Regnskys julekalender 2016: 21. december

JÆRV Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Vi er officielt på vej mod sommer! Det er årets korteste dag, og fra nu af vil det kun blive lysere og lysere, så for en gennemført optimist som mig er det årets bedste dag. Lad os fejre årets korteste dag med årets korteste intro.

Årslisten: #4
Faste læsere har sikkert bare siddet og ventet på, hvornår den ville komme, og det gør den så i dag: Mit yndlingsnummer fra JÆRV. Her i vores lille Regnsky-familie har vi snakket lidt om, om jeg skulle have karantæne mod at omtale JÆRV, ligesom Eva fik det for nogle år siden med Niels Bagge og Vinnie Who, men når det kommer til stykket, så har jeg nok snakket om og lyttet markant mere til Amanda Glindvads musik, end jeg har skrevet om den. Men i dag skal det være. “Skurk” er nummeret, som jeg vil betragte som mit yndlings JÆRV-nummer, og forklaringen skal egentlig nok findes i koncerten på SPOT Festival, som jeg omtalte for snart mange dage siden. Nummeret er alt det, jeg elsker ved JÆRVs musik. Det er den malende lyrik med de sproglige finurligheder (Sætningen “Gå foran mig langsommere” er jeg særligt forelsket i.), det er den fuldstændig stilrene vokalpræstation fra Amanda Glindvad, det er den genreudfordrende produktion med de små, skæve elementer.
Vi er i øvrigt nået dertil, hvor jeg bliver nødt til at genbruge et lydklip, men Skurk-klippet fra SPOT Festival er simpelthen bare det mest passende i den her sammenhæng, så bær over med mig. Og hey, det er jo godt, så nyd det også!

Årets udenlandske udgivelse: #2
Jeg teasede lidt for det forleden, og nu kommer bekræftelsen så: Honeyblood og “Babes Never Die” er årets næstbedste internationale udgivelse. Det er en hymne for feminisme anno 2016, og selve titlen på albummet er en kæmpe fuckfinger til en mandsdomineret branche, som til tider kan være ret tung at danse med for selvstændige og viljefaste kvinder. Viljefast må man også kalde Stina Tweeddale, som efter det selvbetitlede debutalbum fra 2012 måtte se bandets andet medlem Shona McVicar forlade bandet. Hun blev siden afløst af Cat Myers, og det er den nye konstellation, som har skabt dette fantastiske album. Lyden er hårdere end på debutten, men den er samtidig også mere udfordrende og mere genresøgende. For mig står albummet som et resultat af den vrede, som Cat Myers må have følt, da hun blev forladt, men når vreden på den måde kan blive konverteret til en kampvilje og vilje til at overleve, så kan der ske fantastiske ting – og det er der i sandhed gjort her. “Ready For The Magic” er albummets klart bedste nummer, men også den grungede “Sea Hearts” og det rasende titelnummer kan noget helt særligt. Albummet falmer desværre lidt mod slutningen, men når man nærmer sig perfektion inden for genren i de første totredjedele af albummet, kan jeg godt leve med det. Så selvom det måske kan være hårdt at sige, har McVicars exit på rigtig mange måder været en kæmpe gevinst for det skotske band.

Vi har kun tre dage tilbage, men hvilke tre dage. I morgen skal vi lytte til en sang, som egentlig ligeså godt kunne have indtaget førstepladsen. Og måske burde den også have gjort det. Det vil jeg lade være op til andre at bedømme.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vind billetter til Trailerpark Festival 2011

Om tre uger går det sidste band på scenen, også er Trailerpark Festival 2011 ovre. Det bliver Vinnie Who – som traditionen byder – for de seneste tre år har netop Niels Bagge og co. stået for afslutningen på hovedstadens festival nr. uno. Men før Discokongerne af Danmark indtager scenen, fyldes Skateparken på Enghavevej, København V, fra torsdag af et solidt lineup af indie og elektronisk musik i mangfoldige afskygninger. Blandt de mere end 60 acts finder vi udenlandske crushes som Walls, YACHT, Hyetal og Motor City Drum Ensemble og danske flirts som (endeligt) single-aktuelle Freja Loeb, Shanghai, Treefight For Sunlight, Figurines og Kenton Slash Demon. Se det fulde program her.
Hele herligheden, der starter torsdag d. 28. og slutter søndag d. 31. juli, står i den nette sum af 495 kr. – med campingmulighed for 80 kr. yderligere pr. dag, ligesom andre billetkombinationer end partout er mulige her.

Men har sommerens foregående festivaler i forvejen tæret på budgettet, giver Regnsky dig mulighed for at komme gratis med. Regnsky har igen i år fornøjelsen af at udlodde 3 partoutbilletter til vores læsere.
Konkurrencen lyder som følgende:

Skriv din egen anbefaling af en musiker/band/dj, der spiller på Trailerpark Festival 2011. Det skal være skriftligt materiale og max fylde 200 ord. Der er ingen grænser for kreativitet, men der gives ikke nødvendigvis ekstrapoint for kunstneriske udtryksformer. Teksten kunne være et minde fra en koncert, en fortælling om hvad kærligheden til et band har bragt med sig, omhandle en kropslig oplevelse af musik – grænserne sætter du selv.
SVARET SENDES TIL INFO@REGNSKY.DK!

Fristen for tilmelding er mandag d. 25. juli kl. 12, hvor Regnsky-redaktionen læser anbefalingerne igennem og premierer de tre bedste med partoutbilletter til Trailerpark Festival 2011. De bedste anbefalinger vil desuden blive offentliggjort her på bloggen. Skriv derfor, hvis du ønsker at være anonym.
Husk at inkludere dit fulde navn, din emailadresse samt telefonnummer i mailen, og skriv “Konkurrence – Trailerpark Festival” i emnefeltet. Vinderne bliver kontaktet pr. telefon, da vi ellers skal have mulighed for at premiere andre.
God fornøjelse.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. jeg skal på det kraftigste advare mod dyb afhængighed og ørehængeri mod Giana Factory som spiller torsdag på trailerpark, jeg har fulgt dem i et års tid og set dem i flere dele af Danmark, Toronto, Paris og New York – de fedeste lyde, visuals, god stemning og så skader det jo heller ikke at de alle 3 ser godt ud og brænder for det de gør!

  2. Mange tak for din anbefaling, Thomas! Såfremt du ønsker at deltage i konkurrencen om et tourpas til Trailerpark Festival, må du meget gerne sende samme anbefaling til vores mail på info@regnsky.dk – vi ønsker nemlig at samle alle vores tilmeldninger på vores mailadresse!

    Kærligst Morten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Pinsetilbud til koncertfolket

Forlænget weekend er lig med fest. Dog gemmer vi turntables og 4/4 dele (lidt) væk, finder bandkikkerten frem og nærstuderer Hovedstadsområdets pinsetilbud på koncertfronten.

Min weekend indledes med udsigt over Øresund og toner fra The New Spring. Der er altid en grund til at besøge Louisiana i Humlebæk, men denne fredag lokker kunstmuseet endnu mere end normalt. Her besøger The New Spring museets fredagslounge, og fuldender dermed min drøm om den perfekte eksamenslæsnings-afslapning – for det er svært at forestille sig en mere idyllisk scene, end Bastian Kallesøes hjertevarme og roligt folkede numre omgivet af museets harmoniske arkitektur, der ikke er langt fra de rum, The New Springs tekster bevæger sig i – lyt bare til et nummer som “For Everest (Shelley)”‘s indledende strofer “And the house is like a coffin/now that everyone’s asleep/from the porch you’re overlooking/ the garden and the trees/and I don’t mind the saying/that you are my light/and oh, will you burn through this night?”.
Debutpladen fra marts rangerer endnu blandt årets absolut bedste danske udgivelser, og skønt den har bragt Bastian Kallesøes soloprojekt ud i selv de mindste kroge af landet som supportband, har det været så godt som umuligt at opleve headliner koncerter med The New Spring. Fredag er det endelig muligt, og fremragende anmeldelser af koncerten på SPOT Festival varsler topform hos Bastian Kallesøe, der på Louisiana suppleres af Søren Lilholt (The Rumour Said Fire), som også bidrager med kor på store dele af pladen.

The New Spring, fredag d. 10. juni kl. 19 på Louisiana, Humlebæk. Entré: billet til museet.
The New Spring kan også opleves på årets Trailerpark Festival.

The New Spring – The Glow
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/02/The-Glow.mp3]

Synes du, at der er langt til Humlebæk? I så fald kan du trille ned til Skuespilhuset, hvor udendørsscenen Ofelia Beach åbner med Vinnie Who-koncert fredag kl. 17. Her er også vandudsigt – dog den lidt mere urbane af slagsen, som utvivlsomt udgør et mere passende miljø for Vinnies genopfundne disco, en velsoignerede græsplæner og træpaneler i massevis. Udover at fungere som opsamling for de kære, gamle favoritter “Ain’t Going Nowhere” og ”The Fall” (i nye produktioner), føjer den netop udgivede ep, A Step, nye indput til discorammerne.
Singlen “Killer Bee” eksperimenterer – og lykkedes – med ultraprætentiøst klaver og Niels Bagges endnu mere overlegne og overraskende krukkede vokalpræstation. Ren 80’er-pop – og måske en kende let? Alle pletter preller af produktionen, hvilket er kønt og dygtigt, men også en lille smule uvedkommende. Som modsvar står titelnummeret som en halvmelankolsk koklokke-tribute. Noget af en aparte kombination, men som modspil til “Killer Bee” fungerer “A Step” glimrende.

Vinnie Who, fredag d. 10. kl. 17, Ofelia Beach, Skuespilhuset. Gratis.

Vinnie Who – Killer Bee

Copenhagen Collaboration – eller Cop Col, som det foretrækkes – er en sammenslutning af bandene Alcoholic Faith MissionBefore the Show, CODYFrom SarahHellraisertenMonkey Cup Dress, My Name is LegionThe Ondt and the GracehoperSleep Party People og Stærosaurus. Noget af en mundfuld, og i alt 30 musikere, der spiller sammen på kryds og tværs i de ti bands. Sammen har de skabt kollektivet, og den dertilhørende blog, der henover pinsen får et ordentligt pust vind i sejlene med minifestival lørdag og søndag på Huset i Magstræde. Her vil samtlige kollektivister optræde – både med egne numre, vennernes og måske også nogle cover-versioner? Det seneste døgn er de 30 musikeres fælles version af Bands of Horses’ hymnen “Funeral” blevet noget af et internet hit – da Band of Horses linkede til den via deres Facebook side, kvitterede fansene med intet mindre end 2236 likes og 180 kommentarer på – hold godt fast – 21 timer.
Se, det er promovering, der virker!

Copenhagen Collaboration, Lørdag-søndag, 11.-12. juni kl. 20-02, i Planeten, Huset i Magstræde, København. Entré: 80,-

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vinnie Who + Casiokids på Store Vega Chromatics + Rosemary på Lille Vega

LIVESTEMNING: Dilemma. Dansk favorit i Store Vega sammen med norsk hype. Amerikansk favorit i Lille Vega sammen med dansk hype? Vi forsøger at være to steder på samme tid. Det der fravalg bryder vi os ikke om.

21:00 Vi smutter ind på Lille Vega for at aflevere overtøj. Det er jo nok der, aftenen kommer til at ende. Der er temmelig tomt i garderoben, til gengæld kan man lytte godt efter og høre Djuna Barnes og Kasper Bjørke spille Sleep Party People oppe i salen. Mmmh, klokkespil og bjældeklang i snevejr. Men ikke så festligt.

21:10 Det er Casiokids til gengæld. Selv køen i indgangen lover godt for festen på Store Vega. Og der er da også godt fyldt op i salen trods det relativt tidlige tidspunkt.

21:30 Det paradoksale ved dobbeltkoncerter er, at det 1. “hovednavn” altid ender med at være den ultimative opvarmning for (let’s face it) det egentlige hovednavn. Casiokids var i hvert fald effektive som første band. De to trommeslagere går fejl af hinanden, jeg smiler. Det virker alligevel.

21:50 Mon ikke det her er næstsidste nummer? Vi har hoppet til “Verdens Største Land” og danset til psyrock disco, og jeg har savnet indhold. Enten er her mange nordmænd eller også køber københavnere stadig plader. Det er fremragende for festen.

22:10 Tilbage på Lille Vega. Det står rigtig mange maskiner på den scene, og de to billeder – af Store Vega og Lille Vegas scener – viser forskellen på koncerterne ret godt. Store Vega er organisk og har guitar og det hele med. To gange trommesæt, f.eks. Lille Vega har mange keyboards og ti drumpads, hvis lyd jeg virkelig holder af. Rosemary går på, og mine ører gør ondt. Ekstremitet er godt og skidt, lige nu er det dog mest konsekvensen, der går mig på.

22:30 “Old Old Persian Tale” og “Sleep Alone” irriterede mig lidt. Der manglede spændinger, og det lød da meget godt da bassen var skruet ned, men jeg kunne ikke rigtigt høre, hvorfor jeg skulle blive. For stilistisk. Fint med sorte jakkesæt, piktogramisk tydelighed er jeg generelt stor fan af. 3. nummer ligger ikke på myspace, men er overraskende nok det bedste. Her bliver Sahar, forsangerinden, for første gang udfordret, instrumenterne griber fat i mig. Det er lidt mere 80’er og lidt mindre Italians Do It Better rip-off. Det er fremragende.

22:40 Vinnie Who spiller, undskyld Rosemary, men det er et gammelt kærlighedsforhold, og de skal plejes. Derfor står vi nu på Store Vega. “Feel It” groover, er temmelig meget mere soul’et end på plade. I det hele taget kommer de første par numre godt omkring discoens sidegenrer og inspirationer. Jeg har aldrig set Vinnie Who med så mange håndspillede instrumenter. Men som Niels Bagge siger, så kræver det øvelse at spille en trombone, derfor må man hellere have tre med. Det fungerede faktisk.

23:10 Vinnie Who spiller jo ikke overfladisk disco. Der er indhold. Selvom “Then I Met You” gør første del af koncerten til en noget rodet oplevelse. Jeg er glad for nummeret, men koret af Radiohead stemte bare ikke så godt overens med soul’et disco og poppet disco. Til gengæld gav “Ain’t Going Nowhere” mig præcis den længsel tilbage til vinteren 2008, hvor hver weekend indebar en Vinnie Who koncert. Den forsikrer mig om, at Vinnie er et de bands i Danmark, som spiller de mest livsglædegivende koncerter. Også selvom jeg nu savner dem…

23:40 Vi kommer ind i Lille Vegas sal lige i tid til at høre de sidste par numre fra Chromatics. Jeg kan lide den afstand, der er i deres musik. At Ruth Radelets stemme er så usandsynlig flad. Der er ikke særligt mange muligheder i den. Til gengæld kompenserer sangmaterialet det glimrende, for guitaren og den heftigt vibrerende bas skaber udsving. Jeg kunne bruge noget mere præcision i rytmerne, men melodierne er der, “In The City”‘s enkelhed skaber trancen, og “Running Up The Hill” er ekstranummer. Den distingte guitar var egentlig alt, jeg spurgte om, det fik jeg, og jeg er tilfreds.

02:00 Nej, Vega Natklub er bare ikke stedet for mig. Der er for lyst i baren, og for høj musik på mainfloor. Så selvom lineup er i den gode ende af danske indie/disco-dj’s siger vi pænt farvel til dørmændene og smutter hjem. Ganske godt tilfredse.

Vinnie Who + Casiokids var en del af TDC Play. Derfor vil koncerten i fremtiden kunne ses på Vega Playeren.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Konkurrencer: Vinnie Who

Regnsky åbner  i dag for den helt store gavebod. Vi udlodder nemlig både billetter til Neon Indians koncert på fredag på Lille Vega og eksemplarer af Vinnie Whos debutalbum. – BEMÆRK: Neon Indian koncerten er aflyst.

Regnsky er rigtigt glad for Vinnie Who. Derfor har vi også set utroligt meget frem til discoprinsens debutalbum, som udkommer om præcis en uge, mandag d. 30. august.
Albummet har fået titlen Then I Met You, og er skummet af den bølge af succes, som Niels Bagge Hansens soloprojekt siden kontrakten med EMI for lidt over et års tid siden blev skrevet under.

Der bliver i øjeblikket varmet op til releasen med en hel del tiltag, bl.a. kan du hereksperimentere med dit eget remix af Vinnie Whos seneste single “Remedy”, mens youtube flyder over med mere eller mindre officielle videoer som denne:

Vi har fået æren af at udlodde to eksemplarer af debutskiven. Hvis du vil være med i konkurrencen skal du:

Skrive en lille historie om din bedste oplevelse med Vinnie Who.
Det kan både være en koncertoplevelse, at høre et bestemt nummer for første gang, at se plakaten blive hængt op foran din hoveddør, eller noget helt andet.

Din fortælling skriver du i kommentarfeltet nedenfor. Sidste frist for tilmelding er fredag d. 27. august kl. 15, hvor vinderne vil blive kontaktet via mail.

Vinnie Who – What You’ve Got Is Mine
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/02/01-What-You-Got-Is-Mine.mp3]

Bemærk: Koncerten er aflyst.

Neon Indian modtog sidste år læssevis af kærlighed fra blogs for sin synthbårende, nostalgiske pop, og selvom 2010 ikke har bragt så meget nyt med, bliver koncerten på Vega helt sikkert en forrygende måde at forlænge sommeren på.

Efter Hot Chip har spillet publikum i Store Vega varmt og Suicide på Statens Museum For Kunst forhåbentlig har bevist at de stadig fortjener deres plads som legender, kan Neon Indian lige nås. Koncerten er nemlig en natkoncert med start kl 24, og det er svært at forestille sig et mere passende tidspunkt for Alan Palamo og co.’s udsyrede popsange.

Bemærk: Neon Indian har desværre aflyst koncerten. I stedet spiller de et dj-set som en del af  Vegas natklub Nina Bang. Derfor er der desværre heller ingen konkurrence.

Neon Indian 6669 (I Don’t Know If You Know)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/08/01-6669-I-Dont-Know-If-You-Know.mp3]

Neon Indian – Terminally Chill
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/08/04-Terminally-Chill.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Jens B says:

    Ain’t Going Nowhere i

    Tiden snøvlede sig på en tvivlsom facon. Dog var der et lille håb forude. Et lys forenden af tunnelen så at sige. Ja, et lys. Et skærende et af slagsen, sådan et som nærmest gør ondt at opleve. Det var i givet fald, hvad der skete dengang. Dengang for et års tid siden på landsdækkende radio. En ung kunstner, hvis navn jeg ikke rigtig fik fat i, hvad var. Sangen jeg hørte, havde i hvert fald på en eller anden måde rumsteret i et betragteligt langt stykke tid efter, at jeg havde hørt det pågældende nummer. Der var denne her slående, usandsynligt lyse-, men effektive stemme og sidst men ikke mindst noget udefinerbart indenunder nummerets mange tynde papirslag af funky basgange, fængende guitarfigurer og flydende synthflader lige såvel som de uundgåelige trommeornamenter, men på overfladen kunne ligne hvilken som helst nutidig nu-diskosang, der fik mig til noget. En form for trancelignende og ustoppelig vals. Nummeret hed enten “You Have To Be Ok” eller noget i den retning.
    Et år er gået efter fandt jeg ud af, at kunstneren, jeg havde hørt et år tidligere, som jeg ikke kunne navnet på var en hvis Niels Bagge, bedre kendt som Vinnie Who- uden spørgsmålstegn selvfølgelig, og jeg føler mig godt rustet. Rustet til mere. Mere disko.

    Desforuden hed nummeret så Ain’t Going Nowhere.

    Som et sprøjtende polaroidkamera, popper billede efter billede op efter lignende hændelser. Hændelser i forbindelse med Vinnie Who. Enmandsprojektet jævnfør med Prince.

  2. Julius A says:

    I december sidste år var jeg til koncert med WhoMadeWho i Lille Vega. Vinnie Who skulle varme op. Jeg forventede ikke noget særligt af dem, men da Hr. Bagges overraskende rene stemme straks gik i symbiose med hans utrolige, vilde, men samtidig kontrollerede attitude, var jeg som blæst tilbage. Måden hvorpå Niels Bagge var i stand til at danse, posere, grine, mens hans eminente stemme strømmede ud i hallen som en flodbølge, flåede et ellers ikke særligt feststemt publikum ud af den grå hverdag og skubbede det ind i en imaginær discogalakse. Bandet havde ikke snærten den danske leverpostejslyd, og jeg var siden koncerten overbevist om, at de ville indtage den internationale musikscene med storm. Deres simple, men utroligt nuancerede og iørefaldende kompositioner bliver uden tvivl deres vej til international succes …

  3. Laura says:

    Det sommer, det er varmt, der er glæde, luften er faktisk tyk af en spændt glæde. Det er stemningen. Stemningen. Det er sådan stemningen skal være, lige før det går i gang.
    Jeg er fuld, har drukket øl hele dagen, hele natten, hele weekenden. ‘Vi går over broer’, leger på en ‘balkon’ men alligevel ved vi jo godt at ‘det du har er mit’. Vinnie Who er for skøn. Niels og hans smukke band tager publikum med storm. Vi danser, smiler, synger, sveder. De andre griner, når jeg i min fuldskab får spurgt om en i koret er en pige eller en dreng – alkoholen tager over. Så er det slut. Vi kigger i programmet, ser at VW spiller aftenen før. Øv.

    Jeg ærger mig, men smiler ved tanken om oplevelsen. Nu, lige nu, glæder jeg mig til at se ham igen!

    SPOT10 – P3 Session i Ridehuset

  4. Laura says:

    (en lille rettelse :-))
    Det summer, det er varmt, der er glæde, luften er faktisk tyk af en spændt glæde. Det er stemningen. Stemningen. Det er sådan stemningen skal være, lige før det går i gang.
    Jeg er fuld, har drukket øl hele dagen, hele natten, hele weekenden. ‘Vi går over broer’, leger på en ‘balkon’ men alligevel ved vi jo godt at ‘det du har er mit’. Vinnie Who er for skøn. Niels og hans smukke band tager publikum med storm. Vi danser, smiler, synger, sveder. De andre griner, når jeg i min fuldskab får spurgt om en i koret er en pige eller en dreng – alkoholen tager over. Så er det slut. Vi kigger i programmet, ser at VW spiller aftenen før. Øv.

    Jeg ærger mig, men smiler ved tanken om oplevelsen. Nu, lige nu, glæder jeg mig til at se ham igen!

    SPOT10 – P3 Session i Ridehuset

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?