INTERVIEW: Skal GENTS vare for evigt? “Du kan ikke være kærester med nogen, du ikke tror på, du skal dø sammen med.”

Drengedrømmen om albumudgivelse og Roskilde-koncert er allerede gået i opfyldelse for GENTS. Så hvordan kommer man videre derfra? Skal GENTS vare for evigt, og hvordan føles det at sidde i sauna-gus i Moskva? Vi har mødt den unge synthpop-duo.

GENTS er efterhånden ikke just et ukendt navn i det danske musiklandskab, men de er heller ikke up-and-coming længere. De befinder sig et sted, hvor de har udgivet et album, spillet på Roskilde og netop været på Europa-tourné, men de er heller ikke blevet folkelige. Netop dette ville jeg gerne snakke med Theis og Niels om, så det var med stor fornøjelse, at jeg mødte dem på årets Heartland Festival.

Hey, drenge. I har lige været på sådan en mega svedig Europa-tour, og I spillede også rigtigt meget i Rusland?

Niels: Vi spillede tre koncerter i Rusland!

Det er for sejt. Hvordan gik jeres Europa-tour?

Niels: Jamen, det gik godt. Koncerterne i Rusland var bare sådan en weekend for sig, vi tog.

Theis: Sådan en halv uge, ja. Det lå oven i Mors Dag, som åbenbart er gigantisk i Rusland. Man tænker, at det bare er sådan en oldschool kønsopdeling i Rusland, men Mors Dag er dagen, hvor alle holder fri og ferie, og alle blomsterbutikkerne har udsolgt. Men det er så nok bare fordi, at resten af året, der er hun så bare i køkkenet, tænker jeg.

Er det sådan noget med, at man kan se det på gaden?

Theis: Fuldstændig. Altså, vi spillede jo onsdag aften klokken 01.00 om natten, men folk havde ferie, så det var okay.

Men Mors Dag er da en søndag, er det ikke?

Theis: Nej, det var faktisk slet ikke Mors Dag. Det var kvindernes kampdag, men de brugte det som en Mors Dag.

Niels: Ja, de har bare kaldt det mors dag. det er ikke sådan en dag med “lad os tage en samtale om, hvordan vi synes det går med ligestillingen”. Det er mere sådan en “Mor, du er så dejlig, du skal have en buket blomster”.

Det er måske heller ikke lige Rusland, jeg tænker, når jeg tænker ligestilling..

Theis: Nej, det er meget sådan en machokultur. Vi har også oplevet det i sådan et mande-saunagus i Moskva, hvor der kun måtte være mænd. Så sad man bare og spiste pil-selv rejer og drak fadøl og vodka, og så havde folk businessmøder derinde. Så kunne man leje et bord og sådan noget. Så handlede det lidt om, hvem der kunne holde varmen ud længst og sådan. Det var meget macho-agtigt.

I forhold til hvor bange, de er for homoseksuelle, så synes jeg da, at det er fascinerende, at man kan sidde i sådan en mandesauna og så bare være en mand.

Niels: Jeg tror, det er fordi, der er noget super macho-agtigt over at udholde varmen. Så jeg tror, det kommer det sted fra. Det er sådan noget, man ser. Jeg har også været til saunagus i Valby Svømmehal. Jeg tænkte, at det var mere sådan Politiken Plus-mennesker, der tager til det. Men det er det nok også inde på brokvartererne, men her var det folk med Dannebrog tatoveret, der snakkede om Brøndby IF. Så det var også lidt om udholdenhed. Saunakulturen er super tvedelt. Der er både noget med wellness, og så er der noget med macho.

Når jeg kigger på jer to, så ligner I ikke umiddelbart to russiske mafiabosser, så hvordan tog de imod jer i forhold til jeres looks?

Niels: Vi var jo nøgne, kan man sige.. Såå…

Ja, OK, men nu tænker jeg mere til koncerterne, haha. 

Niels: Pisse god stemning.

Theis: Der var ikke så meget machostemning. Det var mere young.

Niels: De russiske indiekids.

Er der sådan en glødende subkultur, der synes, at det alternative er fedt?

Niels: Det tænker jeg. Der var jo mennesker. Og der var mennesker, der kendte det. Vi kender også mange, der har været ovre og spille. First Hate-drengene har spillet rigtigt meget eksempelvis. Jeg ved ikke, om vi bliver skrevet ind i en eller anden fortælling om at være en del af en gruppe eller en scene.

Altså synthpop-scenen eller dansk musik-scenen?

Niels: Jeg tror, det er synthpop-scenen.

Theis: Jeg tror, de holder meget øje med København.

Hvordan endte I med at skulle spille i Rusland?

Niels: Vi fik sgu bare en mail, du.

Theis: Fra en fyr der hed Sasha, som satte det hele op. Det er også ham, der har booket First Hate og sådan.

Fedt. Jeg så jeres koncert på SPOT-festival. Det var et imponerende opbud. Man kunne slet ikke komme til. Så tænkte jeg, de der GENTS-drenge, de er lige på randen af et stort gennembrud. Hvordan har I det i forhold til jeres placering lige p.t.?

Theis: Vi har følt en eller anden form for overgang på det seneste. Der har været et eller andet skifte fra at være et up-and-coming-act, som folk skal have forklaret, til noget hvor man i nogen fora bliver taget mere seriøst, når man er mere etableret. Det er en stor tilfredsstillelse og en motiverende faktor for ens arbejde.

Ja, I havde et lidt tarveligt tidspunkt midt på eftermiddagen, men alligevel var der helt pakket på Scandinavian.

Theis: Ja, det var meget overvældende. Det er helt klart de fleste mennesker, vi har stået over for.

Niels: Det og så Roskilde. Det er svært at sige, præcis hvor mange der har været. Måske omkring 3.000. Andreas (Vi ved ikke, hvem Andreas er, red.) sagde, der var omkring 3-4.000. Og han har gået på CBS, så han kan regne.

Theis: Haha!

Men nu går det jo meget godt med jeres karriere og jeres musik, så jeg er faktisk lidt interesseret i at høre, om I skal være GENTS resten af jeres liv?

Theis: Det er sjovt, du spørger.

Niels: Det skal man jo ikke udelukke! Jeg vil sige det sådan her. Jeg synes ikke, at det giver mening at investere så meget i noget, hvis man ikke synes, det skal være for evigt. 99% af ens forhold er jo ikke evige, men den fedeste måde at gå til verden på, er, at nu går jeg den her vej.

Theis: Det er fucking rigtigt. Det er ligesom med parforhold. Du kan ikke være kærester med nogen, du ikke tror på, du skal dø sammen med.

Niels: Nej, lige præcis. “Så kan jeg lige gøre det i to år, og så kan jeg finde på noget nyt”.

Theis: Hvis du har en kæreste, hvor du siger, at du ser hende “for tiden”, så er det jo ikke et sundt forhold. Men altså, da vi startede for fire år siden, havde jeg det måske sådan, at det var noget vi lige prøvede af. Det var et sjovt afbræk. Men jo længere tid der går, jo mere tænker jeg, at det jo ikke skal ende. Der er ikke nogen ting, som jeg føler, at jeg ikke kan leve ud i det projekt, så jeg bliver nødt til at have noget andet.

Har I noget, hvor I tænker, at nu har I “made it”?

Niels: Der kommer naturlige identitetskriser i løbet af sådan en karriere, som vi har og som vi har forfulgt og bliver ved med at forfølge. Jeg tror, man kan mærke det, når man ikke kan mere, men vi har det ikke sådan, at når vi har spillet Wembley, så stopper vi.

Theis: Sådan var det jo meget, da vi startede. Den der drengedrøm med at lave en plade og at spille på Roskilde.

Niels: Det afføder en kæmpe stor identitetskrise, fordi vi var så heldige, at vi fik lov til at opleve de to ting tidligt i vores karriere. Så hvad så nu? Så skal man bruge noget tid på at mærke efter, om man er noget mere end det.

Theis: Det bliver i hvert fald nogle mindre konkrete ting, man snakker om.

Så I er lidt inde i en udviklingsproces, hvor I også udvikler jer personligt?

Niels: Jeg synes ikke, der er nogen forskel mellem at snakke om personlig krise og professionel krise, når man gør det her. Det er det samme for mig. Man lægger hele sin person over i det, og det gør jo så, at man også selv er enormt skrøbelig. Men jeg tror hele tiden, det er sådan en revurdering af én selv, og det er ret hårdt at være i. Men jeg føler, at lige nu er vi et sindssygt godt sted, hvor vi bare skal gøre vores ting, og det er fucking dejligt.

Theis: At det hele er eskaleret gør, at der er en anden ro. Vi er mere selvsikre og har det fint med bare at gøre det, vi gør. Og så er det ikke fordi, det står og falder med, om man er booket til den og den festival. Vi er ret sikre på, at vi synes, det er fedt, det vi har gang i.

Da jeg så jer på SPOT, der virkede det også som om, I var i jeres es. I brændte bare igennem og var tilstede. I er jo ikke længere et up-and-coming-bands, men I er heller ikke Minds of 99 og fuldstændigt folkelige. Det synes jeg er ret fascinerende, hvor I befinder jer lige nu, sådan midt i mellem det hele.

Niels: Det er sådan et svært sted at være. Det er svært, fordi der er mange bands, og der er mange fucking gode bands. Og ikke alle får lov til at spille Roskilde, men i det mindste, når man ikke har prøvet den slags, så har man noget at hige efter. Lige nu bevæger vi os ind i et eller andet felt, hvor vi ikke ved, hvem vi skal sammenligne os med.

Theis: Det er jo svært at vide. Det skal man nok være musikanalytiker for at vide. Man kan mærke, at der er folk, der gerne vil høre det. Når man står i Moskva, og der står en fyr og har det for vildt over et nummer, man har skrevet oppe i et sommerhus, det er ret sygt. Det er det, der motiverer mig meget lige for tiden.

Cool. Er det første gang, I er på Heartland?

Niels: Ja.

Hvad synes I om det? Det er jo en lidt anderledes festival.

Niels: Ja, både og. Fordi et eller andet sted, så er det jo også bare folk, der drikker bajere og har det dejligt i solen.

Theis: Den er lidt mere voksen, hvilket passer meget fint, fordi man får gået i seng om natten og et bad om morgenen. Så er det jo bare et smukt område her.

Bor I også på campingområdet?

Theis: Ja, vi har lejet en campingvogn dernede.

Niels: Ja, vi har strøm og et kæmpe fortelt. Så sidder man bare der og chiller.

Ja, I er vel også bare på festival nu så (interviewet er fra dagen efter GENTS-koncert red)?

Niels: Ja, det må man jo tage med, så man også har det lidt sjovt, så det ikke bare er business det hele.

Jeg har ikke sådan flere spørgsmål, men er der noget, I har lyst til at sige til Regnskys læsere?

Niels: Mjaaah… Pas på jer selv! Husk at drikke vand! Ikke glem hvor du kommer fra! Keep it real!

Den bedste afslutningsreplik, jo. Tak for det, drenge.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.