NZCA Lines har skabt det geniale popalbum, 2020 havde brug for!

Michael Lovett er manden bag aliaset NZCA Lines, som i dag udgiver sit tredje studiealbum, “Pure Luxury”. Og hold nu op, hvor er det på alle måder det album, som vi har manglet i 2020!

Første halvdel af 2020 har for mangt en musikelsker været en træls ørkenvandring af aflyste festivaler og aflyste koncerter, men heldigvis har enkelte lyspunkter fundet vej til vores ører på både album og singlefronten. For mig lyser NZCA Lines’ nyeste album kraftigst op blandt disse musikalske lyskilder. Britiske Lovett har tidligere været guitarist og synth-fyr for geniale Christine and the Queens, og det slægtskab fornægter sig ikke i multi-instrumentalistens funky og hofteskadefremkaldende nye album.

Lyt til albummet her:

“Pure Luxury” takler Lovett så forskeligartede emner som klimaforandringer på Larsen (en break-up sang til Larsen-iskappen, som især i 2017 led en hård skæbne og mistede 12% af sit enorme areal), frustrationer over at skulle udleve sit kærlighedsliv over en skærm på For Your Love og længslen efter at afslutte et forhold på den nærmest The Antlers‘ske Take This Apart, inden albummet heldigvis afrundes på en positiv note med Tonight Is All That Really Matters, hvor Lovett advokerer for, at man selvfølgelig altid bare kan danse sig ud af sine problemer. Lad endelig 2020 få en lignende udgang.

Det er bestemt også voldsomt udfordrende at forholde sig i ro med NZCA Lines i ørerne. Både på singlen Prisoner of Love og især Opening Night, som i skrivende stund er min yndlings skæring fra skiven, er 80’erne tilbage for fuld udblæsning – og så skal man altså enten mangle sine ben (fair undskyldning) eller være lavet af beton for ikke at tage en lille svingom. Lad det være opfordringen til weekenden. Tag en svingom (med passende afstand)!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *