En sommerdag i helvede

JRBY1231
Foto: Jens Wulff

Lige til at starte med så laver jeg lige en disclaimer. Den her artikel er ikke skrevet til dig, der er fast inventar på Copenhell, og som kender hvert et hjørne af festivalspladsen. Den er skrevet til dig, der er nysgerrig omkring, hvad der egentlig foregår ude på Refshaleøen, når Copenhell tager over.

Jeg har aldrig været på Copenhell før. Faktisk har jeg knap nok været til en metalkoncert. Jeg så Metallica i Forum tilbage i 2009, men det stopper vist også der. Min generelle musiksmag ville nok få lattermusklerne i alvorlig krampe hos den almene Copenhell-gænger, men nu har jeg udfordret mig selv og taget ud for at opleve vanviddet og se om en Vesterbro-type overhovedet kan passe ind derude.

Allerede på Christianshavn station starter det. Der er specialindhentede busser til begivenheden ala til Distortion (Ja, det er min referenceramme). Det er genialt tænkt, at de kører med nummeret 666 og destinationen Copenhell. Desuden er de gratis, hvilket ikke gør turen mindre behagelig. Det gør temperaturen til gengæld. Det tager ikke lang tid at komme ud på Refshaleøen, men kombinationen af tætpakkethed og strålende sommervejr gør, at min, til lejligheden, sorte t-shirt er helt gennemsvedt – men ved du hvad? Det er sgu lige meget. Det er fandme metal at svede, tror jeg. Jeg ved faktisk ikke, hvad der er metal. Tænker det er noget med fuldskæg (noget der egentlig også går igen på Distortion Ø) og tatoveringer (stadig). Måske er hipsterne og metalhovederne faktisk slet ikke så langt fra hinanden?

Der er et stykke gang fra busholdepladsen til indgangen. Ikke særligt langt men langt nok til, at en flue når at flyve ind i munden på mig. Et øjeblik slår det mig, at jeg måske burde sige “Fuck det” og sluge lortet. Ville det ikke være metal?

Det går op for mig, at jeg faktisk ikke rigtigt ved, hvad der er metal, og hvad der ikke er. Det bliver jeg simpelthen nødt til at undersøge.

JRBY1034
Foto: Jens Wulff

Er det metal?

Jakob på billedet var den første, jeg løb ind i i min jagt efter, hvad der er metal. Jakob havde øjenmakeup og fletninger i skægget. To ting, der taget ud af konteksten, umiddelbart ikke ville være så metal. På Copenhell passer det bare godt ind. Jeg bad Jakob og ni andre om at tage stilling til forskellige udsagn og vurdere, om det var metal.

Første udsagn var, en om en gut, jeg så i torsdag, klædt i helt jakkesæt, var metal. Han var Blues Brothers-ish, og jeg synes, han skilte sig ud fra mængden. Han blev dog vurderet metal af 8 ud af 10 af de adspurgte.

Næste udsagn var en gut, jeg så, der gik og spiste et helt grisehoved, som jeg vil tro, han havde fået fra den stand, hvor man kan få helstegt pattegris. Han fik 9 ud af 10 i metalscore. Alice Cooper måtte desuden nøjes med 7 i metalscore til sammenligning. Vodka og redbull-boderne fik kun tre i score. Og fadølspriserne på 50 kroner skrabede bunden men en metalscore på én.

Jakob kom desuden med en kommentar til, hvad der efter hans mening er metal.

“Det er metal at kunne være kontrolleret stiv i en lang periode. Musikalsk set kan jeg godt lide en god tung bass, og jeg sætter melodien over teksten i sangene. Dog kan jeg ikke lide al den skrigeri, der er i noget metal.”

Med min nyfundne viden om metal, gik jeg videre, og en ting, der er værd at snakke om, er det notoriske Smadreland. Et sted hvor man med koben og hammere kan tæske løs på skrotbiler. Det er desuden det eneste sted på Copenhell, hvor der er en DJ-pult. Den spiller dog selvfølgelig stadig kun smadremusik. Der er lang vej til det EDM, jeg er vant til. Bare som publikum bliver man grebet af en lattertrang, og man kan slet ikke holde det tilbage, når man ser, hvor fantastisk morsomt det ser ud, at en fuldvoksen mand med skæg og svedpletter tæsker løs på et gammelt lej-et-lig med en hammer, der ville gøre selv Poppy fra League of Legends misundelig. Smed jeg lige en gaming-reference ind i min artikel? Det tror jeg nok, jeg gjorde. Google det og grin. Er det metal?

JRBY1167
Amerikansk smadderbold. Foto: Jens Wulff

Hvad med musikken?

De fleste af koncerterne på Copenhell anede jeg ikke helt, hvad der foregik under. Det, tror jeg, har noget at gøre med, at jeg simpelthen ikke kender musikken – og knap nok genren. En koncert, hvor jeg sagtens forstod, hvad der foregik, var årets største – nemlig Black Sabbath. Det er deres sidste turné nogensinde, og derfor var det sidste chance for at se dem live. Det var allerede tydeligt, hvor stor en booking det var, da Copenhell tidligere på foråret kunne melde udsolgt af lørdagsbilletterne lynende hurtigt. Efterfølgende blev der også udsolgt af partout, hvilket måske også kan tildeles til Black Sabbath status som metalgiganter.

JRBY1187
Det er fucking Ozzy det der. The man – the legend! Foto: Jens Wulff

En spøjs ting er dog, at de faktisk blev overshinet af et andet band, der var booket til om lørdagen. Nu kommer der en halvkontroversiel udtalelse, måske, men husk på, jeg overhovedet ikke ved, hvad jeg snakker om.

Jeg synes, det var helt sublimt at se Red Warszawa i topform og på hjemmebane. De ejede Refshaleøen, og de gjorde det så godt, at selv jeg kunne forstå det. Det er dumt, det er uforudsigeligt, det er absurd morsomt at stå og skråle med på “HURRA SKOLEN BRÆNDER”. Kan du ikke teksterne, lærer du dem hurtigt. Det er ikke stor kunst, men det er det måske alligevel. Det er genialt og galt. Det er fuldvoksne mænd, der snaver på scenen; det er snapseviser. Det er en julemand på afveje. Det er Red Warszawa.

JRBY1647
“Nåå, det var det, du mente”. Foto: Jens Wulff

Koncerterne på Copenhell er vilde og uforudsigelige. Det eneste, man ved på forhånd, er, at folk passer sindssygt godt på hinanden. Selv folk, der dyrker helvede og satan, stopper moshpits, når der er en, der ligger ned. Dermed ikke sagt at folk herude er satanister, men det lyder bare meget godt. Vokalisterne i metalbands imponerer mig sindssygt meget. Helt seriøst, hvad smører man sin hals med for at kunne skrige ind i en mikrofon i halvanden time?

JRBY1637
Lækre Jens og Hævi Henning i et slags ømt øjeblik. Foto: Jens Wulff

Hold kæft, der er knald på ude på Reffen, når Copenhell tager over. Selvom man ikke er stor fan af musikken, så vil jeg foreslå at deltage i en festival, blot for at være en del af den fantastiske stemning og se lidt på nogle mennesker, som man ikke ligefrem ser på kontoret til daglig. Der er også noget urkomisk over den måde, Copenhell præsenterer sig på. Det hele er metal på den lidt overdrevne og derfor komiske måde, og det giver et indtryk af en seriøs festival, der ikke tager sig selv alt for seriøst, hvis det giver mening. Det kunne flere af de andre danske godt lære lidt af. Festivaler handler i bund og grund om at have det sjovt og gode oplevelser, og på trods af sprængte trommehinder er det præcis, hvad man får ud af et besøg i Københelvede.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.