Pop Revolutionen fejrer 10 års jubilæum

Da de tre venner Björn Lydén, Nikolaj Thorenfeldt og Søren Christensen i 2004 slog dørene op for den første udgave af Aarhus-festivalen Pop Revo, foregik det i Musikcafeens hyggelige rammer. Blandt de optrædende fandt man flotte navne som legendariske The Clientele, shoegaze-popperne i The Radio Dept. og danske Oh No Ono.

Fra og med i morgen spilles der så op til poprevolution for tiende gang, når Pop Revo løber af stablen på spillestederne Voxhall og Atlas. Festivalen har valgt at vende tilbage til rødderne fra 2004 og sprede sig over tre dage. Det er dog ikke det eneste, der går igen fra den første udgave af festivalen.

Reverb-entusiasterne The Clientele er nemlig tilbage på festivalen for at give en af deres efterhånden meget sjældne koncerter. Bandet udsendte i 2010 albummet “Minotaur,” som ifølge dem selv bliver deres absolut sidste. Pop Revo er derfor en unik mulighed for at opleve et band, som om nogen formår at formidle nogle yderst bittersøde og surrealistiske tekster på en nærværende måde. De kan ligesom i 2004 opleves sent lørdag aften; denne gang på Voxhall.

The Clientele – E.M.P.T.Y.

Lige inden The Clientele spiller et andet band, som står mit hjerte meget nært. Der er tale om den amerikanske shoegazeduo Widowspeak, som består af guitaristen Robert Earl Thomas og den underskønne Molly Hamilton på vokal. De møder op på Pop Revo med det eminente album “Almanac” i ryggen. Albummet er produceret af Kevin McMahon, som står bag Real Estates seneste album, hvilket formentlig har været med til at løfte bandet det sidste stykke i forhold til debutpladen fra 2011.
Hvor debutpladen til tider blev lidt for monoton i sit udtryk, lykkes det på “Almanac” at tage lytteren med ind i et ubekymret univers, hvor man uundgåeligt lader sig tryllebinde af Molly Hamiltons pirrende, uskyldige vokal.

Widowspeak – Ballad of the Golden Hour

Min sidste anbefaling går til en amerikansk fyr, som man kan få fornøjelsen af allerede torsdag aften. Han optrådte sidste år på KB18 i København sammen med Ty Segall, men nu er han endelig i Danmark for at give koncert på egen hånd.
Det er naturligvis den multiinstrumentale, pop-virtuos fra San Francisco, Mikal Cronin, jeg taler om. Han har netop præsteret, hvad der i mine øjne må betragtes som årets hidtil bedste album i form af “MCII.” På albummet når Mikal Cronin på elegant vis hele vejen rundt om sit musikalske repertoire. Han kommer forbi alt fra den sydcaliforniske skatepunk på “Change” til akustisk bonfirehygge på “Peace Of Mind.”
Hvis man skal opsummere Mikal Cronins lyd i ét nummer, kan det ikke være andet end “Am I Wrong.” Nummeret rummer et væld af referencer til blandt andet garagerocken, SoCal-punken og så selvfølgelig den klassiske, californiske strandpop, hvilket på en gang understreger Cronins musikalske spændvidde, men samtidig også sætter en tyk streg under hans ambivalente forhold til stil- og selvsikkerhed.

Mikal Cronin – Am I Wrong

Jeg kunne utvivlsomt fortsætte denne række af anbefalinger ud i noget nær det uendelige, men Pop Revo er en festival, hvor man skal have lov til at gå på opdagelse. For der er et væld af musikalske oplevelser på plakaten i år, og selvom man måske ikke kender meget til navne som Woods, Veronica Falls eller Mount Eerie på forhånd, så kan jeg love, at de og mange andre bestemt er et besøg værd, hvis man har bare en lille smule musikalsk nysgerrighed. Viva la PopRevolution!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pop Revo 2011 i bakspejlet

Hørte jeg dig hviske ”eskapisme”? I så fald kan du med rette sig det højt. En noget hovednavnsløs og musikalsk usammenhængende Pop Revo-festival bød nemlig i høj grad på netop det.

Mellem de optrædende på Voxhall var der en fin lille gennemgang af tidligere festivalers lineup, og vi kunne ikke undgå at blive en smule misundelige på dem, der besøgte festivalen da navne som Caribou, Bear In Heaven og Figurines kiggede forbi. Ikke fordi programmet i år var ringe. Der var bare i høj grad tryk på Revo-delen af festivalnavnet. For popører som os er det selvklart et minus på den personlige konto – her kommer det usammenhængende ind i billedet, for der er altså ikke megen sammenhæng mellem Owen Palletts hjerteskærende smukke opførelse af sine elegier fra det hinsides og Capillary Actions opvisning i skizofren cirkusrock – eller Sail A Whales harmoniske svenskerpop og Iceages rastløse punk.

Lørdag slog Owen Pallett benene væk under både Mads og undertegnede i sådan en grad, at resten af aftenen forsvandt i minder om ekstranummeret E Is For Estranged. Thulebasen spillede ellers vældig højt, dygtigt, længe og havde et gigant-publikum (festivalens største?) men musikken fik aldrig helt overbevist vores på det tidspunkt noget dovne og konservative ører til at gå med på legen.

Men hvor Pop Revo måske ikke bød på de helt mindblowing musikalske oplevelser for os, var festivalen et studie i søde mennesker, billige øls virkning og god stemning. Indie-Danmark burde holde træf oftere.
Læs fuld reportage for fredag efter springet:

[spoiler show=”Læs reportage”]19:45 Som vi fredag aften ankommer til Voxhall – efter bælning af hvidvin, studerende er man vel lidt endnu – står Goodiepal på scenen. Og det har han tydeligvis gjort længe. Scenariet der møder os er i hvert fald rimelig abstrakt: Et tæppe er rullet ned foran scenen, og på det opprojiceres en sort/hvid film med lyd og det hele. På gulvet foran scenen sidder Goodiepal med sin synth/klaver og spiller underlægningsmusik til filmen. Handlingen (hvis der er en) når aldrig rigtigt at gå op for os. Man skulle nok have været der – relativt ædru – fra starten. Vi er ingen af delene, og opsætningen er for os mere et fortænkt mysterium end den indsigtsgivende oplevelse, det nok var tænkt til at være – og som de 20-30 mennesker samlet sig foran scenen forhåbentlig fik. Måske ikke så oplagt til en festival i høj konkurrence med godt selskab og fantastisk vejr?

20:15 Aftenens første reelle band går på scenen. Sleep Party People har spillet imponerende mange koncerter siden debutalbummet udkom sidste vinter, og efterhånden bevæger bandets lyd sig væk fra det relativt neddæmpede og rolige og længere over mod en støjende, men mere generelt rocket opbygning af numrene. Vi blæses på skift bagover af de monumentale lydbølger og falder ind i det eskapistiske univers, debuten beviste at bandet er mestre i. Bedst fungerer numre med fremtrædende percussion, så som ”The Dwarf and the Horse” og ”Ten Feet Up” , hvor dramaet for lov til at hvirvle op. Særligt ”Ten Feet Up” rammer plet og placerer lytteren midt i paradokset mellem de ekstremt smittende rytmer og den allestedsværende melankoli, som kaninflokken på scenen besynger.

20:50 Brian Batz når knap at spille de første fire toner af den tæt på akustiske ”A Sweet Song About Love” før hele Voxhall bryder ud i et kollektivt ”ååhr”. Så fint og følsom er det, og netop sange som den og de to nye numres forskelligartethed giver koncerten dynamik. De nye sange er støjpoppede på en næsten Mew’sk måde – masser af rumklang (eskapisme) på guitaren og energiske trommer.

21:10 Vi kunne godt bruge mere, da Sleep Party People forlader scenen. Som kompensation vender vi blikket mod den sympatisk billige bar. Mellem koncerterne dj’er Smash! Bang! Pow! nutidige indiehits, og vi skal virkelig holde os i skindet for ikke at spørge om hvert enkelt nummer vi ikke kender.

21:30 Britiske Paper går på. Meget rocket, muligvis punket, muligvis støjende, sandsynligvis godt. Vi – kyllingerne – holder os til Voxhalls velbesøgte terrasse.

22:45 Min aftens personlige hovednavn, svenske Sail A Whale, går på scenen. Det vælger jeg i hvert fald at antage. For det er svært helt at afgøre, og det er næppe mange af festivalgængerne, der helt opfanger at der rent faktisk er en koncert i gang. Sail A Whale gemmer sig bag samme scenetæppe som Goodiepal tidligere på aftenen spillede foran, og skjules fuldkommen af deres kryptiske og symbolske videoprojektioner.

23:00 Overraskelsen over optrædenen har lagt sig og musikken fylder mere og mere af mine tanker. ”Svenskerpoppet udgave af Sigur Ros”, skriver jeg i notesblokken, mens filmen viser billeder af skovbrænd og dansende piger med næsten uhyggeligt spjættende muskler. Svenskerpop fordi Sail A Whale, lige gyldigt hvor meget de end forsøger, ikke kan få støjende guitar og langstrakt synth til at eliminere melodien – særlig live, hvor den tekstløse vokal på numre som de fænomenale ”See You Inside” og ”Slwhl” bærer melodien sikkert hen over instrumenternes landskaber. De kan ikke løbe fra slægtskabet med Gentle Touch og The Radio Dept., og mange tak for det. Den klarhed numrene tilføjes live er guld værd, så kan det visuelle flimre for sig.

23:45 Hjem eller Ice Age? Vi vælger hjem. Efter sådan en gang prætentiøs (i ordets bedste betydning) og bittersød svenskerpop virker punk en smule absurd – en smule malplaceret i indiekolonien. Så moderne er vi heller ikke.

[/spoiler]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Bjrnlxndr says:

    Synes godt om!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Svenske Sail A Whale besøger Pop Revo

Af uransagelige årsager har kun ganske få acts fra hype-labelet Sincerely Yours besøgt Danmark. Med en poppet profil og ubetinget kærlighed til synth, har de seneste 5 år stået i det Göteborg-baserede pladeselskabs tegn. De senere år er det imidlertid kun Pitchfork-favoritterne JJ, der har taget turen over sundet – senest i går på Lille Vega. Det kan undre, for roosteren tæller efterhånden relativt respekterede navne som sidste års albumaktuelle CEO, førnævnte JJ og Memory Tapes (tidligere Weird Tapes/Memory Cassette).

Men hurra for Pop Revo. Det kan vi sige mange gange, men dagens offentliggørelse får alligevel lige flagene til at kippe ekstra begejstret for den århusianske festival. Sail A Whale, der netop udkommer på Sincerely Yours, slutter sig til programmet, der i forvejen inkluderer favoritter som Owen Pallett og snart ep-aktuelle Taragana Pyjarama.

Sail A Whale udgav sidste efterår ep’en A Documentation (internationalt udgivet på Acephale), der følger op på 2009-singlen “Find Me a Boy” med b-siden “See You Inside”. Derudover har Sail A Whale markeret sig med med to fantastisk vellykkede remixes – et af Korallrevens “The Truest Faith” og et af Memory Cassette “Surfin'”.

I modsætning til netop de to artister, tildeles tildels støjen betragteligt mere plads i Sail A Whales lydbillede, og dermed sendes tankerne i retning af The Radio Dept.’s melankolske støjpop. Hos Sail A Whale er popstrukturerne dog rimelig godt gemt, mest bemærkelsesværdigt gennem gruppens tilgang til vokalen som repetativt virkemiddel, hvilket fremhæver inspirationerne fra -særligt den ambiente del af – den elektroniske musikscene.

Koncerten på Pop Revo er en af den pressesky gruppes sjældne, men rygtet lyder, at der er en totaloplevelse i vente. Udover den stilistisk perfekte musikalske æstetik fokuserer Sail A Whale på live at danne en unik sammensmeltning af musikken og de medbragte visuals, der næppe ligger langt fra stilen i gruppens musikvideoer.

Sail A WhaleSee You Inside
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/03/See-You-Inside.mp3]

Memory CassetteSurfin (Sail A Whale Version)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/03/01-Surfin-Sail-A-Whale-Version.mp3]

Pop Revo skydes for syvende år i træk i gang på Voxhall i Århus i perioden 29-30. april. Billetter her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Wasn’t Born To Follow: Et syret søndagskram til sommeren

Wasn't Born To Follow final

Når Smash!Bang!Pow! søndag eftermiddag slår dørene op for første udgave af Wasn’t Born To Follow på og ved Pumpehuset vil der flyde en kærlig strøm af varme følelser fra mig til dem. Her er nemlig tale om et forsøg på at sprænge den uforløste bobbel af festivalblues, som jeg har i hvert fald opbygget over sommeren. Det sker med en ordentlig indsprøjtning af festivalstemning på blot 10 timer i form af et pakket program med det amerikanske beachrockede vidunderbarn Mikal Cronin, den højaktuelle canadiske lo-fi rocker Dirty Beaches og Real Estates Matt Mondalines soloprojekt-gone-popband Ducktails som de tre største navne.

Jeg var så heldig at høre Mikal Cronins spektakulære optræden på Pop Revo-festivalen i Aarhus i foråret, og der lyder en klokkeklar og varm anbefaling herfra. Og netop varme er hans element. Han formår som ingen anden – det skulle da lige være hans nære ven, Ty Segall – at spille varmen, sommeren og den særlig strandstemning direkte ind i sjælen på sine tilhørere uden det virker forceret. Han lader mulighederne stå åbne og lader det være op til den enkelte, om man vil lade sig rive med i form af energisk dans, eller om man vil lade sig synke sammen i afslappet accept og selvtilpashed.

Mikal Cronin – See It My Way (Live at Pitchfork Festival 2013)

Ducktails er en sjov historie. Det startede ud som Matt Mondaline fra Real Estates soloprojekt, og sådan forholdt det sig også, da jeg lyttede til Ducktails for første gang for fem år siden. Det kastede dog ikke det store kærlighedsforhold af sig, og det var egentlig først, da Matt Mondaline fik hjælp af en dyrekollektivistisk fyr, som går under navnet Panda Bear på et nummer fra B-siden af hans tredje studiealbum, “III,” at jeg for alvor fik øjnene op for Ducktails.

Ducktails – Killin’ The Vibe (featuring Panda Bear)

I dag har Matt Mondaline fået selskab af Luka Usmiani, Alex Craig og Samuel Franklin, og selvom den psykadeliske og til tider fortryllende udflydende lyd er bibeholdt, har både tempo og instrumentering fået et nøk op ad på årets udgivelse The Flower Lane, hvilket bestemt ikke har skadet bandet. Dette band er ubetinget et must-see, og hvis man søger en søndag i veltilpas salighed, er Ducktails utvivlsomt det rigtige sted at søge hen.

Ducktails – Under Cover

Her til sidst vil lige fremhæve en af mine danske yndlinge, som jeg endnu ikke har nævnt. Det er efterhånden to år siden, at den rødhårede skønhed Emma Acs tog Danmark med storm med debutalbummet “Champagne,” men rygterne går på, at hun snart skulle være klar med nyt materiale fra hendes eksotisk syrede univers.

Emma Acs – Fever

Arrangementet løber som sagt af stablen nu på søndag, den 11. august, på og udenfor Pumpehuset fra klokken 14:00. Første band, danske Nobody, går på klokken 14:30, og så følger kunsterne ellers i en konstant strøm, indtil Mikal Cronin på bedste vis lukker og slukker henad midnat.
Billetterne koster 160 kroner og kan købes her. Facebookeventen er her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ret blikket mod branchen i SPOT weekenden

SPOT

“ROSA støtter udviklingen og udbredelsen af dansk rockmusik i Danmark og udlandet.”
Sådan står der i ROSAs formålsbeskrivelse. ROSA er organisationen bag SPOT Festival, og med årets festival lige for døren, tager vi et kig på branchefestivalernes betydning – for egentlig skulle man jo tro, at bookere på spillesteder, medier og pladeselskaber i dagkunne finde deres nye yndlingsbands på YouTube og spare turen.

Afsættet finder vi i (Roskilde og) SPOT-aktuelle Highasakite, og hos Ulige Numre, der som dansksproget band var lidt af en overraskelse på den norske branchefestival by:Larms plakat, men som spillede på SPOT Festival i 2012. Februar-festivalen By:Larm minder på mange måder om SPOT, men har et endnu mere brancheorienteret tilsnit, da seminar-delen fylder langt mere end på SPOT. Kort fortalt: på by:Larm i Oslo drikkes der sygt meget kaffe, hvor der drikkes sygt mange øl på SPOT i Aarhus.

Highasakite spillede på by:Larm festival i 2012, og det var bandets blot sjette koncert nogensinde. I dag behøver Highasakite næppe grundigere introduktion, for med deres altid detaljemættede, svævende synthpop, er kvintetten kommet så langt fra hjemlandet som branchefestivalen over dem alle, SXSW i Texas.

 “Hvilken betydning havde koncerten på by:Larm i 2012 for Highasakite?”
“Utroligt mange bookere fra festivaler så os spille på by:Larm, og bookede os efterfølgende, så vi kom ud til publikum i løbet af sommeren 2012. Desuden udvalgte by:Larm os til at være et af de bands, de fokuserede særligt på. Det betød, at vi fik en masse medieopmærksomhed omkring vores koncerter,” fortæller Highasakite. Highasakite havde allerede et bookingbureau i Norge da de spillede på by:Larm 2012, men deres koncert banede vejen for at bandet fik kontakt til bookere i andre lande. Et udenlandsk bookingbureau er “en solid partner” for et band med udlandet højt på ønskelisten, siger Mads Ravnsbæk, manager for by:Larm-aktuelle Ulige Numre og ejer af managementbureauet Klientel, som fokuserer på dansksproget musik. Og udlandet er det som bekendt en god idé at sigte efter, hvis man er et ambitiøst dansk band – for så stor er Danmark bare heller ikke.

På branchefestivaler er både dem, der skal sælge bandet (bookere og pladeselskaber) og dem, der skal købe bandet (spillesteder/festivaler og medier) tilstede. Trods ethvert band har liveoptagelser og -sessions liggende på YouTube, bliver mange aftaler først indgået, når et band er blevet præsenteret i levende live.
“I Ulige Numres tilfælde har det været et problem for os, at vi simpelthen ikke har haft tid til at tage til Norge og spille. Fordi vi har et bookingbureau og et pladeselskab i Norge giver det god mening for os at tage herop og præsentere bandet for især de norske medier og spillesteder,” forklarer Mads Ravnsbæk. Spillestedsbookerne kan være svære at overtale til at booke et dansk band uden medieomtale og en etableret fanbase, og for et band er det omkostningsfuldt at rejse mellem landene. At Ulige Numre bruger penge på at tage til Oslo og spille på by:Larm (hvor forplejningen backstage består i max en flaske vand per bandmedlem og to halv-pris-kuponer til baren), skyldes på mange måder de relationer, bandet fik opbygget på sidste års SPOT Festival. “Der var en del nordmænd nede og se Ulige Numre, blandt andet bookere fra by:Larm, og så var det oplagt at kaste sig ud i Norge som første udenlandske marked,” siger Mads Ravnsbæk.

Highasakite har fra karrierens start haft kurs mod resten af Europa og det amerikanske marked. For bands fra ikke-engelsksprogede lande er det svært at overbevise udlandet om at bandet reelt set har et publikum. En optræden på en branchefestival kan skabe engelsksproget presseomtale, som kan citeres op til koncerter. Historierne om at Rolling Stones-journalisten David Friecke opdagede The Raveonettes på SPOT og breakede dem i USA er efterhånden en gammel traver, men ikke blot sensationen gør det til en god historie – de udenlandske journalister er så essentielle for eksport af bands, at branchefestivaler rent faktisk flyver dem ind.

En af dem er Kieron Tyler, britiske musikjournalist på Mojo og The Arts Desk. Han er efterhånden fast inventar på både SPOT og by:Larm, og da jeg under førstnævnte spørger ham, om han mon kommer på SPOT, svarer han “ja, hvis jeg bliver inviteret”. Branchefestivalerne formår at sammensætte programmer med så mange dybt begravede skatte, at branchens lidt tungere drenge godt gider at danse med.

Norsk omtale fik Ulige Numre masser af på by:Larm Festival, hvor de to stærke koncerter fik norsk Gaffa til at “krysse fingrene for at vi vil få se dem igjen en gang her til lands.” Det er netop det, man kan bruge branchefestivalerne til – at få spillestedsbookere ind og høre musikken så de booker koncerter med bandet, og blive omtalt så rosende i medierne, at publikum køber billet.

SPOT Festival har i år fokus på eksport af dansk musik til Tyskland. Her er fokus på de større, og meget omtalte upcoming bands, som allerede har bevist deres værd indenfor Danmarks grænser. For som Mads Ravnsbæk siger, “Hvis noget ikke fungerer på hjemmemarkedet, hvorfor skulle det så fungere i Tyskland eller Belgien eller hvor man nu prøver at eksportere det til?” Men forhåbentligt bliver der også plads til festivalens lidt mindre band. SPOTs program gemmer forhåbentligt også på morgendagens perler, som vi dårligt kender endnu. Som der står i ROSAs formålserklæring, så gælder det både om at støtte de store bands i at komme til udlandet og de små i at komme ud i Danmark.

Vi skal se:

Fredag:
17-21 – Navneløs dayparty m. Maskinvåd, Temple, Navneløs, Schultz & Forever (Akustisk) – foran Råbar, Gratis, Info.
16:00 – Kadie Elder – Caféscenen
19:30 – Folkeklubben – SCC That
19:45 – Dad Rocks! – Atlas
20:30 – Highasakite – SCC This
21:00 – Broken Twin  – Lille Sal
22:35 – CTM – Store Sal
23:00 – Schultz & Forever – Lille Sal
23:30 – When Saints Go Machine – SCC That

Lørdag:
12-16 – Daydream Dayparty m. Ice Cream Cathedral, Schultz & Forever, CTM m.fl. – Godsbanerne, Gratis, Info.
15:00 – Helsinki Poetry – Voxhall
17:15 – Ice Cream Cathedral – SCC That
18:00 – Asgeir Trausti – Rytmisk Sal
19:15 – Miriam The Believer – Voxhall
20:45 – We Were Born Canaries Radar
21:00 – Cancer – Voxhall
22:15 – Simian Ghost – SCC This
23:00 – Halasan Bazar – Lille Sal
00:25 – Ocean View – Atlas
01:15  – Vinnie Who – SCC That

Soundvenue afterparty m. Kenton Slash Demon m.fl, gratis, info.
Vesterlauget afterparty m. Pop Revo dj’s, gratis, info.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Faux Effet says:

    Mycket vacker låt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?