Gedigen tirsdagsrock på Hotel Cecil!

Egentlig havde jeg set Hotel Cecil som et sted, hvor danske musikere der ikke helt er upandcoming, men heller ikke helt har fået deres store gennembrud endnu, var førsteprioriteten. Det er koncerter med GENTS, Lord Siva og den Emil Kruse-koncert jeg selv var til i fredags gode eksempler på. Derfor synes jeg, det var super interessant, at de havde booket britiske The Chameleons, som efter forsanger Mark Burgess udsagn, aldrig havde spillet i Danmark før.

The Chameleons er en sjov størrelse. I følge Wikipedia eksisterer de slet ikke. De så ellers meget levende ud til deres danske debutkoncert i går aftes.

Som du kan læse, startede de tilbage i 1981, og de blev aldrig rigtigt store. Det er også svært, når man står i skyggen af bands som The Smiths og Joy Division. Til gengæld virker det som om, at The Chameleons er den type band, som dit yndlingsband har som yndlingsband. I følge koncertbeskrivelsen er både Interpol og The National stærkt inspirerede af dem. Alene af den grund måtte jeg simpelthen ind og se dem. Faktisk opdagede jeg dem, da Spotifys evigt gode discoverfunktion foreslog nummeret “Swamp Thing”, og det havde den der gode britiske 80’er rock lyd, som jeg er så glad for.

Tilbage til Hotel Cecil. Jeg var inde og besøge stedet for første gang sidste fredag. Det var virkelig en oplevelse. Arven fra hedengangne Jazzhouse skinner igennem, og baren er stilet, lyden er god og loungeområdet helt perfekt til at tage et pust mellem numrene. Baren har det bedste udvalg, jeg tror, jeg har set på et spillested. Du kan få 7-8 craft beers, eller du kan nøjes med Albani. Her fås naturligvis både pilsner, classic og IPA – alle på fad (og flaske, hvis du er til det). Skide godt. Det betyder meget for mig, at man kan få andet end en Tuborg til 60 kroner (jeg kigger på dig, Vega). Hotel Cecil kunne godt gå hen og blive mit nye yndlingsspillested.

Men nu skulle det jo egentlig handle om igår, hvor jeg gik til koncerten med den største frygt for at blive mødt af afdankede 80’er hasbeens eller neverwas, der kæmpede for at skrabe folk sammen til en tour, så de kunne leve lidt længere på den beskedne berømmelse, de opnåede for 30 år siden.

Det var heldigvis slet ikke sådan. I forhold til at to af bandmedlemmerne tydeligvis ikke var med, da deres album “Script Of The Bridge“, som koncerten tog udgangspunkt i, blev skrevet, blev jeg positivt overrasket. Albummet er fra 1983, og kun forsanger Mark Burgess og guitarist Dave Fielding lignede mænd, der var unge dengang. Trommeslager John Lever døde dog også beklageligvis sidste år, og erstatningen så ikke meget ældre ud end mig selv.

Sceneshowet var meget spartansk. Og med det mener jeg ikke eksistererende. Der var lidt kulørte lamper i forskellige farver, men det var faktisk det. Og de gamle mænd var lidt for gamle til at bevæge sig. Alarmklokkerne ringede hurtigt, men de blev stille igen, så snart de begyndte at spille. Det lød helt fantastisk. Det var spartansk britisk rock af den definitivt aller bedste skuffe, og skuffe gjorde de ikke! (Ordspil, hurra!) Det var tight, det var højt, det var råt, det var lige i skabet. Efter de havde spillet deres plade færdig, stod min ven og jeg og krydsede fingre i længsel efter, om de ikke nok ville spille “Svamp Thing”, som er fra albummet “Strange Times”. Og som andet ekstranummer kom forløsningen endelig, og det var den perfekte kulmination på en helt gedigen perfekt skåret rockkoncert en tirsdag aften.

Nu kilder det altså i kroppen for at komme på festivaler!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.