Kogekunst var ikke Uhørte nok

Du skal ikke skrive om Kogekunst. Du skal ikke skrive om Kogekunst. Du skal ikke skrive om Kogekunst. Sådan bliver jeg ved med at tænke, da jeg bevæger mig rundt på Uhørts lille område på Vesterbro. Det er såmænd ikke fordi, jeg ikke har lyst til at skrive om gruppen eller ikke regner med, den fortjener at blive nævnt. Nej, Kogekunst er bare allerede blevet beskrevet en del her på Regnsky. Problemet er bare, at det er umuligt at lade være, når man først ser dem live.

Drengene fra Kogekunst beviser hurtigt, at de simpelthen er for komplette til festivalen, da de går på 20.30. cirka samtidig med at solen går ned. For i modsætning til de andre kunstnere, der også rummer masser af potentiale, så er det svært at finde meget, der trænger til forbedring. De er for det første hamrende originale. Hvor mange andre musikere på festivalen minder om noget, så er Kogekunst en ret, jeg aldrig har smagt før. Bevæbnet med blandt andet guitar, trommer, synths og to krøllede hjerner, tager Kogekunst publikum på en tur, der hele tiden skifter mellem det risikofrie og det rørende.

Når numrene på deres første plade har navne som Køkken og Saltvand pt. 1, er der lagt op til en hyggelig og fjollet koncert. Til trods for at de kun er to på scenen, fylder Simon Mariegaard og Oskar Krusell sættet op med både mærkelige tonelejer, en sang der primært består af, at de begge to synger ‘lalala’ og leverer generelt en ret varieret kombination af instrumenter og sang i forhold til, at de kun er to på scenen. Men Kogekunst kan mere end at være anderledes. Teksterne er sentimentale og koncerten skifter hurtigt mellem det underlige og letfordøjelige til det straight up deprimerende og gåsehudsfremkaldende. Som når Oskar Krusell begynder at synge om, hvordan han lader som om, at han har det godt. Pludselige stemningsskift, der gør det svært ikke at spidse ører. 

Hvor en kunstner som Frida Diamant beviser, at hun har en af Danmarks smukkeste sangstemmer, virker det også til, at hun har gavn af, at koncerterne på Uhørt kun varer en halv time. Det samme gør sig gældende for Annelise, der virkelig får gang i publikummet og demonstrerer et mesterligt flow eller pigerne fra FUSHIA og deres gennemtænkte kompositioner. Alle har de tydelige talenter, men mangler måske også det sidste, før det ville være bedre for dem med en times koncert. Men som man står der til Kogekunst, får man fornemmelsen af, at hvis de havde brugt en halv time mere, var oplevelsen blevet endnu mere al dente.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Warning: Undefined variable $related_posts in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/single.php on line 50