Lige børn leger bedst, men Steve Lacy har det sjovest

Det blev besluttet, at vi ikke måtte tage vores egne billeder til koncerten. Vi har valgt ikke at bringe et pressefoto af Steve Lacy, da vi gerne vil forbeholde os retten til at bringe vores egen fortolkning af koncerten.

Steve Lacys udgifter til musikere er ret minimale, når han skal indspille. Faktisk står han selv for alle instrumenter og al sang. Og det fungerer glimrende. Det er bare ikke så nemt live. Hvordan løser man så lige det, hvis man vil undgå at være ham gademusikanten på strøget, der spiller hi-hat ved at banke foden ned i jorden mens han panfløjter derudaf i en sand rædsel? Jo, det mest oplagte ville nok være at hyre et band. Men Steve Lacy, der også er en del af The Internet virker ikke til at have nogen lyst til at være konventionel. Han vil lege.

Med sig har han to mennesker: en DJ og så en fyr, der hjælper ham med at udskifte instrumenter løbende. Så foregår det sådan, at Steve Lacy tager sig af ét instrument ad gangen, mens DJ’en sørger for at resten af det indspillede materiale bliver sendt ud af højtalerne. Men der er stor forskel på, hvordan det virker. For når Lacy står alene med mikrofonen, så falder han igennem. Vokalen er simpelthen for lav, og selvom han egentlig har en lækker stemme, så kan han ikke nok med den til at redde et nummer, hvor han bliver overdøvet af sit eget backing track.

Løbende får han stukket nye strengeinstrumenter i hånden, og det går klart bedst med bassen. Det er tydeligt at se, at den er hans foretrukne legetøj. Hans i forvejen smittende smil bliver bredere, og han begynder flere gange at løbe en form for æresrunde på scenen. Det ligner nærmest, at han lige skal have brændt lidt krudt af, som et barn på legepladsen, der har for meget energi. Og det er bare for ikke at tale om selve musikken, for han kan sgu godt finde ud af, at strikke en funky bassline sammen. Sjovt nok fungerer det allerbedst på nummeret Playground, hvor Lacy for første gang får rigtig fat i publikummet.

Lacy vil gerne det hele, og det er både på godt og ondt, for nogen stor rapper bliver han nok aldrig. Det bliver til et par middelmådige vers over trap-drops, der lyder som om, de er copy-pastede fra et af Spotifys top 10 mest afspillede numre i 2018. Når han så også glemmer, hvornår droppet kommer i sin egen sang, bliver det ikke bedre af det.

Men gadedrengecharme kan sgu redde meget, og når han så indrømmer sin fejl, starter forfra med et skævt smil og en lille løbetur rundt på scenen, så skal man ikke have meget fantasi for at kunne leve sig ind i det alligevel.

“Come on, get a room.”, råber han ned, til hvad man må gå ud fra, er et mundvandsudvekslende par, der står midt i salen.

“Your’e making everybody uncomfortable. I would kiss at a Steve Lacy concert too, i get it, but come on.” Det er den slags kækhed, hvor man tilgiver ham, på trods af, at man står og spekulerer over, om han mon tiltalte parret i første omgang, bare for at fremhæve, at folk bliver kåde, når spiller på guitaren. Det er den frækhed, der redder mange af de stykker, hvor musikken ikke for alvor slår igennem.

I det store hele er Lacys koncert lidt som det Dark Red, som han også slutter af med. Hvor det under koncerten handler om noget teknisk, så er det teksten til Dark Red, der er en smule banal. Men samtidig er der noget forbandet medrivende over den umiddelbarhed, der sammen med den muntre og sommerlige guitarpop kan gøre selv børnehavens sureste pædagog i godt humør.