Ny single fra Farveblind lover godt for den elektroniske fremtid

Det har været en udfordring for mig at anbefale Farveblind til mine venner. Deres modsvar til min entusiasme over Aalborg-drengene har altid været “jamen, der er jo kun én sang på Spotify”. Indtil nu har Farveblind nemlig kun haft udgivet én single: “Wasteful Talk“. Derfor har det været svært at overføre min entusiasme over deres liveoptrædener til folk, der endnu ikke har fået muligheden for at se dem live. Drengene har heldigvis hørt min bøn og smidt deres næste single på gaden! Kun for min skyld, selvfølgelig.

Singlen “Indima” blev første gang præsenteret under årets SPOT-festival, hvor de som bekendt fik fløjet sydafrikanske Khaya N9 ind for kun at deltage i dette ene nummer. Jeg synes, det er dejligt, der er nogle danske musikere, der tør at gøre lidt ekstra. Galt eller genialt? Det må I selv bedømme.

Det er Farveblinds anden single, og de fortsætter stimen med højenergisk technopop, eller hvad man skal kalde det, med spændende udenlandske vokaler. Drengene fortalte mig til SPOT, at de havde mødt Khaya N9 på nettet og udvekslet demoer, og at det faktisk var på SPOT, at de mødtes første gang. Det falder mig meget imponerende, at man kan lave en single sammen af sådan en kaliber – uden nogensinde at have mødtes! Singlen er et vidne om, at den digitale tidsalder vi lever i varsler for nye muligheder for spændende samarbejder på tværs af kontinenter – det kræver blot en internetadgang!

Produktion i særklasse

Om selve nummeret vil jeg bare sige, at wauw, jeg er vild med Farveblinds måde at stykke deres elektroniske musik sammen på. Der sker tusind ting, men det lyder ikke overproduceret, og det vidner om, at Jens og Magnus virkelig formår at finde balancen i deres numre, som mange andre ikke gør. Det gør dem til musikere af en helt speciel kaliber. Jeg er vild med nummeret og valget af Khaya N9 som vokalist, fordi han supplerer, nej det er for tarveligt at sige, fordi han er lige så stor en del af nummeret som Farveblind-drengene – han gør nummeret til noget ekstra.

Det er et vidne om, at der venter noget stort fra de her drenge, og jeg vil så gerne opfordre jer til at give det et lyt på andet end jeres laptophøjttalere, fordi det dræber nummeret fuldstændig. Lyt til det ordentligt eller oplev den på årets Roskilde-festival – det fortjener det sgu!

“I never had a good time like this before” synger Khaya N9. Det er der intet at sige til, når man pludselig får lov til at flyve til Danmark for første gang og synge live foran et skrigende SPOT-publikum.

Mere af det her, tak!

Mens du venter på koncerten på Roskilde, kan du jo læse mit interview med Jens og Magnus fra SPOT.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.