Magtdemonstration af Caribou på Northside Festival

Foto: Hjördís Jónsdóttir

Jeg vil ikke gå for meget i dybden med kvaliteten af det elektroniske program på 2016-udgaven af Northside Festival, for det kommer Rasmus til at gøre en af de nærmeste dage, men blot konstatere, at canadiske Caribou var det eneste indslag, som leverede en elektronisk koncert med rigtige instrumenter – og det var virkelig forfriskende.

Dan Snaith og liveholdet bestående af guitaristen Ryan Smith, trommeslager Brad Weber og amerikanske John Schmersal på bas åbnede festen med en virkelig tight udgave af “Our Love” fra 2014-mesterværket af samme navn, inden de slog over i den noget tungere “Mars” fra samme album, hvor bassen for alvor fik varmet et aftenkoldt publikum op. Så var vi ligesom i gang!

Caribou havde fået et ret utaknemmeligt spilletidspunkt klokken lidt i otte på festivalens sidste dag, hvor bandets visuals druknede i aftenlyset – på trods af at skyerne gjorde sit til at hjælpe – og publikum ikke helt var i samme tilstand af beruselse, som det (desværre) havde været tilfældet under Beach House-koncerten aftenen inden. Måske havde det fungeret bedre, hvis Caribou havde fået et slot fredag eller lørdag sent om aftenen.

Men det skulle nu ikke afholde Caribou fra at demonstrere, hvor imponerende højt et kunstnerisk niveau, Dan Snaiths projekt besidder. Det kom især til udtryk på det tredje nummer, som var det melodiske og nærmest sing-along-venlige (hvis altså publikum havde kendt bandet på forhånd) “All I Ever Need”. Her viste Caribou, hvordan de i høj grad adskiller sig fra så mange andre elektroniske acts i deres kombination af knivskarpe og eksperimenterende produktioner og et velfungerende genremix på tværs af psykedelisk musik, house og indierock, som gør musikken tilgængelig for en langt bredere skare af musikelskere.

“All I Ever Need” flød elegant over i det næste nummer, “Bowls” fra det fantastiske “Swim”-album, som dog kom til at virke lidt som et overgangsnummer og pusterum, inden den forliste kærlighed til “Jamelia” endelig skulle forløses i en af aftenens største øjeblikke for undertegnede.

En storsmilende Dan Snaith forblev i det melodiske hjørne med “Back Home”, inden bandet, som tydeligvis nød at være på scenen, satte trumf på med bandets i mine øjne tre stærkeste numrene: Gennembrudshittet og mit yndlingsnummer i flere år, “Odessa” fra 2010, åbningsnummeret og klubhittet “Can’t Do Without You” fra “Our Love” og så selvfølgelig bandets anden helt store klassiker “Sun”, der kom til at fremstå som en bøn til de højere magter på denne overskyede søndag aften, som efterhånden havde udviklet sig til at være nærmest efterårskold.

Mange medier kaldte “Our Love” for et mesterværk og druknede det i stjerner, da det udkom for to år siden, og den magi formåede Caribou i den grad at overføre til den efterhånden godt gennemtrådte græsplæne i Ådalen. Det var ganske enkelt en magtdemonstration i talent, tjekkethed og musikalsk overlegenhed – hvis dog bare koncerten havde ligget fredag eller lørdag aften i stedet…

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.