SPOT 19: Her er årets bedste fester

Fotograf: Bix

SPOT er først og fremmest en masse gode koncerter, inspirerende konferencer og et oplagt sted at møde smarte branchefolk og musikverdenens næste store stjerner. Men det er også fester!

Man kan vælge at drikke alt for dyre drinks i Radisson-baren, men der findes heldigvis sjovere (og meget billigere) alternativer til dine aftener på SPOT. Her kommer fem af de bedste:

Wonderwhy x We Are Suburban – SPOT Kick-off
Hvor: Voxhall
Hvornår: Torsdag kl. 20.00

Torsdagen er traditionelt aftenen for de gode, gratis fester – og i år er ingen undtagelse. På Aarhus’ bedste spillested Voxhall har de to københavnske labels Wonderwhy og We Are Suburban sammensat et yderst interessant program med fem unge artister i form af Girlcrush, MANILA, Elisha, ELBA og Rebecca Lou. Så man kan både høre noget god musik OG komme i stemning til en forhåbentlig fantastisk SPOT Festival anno 2019.

Crunchy 25th Anniversary Party
Hvor: Headquarters – og senere på Sway
Hvornår: Torsdag kl. 21.00

SPOT fylder 25 år i år, og det skal selvfølgelig fejres. Det kan man blandt andet gøre i selskab med det uafhængige label Crunchy Frog, som ligeledes kan fejre deres 25-års jubilæum i 2019. Festen skydes i gang med koncerter med soulkvartetten D/troit og surfrockerne i The Tremolo Beer Gut på Headquarters, inden man senere på aftenen rykker videre ind i byen til midnatsfest på Sway.

AV AV AV
Hvor: Aarhus Volume
Hvornår: Torsdag kl. 22.45

Nej, det er ikke en decideret fest, men enhver, der nogensinde har været til en koncert med DJ-trioen AV AV AV, vil vide, at det er den perfekte måde at skyde sin torsdag aften/nat i gang sammen med resten af SPOT. De har for nylig udsendt den nye, fremragende EP “Everything Is True”, som man sikkert også kan opleve smagsprøver fra torsdag aften på Aarhus Volume.

Farveblind
Hvor: Aarhus Congress Center, Main Stage
Hvornår: Lørdag kl. 00.30

Det samme gør sig gældende for Farveblind, der skyder festen i gang natten til lørdag, når de indtager hovedscenen i Aarhus Congress Center med deres energibombe af en live performance. De er i mine øjne et af landets ypperste livebands og formår som få at samle både indviede og uindviede til en ekstatisk dansefest. Hvis du ikke kender dem, skal du helt sikkert tjekke dem ud – hvis du kender dem, har du slet ikke brug for denne anbefaling.

Strøm x SPOT: Festaften
Hvor: Radar
Hvornår: Lørdag kl. 21.00

Titlen siger vel nærmest sig selv, gør den ikke? Den elektroniske festival (og meget mere) STRØM gentager succesen efter en vellykket SPOT-fest sidste år. Fire lokale Aarhus-DJs – C.K., Manmade Deejay, DJ Sports og Central – vil føre gæsterne trygt og festligt igennem aftenen, så man skal ikke gøre andet end at dukke og have en fest. Lyder det nemt? Det er nemt. Kom og fest!