Det skal du høre fra september

6lack feat. J. Cole – Pretty Little Fears

Hvis du kun skal høre ét nummer fra september, så lad det være Pretty Little Fears med 6lack og J. Cole.

Nummeret er fra 6lack’s dugfriske album East Atlanta Love Letter. Selve albummet er ikke så konsistent, og selvom mange af numrene er velproducerede og sunget med hjerte, så føles meget af det andet som fyld. Sådan er det ikke med Pretty Little Fears. Nummeret er helstøbt, ærligt og sidder lige i skabet. 6lacks vokal er sindssygt lækker, når den er akkompagneret af en bas, der ikke er den ellers for tiden meget dominerende trap-bas, men i stedet mere konstant og underspillet. Basen lægger sig rundt om 6lacks stemme som det tynde lag mørke chokolade, der gør et marcipanbrød komplet. Og dette marcipanbrød er både med nougat og nødder på toppen, for bassen er ikke den eneste underspillede, instrumentale lækkerbisken.

Lyrisk bruger 6lack mange af de samme greb, som den moderne R’n’B bruger. Han synger om sex og begær i en helt direkte form, et greb der efterhånden kan virke uoriginalt. Det ville man måske også umiddelbart tænke, hvis ikke det var fordi, det sammen med omkvædet føles så dybfølt ærligt. Det betyder også, at den ellers lidt banale tekst i omkvædet virker troværdig frem for fabrikeret. Man tror på 6lack.

At J. Cole så lige smider et veltimet gæstevers ind er ren flødeskum på toppen. Pretty Little Fears er et samleje, der hele tiden er lige på grænsen til at peake, men hvor man alligevel efterlades mere end tilfreds.

The Blaze – Dancehall

Dancehall beviser The Blaze, at de kan mere end bare at strikke ét (genialt) hit sammen. Selvom albummet ikke indeholder en ny Territorry, så er Dancehall et helstøbt sammenhængende album med variation nok til at man hele tiden har lyst til at lytte videre, men sammenhæng nok til at hver overgang er naturlig. The Blaze laver house, men skal man beskrive musikken med ét ord, er stemningsfuldt meget mere præcist.

Dancehalls tempo er er både lavt og højt, man kan danse til det og man kan synke ned i sofaen og ind i sig selv. Med dybe forvrængede vokaler, klaverbårne og langsomme synthesizers, er det ikke som andet house. Til gengæld er det meget symptomatisk for genren, at både den vokale og instrumentale side er repetetiv, og sammenhængen mellem de ovennævnte ting – altså de traditionelle house-elementer og de nyskabende er det, der gør, at Dancehall fungerer så godt, som det gør. Generelt er det dog svært at beskrive Dancehall ud fra elementer som vokaler og instrumentaler, for det er i virkeligheden albummets evne til at vække følelser, der er det mest fængende.

At Dancehall slutter med en outro, der kun stiger i intensitet, fungerer overraskende godt, og er måske den detalje, der kan indkapsle det hele. Ud fra de første par singler ser det i øvrigt ud til, at The Blaze fortsætter deres biograf-værdige måde at skære musikvideoer på.


Brockhampton – Iridescence

Det selvudnævnte boyband Brockhampton har udgivet deres fjerde album på lidt over et år. Det lyder af meget, og det første indtryk er da også, at gruppens rodede og skiftende lyd ikke er så nyskabende nu, som på Saturation 1 og 2. Men kommer man nogle numre ind, bliver man mødt af nye skæve beats og vers. I løbet af pladen beviser Brockhampton, at hvis de var et fodboldhold, – der er nok medlemmer af gruppen til at stille et 11-mandshold – så var de ekstremt svære at spille mod, for Brockhampton skifter tempo og stil så hurtigt, at det er umuligt at forudsige, hvad der sker lige om lidt. Og det gør de mere end nogensinde før på Iridiscence. Du kan med fordel starte albummet med nummeret WHERE THE CASH AT. Det er her albummet for alvor går i gang, og det er svært ikke at lade sig rive med af et så dirty didgeridoo-agtigt beat.

Som stor fan af gruppens tidligere værker, må jeg være ærlig at indrømme, at jeg savner det nu tidligere gruppemedlem Ameer Vann rent musikalsk. Meget kan man sige om ham, men han havde de vildeste tekster og det bedste flow i gruppen. Dog tror jeg ikke, at man vil tænke over, at der mangler noget, hvis man ikke har hørt Brockhampton før, så et eller andet sted har den tilbageværende del af Brockhampton oppet sig på Iridescence.

Derudover har Noname smidt Room 25, som Nikolaj har skrevet om længere nede på siden. Maribou State viser høj kvalitet på deres nye album Kingdoms In Colour. Men bortset fra et helt genialt samarbejde med KhruanbinFeel Good, lyder de desværre meget som på deres tidligere udgivelser.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *