Kakkmaddafakka holdt Bergen-indiedisco-anno-2007-fanen højt

Kakkmaddafakka er seks drenge fra den nabolejr, du altid frygter at få, men som går hen og bliver dine bedste nye festivalvenner.
Med en fanesvinger, hårbånd og cap på tværs til at styre de lyse krøller og lå lå lå-kor er Kakkmaddafakka prototypen på den lidt irriterende, men elskværdige norsk/svenske nabolejr – den nabolejr, som du ikke ved om er svensk eller norsk, før de siger tvivlomme kønsstereotype udsagn som “stop acting like a girl” og “the only question is: is she old enough for me?”, og svensk bliver afskrevet.

Og så er Kakkmaddafakka fra Bergen nok det mest Roskilde-agtige band i hele verdenen – og derfor også de perfekte til at åbne festivalens Avalon-scene onsdag kl. 17:30. Eller hvad? Kakkmaddafakka-kenderen Rasmus og Kakkmaddafakka-skeptikeren Eva mødtes lige efter koncerten for at finde ud af, hvorfor bandet havde publikum i deres hule hånd.

Luftens helte giver den blege indieprut elastik i knæene

Eva: “Det band kan jo give selv den blegeste indieprut elastik i knæene, det er jeg vidst beviset på… men jeg forstår ikke helt, hvordan de gør det, for min hjerne bliver ved med at sige til mig, at de er ret uoriginale og ikke skriver helt gode nok sange til den form for overgivelse – selvom jeg morede mig gevaldigt. Rasmus, du har hørt Kakkmaddafakka spille koncert tidligere, interviewet bandet i din egen stue, og må siges at være lidt af en kender i det hele tage: hvad er det, de kan?

Rasmus: “Grundlæggende, så ved Kakkmaddafakka, hvad man vil som publikum. De ved, at man vil have en fest, og de ved, hvordan de skal give os den. De siger ja til alt. Også til at spille til sådan noget som RUCs årsfest”

Eva: “Ja, de tager bare børnene med, som vi kan se, da de havde overvundet alle i Avalon-teltet til at blive fans, og derefter kom ud på scenen med børnene for at modtage publikums hyldest. Men helt ærligt: faner, Cher-covers og koklokke – bruger de ikke lolleriet for at kompensere for noget?”

Rasmus: “Det, tror jeg, afhænger af, hvordan man går til koncerter – jeg synes, det skal være sjovt og underholdende og festligt. Jeg har det sværere ved at tage til koncerter, hvor det kun er musikken det handler om. Det gør det virkelig ikke hos Kakkmaddafakka, der handler det om at give publikum en kæmpe fest. Så kan det godt være, at de rammer nogle toner forkert og ikke har verdens stærkeste bagkatalog, men for mig var det virkelig definitionen af en livekoncert, hvor bandet virkelig nyder det.”.

Eva: “Helt klart. Altså, de kommer jo løbende ind på scenen som luftens helte eller sådan noget, fuldstændigt overgearede, og efter første eller andet nummer, da de to guitarister og bassisten løfter deres instrumenter over hovedet, må keyboardspilleren bare være med – med klaverbænken. Det satte virkelig rammerne for koncerten som en hands-in-the-air-indiefest.” 

Den perfekte åbning af Avalon

Rasmus: “Jeg vidste godt, de var enormt glade for Roskilde, men ikke at Roskilde havde været et mål for dem, da de startede bandet, sådan som konferencieren fortalte inden koncerten. Men man kunne bare mærke på dem, at de var oprigtigt glade for at være der og havde den samme glæde ved koncerten som publikum.”

Eva: “Ja, inden koncerten var vi begge i tvivl om, hvorvidt de kunne fylde Avalon ud. Men teltet var fyldt fuldstændigt, og folk gik ikke midt i koncerten – tværtimod.”

Rasmus: “Det har måske også overrasket bandet, selvom det også er typisk, at det er først er når man ser et band på Roskilde, at det går op for en, at det er blevet stort. Der kan være 8.000 på Avalon, og der var jo pakket.”

Eva: “Kakkmaddafakka var perfekt programsatte til netop at ramme det publikum, som nok ikke har høvlet fuldstændigt igennem i alle opvarmningsdagen. Publikum var ret gammelt for Roskilde-standarter – når man er i trediverne, så er man altså 10 år ældre end Roskildes gennemsnitspublikum. Kakkmaddafakka er nostalgisk og trygt for dem, der også hørte The Whitest Boy Alive i 2007 eller 2009 – man kan tydeligt høre fællesskabet med The Whitest Boy Alive i Kakkmaddafakkas jangly guitar og dansable, håndspillede beats.

Rasmus: “Erlend Øye fra The Whitest Boy Alive har produceret Kakkmaddafakkas seneste album “Hus”.

Eva: “Så giver det jo meget god mening. Det var som om, der var noget virkelig folkeligt over koncerten, og jeg forestillede mig, at det kunne være sådan noget, den 30-årlige roskildegænger hører på revyen som 70-årig. For mig peakede koncerten med deres cover af Chers “Believe”, hvor percussion-spilleren kom frem og sang med størst indlevelse. Det var ekstremt kikset og virkelig nice på en og samme tid, fordi det understregede, at bandet er i det for the fun of it og ikke skal tages særligt seriøst som andet end en god oplevelse. Det var gode lette festivalkalorier, og så er man ligesom klar Nine Inch Nails sent på Arena – eller Roskilde-stemningen i det hele taget.”

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.