Slut, plut, finale: Årets opture fra Roskilde Festival

Highasakite

Den er mandagen derpå. Mandagen efter den 46. udgave af Roskilde Festival, og mine sædvanlige Roskilde-blues er begyndt at indfinde sig. Jeg sidder tilbage med en følelse af en festival med meget få hovednavne – og de få, der så var, virkede fejlcastede eller leverede ganske middelmådige oplevelser. Og hvor de største kunstneriske oplevelser var henvist til Avalon og Arena. Neil Young undtaget i begge tilfælde, naturligvis.
2016-udgaven af Roskilde Festival vil også stå tilbage som året, hvor den irriterende tendens med urimelige mængder af småsnak, som har plaget mange andre festivaler rundt i landet, også ramte landets største festival. Det var især håbløst på Gloria (omend Avalon og Pavilion heller ikke gik fri), hvor de intime rammer blot virker forstærkende på folks idioti. Jeg ved ikke, hvordan man løser det, men det kunne være dejligt med lidt større respekt for både artisterne og ens medmennesker, som rent faktisk er kommet for at høre musikken. Man skulle jo mene, at der er plads nok andre steder til at vende verdenssituationen uden at ødelægge andres festivaloplevelse.
Men den her artikel var egentlig tænkt som en hyldest til alt det gode på årets festival, så lad mig slutte opsangen her og i stedet fokusere på det bedste blandt de 32 koncerter, jeg nåede at høre i år.

Palace Winter, Rising
Jeg er helt tosset med den dansk/australske-duo, og det er især deres evne til altid at levere nærværende og begejstrede koncerter, som har fanget mig. Frontmand Carl Coleman besidder al den charme, man kunne forvente sig af en australier, og den charme i smuk duet med Palace Winters musik matchede den solbeskinnede søndag aften til perfektion.

Reykjavíkurdætur, Countdown
De seneste uger har været en lang sejrsparade fra vores islandske overboer. Først skøn-smadrede Sigur Rós Northside Festival med den bedste koncert i Ådalen i år, dernæst HU-smadrede deres fodboldhold blandt andre England i Frankrig, og tirsdag var det så de på dagen 15 kvinder fra Reykjavíkurdæturs tur til at femi-smadre den spritnye Countdown-scene. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente på forhånd, men jeg fik en hiphop-fest med klare budskaber mod sexisme, diskrimination og manglende solidaritet – leveret på et islandsk, som ligger meget langt fra det, de fleste af os kender fra blandt andre Sigur Rós og Ásgeir.

Aurora, Pavilion
Åbningskoncerten på den første musikdag viste sig også at være en af de bedste. Aurora var i absolut topform og med en inderlighed og en sårbarhed, som er de færreste forundt, tryllebandt hun Pavilion i den lille time, koncerten varede. Der var vanvittigt mange nordmænd til den koncert, og det forstår man jo godt. De kan godt være stolte af deres lille landskvinde med den store stemme!

Courtney Barnett, Avalon
Courtney Barnett var mit ubetingede must see, inden jeg tog af sted på festivalen. For mig er “Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit” et af de bedste albums, der er udkommet de senere år, og jeg havde set meget frem til at opleve australierens tvetydige og ironiske lyriske univers i levende live. Og jeg blev ikke skuffet. Efter en lidt blød start foldede Courtney Barnett sig ud med en fantastisk energi og hit som “Avant Gardener”, min yndlingssang “Elevator Operator” og nummeret med den bedste linje i moderne musik – “Give me all your money // and I’ll make some origami honey” – “Pedestrian At Best”. Summen af det blev en koncert, som for mig står som årets højdepunkt.

Blood Orange, Avalon
Denne koncert kunne lige så godt have været årets bedste, hvis bare bandet havde leveret en lige så overbevisende indsats som hovedpersonen Dev Hynes/Blood Orange – som Shy Shy Shy også var inde på, da vi snakkede med dem dagen efter koncerten. For Dev Hynes er fandme talentfuld! Hans produktioner og hans sangskrivning fås ikke meget bedre, og selv hans dansemoves er svære at hamle op med. Lyden svigtede hans vokal lidt et par gange undervejs, når han gik helt ned og nærmest talte til publikum, men ellers er der ikke mange fingre at sætte på manden, som netop har udsendt sit tredje album – “Freetown Sound”. Herfra skal der i øvrigt lyde en klar anbefaling til at lytte til det album, som allerede nu fremstår som et ekstremt stærkt politisk værk.

Blood Orange – Augustine

Highasakite, Avalon
Hvorfor er Norge så fantastiske i disse år? Jeg ved det ikke, men det er virkelig en fornøjelse. Highasakite gav os den koncert, som både CHVRCHES aftenen forinden og M83 senere på dagen gerne ville: En komplet elektropopfest, som indeholdt en tilpas variation til, at den ikke virkede ensformig. CHVRCHES gjorde det også fremragende, og man kan nok med rette argumentere for, at deres hits er lidt mere syng-med-bare end Highasakites ditto, men Highasakites musikalske dybde sejrede alligevel til sidst. For når man på den ene side kan lave et cover, som forbedrer et i forvejen godt Bon Iver-nummer, mens man på den anden side kan sætte gang i en popfest, så ved man, at ens musikalske spekter både er utroligt bredt og kvalitetsmættet.

https://soundcloud.com/propellerrecordings/indian-summer

Car Seat Headrest, Pavilion
Jeg har egentlig allerede sagt, hvad der skal siges om koncerten med Car Seat Headrest i denne artikel, så jeg vil bare konkludere, at det bestemt godt kan betale sig at blive sent oppe på Roskilde Festival og tage til nogle af de mindre koncerter. Will Toledo belønnede i hvert fald de trofaste fans denne aften med en virkelig solid koncert i bedste lo-fi grunge stil.

Dillon, Gloria
Mens de fleste andre tog hjem efter -koncerten eller stillede sig i kø til LCD Soundsystem, tog jeg et smut forbi min gamle kærlighed, Gloria. I jagten på en oplevelse, som for alvor kunne blæse benene væk under mig. Tyske Dillon gjorde ubetinget sit bedste, men de førnævnte udfordringer med for meget småsnak var særligt udbredt under netop denne koncert. Det var vanvittigt ærgerligt og synd for Dillon, som i den grad havde besluttet sig for at lade sig blotte og dedikere sig fuldstændig til sit publikum. Højdepunkterne kom i form af fællessang på den hyggelige “Tip Tapping” og så naturligvis hendes helt store hit “Thirteen Thirtyfive”. På disse numre formåede hun endelig at få (det meste af) publikums fulde opmærksomhed.

https://soundcloud.com/dillonofficial/dillon-thirteen-thirtyfive

Der er selvfølgelig flere andre koncerter, jeg kunne have nævnt her. Tame Impala var fremragende, Mac Demarco var pissesjov, og Qwanqwa var både rørende og livsbekræftende. Det er heldigvis et luksusproblem, som jeg også håber at have, når jeg om et år forhåbentlig igen har mulighed for at gøre status efter endnu en udgave af Roskilde Festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.