Mød internettets største kærlighed lige nu: pizzagirl!

Pizzagirl Carseat Favourite Song Regnsky

Det er gået absurd stærkt for unge Liam Brown aka pizzagirl fra Liverpool. For en lille måned snuppede han førstepladsen fra selveste Drake på HypeMachines hitliste med sit allerførste udspil, en længselsfuld popsang med den chokerende præcise titel “Favourite Song”. For nylig blev han så offentliggjort som support for sine bysbrødre i Her’s, og i dag er han endelig klar med sin anden single.

Den nye single hedder “Carseat”, og den er en hyldest til sådan nogen som mig. Nej, ikke unge (jeg er stadig under 30, hold kæft!) Ama’r-drenge, som stadig ikke kan gro et ordentligt fuldskæg. Derimod hylder han alle os, der ligesom ham selv altid indtager passagersædet og påtager sig det store ansvar at agere DJ på køreture af varierende længde. En ærefuld post, som længe ikke har fået den anerkendelse, den helt ubetinget fortjener. Det råder pizzagirl heldigvis bod på nu – og tak for det!

“Carseat” er ligesom det første udspil skrevet, indspillet og produceret i Liam Browns eget hjem. Om det er derfor, pizzagirl klassificerer sin musik som soveværelsepop, skal jeg ikke kunne sige. Sandt er det til gengæld, at det nye udspil har den samme længselsfulde inderlighed som forgængerne, og det klæder Browns behagelige, silkemonotone vokal. Det er dog langt fra en gentagelse, og “Carseat” har ubetinget en drøm om sommer og ubekymrede roadtrips gemt et sted i den minimalistiske indpakning.

Internettet er allerede kommet med sin dom, og det ELSKER den unge brite. Jeg er for en gangs skyld enig med internettet. Pizzagirl er så absolut et friskt og umådeligt behageligt pust i en verden, hvor alting godt kan gå meget stærkt. Man slapper af, når man træder ind i pizzagirls univers. Det er rart. Den eneste bivirkning er, at man får så umådeligt meget lyst til pizza…

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *