Kan man blive for gammel til at tage til grime-koncert?

Det med at blive ældre, det er altså noget mærkeligt noget. For nylig fyldte jeg 29 år. Niogtyve år. Det er så tæt, man kan være på 30 – uden at være det. Jeg kender flere jævnaldrende, der har etableret sig i familieliv med villa, vovse og Volvo. De er måske mere en typisk 29-årig, end jeg er. Det er som om, at da jeg flyttede til København, der fik jeg lige lov til at forlænge min ungdom med fem år, men man kan ikke lade være med at sidde og reflektere over, om man er der i livet, hvor man gerne vil være, og om der er ting, man simpelthen er blevet for gammel til.

De sidste par år har jeg været på forskellige festivaler og mødt moshpit-kulturen. Den har jeg konkluderet, at jeg ikke forstår, og at jeg simpelthen er for gammel til. Gider jeg betale for at tage til et arrangement for at blive skubbet rundt af en flok 18-årige hormonbombede gymnasie-elever fra Gammel Hellerup? Ikke tale om. Til bl.a. Stormzy-koncerten på Roskilde var der nærmest ikke sjovt at være pga. kulturen omkring det. Slet ikke når man er 198 cm og har et lidt for højt tyngdepunkt.

Mit problem er dog, at jeg elsker grime-musik. Jeg har hørt Skepta i mange år – og jeg har set ham to gange før på dansk grund. I lørdags var han tilbage i Danmark, da han gav koncert i Tap1. Mit dilemma var kæmpe stort. Ville jeg helst blive væk af frygten for at blive opslugt at et moshpit, eller ville jeg trodse risikoen og tage til koncert med en musiker, jeg elsker?

Du kan nok gætte, at jeg tog til koncerten. Fandme ikke om sådan nogle ungdomssvin skal bestemme over mig! Jeg knytter næven i vejret lige nu, det kan man bare ikke se på skrift.

Sidst jeg så Skepta live var på Roskilde i 2016, hvor han leverede hele 40 minutters koncert. Dog var det en af årets mest intense og bedste oplevelser, som jeg husker den. Det er en mand hvis musik, jeg har hørt i mange år, og som er kendt for at levere toptunede liveshows. I lørdags var ingen undtagelse. Det blev kun til en times koncert, hvilket jeg synes er lidt sølle for 370 kroners billetpris, men jeg er måske heller ikke den ideelle målgruppe for arrangementet. (Dengang jeg så Skepta til Distortion i 2015, der kostede det sgu gratis). Det var en fortrinlig højenergis koncert, men der var så meget mere end moshpits at komme efter. Jeg synes virkelig, at Skepta er dygtig. Og så er han pisse fucking sej. Han designer sindssyge ting sammen med Nike, dater Naomi Campbell, og laver sprød lo-fi grime som er så langt fra amerikansk hiphop, det overhovedet kan komme. Lydene er simple men rimene er stadig solide og teknikken helt i top. I lørdag trådte han ind på scenen i en meget 90’er inspireret nærmest technoagtig heldragt med selvlysende striber. Han leverede derefter hvert eneste vers med kirurgisk præcision, og jeg kunne stå et godt stykke væk fra moshpittene og være gammel og nyde koncerten med kun den lejlighedsvise svedige bare overkrop klaskende op af min adidastrøje. Et fint kompromis tænker jeg.

Det er værd at se Skepta live, hvis man har interesse for hans musik. Også selvom man ikke har lyst til at befinde sig i en times moshpit med ti år yngre gutter og gutinder. Han er i høj grad noget for sig selv. Jeg har nydt hver af de tre gange, jeg har været i selskab med ham, og jeg ser allerede frem til den fjerde.

Sidenote: Tap1 er altså ikke så slemt et sted, som det har fået ry for at være. Måske egner stedet sig bare bedst til hiphop-koncerter.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.