskilde får katastrofale første år (Apollos lufttab i 2012, Glorias sarte momenter overdøvet af brølet fra Orange i 2011). Avalon virker som en decideret fremragende idé med sin varierende kapacitet. Det har bare altid været fucking underligt at stå med 1.000 mennesker i et telt med plads til 5.000 (120 Days på Odeon, 2007) og vildt irriterende at stå med 12.000 mennesker i et telt med plads til 6.000 (LCD Soundsystem på Cosmopol, 2010). Hovedparten af mine krydser i programmet spiller faktisk på Avalon.
Og krydser er der mange af. I år er mit Roskilde-program lidt sjovt, da jeg har meget få must sees. Primært fordi mange oplagte har spillet i København indenfor det sidste år med de samme udgivelser, de repræsenterer på Roskilde (Jenny Wilson, Julia Holter, Connan, Darkside, Forest Swords, Haim – se dem alle nu, hvis du ikke har før!). Dernæst fordi Roskilde ikke har ramt bandsene super skarpt i år. Roskilde hylder ofte sig selv ved at påpege, at de fanger artisterne i karrierernes kunstneriske toppunkt. Det synes jeg ikke, de gør i år. Rigtigt mange artister peakede med udgivelser flere år tilbage. Og det gør det lidt svært for mig at glæde mig lige så meget, som jeg ville have gjort i deres storhedstider. Her tænker jeg på Interpol (som dog skulle være tilbage i topform), Liars, Jenny Wilson, Moderat. Store og gode livenavne, som pynter på programmet, men ikke er voldsomt spændende lige nu.
I stedet er der mange krydser, men få musts. Du kender sikkert de fleste. At lukke Odeon og Cosmopol har betydet 20 artister færre end foregående år og mulighederne for at opdage nye artister er tilsvarende mindre. Derfor bliver det her en større samling af artister, som du måske nok kender. Ikke desto mindre er der stor grund til at genopfriske bekendtskaberne og se dem alle, selvom kun et er et must:
Slowdive – lørdag, 02.15 @ Avalon
Man ser først de vigtige bands lang tid efter. At de fem langhårede teenagere fra Reeding i Slowdive skulle blive inspiration for en helt imponerende samling af rimelig forskelige bands er en smule overraskende. Ligesom deres sange er ved nærlyt. Slowdive er indbegrebet af shoegaze: drævent slæber mange af sangene sig afsted, monotonien dominerer både tonefald og rytmer. Modsat så mange af 80‘er og 90‘ernes britiske støjrock- og punkbands er Slowdive vanvittigt kontrollerede. Slowdive bygger ikke deres numre op i store crescendoer. Slowdive arbejder med udvikling i gentagelsen. Den lille tonale forandring i et af de mange lag får sangen til at løfte sig, skille sig ud. Et fald i riff-regnens intensitet, Rachel Goswell og Neil Halsteads strofer afsluttet på et spørgsmålstegn. Souvlaki fra 1994 er et formidabelt album. Måske et af 90‘ernes bedste.
Slowdive historie er et helt forfærdelige eksempler på inkompetence og uheld i branchen. Deres korte liv som aktivt band i start-90‘erne er domineret af elendigt arbejde fra label og booking. Nedslående for et så fantastisk band, men måske symptomatisk for deres musik. Ligeså fremragende, musikken er, lige så tung er stemningen. Måske var de dømt til en karriere uden kommercielt afkaste.
Har Roskilde fanget Slowdive på toppen? Tja, ikke musikalsk, men rygterne går om ny musik på et tidspunkt. Men som historisk booking er den spot on, for Slowdives relevans er gennem årene blevet tydeligere og tydeligere.
I 1995 stoppede Slowdive med at spille sammen, fordi deres setup var smuldret. Goswell, Halstead og trommeslager Ian McCutcheon fortsatte sammen i det americana-eksperimenterende Mojave 3, som signet på 4AD har udgivet stærkt lytteværdige album. Som selvfølgelig ikke rammer den samme magi som Slowdive gjorde. Den tyndhudede følsomhed hos Slowdive kunne kun være frembragt af fem unge mennesker med drømmene fortsat strømmende i blege, regnomsluttede kroppe. Ikke af protest, ikke bevidst længselfulde efter et specifikt noget, men i en konstant tilstand af vedvarende søgen.
Tanken om at stå på Roskilde i nattens mørke til “Machine Gun”. At vende sig om, se ud under teltdugen en time efter, når “When The Sun Hits” hæver solen frem igen. Jeg kan forestille mig det og samtidig kan jeg slet ikke begribe, hvordan det kommer til at føles.
Lykke Li – Torsdag, 20.30 @ Arena
“Mange synes sikkert, hun er en tude-Mikkel, men denne her plade sidder altså helt under huden på mig”. Sådan ramte min ven Mads i sidste uge plet i mit forhold til Lykke Li med et tweet om I Never Learn, den svenske noirpop-prinsesses seneste album. Lykke Li er en tude-Mikkel. Hendes hjerte rimer altid på smerte. Det er bare sådan, hun føler livet. Med I Never Learn har Lykke Li lært at videregive sine følelser med en smuk renhed. Hun er for første gang kommet helt ind under min hud. Fordi hendes tuderi er oprigtigt – godt for os, nok ret træls for hende.
Det bliver første gang, jeg hører Lykke Li live. Jeg håber, koncerten bliver de knuste hjerters fest. Hun spiller på et tidspunkt, hvor folk danser. Det håber jeg gør optrædenen fri for skæve festivalindslag, så noiræstetikken giver popsangene deres knivskarpe kant.
Cancer – fredag, 12.00 @ Gloria
Cancer kunne have heddet “konsekvenserne ved at nære uendelig, ubetinget kærlighed til levende væsener”. Så mange mennesker hader Cancer for deres navn. Jeg forstår dem godt. Det er fandme svært at holde af et band med det navn. Ligeså svært som ikke at holde af Cancers musik. Men jeg forstår også duoens ene del, Nikolaj Vonsild, når han forklarer valget til Gaffa: “Der eksisterer nuancer i alt, også det, der er forfærdeligt. Jeg vil have, at vi skal kunne bruge alt det grimme til at skabe noget smukt. Vi prøver at skabe noget smukt i det alvorlige ved livet.”
Jeg holder uendelig meget af Cancers aktuelle debut-ep Ragazzi. Den er et drømmespejl, der fortsat åbner nye sublime momenter. Det allerede hyppigt frembragte citat “Peel a lemon in the sky, make lemonade from the light” fra “Age of Pinballs” er en hurtig favorit. Men også bare måden Vonsild først vrængende, dernæst opofrende synger “want” før og efter det svimlende citat. OK, nummeret skal nok høres, før forskellen mellem begærets “want” og kærlighedens “want” helt giver mening. Men gør det lige, for skønheden er uendelig og sangens kærlighedsbud trænger ind i tanker hinsides sansningen.
Cancers sange er flerdimensionelle billeder af det elskedes skønhed reflekteret gennem sorgens klarsyn. En svimlende bedrift om alle aspekter af menneskets skrøbelighed. Klokken 12 om morgenen på Roskilde er alle skrøbelige. Jeg tror skønheden vil fremstå så klar som Vonsilds tenor.
Warpaint – fredag, 17.00 @ Avalon
Jeg har aldrig set trioen live, så på en festival med gengangere er det et argument i sig selv. Jeg elsker The Fool, Warpaints debut fra 2011, mens jeg finder den nye selvbetitlede plade betragteligt mindre fantastisk. Simpelthen fordi sangene ikke er ligeså gode. Selvom åbningsduoen “Intro”/”Keep It Healthy” har intet mindre end årets foreløbigt bedste guitarspor.
Warpaint tager mathrockens hvirvler ned i krautens tempo og indfanger instrumenterne i flotte popmelodier med nogle – når det er bedst – overjordiske vokalharmonier. Forhåbentligt fremragende live.
Warpaint – Keep it Healthy
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2014/06/02-Keep-It-Healthy.mp3]
Damon Albarn – fredag, 20.3o @ Arena
Everyday Robots fra tidligere i år er en ret stille sag. Referencerne er mange, men strygere og fingerspillet guitar optræder oftest, og ordnes i en næsten elektroniske strukturer af samples (og instrumenter, der lyder samplede). Albummet er Albarns første soloalbum og omfavner elementer fra hele hans karriere. Jeg har det hårdt med de gospel-agtige momenter, men numre som “Hostiles” og den hjerteskærende “The Selfish Giant” er sublime. Hvordan albummets lavmælte univers får det fredag kl. 20:30, kan jeg tvivle lidt på – det er mere oplagt til aftenkaffe end fadølstømning. At jeg står langt fremme er til gengæld helt sikkert.
Future Islands – fredag, 01.00 @ Avalon
Årets uforudsete indiegennembrud overrasker næppe på denne liste. Hitalbummet Singles har på det sidste tabt lidt af sin magi for mig. Nok fordi sangenes, ja, singleform, gør dem en lillebittesmule ensformige. Men i en koncertsammenhæng er knaldperler godt. Især kl. 01 om natten. Og hey, det er jo et hamrende fedt album.
Nikolaj Nørlund – lørdag, 13.00 @ Arena
Nikolaj Nørlund er en dygtig performer og en sublim historiefortæller. På Roskilde iscenesætter han hele sin karriere som koncert og får besøg af de personer han i gensidig udveksling har udviklet og udviklet sig selv i sit arbejde med. Nørlunds hall of fame er lang efterhånden, den indbefatter både acts og nogle af Danmarks utvivlsomt bedste musikere. Sådan een er Nørlund i øvrigt selv, og det blev tidligere i år ypperligt bevist med albummet det naturlige. Nørlunds karriere har aldrig rigtigt toppet, den har været på et konstant og vanvittig højt niveau. Maratonkoncerten bliver en manifestation heraf, og den mulighed er skarpt set af festivalen.
