Dag 4: To soniske powerkvinder

Roskilde Festivals musikdage startede med kontrasternes aften i form af to kropslige totaloplevelser til DAWN på Apollo og Anna von Hausswolff i Gloria. Eva og Mirja tog som henholdvis fan og opdagelsesrejsende i nyt land på tur tværs gennem festivalpladsen.
Det blev klart, at koncerterne ikke krævede forudgående kendskab til artisterne. Fælles for de to var nemlig konsekvens og overraskelse: to stærkt fængslende faktorer. Begge artister gik planken ud for deres kunstneriske visioner, og på den måde blev også den del af publikum, som inden var intetanende om, hvad der ventede dem, overbevist til overgivelse. Først af DAWNs rytmekarussel og dernæst af Anna von Hausswolffs dronede evighedsmaskine. Den frembrusende sydlænding overfor den nordiske mystik. To kropslige oplevelser. Begge så intime og dog så forskellige i denne intimitet.

DAWN - Roskilde 2016

DAWN i fronten med skarpt lys og de rene linjers grafik. Dawn-Angeliqué Richard og danseres dans var svært tillokkende – lige dele fascinerende (aldrig kommer jeg til at danse så godt) og anerkendende: hende selv og danserne var synkroniserede, men ikke helt. Fejlen er en frisættelse. Forventningen om det kommende er en hæmning: fortsætter rytmen eller bliver den brudt? Hvad skal jeg tro på? I DAWNs musik er du aldrig sikker, og derfor kan du ikke planlægge dit næste move. Du må improvisere. Enten være ligeglad med om du følger andre, køre dit eget løb, være din egen herrer. Eller lade musikken tage styringen – følge skiftet fra “Titans” mellow knips til “Honest”‘s på denne aften højoktansk flikkende footwork-arbejde uden et blink.

Således fik de fremfundne festivalgæster danset sig ind i onsdagens aften med DAWN som indpisker influeret af de sidste otte års britiske og skotske banebrydere fra Numbers og PC Music pladeselskaberne. Ja, man kan kalde de afsindigt komplekse vokalproduktioner en hæmsko: selvfølgelig var backtrack en afgørende spiller på scenen, det er klart, lyt til hendes albums. Det er en forudsætning, medmindre man altså finder sine tro kopier som korsangere… Det havde DAWN ikke gjort, og derfor var backtrack en naturlig komponent af lydbilledet. Det kan kritiseres, men det kan også ses som en naturlig del af oplevelsen: havde det været bedre, om de ikke havde været der?

DAWNs intimitet var ikke hendes vokal, det hun sagde eller den måde hun dansede. Det var hendes uudtalte forventninger til dig som koncertgæst. Smid forventningerne over bord og tag med! Ud i de futuristisk genrebrydende krumspring, der lokker med et klimaks men fortsætter deres intensitet. DAWN mestrer drop’et – hun leger med det på eksempelvis “Not Above It”, der ligger som koncertens naturlige kulmination sidst i settet. Hun drop’er, hun fortsætter og bygger videre – giver hverken efter for publikums bastunge ører eller for dets lyst til højere og vildere.
Hun gør ikke det, som er forventet – og derfor holder det folks opmærksomhed. Hun havde to dansere på scenen, det var synkrondans med improvisationer. Det bryder jeg mig normalt ikke om – det er en kliche og tabu i Danmark. Men synkrondansen blev en frigørelse af publikums kropslighed. Dansen fra scenen satte dansen fri i publikums kroppe: den blev en subtil opfordring fra scenen til at give sig hen til musikken og følge dens ofte uforventede krumspring fra den genreskrydende rytmik. Heri lå intimiteten.

Anna Von Hausswolff

Videre til Gloria. Anna Von Hausswolff bagerst på scenen i et røgslør. En stor voldsomhed trods sin umiddelbart introverte udtryk.
Anna von Hauswolff bryder ikke sine eller sit bands droners spænding. Hun fortsætter den. Hun nedbryder sangens sædvanlige spændingskurve. Hun finder tilbage til en form for urgud – eller dykker helt ned i ursuppen, om man vil – hendes musik giver et ekko af det, som bare er der. Af det, som ikke kan forklares eller forandres. Det, som ligger udenfor vores handleområde. Naturen. Nordisk musik og natur er en kliché, men måske af en årsag.
Jeg kan ikke forstå musikken med mit intellektet, for opbygningen er der ikke. Jeg må sætte den til side og i stedet for mærke musikken med dens white noise-effekt. Som Mirja sagde: det nærmest klirrer i hovedet. Lydfladerne tårner sig op så længe, at deres insisteren bliver provokerende.
Det er ikke blot den imponerende kraftige skærebrændervokal, Anna von Hausswolff blænder op for. Hendes orgelspil – under Glorias tag på synthesizer – står ud. Det minder os om den nordiske kulturhistorie, som Mirja påpeger og legitimerer den nordiske reference med. Det er sandt, tænker jeg, den evige støj vækker med orglet minder om livets afgørende øjeblikke – liv og død – også for ikkereligiøse.
De fem musikere i scenens halvcirkel får luftrøret til at vibrere. Musikken omslutter hele kroppen, hele vejen til de inderste organer. Dét er også en intimitet, en intimitet af de mere voldsomme.

Efter DAWN og Anna von Hausswolff er både Mirja og jeg bombet af intimitetens intensitet. Der var ingen ironi hos nogen af de to artister. Man mærkede alvoren i musikken: om det var futuristisk pop eller dronende folkrock. Derfor kunne publikum have fuld tillid til artisterne og følge dem, trods de gik fra det genkendelige og ud på ukendte land. Særligt hos Anna von Hausswolff er ingen veje blinde – du fortsætter, du fortsætter, du fortsætter. Hos DAWN er de evige overraskelser et nybrud mellem pop, r’n’b og futuristiske elektroniske eksperimenter. I begge tilfælde giver musikken os muligheden for at slippe vores kontrolmani og lade den styre retningen. Vi transcenderede den intellektualiserede oplevelse og blev del af et cirkulært system, hvor der ikke er en start og en slutning. Således er ører og sind åbent for endnu en dag.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.