Halv-lice Cooper

13497968_10154956077653136_4367030637554848601_o
Foto: Copenhell

Jeg ved ikke særligt meget om moderne metal. Så er det på plads. Derfor er det også svært at anmelde en koncert, hvor man ikke rigtigt forstår, hvad der foregår. ”Det larmede i halvanden time. Det må være godt. Seks stjerner”.

Til gengæld er jeg opdraget i klassisk rock og gammel metal. Iron Maiden, Judas Priest, Black Sabbath… Og Alice Cooper. Udvalget af klassisk metal er enormt på Copenhell i år. Der er mulighed for at se ovennævnte Black Sabbath og Alice Cooper samtidig med, at man kan se Scorpions, Megadeth og den nationale stolthed King Diamond. Det har været mit incitament for at tage på årets Copenhell, hvilket desuden er min jomfrutur.

Allerede kl. 19.15 torsdag på Helveti-scenen var det tid til den første af mange. Det var tid til panda-makeup og rebelske ungdomssange som ”I’m Eighteen” og ”School’s out”.

Alice Cooper er en helt. Og han er på hjemmebane. Det står tydeligt, da han endelig kommer frem og synger, og publikums begejstring ingen ende vil tage. De ved, at de står her med en levende legende, og det klassiske djælvehornshåndtegn bliver smidt i hans retning fra alle ender af det massive publikumsfremmøde. Alice bærer en sort kappe, og han er svær at se i starten. Da han tager den af og afslører sit zebrastribede sæt og sin idiosynkratiske panda-makeup, er folk slet ikke til at styre. ”DET ER FUCKING ALICE COOPER DET DÉR”.

MEN….. Hvor ville jeg ønske, at Alice Cooper gengældte den entusiasme, der blev vist ham. Han virker altså desværre noget uoplagt, og han fanger mig på intet tidspunkt under koncerten, selvom jeg virkelig gerne vil fanges. Jeg vil tages væk, jeg vil til et andet sted, hvor alting kan være lige meget, og det hele handler om rock’n’roll. Desværre ender jeg bare med at stå og tænke over, hvordan folk er klædt på, og hvilke tatoveringer de har. Mit fokus ryger hurtigt, og min opmærksomhed er andetsteds under store dele af koncerten. Faktum at han er Alice Cooper ”The legend” er i sig selv ikke nok. Det er det dog heldigvis for mange af de fremmødte, og det virker alt i alt som om, at der er en udpræget tilfredshed med bare at få lov til at lægge øjnene på rockens yndlings panda.

NOGET der til gengæld virkelig fanger min opmærksomhed, er hans valg af guitarist. I starten tænker jeg bare ”Fedt, det er en kvinde som leadguitarist”. Efter et kvarter tænker jeg ”okay, hun kan satme spille guitar”. Efter en halv time tænker jeg ”For helvede hvor er hun dygtig, og hvor er det genialt”. Specielt da hun smider sig ned på knæ foran publikum for at spille en guitarsolo af den gamle skole. Vi snakker tapping helt op ad gribebrættet og flere toner end min hjerne kan håndtere. Hold kæft hvor var hun dygtig – og hun formåede virkelig at fange mig.

DESUDEN var der også en klassisk trommesolo. Alice’s trommeslager var så hjernedødt dygtig. Han var også en showman. Han spillede sin solo, hvor han slog på trommen, svingede stikken en omgang i hånden, og slog igen. Altså konsekvent. Hele tiden. Det så fedt ud, og publikum hujede og hejede af begejstring over hans tricks.

ÆRGERLIGT at Alice Cooper bliver overshinet af sine musikere, fordi hans egen performance overlod meget til håb og drømme. Jeg forstår heller ikke setlisten. Vi fik FEM covernumre fra en mand der har udgivet 26 studiealbums. Var det virkelig nødvendigt?

ALTSÅ nu har jeg set giraffen.. Eller zebraen om man vil. En ægte levende legende som desværre var en anelse forpustet. Han var jo selvfølgelig også i Danmark for 24 dage siden og levere en anmelderrost koncert med Hollywood Vampires. Om det var udfordringen i et nyt projekt, der gav ham energi er svært at sige, men han virkede noget flad, når han skulle levere det samme, som han altid har gjort i sit eget navn. En publikumsfavorit på halv kraft.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.