Modne Gents vandt med vennerne

Foto: Christian Hjorth / Vega

Gents’ koncert på Store Vega var blottet for nervøsitet og fyldt med overskud, totalplanlægning og mod.

Jeg har det, som om jeg er en af de eneste blandt publikum, der er blevet ældre, siden Gents spillede på Roskilde Festival for snart tre år siden. De mange nye fans kan skyldes flere ting. Men i lørdags beviste Gents i hvert fald, at de har fået en god portion live-erfaring, siden de stod på Countdown-scenen i 2016.

Når man kigger op på Theis og Niels, der står foran et næsten udsolgt Store Vega, er det, som om der ikke er noget, der kan gå galt for dem. Der er ingen usikkerhed, det ligner heller ikke, der er nerver på, slet ikke, og overskuddet i både planlægningen og eksekveringen af denne aften er umulig at overse.

Et godt eksempel er nogle numre inde i koncerten, hvor bagtæppet pludselig bliver hævet og afslører, at Gents har taget ekstra friends med – et band. Det er selvfølgelig timet, så nummeret eksploderer, og publikummet omkring, hvor jeg selv står, glemmer helt hvor fulde og snakkende mine venner er. 

Selvom selvtillid er en fordel ved at ældes, så plejer der som regel også at følge nogle negative ting med. Men drengene er ikke stoppet med at være ydmyge og taknemmelige. Til gengæld er de blevet mere modige. Produktionerne er mere vovede og bevæger sig på et tidspunkt over mod noget, man nærmest skulle tro var et Enya-sample, og det bagtæppe, som før skjulte bandet, er nu hævet og bliver brugt til visuals.

En af mine berusede venner lover mig, at Tears For Fears nok skal komme i løbet af aftenen. Og selvom jeg da gerne havde set det legendariske band optræde i Danmark for første gang i 30 år, så er det svært svært at blive skuffet, da hittet Love Is Tears går i gang som et af aftenens sidste numre.

Aftenen på Store Vega, hvor Gents’ venner har varmet op i tre timer, slutter med ekstranummeret Young Again, og efter en optræden med modet til at bevæge sig i forskellige musikalske og stemningsfulde retninger træder det skarptskårne popnummer endnu mere i karakter, og man glemmer alt om ligegyldigheder som publikummets gennemsnitsalder.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.