Når kunst og musik går op i en højere enhed og skaber et af de der helt perfekte øjeblikke

Artpop er et utroligt abstrakt begreb. Jeg har altid mere haft en idé om, hvad artrock gik ud på. Når man hører “Bohemian Rhapsody” er man ikke i tvivl om, at det er et kernenummer i genren. Bands som Queen, Talk Talk og Pink Floyd har alle haft en eksperimenterende og alternativ tilgang til musik, og de står i dag som nogle af musikhistoriens aller stærkeste kunstnere.

Men hvornår er noget så artpop, og behøver der overhovedet at være en forskel mellem de to begreber? Jeg vil påstå, at det i begge tilfælde handler om at gå eksperimenterende og avant-garde til værks og dermed skabe noget, som ikke er hørt og set før. Jeg synes tit, at betegnelsen pop får en yderst negativ klang – det kan også bare godt være, at jeg er en prætentiøs hipster, der nægter at høre noget, der er blevet spillet på P3, men lad nu det være det.

St. Vincent står for mig som et koryfæ inden for art-musik. Lad os lige kalde det dét for nu. Jeg synes personligt, at “Masseduction” fra sidste år var 2017’s bedste udgivelse sammen med “Slowdive”. Jeg kan ikke vælge mellem de to, og jeg nægter at forsøge. Nu er det dog St. Vincent, det handler om. Jeg var ovenud begejstret over, at hun var blevet booket til Roskilde Festival i kølvandet på Masseduction. Det er dog langt fra en Eminem-på-Orange-booking. St. Vincent har faktisk spillet en del i Danmark. Bl.a. på Arena i 2015. Der har været en masser chancer for at opleve hende live for danskerne, så hvorfor er det så genial en booking alligevel?

Jo, nu skal I høre svaret på mit retoriske spørgsmål:

St. Vincent eller Annie Clarke peaker lige nu. Det vil jeg gerne lægge hovedet på (regnsky)bloggen (ordspil!) over. Når man ser billeder fra koncerten i 2015, så er det en helt anden Annie Clarke, der stod på scenen. Hun har videreudviklet St. Vincent, og med Masseduction har hun ramt en perfekt blanding af art og pop og rock. Da hun trådte på scenen onsdag aften, var det iført verdens strammeste (og korteste) latex-kjole (i orange, selvfølgelig), og som min gode ven Victor så fint udtrykte med forbavselse i øjnene: “Hun er jo ren sex”. Høje hæle, kort sort hår og fremtrædende rød læbestift. Der var langt til den mere mondæne Annie Clarke fra 2015. Hele det univers, hun har bygget op omkring sit seneste album, tolker jeg som, at hun er den her heartbroken thirty-something kvinde, der desperat forsøger at komme over tabet af sin partner. “Nu skal du fandme se, hvad du går glip af”. Og som så fremstår endnu stærkere på den anden side med ar på sjælen, men alligevel formår at bruge de ar til at ende med at være et mere udviklet menneske. Så kan man stå som publikum og ønske, at man bare havde et gram af hendes selvtillid. Spørgsmålet er dog, om selvtilliden er ægte eller påtaget.

Der var ikke en finger at sætte på hende musikalsk, performance-mæssigt eller visuelt. Det hele var en komplet pakke af musikalsk kunst, som jeg aldrig har oplevet mage. Det var en af de bedste koncerter, jeg har set på Roskilde og, når jeg har fordøjet den ordentligt, måske nogensinde.

Eminem kom til Danmark 15 år for sent, men St. Vincent kom igen på det helt rigtige tidspunkt.

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?