Mick Jenkins var et vandfald af rim

Foto: Kasper Pasinski

‘WATER’ svarer salen i Pumpehuset, hver gang Mick Jenkins råber ‘DRINK MORE’ fra scenen. Han har stort fokus på, at publikum skal være med. I starten er det svært at forstå, om ‘i can’t do this alone’ er en opsang eller en en opfordring, for publikum er ret godt med, selvom han gentager sætningen en del i løbet af koncerten. Men noget virker i hvert fald, for aftenen slutter med en energiudladning fra hele salen, hvor det er svært at få øje på en eneste, der ikke har hænderne i vejret.

Til gengæld starter aftenen blødt ud. Roger Beattaker varmer salen op fra sin pult med dansevenlige beats. Han leverer et sæt der bygger op uden at eksplodere. Mod slutningen af sættet træder en konferencier ind på scenen og spørger på klassisk vis publikum, om de er klar til at høre aftenens hovednavn. Men lige så klassisk, som det trick er, lige så uventet er det, at konferencieren viser sig at være det danske R’n’B-talent, Jens Nørhave, som lige smider to vers ind over Beattakers lækre elektroniske lyd, og får aftenen til at tegne endnu bedre.

Da Jenkins går på onsdag den 6. marts, er det knap så elektronisk. For i stedet for det klassiske set up, man ser hos mange rappere, er der også en bassist og en trommeslager med. Og det spiller fandme godt op ad Jenkins’ aggressive flow og teksttunge vers. Bandet er lige så velspillende, som Jenkins er på pletten, når han kører en times koncert med rim nærmest uden afbrydelser. Og så er det også bare lidt mere tilladt at skifte en sang over i bossanova, når det er spillet live.

‘Put your motherfucking hands in the air’

Når Jenkins i en af sine få pauser mellem numrene fortæller, at han har været på Christiania tidligere på dagen, og at han godt kunne lide det, er der ikke mange, der ser chokerede ud. Hvis der fandtes en pris for månedens mindst overraskende melding, ville den være en klar kandidat. Han rapper om at ryge joints, og kommer konstant med opfordringer til at drikke vand både på sin albums og til koncerten. Han gik endda forrest som det gode eksempel og drak, hvad der lignede seks flaske vand under koncerten. Han fik da også passet en joint kort efter meldingen kom. Når det så er sagt, så er han også et levende bevis på, at det godt kan lade sig gøre, at gøre et professionelt stykke arbejde, selvom man haft hænderne godt nede i skunkposen. Måske tricket bare er at drikke masser af vand.

Den stil, hvor Jenkins og bandet vælger at gøre det så live som muligt, er på bekostning af mange af de største hits. Et populært nummer som ‘Angles’ er udeladt – måske fordi, at store dele af sangen er med gæstekunstnere, der i så fald skulle være spillet fra et backing-track. Men aftenens koncept er gennemført nok til, at det er svært at savne noget.

Man savner i hvert fald ikke nogen hænder i vejret på ‘Jerome’, der er aftenens sidste nummer. Jeg tror aldrig, jeg har set så stor en procentdel hænder i vejret på én gang før. Om det er fordi, at der bliver sunget ‘put your motherfucking hands in the air’ i omkvædet, fordi Jenkins flere gange har understreget, at han ikke kan klare det alene, eller fordi det bare er en gennemført koncert, der når sit klimaks er svært at afgøre. Det er sgu nok en god kombination af det hele.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.