Haven Festival: Conor Oberst åbner med overbevisende harmonikarock

Conor Oberst Haven Regnsky
Foto: Peter Kirkegaard

Det er seks år siden, jeg hørte Conor Oberst sidst. Det var året inden, jeg startede på Regnsky, og jeg havde købt en endagsbillet til Roskilde Festival udelukkende for at høre hans band Bright Eyes. Det var en kæmpe oplevelse, så derfor var mine forventninger til dagens åbningskoncert på Haven Festival ekstremt høje.

Conor Oberst åbnede – som forventet – med lidt mudret lyd på sin egen “Barbary Coast (Later)” fra hans nyeste album “Salutations”, der udkom tidligere i år. Det fik mig straks til at frygte for lyden på den hidtil uprøvede scene, men heldigvis arbejdede lydmanden hurtigt, og allerede i løbet af det efterhånden 10 år gamle Bright Eyes-hit “Four Winds” sad lyden mere eller mindre i skabet.

Koncertens tidlige højdepunkt kom med tredje nummer, som var endnu et nummer fra “Salutations”-pladen, nemlig den energifyldte “Too Late to Fixate”, hvor Nebraska-sangskriveren for alvor gav prøver på sin rockede side.

Den første halvdel af koncerten bar dog præg af, at folk stadig var ved at ankomme – formentlig takket være de ret lange køer for de almindelige billetkøbere – så der skulle lige hilses, sladres og skåles, inden de fleste kunne koncentrere sig om musikken.

Det gjorde desværre også, at “A Little Uncanny” (igen fra “Salutations”), “Something Vague”, der i år fylder 17 år, og “Overdue” flød lidt sammen. Hvilket er en skam, for især “Something Vague” er normalt et af Conor Oberst/Bright Eyes’ stærkeste numre.

Det var egentlig først på koncertens syvende nummer, “Train Under Water” fra mit yndlings Bright Eyes-album “I’m Wide Awake, It’s Morning”, at den 37-årige historiefortæller for alvor fangede publikum. Det skyldes muligvis, at det ér et eminent godt nummer, men min teori er nok nærmere, at størstedelen af de fremmødte ganske enkelt bare er mere hjemme i Bright Eyes’ bagkatalog end i Conor Obersts eget. Det er jeg jo også selv, så det er ingen kritik.

Resten af koncerten var en vaskeægte magtdemonstration, og koncertens Conor Oberst-højdepunkt kom med en blændende livefortolkning af “Artifact #1” fra 2014-udgivelsen “Upside Down Mountain”, der via en lækker støjsession (tilsat den allestedsnærværende harmonika) flød elegant over i titelnummeret fra Obersts nyeste album.

Jeg kaldte det med vilje “koncertens Conor Oberst-højdepunkt”, for det reelle højdepunkt kom – efter en tak til The National-værterne, Bryce og Aaron Dessner – via det vel nok største Bright Eyes-hit til dato. Det er naturligvis “Lua” fra “I’m Wide Awake, It’s Morning”-pladen. For første gang var alle blandt publikum stille og fuldt fokuserede på, hvad der foregik på scenen. Det var befriende, og det tegner da godt, at musikalske mesterværker trods alt kan fange festivalgæsternes flygtige opmærksomhed. I hvert fald for en stund.

Koncerten blev afsluttet med endnu et nummer fra “Upside Down Mountain” i form af “Night at Lake Unknown”. Tilbage stod jeg med en følelse af at have været til en rigtig god åbningskoncert. En åbningskoncert, som var foregået på de præmisser, der nu er for den slags, men også en koncert, som voksede sig stærkere og stærkere for hvert nummer, og som sluttede på et niveau, der nærmede sig den magiske oplevelse på Arena for seks år siden. Næsten.

Del og kommentér

  1. Mikkel says:

    Nu startede han jo så godt nok med Barbary Coast fra Rumminations. Ikke afterthought!
    Godt gået.

  2. Peter Pishai Storgaard says:

    Tak, du har selvfølgelig helt ret. Fjollet tanketorsk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?