Northside plakatens fem pletskud

Der er delte meninger om Northsides program, der landede med de sidste navne i går. Er det for pop med The 1975, Bastille og Veronica de Maggio? Er det for Århuskært med Thomas Helmig? For nationalistisk med Suspekt og Mø? Og Peter Sommer og Tina Dickow? Og Rasmus Walter og WhoMadeWho? Og When Saints Go Machine og Phlake? Og….

I fangede pointen, går jeg ud fra.

Jeg synes, det er værd at tale lidt om, hvor Northsides bookere virkelig har ramt rigtigt. Det er for nemt at tale om Radiohead og Frank Ocean, så jeg vil gerne bevæge mig lidt ud over det. Her følger de bedste bookings fra Northsides endelige plakat (I vilkårlig rækkefølge). Listen er baseret på min helt objektive mening.

Sort sol

Fantastisk og dansk. Man fristes til at sige dantastisk. Nu gjorde jeg det alligevel. Det er svært at karakterisere Sort Sol, fordi de kan så meget. Kald det punk eller rock eller hvad du vil, men jeg er sikker på at Northside og Steen Jørgensen vil gå helt sublimt hånd i hånd (no pun intended).

Primus

Den kortlivede succes for genren funk metal kan i høj grad tilskrives bands som Primus. Altså ikke at den var kortlivet, men at den overhovedet havde succes. Les Claypool er en fremragende bassist, som endda var til audition i 1986 for at overtage bassen fra afdøde Cliff Burton hos Metallica. Legenden siger, at medlemmerne i Metallica synes, at Les var for dygtig, og at han ville spilde sit talent ved at spille thrash metal sammen med dem. Nu spiller han med Primus. Et forholdsvist skævt og unikt band. Tag evt. et lyt til nummeret “American Life” og nyd Les’ unikke bassriff, eller sæt et afsnit af South Park på, og læg mærke til introsangen, som, you’ve guessed it, er lavet af Primus, da Trey Parker og Matt Stone er kæmpemæssige Primus-fans. Det bliver helt sikkert en koncert, hvor man ikke ved, hvad man skal forvente, udover at den bliver uforglemmelig.

Richard Ashcroft

Det er utroligt, at ingen andre medier har hevet fat i, hvor stort et scoop det her er. Jeg er måske lidt farvet, fordi Richard Ashcroft har været kilden til både min største eufori og kraftigste frustration siden jeg gik i gymnasiet. Eufori fordi han formår at være en singer/songwriter som ingen andre og skrive sange som “Drugs don’t work”, hvor man skal være lavet af ren granit for ikke at flække en tåre, når den høres. Og frustration fordi han ikke kunne forblive venner med de andre medlemmer i hedengangne The Verve, og fordi han ikke har spillet en koncert i Danmark siden år 2000, hvor han med sit første soloalbum i bagagen gav en koncert i Den Grå Hal. Nu sker det endelig, og selvom navnet Richard Ashcroft ikke ringer den store klokke for størstedelen af deltagerne på årets festival, så vil The Verve og Bittersweet Symphony nok gøre det. Det er altså en helt unik mulighed, der gør sig gældende her.

Agnes Obel

En dansk kvinde med internationalt appeal som ikke er MØ. Jeg rangerer stadig albummet Philharmonics, som et af de måske 25 bedste danske albums nogensinde indspillet. Det er desuden heller ikke et dansk navn, som er blevet en kliché i sig selv, fordi der er langt mellem hendes optrædener, og hoveddelen af de deltagende nok ikke før har fået lov til at opleve Agnes Obel live. Mig deriblandt.

The Prodigy

Northside har haft stor succes med deres vilde elektroniske nattekoncerter de tidligere år. Bagkataloget er bredt med alt fra The Chemical Brothers til Underworld over Jamie XX og Royksopp. Det har som regel været her, den akkumulerede brandert virkelig kunne slå sig løs, og man kunne bekæmpe morgendagens tømmermænd ved at svede alkoholen ud under rekordforsøget i vildeste dansemoves og størst antal af væsner af det modsatte køn skræmt væk på samme tid. The Prodigy er sgu next level. Det tegner til at blive et decideret rave. Det klæder Northside at bryde rammerne for, hvad man tror, man kan forvente af dem. Det klæder også festivalen at turde booke en koncert som The Prodigy på den ellers meget pæne, rene og ordentlige festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *