“SPOT-Festival er som bland-selv-slik” – De største opdagelser på 2. dagen

Paper Cranes – Foto: Daniel Freestone

Sløv er ikke det ord, jeg vil bruge til at beskrive 2. dagen på SPOT. Jeg vil nærmere sammenligne den med bland-selv-slik, hvor der er så mange godter at vælge i mellem, at man ender ud med en pose, der rækker langt og til enhver smag. Jeg endte med en sammensætning, der både bød på sikre favoritter og på nye spændende smagsvarianter: Alt i alt 11 blandede fornøjelser: Takykardia, I Think you’re Awesome, School of X, Late Verlane, Hoy La, Clara, Efterklang, Yin Yin, Paper Cranes, Elisha, ANALOGIK, en durum-falafel og en lille fugl. Her er en opsamling på de bedste: 

TAKYKARDIA – plukker plastikblomster fra mannequin-dukkehoveder, men plukker de også publikum?

Jeg startede dagen i går med at pynte mig med små fjer fra en lille fugl. Det samme havde forsangeren i Takykardia, Luna Matz, gjort – i bogstavelig forstand. Jeg ved ikke hvilken fugl hendes fjer kom fra, men det var i hvert fald ikke fra en Chardonnay … Luna gjorde sin entré på Trailerscenen med en fjerboa, en kollosal discokugle, og et hvidt 70’er-outfit. Der var tænkt over detaljerne (næsten for meget) og i håret havde hun et spænde med “TAKY” skrevet i små diamant-lignende sten. Outfittet var meget bart og stod i stor kontrast til de øvrige bandmedlemmer, der i baggrunden stod i hvide malerdragter med små planter stikkende op fra brystlommen. Scenen var pyntet med mannequinhoveder med blomster struttende op fra skallen. Luna plukkede stilkene og hoppede ned fra scenen, hvor hun som en anden MØ bevægede sig rundt mellem et desværre temmelig tamt publikum. Takykardia kalder sig selv for en trip-soul-kvartet, og der er da også noget sensuelt og forførende over Lunas stemme og bandets chill-out-vibes. Da jeg stod foran scenen, kom jeg til at tænke en anelse på den franske producer DJ Cam’s ambiente jazz og på en god blanding soul og R’n’b. Jeg undrede mig over, hvorfor bandet blev sat til at spille på en gratisscene, da jeg vil mene, at de er en af de store navne på upcoming-fronten, men det var selvfølgelig bare lækkert for folk uden armbånd. Jeg tabte desværre mit fokus en anelse til Lunas dans, der virkede lidt for føleren og Coachella-agtigt i forhold til musikken og omgivelserne, men jeg vil da klart anbefale at tjekke Takykardia ud – særligt nummeret Aeon, hvis du ikke allerede har stiftet bekendtskab med bandet.

I Think You’re Awesome & Aarhus Jazz Orchestra – “FUCK det er vildt!” 


I Think You’re Awesome er et af de bands, jeg har glædet mig  mest til at se på SPOT, og deres koncert i Rytmisk Sal akkompagneret af Aarhus Jazz Orchestra var det perfekte plaster på såret efter at være blevet afvist i døren til NATLYST, der fyldte Klubscenen ud på ingen tid. Frontsanger og kontrabassist, Jens Mikkel Madsen, var første mand på Rytmisk Scene med sit store skæg, små runde briller og venlige væsen. “FUCK det er vildt! – Det er en skam, at tiden er kort! Jeg har sådan lyst til at snakke med jer.” afslørede Jens, som virkede som et stort og kærligt legebarn, der næsten var mere spændt end publikum på det, der skulle til at ske – og det med god grund. Indie-jazz-bandet fyldte nemlig 10 år, og det blev fejret med en stor og kærlig fest, som fik mig til at glemme tiden og alle de koncerter, jeg ellers havde på programmet. Koncerten bød både på den drømmende og blide banjolyd, der er ikonisk for bandet, en eminent guitarsolo, fortryllende fløjter og ømme vokaler – sidstnævnte blev næsten for ømme, og jeg blev desværre tabt en smule til både den mandlige og kvindelige vokal, der ikke helt kunne leve op til den instrumentelle standard og egentlig slet ikke var nødvendig. Som en hval der roligt pustede ind og ud, var der noget beroligende over rytmerne. Indimellem kom Jens med små udbrud som “HURRA!”, “YEEEEEAH!”, “SIIIGNE” og “ANDREEEEEAS”, mens han rystede sine briller af hovedet over en mægtig kontrabas-solo. Der var så meget indbyrdes anerkendelse, respekt og god stemning på scenen, at det var svært ikke at trække på smilebåndet. De to bands udgjorde det perfekte par og tog mig med på en lys og mørk rejse, hvor jeg på det ene tidspunkt befandt mig i en svingende dansestue i Aristocats og det næste i en scene fra Merry Christmas, Mr. Lawrence med David Sylvian og Ryuichi Sakamoto legendariske Forbidden Colours-track i baggrunden.

Late Verlane – Fredagens største opdagelse – From Sweden with love


Efter at gå tre numre inde i School Of X, der desværre havde problemer med lyden og ikke formåede at fænge efter en sublim koncertoplevelse med I Think You’re Awesome, befandt jeg mig atter i Rytmisk Sal – denne gang helt oppe foran med Søren fra Liss ved min ene side. Han var også var mødt op for at høre den svenske charmør, Viktor Persson, som er forsanger i det melodiøse pop-rock band Late Verlane. Efter bare en halv time i bandets selskab fik jeg en bedre forståelse for, hvorfor fankultur og ‘screamers’ er en ting. Og selvom jeg ikke stod og skreg, hev ud efter Viktor Perssons læderjakke eller på anden vis skabte mig hysterisk, blev jeg grebet af en stemning, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal beskrive med andet end ‘Verlanemania’. Faktisk stiftede jeg først bekendtskab med bandet i Flixbussens forbydende rum på vej til Aarhus. Late Verlane var klart den største opdagelse, og jeg forstår endnu ikke, hvorfor det catchy hit Roll Like A Dummy med 24,809 afspilninger på Spotify ikke er større, end det allerede er. Det var første gang bandet optråde i Danmark, men der var absolut ingen tegn på usikkerhed på scenen. Tværtimod. På scenen forførte Victor Persson publikum med et let smil over læben, tilbagestrøget hår og en ydmyg elegance. Lyden var ren og rå, men samtidig blød og sød. Det er svært konkret at beskrive, hvad den mindede mig om – hvilket altid er en god ting for nye kunstnere – men der var både noget Kurt Cobaine, Phil Collins og Vinnie Who over Victors vokal. Lydmæssigt er vi ude i noget Tame Impala, og så danser Victor som en ung Elvis. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt forelsket på den der fjantede teenagemåde … Nåede du ikke at se de svenske charmører i går, og vil du nå at synge med på Roll Like a Dummy, kan du fange dem på Volume kl. 17.00 i dag eller på Heartland Festival i slutningen af maj. 

Efterklang – Eftertænksom eufori 


Efterklang var mindst så lige så magiske live, som jeg havde forestillet mig – Specielt efter en halv flaske Prosseco og en durum-falafel i køen til Musikhuset. Store Sal var den perfekte ramme for deres storslåede lydunivers, hvor man blidt kunne læne sig tilbage i de magelige sæder, lade boblerne stige til hovedet og tage hver en tone ind fra både nye og gamle udgivelser. Det eneste minus var, at koncerten kun varede i 45 minutter. Til gengæld spiller Efterklang i Koncerthusets Koncertsal den 6. november, hvor jeg i hvert fald caller revanche! Koncerten melder allerede om få billetter, og jeg kan kun anbefale at sikre sig et par!

YIN YIN – Nicolas Cage – is that you?


Spot beskriver det hollandske syreband således:

“Med et moderne take på 60’erne og 70’ernes thai-fink er YIN YIN syret doubleneck guitar, groovy, basgange og legende lette thai-riffs i et lydbillede, der gennem disco, funk og rock strækker sig mod trance-festen fra Syudøstasien. Strømmende gennem de to bandstiftere, Kees Berkers og Yves Lennertz er dog også både inde-rock, punk-inspiration og tung, elektronisk house.”

– og jeg må ærligt indrømme, at jeg efter at være gået fra køen til BISSE ikke blev meget klogere på, hvad jeg gik ind til i den Rå Hal – andet end underholdning. Jeg endte med følgende indtryk efter en lille halv time i selskab med YIN YIN:

“Psykedelisk lys, et gulv af tæpper, I Like The Way You Move, lyden af vikinge ritualer, up-tempo, loco dance, lidt for meget snak, vild orgel solo, The Doors, Hvem trækker først, western battle, electronic-supersonic, Nicolas Cage-lignende forsanger.”

Paper Cranes – full denim og dansable beats

Århusianske Paper Cranes var hele ventetiden værd efter de gik på scenen på Remisen 20 minutter efter planlagt tid og leverede et show, der skabte stærke associationer til Spleen United, Veto og Rangleklods. Med en lyd domineret af storslåen synth og skarpskårne beats, stod bandet stærkt og gav mig lyst til at gå i dybden med deres historik. Forsanger Jacob Reimer har en lækker og lys vokal, og så ved han, at full denim altid er en vinder! Det var klart en niche-koncert for dedikerede fans, venner eller tilfældige forbipasserende. Jeg var der på en anbefaling fra en ven og skal klart høre bandet næste gang, jeg får muligheden for det. Det bliver ud for deres optræden at dømme nok på en noget større scene næste gang.

Analogik – Balkanblæs på hjemmebane. 

Jeg har før undret mig over, om det overhovedet er muligt at fylde Rå Hal helt ud. Det kan jeg efter den sidste koncert for mit vedkommende på gårdagens program konstatere, at det er det. Analogik leverede som forventet en gennemført pakke af sømandsviser, balkanbeats og elektronisk jazz, da de fyrede op for “Hæng og hyg” konceptet i Rå Hal.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.