INTERVIEW: Altid som aldrig før – Hjalte Ross åbnede Rising-scenen

Når folksangeren Hjalte Ross giver koncert, er det altid som aldrig før. Søndag kl 14.00 havde han til opgave at åbne Rising-scenen på Roskilde Festival 2019, og med sig havde han både sit fem mand store band samt strygerkvartetten Who Killed Bambi. Et stort publikum havde trodset Kræftens Bekæmpelses formaninger om skygge mellem 12 og 15 og var mødt op for at opleve årets første koncert på Rising. Det var en dejlig, rolig start på musikprogrammet, hvor der var plads til, at hvert nummer kunne spilles i den tid, der var behov for.

Koncerten bar tydeligt præg af, at Hjalte Ross & co. spiller utrolig godt sammen. Det var på grænsen til en offentlig jamsession, på den gode måde. Hele tiden sprang nye musikalske krummelurer frem forskellige steder på scenen og blev taget op, vendt og drejet, og undersøgt som børn kigger på sten i strandkanten. Bandet har indbyrdes en utrolig kemi, der blev lagt frem til frit skue, og det var forfriskende at opleve musikken blive til i øjeblikket. Jeg snakkede med Hjalte Ross og bandet kort efter koncerten for at finde ud af, hvor kemien kommer fra.

Hele bandet kommer fra Aalborg, hvordan har det påvirket bandet?

Hjalte Ross: Det er egentlig bare musikmiljøet i Aalborg, som har skabt bandet. Nogle kender man gennem skolen, eksempelvis Mads Lang, der spiller bas, og resten er via musikmiljøet, hvor vi har kendt hinanden i mange år efterhånden. Vi har spillet på kryds og tværs i mange forskellige ting. For cirka to år siden rykkede vi sammen, og os seks, der spiller sammen, fandt sammen og blev til en gruppe. Jeg har også ofte fået at vide, at ’Hjalte, det er et fedt band, du har sat sammen!’, og når nogen siger det, har jeg lyst til at skyde æren over på bandet, for det samlede sig selv, føler jeg. Det er lidt spøjst, at det ikke var mig, der samlede det, men medlemmerne har peget på de andre medlemmer.

Sammenspillet var ekstremt tydeligt under koncerten. Det føltes på ingen måde indøvet, uden at virke uprofessionelt. Er det noget, I lægger meget vægt på?

Hjalte Ross: Det er ikke sådan, at vi har aftalt, at nu spiller vi så og så mange rundgange. Vi følger egentlig bare hinanden uden at sidde og tælle inden i hovedet.

Andreas Westmark, elguitar: Vi ved godt, hvad vi skal i de forskellige numre, vi ved også godt, hvad vi ikke må, og hvilken farve sangene skal have. Der er et par små aftaler, men ellers er det meget leg og forskelligt, hver gang vi spiller.

Hvilket nummer havde den fedeste version i dag?

Hjalte Ross: Jeg følte, vi sluttede det hele godt af i dag med nummeret Come By.

Andreas: Jeg havde det også godt i Holidays. Det er en meget smadret sang, meget støjet.

Astrid Matthesen, klaver: Jeg synes også, Holidays var overraskende dejlig i dag. Jeg var bare så glad på scenen. Jeg havde det virkelig sygt over at freestyle med bandet i Holidays. Der var helt vildt meget kærlighed på scenen i dag. Bandet føles som en slags familie, fordi vi er så meget sammen.

Hjalte Ross: Generelt har folk bare spillet vildt meget sammen med hinanden, så vi kender hinandens spil ud og ind. Når Oskar gør et eller andet over på den ene side, reagerer jeg med det samme og omvendt.

Andreas: Der begynder snart at komme noget telekinese over vores sammenspil. Vi er på vej derhen af i hvert fald.

I det sidste nummer kunne jeg ikke finde ud af, hvornår sangen var færdig, og koncerten blev lukket i etaper. Koncerten tog det hele i sit eget tempo, hvilket igen passede godt til tidspunktet og det varme vejr. Det var døsigt uden at blive kedeligt.

Hjalte Ross: Jeg kan også godt lide at tirre publikum nogle gange. Lade det glide mega langsomt ud og efterlade publikum med følelsen af, at de ikke ved, hvornår det hele slutter. Tage det med ro og lade koncerten lande.

Andreas: Specielt med det sidste nummer. Hvis vi siger, at sangen skal ånde ud, så går der lang tid med det. Det er fedt, at den får lov til at være nede der, hvor publikum også kan blive i tvivl, om vi har styr på, hvad vi laver. Det får lov til at falde fra hinanden.

Der var en masse blomster på scenen, og det fik mig til at tænke på Baz Luhrmanns filmatisering af Romeo og Julie. Det skabte en melodramatisk stemning, hvor jeg ikke kunne finde ud af, om det var tragisk eller romantisk. Hvad var tankerne bag det?

Andreas: Måske begge dele. Jeg tror bare, vi synes, det ser flot ud.

Hjalte Ross: Det er fedt, når der ikke er et stort lysshow, og så er det bare en ret stille og rolig måde at udsmykke scenen på, og jeg synes, scenen skal udsmykkes. Det er jo en organisk koncert, og vi spiller alle sammen ’organiske’ instrumenter. Så på den måde synes jeg også, at det er nok med os i sig selv på scenen. At se os spille sammen er nok i sig selv.

Men der må godt være lidt krymmel på softicen?

Hjalte Ross: Præcis.

Andreas: Jeg synes, det er rart, at man kan se sammenspillet. For vi har hele tiden noget kørende mellem os. Det er fedt, at man kan se os, for stroboskoplys eller noget andet ville ikke passe ind, men stadigvæk, at man kan se sammenspillet.

Det var også noget jeg lagde mærke til, at du sagde, at publikum lytter intenst, og at røgmaskinerne overdøvede dem. Var der en snert af spydighed i den bemærkning?

Hjalte Ross: Det var ikke ment spydigt, men måske var røgmaskinerne bare meget høje

Andreas: Det kan godt være, at man kunne høre røgmaskinerne, men der var godt nok også en fed kontakt med publikum.

Hjalte Ross: Jeg følte også virkelig, der var god kontakt, og jeg er mega positivt overrasket over publikummet. Ikke fordi, jeg havde frygtet, at de ville være slemme, men man var jo lidt bange for, at de bare ville have en fest fra klokken 14.

Andreas: Jeg gad godt at se, hvad der ville ske, hvis man spillede her om aftenen. Jeg tror, musikken ville kunne noget andet.

Jeg var glad for, i kraft af det er tidligt og meget meget varmt i dag, det var fedt, at I omfavnede øjeblikket, og lod være med at spille op til dans. Det øjeblik blev omfavnet i stedet for at modkæmpe det. Er det noget I forsøger, uanset hvornår I spiller?

Andreas: Jeg tror ikke vi kan spille op til dans, så jeg tror lidt det er der den ligger.

Hjalte Ross: Det er rigtigt, at vi ikke kan spille op til dans, men det var rart, at der så var så meget kontakt med publikum. Det er rart, når der er mulighed for det, så det ikke bare bliver en sort masse. Det er rart at se nogle ansigter og føle, at man spiller til nogen. Publikum kan godt få seks stjerner, og man kan godt mærke, at Roskilde Festival ikke kun er en fest, men også en musikfestival. Jeg var lidt bange for, at folk kun kom for at få en fest, men vi kunne slet ikke høre noget fra campen.

Bandet består af Andreas Westmark på el guitar, Mads Lang på Bas, Simon Mariegaard på trommer, Osker Krusell på Althorn, elguitar og orgel og Astrid Matthesen på klaver.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.