Fuck Yeah, Heartland Festival! – De umiddelbare indtryk efter første udgave

The Flaming Lips (credit: Morten Rygaard)

Foto: Morten Rygaard

Lad mig lægge ud med at understrege en ting, hvis du har travlt og ikke lige har mulighed for at læse hele indlægget: Køb for alt i verden billet til Heartland Festival 2017, så snart det er muligt. For trods nogle forventelige børnesygdomme levede 2016-udgaven af den spritnye festival fuldt ud op til mine høje forventninger.
Lige nu sidder jeg med begyndende festival-blues og et voldsomt søvnunderskud efter at være kommet hjem for få timer siden og vil forsøge at gøre status over festivalens største op- og nedture. Lad mig begynde med det dårlige, så vi kan slutte af i godt humør i stedet.

Årets nedture på Heartland Festival:
Der var heldigvis ikke mange af dem, men jeg bliver simpelthen nødt til at påpege det helt absurde fejlskøn, der var blevet lavet fra festivalens side på madfronten. Seks deciderede madboder (og en i øvrigt charmerende rød bus ved campingområdet) skulle brødføde det sultne festivalpublikum på en håndfuld tusinde gæster. Det var dømt til at gå galt, og det gjorde det desværre også den første aften, hvor to af boderne tidligt måtte melde udsolgt, mens de andre kæmpede med nærmest uendeligt lange køer, som for de fleste betød missede koncerter og talks. Det er ekstremt ærgerligt, men det er trods alt, hvad jeg vil kategorisere som en børnesygdom, som Heartland Festival da også skal have ros for at rette op på på andendagen med en ordentlig omgang hasteindkøbte sandwiches og ekstra personale.
En ting vil jeg dog sige: For en festival, som i den grad også har slået sig op på, at de vil være noget ved kødgryderne, så kunne jeg kvalitetsmæssigt ikke smage forskel på maden her sammenlignet med udvalget på eksempelvis Roskilde og Northside Festival.

Årets eneste musikalske nedtur kan man dog ikke forklare sig ud af, og jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre Susanne Sundfør om, hvad der gik galt. Jeg elsker den norske sangerinde, og efter hendes fremragende koncert på Roskilde Festival i 2014 var mine forventninger skyhøje, men jeg er aldrig før blevet så skuffet over en koncert. Det lød mere eller mindre som om, at koncerten blev spillet nede i en papkasse med en trommeslager, som tilsyneladende aldrig havde slået på en lilletromme før. Hovedpersonens vokal drukende også – ikke i musikken, men udelukkende i sig selv.
Inden koncerten sad jeg nede ved mit telt med mine venner og lyttede til hendes fantastiske nummer “Delirious” på min telefon uden højtalere – og helt ærligt, så følte jeg et større nærvær ved den performance, end jeg gjorde ved koncerten 20 minutter senere. Det var en ekstremt underlig oplevelse, og når jeg tænker tilbage på det, så er jeg måske egentlig mere forvirret, end jeg er skuffet. For jeg ved, hvordan Susanne Sundfør skal lyde, når hun er bedst. Men det gjorde hun i den grad ikke i aftes.

Årets opture på Heartland Festival:
Der var heldigvis langt flere opture end nedture på årets festival, og det vidner om en ung festival, som ved, hvad den vil. Først og fremmest var der under hele festivalen en fantastisk stemning på pladsen præget af kærlighed og hensyntagen til hinanden. Måske var det de smukke omgivelser, der smittede af på folks væremåde, men aldrig har jeg på en festival set så mange mennesker rydde op efter sig selv, være opmærksomme på børn og andre lave/mindre mennesker til koncerter, og i det hele taget behandle stedet og hinanden ordentligt. Det samme gjorde sig gældende i boderne og blandt de frivillige, som for alles vedkommende var propfyldte med overskud og godt humør. I sandhed en hjertevarm oplevelse!

Musikalsk sad det meste også lige i skabet. Chinah og Blaue Blume viste med stor tydelighed, at nutidens danske musik har det fantastisk, mens Anne Linnet mindede os om, at en god omgang fællessang heller ikke er af vejen, når man er på en festival for mennesker i alle aldre. Mark Ronson leverede en gigantisk fest, som var den eneste rigtige måde at slutte førstedagen af på, mens Låpsley, Michael Kiwanuka og Ásgeir beviste, at vokaler kan fremkalde gåsehud – uanset om de kommer fra England, Uganda eller Island.
Men for mig var der én artist, som strålede over alle de andre. Billedet i toppen har sikkert allerede afsløret det for nogle af jer, men det er selvfølgelig Wayne Coyne og The Flaming Lips, som gjorde Heartland 2016 til noget ganske særligt. Jeg gik ned til scenen en time før, koncerten skulle begynde, og jeg stod derfor helt forrest, da Wayne Coyne allerede før koncerten begyndte at skyde konfetti i hovedet på publikum. Siden hen blev der kastet og skudt mere konfetti, enorme balloner, endnu mere konfetti og sågar Wayne Coyne selv, da han i en stor gennemsigtig bold dansede ud over publikum i bandets fremragende cover af afdøde David BowiesSpace Oddity“.

Flaming Lips – Space Oddity

Inden koncerten havde jeg fornøjelsen af Wayne Coynes selskab i små trekvarter, og der fortalte han blandt andet, at hans musik er bedst, når han ikke ved, hvad han laver. Hvis det står til troende, så anede han ikke, hvad han lavede fredag aften, for alt gik op i en højere enhed. Wayne Coynes vokal bliver aldrig spektakulært stærk, men til gengæld var det en vanvittig sjov og inddragende oplevelse, som alle formentlig vil huske i lang tid. For mig er festen i hvert fald ikke slut endnu, og jeg finder stadig konfetti de mærkeligste steder i mit tøj.
Der kom i øvrigt også andet ud af samtalen med Wayne Coyne, og det vil man kunne læse her på bloggen inden alt for længe.

Så alt i alt, tl;dr: Tag på Heartland Festival næste år, for folk er virkelig søde, stedet er virkelig smukt, og musikken er virkelig god!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.