Roskilde Festival: Geografiforvirrede Lorde strålede i glimt

Lorde Regnsky

Det er egentlig vildt, at vi skulle helt hen til fredag på Roskilde Festival, før det skete. Lorde blev den første til ikke at vide, hvor hun befandt sig. Det er egentlig lidt synd, for nogen skulle have briefet hende inden, så hun ikke endte med at stå på scenen og råbe “I love you Copenhagen!” og “Roskilde! It’s so good to be here in Copenhagen!”

Men hvis nogen kunne slippe af sted med sådan en lille svipser, så var det newzealandske Lorde fredag aften. For hvis der er kommet noget godt ud af, at Roskilde Festival af uransagelige årsager ikke har anset Lorde for at være stor nok til at være hovednavn, så er det, at nærmest samtlige mennesker i Arena-teltet denne aften var Lorde-fans, som kunne mere eller mindre samtlige tekster. Jeg var selv en af dem.

Det gav en helt særlig stemning, hvor man glemte, at man var på Roskilde Festival. For en stund var jeg bare til Lorde-koncert sammen med en masse andre, som kun var kommet for det. Dén oplevelse havde man nok ikke haft på Orange Scene. Bagsiden af medaljen var så, at alt, alt for mange blev efterladt uden for teltet og uden for fællesskabet, men det er Roskilde Festivals fejl – ikke Lordes.

Lorde selv virkede nærmest chokeret over det absurd store fremmøde, og hun måtte flere gange tage sig til hovedet og tydeligt rørt takke et særdeles veloplagt publikum. Det er fandme også sjældent, at man kan stå helt bagerst i teltet og stadig føle, at alle omkring en er der for musikken og intet andet. Hurra for jer, fellow festivalgæster!

Koncerten blev åbnet med “Tennis Court” fra 2013-albummet “Pure Heroine”, og det gav den forventede effekt blandt det dedikerede publikum. Det samme gjorde blandt andet gennembrudshittet “Royals“, dette års monsterhit “Green Light“, “Homemade Dynamite” fra samme album (“Melodrama“) og nyklassikeren “Team“. Men alligevel kunne jeg ikke lade være med at være lidt skuffet, for numrene druknede for mig i overdreven backtracking, som dog blev mindre tydeligt af, at alle blandt publikum sang med på hver en strofe. Jeg ved godt, at det er en normal popkoncertsygdom, men det ville klæde Lorde at medbringe et rigtigt band og et kor næste gang frem for bare en trommeslager og en fyr til at dreje på knapper. Det kan hendes musik godt bære, og det samme kan Lordes tydelige vokaltalent.

For det var en god koncert, og særligt på balladen “Liability” strålede Lorde som den stjerne, jeg har ment, hun var, siden jeg stødte på hende ved et tilfælde i slutningen af 2012. Her fremstod hun nemlig helt nøgen musikalsk, og det klædte hende gevaldigt. Det hjalp selvfølgelig også, at store dele af publikum på eget initiativ tændte lightere og kameralys og skabte en kulisse, der fik Ella Yelich-O’Connors stemme til at knække, da hun opdagede, hvad der foregik.

Og inden det her ender som en anmeldelse med et enkelt højdepunkt, er det vigtigt for mig at fastslå, at jeg nød koncerten til fulde. Det var en skøn oplevelse, som absolut vil stå som et af mine højdepunkter i år. Fordi jeg havde glædet mig til at høre Lorde i efterhånden fem år. Fordi publikum til denne koncert var så klart det bedste, jeg har været i selskab med på årets festival. Og fordi Lorde er så pisse dygtig, at det bare er en fornøjelse at opleve. Men det er også derfor, jeg gerne vil have mere. For hun kan mere. Og det ville klæde hende at vise det. Det ville givetvis kaste nogle fejl ind hist og her, men der må hun bare tro på, at publikum og hende nok skal komme igennem det sammen. Gårsdagens publikum ville i hvert fald have båret Lorde rundt i en dronningestol, indtil deres arme faldt af.

Så tak for en dejlig koncert, men hey, tag lige dit band med fra Austra…jeg mener New Zealand, næste gang!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.