Til technofest på Refshaleøen

Du kære Distortion Ø. Du er en mærkelig størrelse. Du er det antiklimatiske klimaks på en af Danmarks bedste festivaler, men ingen støtter op omkring dig, fordi du ikke er gratis eller har nogen biler, man kan hoppe på. Jeg tog en tur ud på Distortion Øen til Final Party for at se, hvad fanden det egentlig gik ud på.

IMG_3253

Refshaleøen ligger langt væk fra byen. Den ligger faktisk både tæt på og langt væk på samme tid. Heldigvis var der indsat busser, til at fragte festaberne direkte til dørs. Jeg valgte dog at tage turen fra Christianshavn station i mine trofaste udtrådte Adidas i stedet for , fordi det er en flot tur, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Nå ja, så kan man selvfølgelig også lige nå at banke en brandert op, inden man rammer festen.

Hele vejen derud emmer af glade sommermennesker, der skal ud og have det sjovt. Der er børn langs vejen, der sælger iskolde øl til 15 kroner og samtidig lærer noget om at drive forretning. I hvert fald noget om udbud og efterspørgsel. 15 kroner?! For en dåseøl? Hold kæft du er et lille svi….

Anyways, jo tættere man kommer på selve indgangen, jo flere græsarealer møder man, med folk der får fyldt blodet med rosé og billige bajere, inden de skal ind til selve festen.

Indenfor ligner det en rigtig festivalsplads. Der er lækre madboder med alt fra burger til kebab og confit de canard til de kræsne. Ligeledes er der alt fra en reggaescene til et container-område, som fungerer som hovedscenen. Jeg vil undgå at kede jer med en gennemgang af de forskellige scener, og i stedet hoppe direkte til de tre mest opturting, jeg stødte på øde på øen.

Optur nummer 1:
Teknotunellen. Et sindssygt rave i ministørrelse inde i og ude foran en container. Flere jeg snakkede med, fremhævede tunellen som den fedeste fest på hele Distortion Ø. Jeg er meget tilbøjelig til at give dem ret. For første gang i mit liv har jeg danset (eller hvad man vil kalde det) til hardstyle, og hold kæft hvor jeg havde det sjovt. Der kørte skiftevis genrer som dubstep, drum n bass, hardstyle og bare generel hård EDM inde i tunellen, og det var altså noget, der spillede for arrangørerne. Selvom det var klemt, og der var stor interesse i festen, så var folk stadig gode til at passe på hinanden, og der var intet tidspunkt, hvor det gik fra at være sygt grineren til at være for meget eller bekymrende. Teknotunnellen får fuld optur på optursskalaen.

IMG_3256

Optur nummer 2:
Brynjolfur er en af de skikkelser, hvis navn har siddet i mit baghovede længe, men hvor jeg har tænkt, “han er ligesom alle de andre”. I går havnede jeg tilfældigvis til Brynjolfur-koncert, fordi en ven skrev, jeg skulle komme derover. Da jeg så var der, glemte jeg alt om hende, da først Brynjolfur begyndte at spille. Det var første gang på hele aftenen, hvor jeg hørte noget musik, der var mere end bare et monotont beat, og det var forfriskende og opløftende. Brynjolfur er heldigvis en skikkelse, som man har mange muligheder for at se, og jeg vil se frem til næste gang, jeg skal danse (eller hoppe lidt frem og tilbage) til hans fortryllende lyde.

IMG_3265

Optur nummer 3:
Det kan godt være, det faldt sammen med, at branderten peakede på daværende tidspunkt, og det hele gik op i en højere atmosfærisk enhed, men hold nu kæft, hvor fik jeg en god confit de canard-sandwich i går. Den var så dejlig simpel, fyldt med lækkert, fedt og salt kød smidt i en baguette med en sennepsdressing. Det var en slags fransk kebab, der indeholdt alt, hvad man lige havde brug for i situationen. Der er satme også fuld optur til den.

Bonus optur:
– Aperol Spritz-campingvognen med tilhørende skumfest. Det var alligevel et sætning, jeg aldrig i mit liv troede, jeg skulle formulere. Det fandtes dog, og Aperol Spritz er tydeligvis stadig en super hip mormordrik, som ikke slipper sit tag i den yngre generation i den nærmeste fremtid.

IMG_3252

Jeg aner ikke, hvem de to gutter var, men de gik i hvert fald fuld Aperol.

På trods af så mange opture er der også en mindre optursting:
– Opbakningen til Distortion Ø kommer hovedsaligt fra folk, der er i København hele ugen kun for at være til Distortion. Det vil sige folk uden fra byen og fra udlandet. Det viser sig, når man er derude, fordi der virker hele tiden en smule tomt. Som om kapaciteten langt fra er nået, og det er synd. Jeg ved ikke, om området er for stort, eller opbakningen bare er for lille, men det skinner i hvert fald igennem. Det har nok noget at gøre med, at folk rent faktisk skal hive muldvarpen op af lommen for at deltage i festen ude på Refshaleøen. Det er lidt samme snak som gadearmbåndet igen, hvor folk har fået to fede gadefester foræret, hvor de endda kan have deres egne øl med, og når der så er noget, der koster penge, så daler interessen.

Men hvad så?
Distortion Ø er en fed todages festival med fokus på elektronisk musik og andet, man kan danse til. Det handler ikke om de store musikalske oplevelser, men mere om at have en vildt god fest, hvilket den klarer til perfektion. Det er ærgerligt, at opbakningen halter så meget, fordi det er i høj grad en oplevelse, der er værd at prioritere. Jeg tilbragte søndagen i min seng – beskidt og udmattet, men med et smil på læben. Og det er ikke kun pga. den fantastiske ande-orgasme, jeg fik. Distortion Ø som arrangement er sgu fuld optur.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Warning: Undefined variable $related_posts in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/single.php on line 50