Danmarks nye kongelige arena er officielt åben!

Foto: Royal Arena og 3XN

I går aftes fik jeg pludselig stukket en billet til Metallica i hånden af min far som fortrød i den 11. time. “Så skal du tage derind, min dreng, så er det næsten ligesom om, at jeg selv var der”. Metallica har altid været vores ting. Jeg kan huske, hvordan han lærte mig at synge “EXIT LIGHT – ENTER NIGHT” allerede inden, jeg mestrede det engelske sprog. Det var svært ikke at sige ja tak til billetten.

Jeg gider dog ikke skrive så meget om Metallica og deres koncert. Dog kan jeg lige oplyse om, at det var en prægtig oplevelse.

Det jeg også var vidne til i går, var selve Royal Arenas ilddåb som spillested, og det er faktisk det, jeg vil knytte nogle ord til.

Royal Arena er nu officielt åbnet af ingen ringere end Metallica, hvor Lars Ulrich personligt har ønsket at åbne den med fire koncerter.

Det er sgu også en flot arena. Arkitektonisk er der gjort noget ud af det, og den er ikke en øjebæ som Forum og lignende. Den er tegnet af tegnestuen 3xn, som også har tegnet Den Blå Planet og Bella Sky. De ved, hvad de laver. Den er delvist ejet af Københavns Kommune, der har skudt 325 millioner i projektet, og Realdania der har betalt det samme beløb. Jeg mindes, at baggrunden for at bygge den københavnske arena var, at der skulle kunne konkurreres med koncertstederne i Jylland, der tit og ofte tiltrak store navne.

Den første tanke der slog mig, da jeg kom ind i arenaen, var, har København virkelig brug for en opgraderet version af Forum, der består af 70% siddepladser. Fordi sådan er arenaen opbygget. Selve gulvet foran scenen var utroligt småt, og jeg stod måske 20 meter fra James Hetfield, selvom jeg først overvandt min angst for at være alene i et rum med mange mennesker, lige da koncerten startede.

Det kom ikke som nogen overraskelse, at lyden ikke var helt i skabet. Dog virkede det som om, at der er potentiale i arenaen for, at den kan forbedres. Det var også første gang, de spillede, og taget det i betragning er det ok, at det hele ikke er lige i skabet. Akustikken virker til at være god og hovedsaligt bedre end andre steder, jeg har været.

Det med siddepladserne dog.. Altså, hvad fanden er pointen. Jeg kan forstå det til sportsbegivenheder eller den kommende koncert med Celine Dion, men det holder ikke til eksempelvis Metallica. Der er tre etager med siddepladser, og det virker altså som enormt spildt potentiale at fylde den nye arena med det. Dem der havde købt siddepladser rejste sig alligevel op, da Kirk Hammett slog de første toner an. Forskellen var bare, at de kun havde 20 cm at bevæge sig på, modsat dem på gulvet, hvor der faktisk var overraskende meget luft.

Det spørgsmål der står tilbage for mig, er, havde København virkelig brug for et koncertsted, hvor man næsten bliver tvunget til en siddeplads? Et koncertsted som er navngivet efter den århusianske Royal-øl, som alle københavnerne jo elsker?

Jeg står tilbage, og forstår ikke helt pointen. Det sidste søm i kisten er arenaens privatøkonomiruinerende (et ord jeg lige har fundet på til lejligheden) billetpriser. Hvis du vil have dig et chok, så tjek hvad en billet Aerosmith koster. Drake og The Weeknd ligger også i den tunge ende. Nik og Jay koster 400 kroner. Fire fucking hundrede kroner.

Det er en ny arena, og den skal sikkert betales af og så videre – men for fanden altså. Det bliver den jo ikke, hvis folk ikke har råd til at komme der.

Alt i alt en arena med en masse potentiale. Om det bliver forløst, vil tiden vise. Det er nyt, det er flot, og det er sgu også godt, når al galden er tilsidesat. Jeg er spændt på fremtiden for Royal Arena – prestigeprojekt eller ej.

Del og kommentér

  1. Jens says:

    Jeg giver dig ret i i din kritik af, at forholdet mellem siddepladser og ståpladser skal være i orden, hvis man har tænkt sig at drive sportshallen som multiarena – altså både til sport- og koncertformål. Og priserne virker også til at være fuldstændig ude af proportioner. Men at navngivningen, der forøvrigt er et selskab med hovesæde i Faxe og ikke Århus, er endt med at være “Royal Arena”, tror jeg er svær at gøre noget ved. Sponsorerede navne til arenaer og stadions er efterhånden en udbredte løsning, når projekter af sådanne størrelsesordener også økonomisk skal kunne bestå. Noget andet er det underligt kongeligtklingende navn sig selv. Fred være med det. Konkurrencen med Jyske Bank Boxen er helt sikkert også reel, men at byer som Stockholm, Hamborg, Malmø allerede i lang tid har haft en såkaldt superarena er måske et lige så stort nederlag for Københavns selvværd. Men som du også selv er inde på, så er der vigtigere ting, end at arenaen skal betales af, hvis man ikke engang har råd til at tage derind. Vi må håbe, at tingene løser sig henadvejen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?