Roskilde Festival: “I like this set, it feels good”


Da jeg glad i låget gik ud af Pavilion-teltet efter Whitneys koncert lørdag eftermiddag, var det med den boblende fornemmelse af at have fået en ny gruppe bedste venner med let til fælleskrammere, fælles forståelse og fælles drømme om solbagte freeways med vind i håret.

Amerikanske Whitney debuterede i foråret med det sommerdrivende album Light Upon The Lake. En charmerende samling solgyldne indieperler fra den tidligere Smith Westerns-guitarist Max Kakachek og eks-Unknown Mortal Orchestra-trommeslageren Julian Ehrlich nye band – ikke et sideprojekt, men et fuldgyldigt band fra to af indieverdens dygtige melodisnedkere og stemningsskabere.

Den overraskende velsyngende trommeslager Erlich var centrum for både ører og øjne (og for mit vennecrush) med sin placering i scenens midte. Herfra spillede han dynamisk, klarede en imponerende falset og charmerede i hvert fald mig med sin afslappede, taknemmelige og naturlige snak til publikum. Midtvejs sagde han “I like this set, it feels good”, og det var let at gengælde følelsen. Måske med en smule lettelse, for ikke blot var showet Whitneys største festivalshow denne sommer, mangt et finesserigt og tilbagelænet indiepopband er faldet igennem på Pavilion før. Men Whitney gjorde ikke. Sangene holder, skifter kandance (fra live-premiere på det lavmælte titelnummer til den sprælske The Falls) og nuancer: Trompet er ikke altid rart, slideguitar et virkemiddel som skal doseres for ikke at countryfisere alt, flerstemmige vokalharmonier skal undgå sødsuppen. På Pavilion blev delene velafstemte og faldgruberne undgået.

Koncerten gav os det meste af et genuint velspillet Light Upon The Lake, to velvalgte covers (Dylans “Tonight I’ll Be Staying Here Whit You” og Everly Brothers “So Sad”) og en genforening mellem Ehrlich og en gammel high school-ven i publikum. Jeg håber, de mødtes efter koncerten, for sjældent har jeg haft mere lyst til at fangirle foran scenen selv, som efter publikum på Ehrlichs opfordring havde valgt af afslutteren blev gennembrudssinglen “No Woman”. I stedet hoppede jeg opløftet ud af teltet, opløftet af det fællesskab Whitney hylder i deres sange og skabte i Pavilion-teltet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.