Roskilde Festival: Dag 4 stod i modsætningernes tegn

Aurora

Onsdag var årets første egentlig musikdag, omend Roskilde Festivals tre første dage havde været stopfyldt med behagelige toner fra de musikalske vækstlag – og fra enkelte artister, som nok allerede har taget skridtet videre fra vækstlaget. Men nu var det altså tid til de “rigtige”, færdigstøbte musikere, og det blev altså en noget underlig oplevelse, hvor publikums prioriteter tilsyneladende ikke helt kunne matche festivalplanlæggernes ditto.

For uanset hvor absurd det må lyde, så vil jeg vove at påstå, at der var flere mennesker til Alex Vargas’ koncert på Gloria – omend langt de fleste blev nødt til at stå udenfor, fordi der allerede trekvarter før showet var flere mennesker til showet, end der var plads til ved min forhenværende yndlingsscene – end der var til Damon Albarn og hans syriske kollegaers (og Julia Holters) åbningskoncert på Orange. Dermed ikke sagt, at jeg ville have byttet om på de to; det var bestemt et flot statement fra Roskilde Festivals side at lade Albarn åbne Orange, men man kunne godt have argumenteret for, at Alex Vargas burde have spillet på Avalon, som trods alt både har givet plads til Liss og Blaue Blume – to artister, jeg ser meget frem til, men som alt andet lige må forventes at have en mindre fanbase end P3-fænomenet Alex Vargas. Man kan sågar argumentere for, at Alex Vargas fint ville kunne have udfyldt Arena, men hey, måske er jeg bare træt af, at så mange mig selv inklusiv måtte gå forgæves på Gloria.

Alex Vargas – Shackled Up (Live)

En koncert, jeg heldigvis ikke måtte gå forgæves til, var Pavilion-åbningskoncerten klokken 18.15. Den stod norske Aurora for, og jeg kan ærligt sige, at det ubetinget var den bedste koncert, jeg har været til indtil nu på festivalen. Jeg kom meget tilfældigt til at placere mig midt i den betydelige norske fan-delegation, og det, tror jeg kun, var med til at gøre oplevelsen endnu bedre. Der blev flaget, der blev sunget med på alle sangene, der blev krammet, og der blev sendt et væld af både kærlighed og anerkendende nik i retning af deres landskvinde. Aurora selv virkede rørt og nærmest genert under det meste af koncerten; som var hun overrasket over, at der rent faktisk var dukket nogen op for at se hende, hvilket hun da også italesatte på norsk under koncerten: “Jeg er så glad for, at I er her. Det er meget bedre end at optræde for ingen!”
Musikalsk er 19-årige Aurora Aksnes stærk som få med en inderlighed og en indlevelse, som virker ekstremt dragende. Som om man selv er Auroras kriger. Som om man reelt er ude og løbe med ulve. Aurora – fænomenet, ikke sangerinden – kender vi i daglig tale som nordlys, og det var den samme magi, som var i spil på Pavilion tidligt onsdag aften. Mon ikke man kan opleve Aurora på en større scene næste år? Enten i Roskilde eller et andet sted i festivaldanmark.

Hvor Aurora var inderlig og nærværende, må man sige, at onsdagens hovednavn, Red Hot Chili Peppers var det stik modsatte. Jeg var primært taget til koncerten for at synge med på de store hits sammen med mine venner, og det virkede til, at 90 procent af de andre blandt publikum var kommet til af præcis samme grund. Og gudsketakoglov for at vi var det, for bandet virkede i høj grad som et, der havde brug for et kæmpe kor for at komme igennem koncerten. Forsanger Anthony Kiedis virkede decideret nervøs under første halvdel af koncerten, hvor han nærmest manisk klyngede sig til mikrofonstativet. Om det var 2007-koncerten, der stadig sad frisk i erindringen, ved jeg ikke, men det var alt for tydeligt, at Kiedis var bange for at begå fejl. Derfor kom RHCP heller aldrig ud over scenekanten, og det var sgu synd, for publikum virkede klar til at gribe dem. Det kom især til udtryk under “Californication”, hvor en tydeligt frustreret fan bag mig råbte: “Så stik dog mikrofonen ud til publikum!”
Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Publikum var klar til at have en fest, men det virkede bare som en fest, som RHCP under ingen omstændigheder ville med til. Og det var sgu synd.
Jeg fik, hvad jeg kom efter. Jeg fik sunget med på “Californication”, “Give It Away” og “Under The Bridge”. Men det kunne jeg helt ærligt lige så godt have gjort hjemme foran spejlet. Den eneste forskel er, at der var bedre plads til mine venner foran Orange, end det er hjemme i min stue.

Red Hot Chili Peppers – Californication

Onsdagen endte altså som en lidt underlig oplevelse, hvor de små var de store, og de store var de små. Inderligheden vandt over hittene, og der er (heldigvis) mere håb for de unge nye, end for de gamle slidte. Nu vil jeg i stedet kaste mig hovedløst ud i torsdagen – en torsdag, som har det stærkeste lineup, jeg kan mindes at have set for en enkelt dag på Roskilde Festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.