Regnsky møder… Låpsley

Låpsley

Hun er kun 19 år, men hun er allerede et stort navn i hjemlandet England. Holly Lapsley Fletchers – eller bare Låpsley – karriere blev kickstartet i 2014, da hun som bare 17-årig blev booket til BBC Introducing-scenen på Glastonbury Festival. Siden da er det blandt andet blevet til en plads på BBC’s eksklusive 2015-liste over upcoming artister og et anmelderrost debutalbum i foråret, og for et par uger siden besøgte hun så Danmark for anden gang for at spille på debutudgaven af Heartland Festival.

Et besøg, som markerer Låpsleys første festivaljob efter en succesfuld album-turné, hvor Holly i øvrigt havde danske Liss med som support.

”Vi er lige ankommet på Heartland, og det her er mit første interview efter turneen, så jeg er ikke så god med ord. Men det skal nok komme,” lyder det på forhånd undskyldende fra en grinende Holly Lapsley Fletcher.

Lidt ord kommer der dog alligevel ud af den trætte brite, som sætter en stor ære i at gøre alting selv. Hun synger, producerer og skriver selv al sin musik, og det skyldes især, at musikken i høj grad bare var noget, der skete for hende.

”Jeg har aldrig prøvet andet. Da jeg begyndte at lave musik, gjorde det uden nogen intentioner om at skabe en karriere. Så derfor er projektet ikke skabt af nogle andre med det formål at tjene penge. Det er bare noget jeg gør, og så blev jeg tilfældigvis signet på et label (XL Recordings, red.),” forklarer hun.

Låpsley – Hurt Me

At Låpsley er blevet signet på et relativt stort label, har dog ikke haft nogen særlig betydning for, hvordan hun laver sin musik. For det vigtigste er musikken – ikke karrieren.

”Jeg ville stadig gøre det, selvom jeg ikke var blevet signet. Det ville så bare være i min fritid, og det ville jeg have det fint med. Det er bare en bonus, at jeg kan gøre det som en karriere. Men projektet vil altid være mig, der gør, hvad jeg har lyst til at gøre – eller også vil det slet ikke eksistere,” fastslår hun.

Netop den tilgang skinner også igennem i hendes måde at gribe livet an på. For på trods af den tidlige succes ville Låpsley ikke kunne leve et liv, hvor alt drejede sig om musikken.

”Jeg har aldrig været en af dem, som har drømt om at blive musiker, siden jeg blev født. Det var bare noget, der skete, da jeg var 17,” forklarer hun om sin eksplosive karriere.

Hvis ikke karrieren havde taget fart så tidligt, så havde Holly Lapsley Fletcher formentlig studeret fysisk geografi i dag; altså den videnskab, hvor man beskæftiger sig med vulkaner, bjerge og andre af naturens imponerende kreationer.

”Jeg var meget akademisk, jeg elskede skolen, og jeg havde en plan om at gå på universitetet. Det var dét, jeg elskede, men samtidig var jeg deprimeret, fordi jeg ikke lavede musik. Nu, hvor jeg er fuldtidsmusiker, føler jeg, at der er en del af mig, der ikke bliver stimuleret, så jeg må prøve at finde en balance,” siger Holly Lapsley Fletcher.

Ud over de akademiske og musikalske passioner er Holly Fletcher også meget sportsinteresseret, og især sejlads vil hun gerne bruge mere tid på. Og det skulle hun gerne få, når sommerens koncerter er overstået.

Låpsley – Falling Short

I første omgang vil hun dog koncentrere sig om musikken, og man kan forvente en endnu mere selvstændig Låpsley, når hun sidst på året formentlig kaster sig ud i en opfølger til debutalbummet ”Long Way Home”.

Det er blevet lidt en principsag for Holly Fletcher at understrege, at hun gør alting selv. Vi har tidligere beskrevet, hvordan Låpsley ikke blev krediteret som producer på sit debutalbum, men selvom det siden er blevet løst, irriterer det hende stadig, at hun ikke får samme anerkendelse som hendes mandlige kollegaer inden for den elektroniske del af popmusikken.

”Jeg undrer mig over, at jeg bliver kategoriseret som en singer/songwriter. Ville jeg blive det, hvis jeg var en fyr? Nej, det ville jeg ikke. Jeg er sangskriver og producer. Hvis jeg var en dreng, ville folk putte mig i samme kategori som James Blake og Caribou. Jeg forstår det ikke, for jeg kan ikke gøre for, hvilket køn jeg har, så jeg kan ikke se, hvorfor det skal have indflydelse på, hvilken slags musik jeg laver. Jeg er ikke fornærmet; jeg forstår det bare ikke. Hvis jeg var journalist, så ville jeg ikke kunne beskrive mig som andet,” lyder det meget passioneret fra Låpsley.

Men hvordan ændrer vi på det?

”Jeg ved det ikke. Jeg tror, at man skal kæmpe fra sit hjørne af ringen. Jeg har ikke lyst til at kæmpe, men indtil det er normen, bliver man bare nødt til at sige noget. Vi skal nå dertil, hvor det er fint, hvis man selv skriver det hele – men hvor det også er fint, hvis man ikke har. Man skal kunne gøre, hvad man vil. Men det er bestemt blevet bedre. Jeg tror, at folk som Christine and the Queens og Grimes har været med til at skabe et mere positivt syn på kvinder i branchen,” siger hun.

Låpsley – Station

Selvom Låpsley er god til at fremhæve andre foregangskvinder, synes jeg personligt, at hun også gør sit på en lidt mere diskret facon end eksempelvis Claire Boucher/Grimes, og trods nogle lydproblemer i starten, leverede Låpsley en pragtpræstation på Heartland Festival, hvor hun fik eksemplificeret sit enorme musikalske talent. Og jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at hun er langt mere end ”bare” en singer/songwriter.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.