Roskilde Festival: Mandagen leverede flere bud på årets bedste koncert

Skott Regnsky

Min Roskilde Festival anno 2017 startede af praktiske årsager først mandag. Men hvilken start det blev! Jeg havde på forhånd besluttet mig for mere eller mindre at flytte ind foran Countdown-scenen, og det viste sig at være en fremragende beslutning.

Jeg ankom mod slutningen af Bogfinkevejs koncert, men baseret på publikums begejstring burde jeg nok have været der fra starten af. Jeg nåede nærmest kun at konstatere, at trioen nærmest havde invaderet scenen med en hær af musikanter, som skabte en imponerende eftermiddagsfest på sådan en højhellig mandag. Godt gået!

Den egentlige grund til, at jeg var gået hen til Countdown, var for at opleve en af mine yndlingsartister fra sidste års SPOT Festival – og den første af mine nordiske anbefalinger. Norske ARY havde sidste år på SPOT sin talentfulde kollega og veninde Fay Wildhagen med sig på guitar og kor, men hun var desværre optaget af egne koncertforpligtelser.

Det var derfor en anderledes og mere elektronisk opsætning, hun var mødt op med til sin første Roskilde-koncert, hvor hun var ledsaget af Anders Opdahl og Jonas Barsten på synths. Det gjorde dog ikke spor, for den talentfulde multiinstrumentalist fik hurtigt fat i publikum ved allerede som sit andet nummer at spille gennembrudshittet “Higher“. Så var grunden ligesom lagt til en sand opvisning i, hvad norsk musik kan i disse år, hvor landet nærmest hver måned spytter en ny, talentfuld (kvindelig) artist ud. Vi andre nordiske lande skal virkelig stå på tæer for at følge med!

Efter ARYs koncert skulle jeg mødes med hende bag Countdown-scenen til et interview, som du kan læse her på bloggen inden alt for længe, så jeg endte med kun at høre Monti med et halvt øre. Det halve øre var dog absolut nok til at høre, at Monti leverede en fremragende koncert, som jeg ikke er i tvivl om holdt samme høje niveau, som han havde vist på UHØRT i 2016. Så selvom hans energiske old school hiphop er en noget anden genre end ARY, er det tydeligt, at det også står godt til i det danske vækstlag – hvilket tirsdagen formentlig vil give endnu flere eksempler på.

Men hvis der skal kåres en foreløbig vinder af den nordiske talentkamp, så er der i mine øjne ingen tvivl om, at Sverige – i øvrigt på 25-årsdagen for den danske EM-sejr i fodbold – løb af med en klokkeklar sejr. For hold nu kæft, Skott var vild!

Countdown-scenen lever på sit andet år, og jeg tror ikke, at det er for store ord at kalde Skotts koncert for den bedste nogensinde på min yndlingsscene. Hendes utroligt sikre vokal, hendes underspillede nærvær og hendes excentriske udstråling var af en anden verden, som slet ikke bør være mulig for så relativt en ny artist. Hendes musik kan bedst beskrives som nordiskficeret udgave af Bat For Lashes, og lukkede man øjnene på de rigtige tidspunkter, kunne man nemt foranlediges til at tro, at det i virkeligheden var Natasha Khan, der stod deroppe – især på nummeret “Amelia”, som hurtigt ledte mine tanker i retning af Bat For Lashes’ hovedværk “Laura”.

Nu har jeg selvfølgelig en forventning om, at Stine Grøn og IRAH går op og topper Skotts præstation i eftermiddag, men indtil da må jeg bare sige, at jeg er fuldkommen blæst bagover af den 25-årige svensker. Hun er ikke længere bare et blogfænomen – hun er vaskeægte og virkeligt musikalsk fænomen, som jeg glæder mig voldsomt meget til at følge de kommende år, hvor der forhåbentlig kommer et album fra hendes hånd.

Måske skulle de bare have slukket for Countdown efter den oplevelse, for det var en ret utaknemmelig opgave at skulle følge op på Skott. Og det viste sig også, at danske Noréll havde mere end svært ved det. Trioen lagde som altid ud med en smittende energi og spilleglæde, som mange andre bands sagtens kunne lade sig inspirere af, men desværre druknede Marie Louise Persson Bjarnarsons vokal fuldstændig, hver gang hun for en stund gav slip på backtrackets tryghed. Det var egentlig ikke nogen dårlig koncert, og man kan ikke lade være med at smile af Bjarnarsons helt åbenlyse begejstring ved at stå på scenen, men jeg manglede nok bare lige det ekstra, som kunne fastholde min opmærksomhed. Det hjalp selvfølgelig heller ikke, at halvdelen af crowdet var mødt op for at få en god plads til den efterfølgende Noah Carter-koncert.

Jeg valgte at kalde det en (musik)dag efter Noréll, og jeg vil nu i stedet glæde mig til en fantastisk musiktirsdag med IRAH, Farveblind, Silvester og GANGLY i hovedrollerne.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.