Northside, din våde satan!

#ns17 var fedt. Tak for i år.

A post shared by Regnsky (@regnskyblog) on

Northside 2017’s første dag er overstået. Jeg har valgt at bruge ordet overstået, fordi det endte som en Battle Royale-agtig kamp for de få tørre steder, der nu engang var på festivalen. Alle andre var overladte til vejrets nåde, og vejret havde ingen. Der er regn, og så er der Northside 2017-vejr. Jeg kan ikke huske, jeg har oplevet så slemt et festivalsvejr siden skybruddet på Roskilde i 2011. Den her gang havde jeg heldigvis regntøj på og adgang til et tørt pressetelt. Stakkels dem der ikke havde.

Hele festivalen var forvandlet til én stor mudderpøl, som man skøjtede rundt i, og der findes ikke den mængde flis i verden, der ville kunne have gjort det bedre. Man var konstant bange for, hvor man trådte, fordi man risikerede pludselig at stå i mudder til knæene. Det var næsten magisk, at Les Claypool et par timer inden regnen havde stået og spillet smadderbass og sunget “My Name Is Mud”.

TIL GENGÆLD så var det dejligt at se, at der skulle meget mere til at slå folk ud. En udendørs koncert vil altid have risikoen for regn, og Northside havde virkelig være brave med deres kommunikation i forhold til praktisk tøj og det kommende regnvejr. Det betød også, at folk var klædt praktisk på. Altså de fleste – der var stadig mange hvide sneaks, men det tror jeg nærmere bare var en modreaktion. Northside så ud til at have lært af 2015, hvor der også kom solide regnskyl, og folk endte med at tage hjem, fordi de ikke var forberedte og havde klædt sig derefter. Derfor synes jeg, at Northsides generelle håndteren af regnen har været helt fantastisk.

Jeg er afsted sammen med vores søde gæsteskribent Marie Louise Takibo Kaspersen. Hun bidrog også med en artikel fra SPOT. Vi har sammen valgt fire kategorier, som vi gerne vil kåre ud fra fredagens festival.

Dagens optur

Rasmus siger:

Sjældent har jeg set en mand mestre sit instrument så godt, som Les Claypool gør. Primus’ musik er kun til de meget trænede ører, men hvis man kan klare det, så går det straks op for én, at Les er noget helt særligt. Funk metal bliver aldrig noget, jeg sætter på anlægget, men jeg er glad over at have oplevet Primus live og set, hvordan man kan fortolke bass-spil på sin helt egen måde.

Foto: Magnus Hyltoft Thomsen

Dagens spise

Marie Louise siger:

Northside burgeren er igen i år en sikker vinder. Det er blevet en tradition, at den skal konsumeres i selskab med en Tuborg Rå, og den gør det bare skide godt. Den indeholder alle de essentielle ting, der skal i en burger, den er hverken smart eller fancy med agurkerelish eller syltede kastanjer, den har ost, bacon, salat, tomat, bøf, bolle, bum, burger! Less is more! Northside Burger – det her er en hyldest til dig!

Dagens overraskelse

Rasmus siger:

The Afghan Whigs leverede en fremragende overraskelseskoncert på Rød Scene. Det kom lidt bag på mig, at et internationalt navn af den kaliber skulle spille på den røde scene, men da jeg stod til koncerten, gav det hele mening. Der var et behageligt antal mennesker, og Greg Dulli og co. spillede røven ud af bukserne. Da jeg hørte Afghan Whigs på Spotify, fik jeg indtrykket af, at det var blød rock, men det var i hvert fald alt andet end blød rock, der blev spillet på Rød Scene. Det var hårdt, det var godt, og det gik lige i mellemgulvet. Det er et af de bands, som man ikke havde det store indtryk af, og som nu har efterladt et evigt minde i bevidstheden.

Foto: Jonas Svendsen

Dagens nedtur

Marie Louise siger:

Det skærer mig i hjertet at sige det, men dagens nedtur blev for mig Frank Oceans koncert på Grøn Scene. Frank gik på scenen 35 min. senere end planlagt, og det er jo sådan set, hvad det er. Måske var det bare mange timers festivalvandring i et noget så ubarmhjertigt vejr, der gjorde folk utålmodige og sløve. I hvert fald var det fra mit lille skjulested midt i menneskemængden tydeligt at mærke, at der skulle noget til, for at hive publikum op på det niveau de var på to timer forinden, da Frank endelig trådte på scenen. Og det skete bare ikke rigtigt. Størstedelen af koncerten gik med bløde dæmpede sange som blandt andet Solo og Thinkin Bout You. Sange som folk elsker, men som ikke rigtig formåede at vække publikum. Derudover måtte Frank genstarte flere af sangene, da hans vokal missede tonarten et par gange eller fire. Frank er Frank, og det er der ikke nogen der kan tage fra ham. Han er unik. Men da koncerten sluttede, gik jeg med følelsen af, at det var nødvendigt lige at lytte mit yndlingsalbum igennem endnu en gang, for at huske mig selv på, hvor fantastisk jeg synes, han er.
Northside, vi er klar til endnu en dag – også selvom vores Dr. Martens ikke er. Vi ses derude!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.