På intenst efterårske dage som disse er vi alle nørder, og jeg nyder, at det er accepteret at være bedst på langs og dykke ned i særinteresser. Det kunne eksempelvis være en nær fortids guldalder af funklende stjerneakkorder håbefuldt duvende over hverdagsgrå shoegazeguitar og -synth. Jeg taler selvfølgelig om svensk indie i 00’erne:
Jeg har læst interviews, analyser og anmeldelser i anledningen af, at verdens bedste The Radio Dept. den 21. oktober udgiver sit første album i seks år, Running Out Of Love (og i øvrigt kommer til København i januar). Det er altid en god idé at høre The Radio Dept., men argumenterne blev lige lidt bedre af aktualiteten. Og de blev også bedre af, at artiklerne fortæller om et band, som måske er mere relevant i dag end nogensinde før.
The Radio Dept. vendte i 2008 blikket fra de nære relationer til samfundet med det fabelagtige powerpopnummer “Freddie And The Troyan Horse”. Det udfordrede selvtilstrækkelige og verdensfjerne indiementaliteter med virkelighedsnære beskrivelser af politiske forhold og begivenheder. Det tvang blikket til at se det store fællesskab – ikke på bekostning af det nære – men fordi de mellemmenneskelige relationer, The Radio Dept.s første to udgivelser album (og velsagtens 95% af alle indieplader) kredsede om, ikke er en ø – selvom musikken i sine luftige sfære synes fjern, står musiker og lytter midt i verdens rotationer, både i den og i øvrige relationer. Og det er kun blevet mere præsent siden The Radio Dept. sidst lod høre fra sig.
The Radio Dept. er om noget et band med en lyd. Deres første to album, Lesser Matters og Pet Grief, er ensformige og tapetiske – og det er så vældigt i orden, fordi den ikoniske grundlyd er alt, hvad man kan bede om i middelmådighedens grå hverdag. Især ikke med albummenes små afstikkere til det ekstraordinære – det sarte (den porøse “Strange Things Will Happen”), det heartbreaky (den melodidrivende “I Wanted You To Feel The Same“) og det en-to-tre-fire straight up indiepoppede “Always A Relief’:
På Running Out Of Love er lyden mindre konsistent. Eksempelvis introen til “Occupied”, hvor 15 sekunders uledsaget næsten houset bastromme hamrer tempo ind uden en melodi følger med. Det er The Radio Dept. fastnaglet, som teksten siger “You go down down down”, og det er altså ikke på grund af uigengældt kærlighed denne gang, men på grund af de før omtalte ydre omstændigheder. Og udvikling er fint og så videre, men jeg savner altså lidt drømmen. Tanken om at det kan blive bedre antydet i verdensfjern guitar. Jeg fornemmer den lidt i nogle af albummets mere stille sange, særligt rammer “Can’t Be Guilty” lige lukt i indiepigehjertet. Det handler så også om at lukke øjnene og leve i sin egen, ansvarsløse drømmeverden. Men trods 2010-albummet Clinging To A Scheme foregreb et mere følelsesmæssigt tilbageholdende The Radio Dept., har jeg ikke helt vendt mig til et The Radio Dept. med flere dele målsat powerpop end stirren på regn-lo fi-rock – med andre ord har jeg det til stadighed lidt svært over den ellers subtilt placerede (eh, findes det?)maskingeværssalve på “Swedish Guns”.
Men det er en præmatur bedømmelse fra en fangirl, så den skal ikke tages som en ultimativ sandhed. Det skal i stedet ses som en ubetinget kærlighedserklæring til Lesser Matters og til Pet Grief, en ubetinget anbefaling af et band, som vi på mystisk vis nærmest aldrig har skrevet om på Regnsky, selvom det har fulgt os i årevis, og selvfølgelig en ubetinget opfordring til at høre Running Out Of Love, som altså består af både en hel del virkelig gode og direkte alternative popsange og en håndfuld drømmerier til duknakkede stjernekiggere.
Og så en lille anbefaling til de nørdevenlige efterårsaftener: den svenske musikjournalist Billy Rimgard har nemlig skrevet en hel bog om svensk indies guldalder fra soveværelsessynth til Gøteborgsk balearic, som tiden blev oplevet af en ung betragter på journalistens afstand. En god anledning til at træne sit skandinaviske, for den velskrevne bog kan du læse gratis lige her. Første kapitel handler om The Radio Dept., det herlige ved internettet er tværmedialiteten, så du kan høre musikken mens du læser og svensk er ikke så meget sværere end norsk. Det var nok gode grunde, ikke?
