G Flip: Fra soveværelset til SXSW

2018 var G Flips år. Da australieren uploadede sin første single, ”About You”, til Triple J Unearthed (lidt a la KarriereKanonen) i midten af februar, var der nærmest tale om ’instant fame’. Indenfor en uge havde 15.000 mennesker fra 73 forskellige lande besøgt hendes Unearthed-profil, den hjemmelavede video til ”About You” var vist 120.000 gange, og hendes Facebook-likes var vokset med 300 % (og de tal er selvfølgelig kun vokset siden da). Under en måned senere spillede hun sin debutkoncert – på intet mindre end den anerkendte musikbranchefestival SXSW i Texas.

”Jeg lærer ting, mens jeg gør dem. Det er som om, at jeg har sprunget en masse trin over. Jeg spillede ikke mit første show i min hjemby, men røg direkte til SXSW,” fortæller Georgia Flipo, som er kvinden bag G Flip-projektet.

”Jeg har spillet verden over som trommeslager, men det er gået så stærkt med det her projekt. Jeg lærer foran publikum. Jeg er ikke en udlært sangerinde eller guitarist, jeg kaster mig bare ud i det. Det har jeg også lidt angst omkring. Men jeg har arbejdet så hårdt for det her, at jeg ikke kan lade mig selv tænke for meget over det. Det handler om musikken, og hvordan den ’connecter’ med folk.”

Flipo fik sit første trommesæt af en onkel, da hun var ni år gammel, og siden da har hendes liv handlet om musik. Hun fik trommeundervisning, lærte sig selv at spille guitar og klaver og begyndte faktisk allerede som 14-årig at skrive sange. Det har hun gjort lige siden, men de blev gemt væk i en notesbog i hendes skab.

Brud satte ild under soloprojektet
Det var først i slutningen af 2016, da hendes daværende band gik i opløsning, at hun besluttede sig for, at det var på tide at gøre noget mere seriøst ved soloprojektet. De mange koncerter bag trommesættet havde givet hende mere selvtillid, og hun var ikke længere bange for at stå foran et publikum. Trommeslager-baggrunden har også sat et klart aftryk på hendes percussion-drevne, upolerede popunivers. Men før hun kom så langt, at hun kunne udgive ”About You” og sidenhen andensinglen ”Killing My Time”, blev der lagt mange, MANGE timer i et skrive og indspille i hendes hjemmelavede soveværelsesstudie – hele 2017 faktisk.

”Jeg kunne spille en masse instrumenter, men jeg anede ikke noget om at indspille og producere og havde ikke råd til at betale nogen for det, så det blev jeg nødt til at lære mig selv,” forklarer hun.

”Jeg behandlede det som et job. Jeg har altid været meget målrettet. Hvis der er noget, jeg vil, går jeg store længder for at nå mit mål. Jeg arbejdede i mit soveværelse hele dagen, og så underviste jeg børn i trommer, guitar og klaver efter skoletid til ud på aftenen. Og så gik jeg i seng og gjorde det hele igen næste dag, fem dage om ugen.”

Det viste sig at være en strategi, der virkede. Efter SXSW blev hun blandt andet booket til The Great Escape i Brighton, hvor jeg så hende i maj. På det tidspunkt havde hun kun spillet omkring 15 koncerter, hvilket dog ikke var til at se. Det er blevet til mange flere siden, blandt andet hendes første headline-tour i hjemlandet, hvor samtlige shows blev udsolgt, og koncerter i USA. I juli spillede hun en af Australiens største festivaler, Splendour in the Grass.

”Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Det er nok den fedeste festival i Australien, men jeg har aldrig været der, fordi jeg ikke havde råd. Og så spurgte de mig, om jeg ville komme og spille. Jeg græd, da jeg fik det at vide.”

2018 var G Flips år
Jeg kan blive ved med at remse ting op, men jeg tror, I har fattet det: 2018 var virkelig G Flips år. Det har været en drøm, der gik i opfyldelse, og hvis du for 12 måneder siden havde spurgt hende, hvad der ville komme til at ske i løbet af året, ville hun nok ikke kunne have forudset, hvor vildt det ville blive. Men det har også været en stor mundfuld for den unge musiker, og nu sparker hun 2019 i gang med to singler, “Drink Too Much” og ”Bring Me Home”, som stemningsmæssigt giver et ganske godt indtryk af det forgangne år.

Førstnævnte handler om en bytur i Flipos hjemby Melbourne, dengang hun var lidt af et ’party animal’ og ikke var helt så seriøs omkring musikkarrieren. Den falder i samme kantede popkategori som de to første singler. Men på klaverballaden ”Bring Me Home” hører vi en ny og mere følsom side af G Flip.

”2018 var et helt vildt år for mig. Det var både spændende og udmattende, og min hjerne kæmpede for at følge med. Jeg har haft en del angst, og det skræmte mig virkelig,” fortæller hun ærligt. ”Det var ret overvældende, og det er dét, den her sang handler om. Det er okay ikke at være okay engang imellem.”

Nummeret har en tilhørende video, og det var vigtigt for Flipo, at den kom til at udtrykke præcist, hvordan hun havde det, da hun skrev det – på randen af et sammenbrud. Men hun måtte tage alternative metoder i brug for at få det til at lykkedes.

“Selv hvis det gjaldt liv og død, ville jeg ikke kunne spille skuespil. Så for at komme frem til den følelse, den totale udmattelse, så spillede jeg trommer seks timer i streg i et varmt varehus på en dag, hvor det i forvejen var 36 grader. Jeg spillede, indtil jeg fysisk ikke kunne mere,” fortæller hun.

Trods den følelsesmæssige rutsjebanetur, så er Flipo heldigvis mere end klar til at fortsætte sin musikalske færd. Hun starter med en række australske festivaler, men har netop offentliggjort, at hun spiller tre europæiske shows i London, Paris og Berlin til maj. Så man kan jo krydse fingre for, at der kommer nogle skandinaviske datoer på den liste, og så satser jeg altså også på en EP eller et album senere på året. Og hey, hun er virkelig underholdende på instagram, hvis det skulle være noget.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.