Regnskys julekalender 2016: 22. december

Car Seat Headrest Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

I dag er det Basshunters fødselsdag, hurra hurra hurra! Det er samtidig også dagen, hvor Meghan Trainor fylder år – og hun har som bekendt lavet et megahit med titlen “All About That Bass”. Mon det i virkeligheden er en hyldest til den navnkundige Basshunter? Det finder vi nok aldrig ud af. Til gengæld kan vi ret nemt finde ud af, hvem der indtager tredjepladsen på årslisten.

Årslisten: #3
I mandags skrev jeg, at vi endnu havde til gode at møde Car Seat Headrests bedste nummer fra “Teens of Denial”, men det kommer her. For mig er “Drunk Drivers/Killer Whales” et af de bedste indie rocknumre nogensinde. Det er i hvert fald årets bedste og måske også årtiets bedste. Det er et skræmmende selvbevidst og selvinvolverende nummer, hvor en hudløst ærlig Will Toledo kort sagt sammenligner fulde billister med dræberhvaler i deres ustoppelighed og uforudsigelighed. Han åbner med linjerne ‘In the backseat of my heart / My love tells me I’m a mess’, og så er linjen ligesom lagt for den ambivalente selvbevidste/selvignorante tirade, hvor det nærmest messende nødråb ‘It doesn’t have to be like this’ bliver et smertensskrig fra en forvirret mand, som på det helt banale niveau er fuld og egentlig bare gerne vil hjem. “Drunk Drivers/Killer Whales” er et af den type numre, som både har mange lag, men som på samme tid bare beskriver en virkelig simpel problemstilling. Du får her lyrikversionen af videoen, så du selv kan dykke ned i teksten.

Årets danske udgivelse: #2
På tredjepladsen over årets udgivelser havde vi en færing, og her på andenpladsen finder vi en australier. Det er nemlig Carl Coleman og Caspar Hesselager i Palace Winter med “Waiting for the World to Turn”, som har lavet årets næstbedste danske album. Jeg har sagt det før, men det her album er for mig lyden af sommer, lyden af festival og lyden af frihed. Hvor Konni Kass“Haphe” er albummet, jeg sætter på, når jeg har lyst til at være alene med mig selv, så er “Waiting for the World to Turn” det album, jeg lytter til, når jeg har lyst til at tage på eventyr ude i den virkelige verden.
Albummet indeholder højdepunkter som “Soft Machine” og “H.W. Running”, men det er et komplet og sammenhængende værk, som jeg kan høre på repeat uden nogensinde at blive træt af det – og uden nogensinde at miste den følelse af uforbeholden glæde, som albummet betingelsesløst indgyder i mig. Jeg kan tælle på én hånd, hvor mange album der nogensinde har formået at gøre det, og derfor har Palace Winters debutalbum fortjent denne hyldest.

Vi er snart ved vejs ende, og i morgen løfter jeg sløret for mit yndlings internationale album. Hvis man går arkiverne igennem, kan man ret nemt finde svaret, men alle jer andre må vente spændt til i morgen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.