Alt burde egentlig være i den fineste orden. I fredags, den 4. marts, udsendte det britiske mega-talent Låpsley sit længeventede debutalbum til fine anmeldelser i de meste af verden. Debutalbummet “Long Way Home” indeholder Holly Lapsley Fletchers bedste kreationer fra hendes korte karriere, og det snart tre år gamle gennembrudshit “Station” sidder stadig lige i skabet; et gennembrudshit som var markant nok til at få den blot 19-årige sangerinde signet hos det hippe London-baserede label XL Recordings. Men det er lige netop dér, at det idylliske billede krakelerer en smule.
Låpsley tilhører nemlig en eksklusiv klub af artister – sammen med blandt andre Claire Boucher fra Grimes, Merrill Garbus fra tUnE-yArDs og britiske Jack Garratt for at nævne nogle af de mest aktuelle – som sætter en ære i selv at producere al deres musik. Men læser man under punktet producer på “Long Way Home”, finder man navnet Rodaidh McDonald. Rodaidh McDonald er en anerkendt skotsk producer fra XL Recordings, som blandt andre har arbejdet sammen med Adele, Vampire Weekend og Daughter. Med andre ord en mand med et ganske habilt CV. Men problemet er bare, at hvis spørger man Holly Lapsley Fletcher selv, så har Rodaidh McDonald ikke produceret hendes album. Det har hun selv.
Men hvad er problemet egentlig? Altså ud over det grundlæggende problem i, at McDonald krediteres for Fletchers arbejde, så taler det ind i en større problematik; nemlig at vi her på 102-årsdagen for Kvindernes internationale kampdag stadig har en musikbranche, hvor under fem procent af producerne ifølge 2010-tal fra Music Producers’ Guild er kvinder. Og de få kvinder, der så er, har meget svært ved at blive taget seriøst og opnå anerkendelse for deres arbejde.
Som Låpsley – løst oversat – udtrykte det i et interview med Consequence of Sound i januar: “Det er som om, at folk ikke tror på dig. Jeg føler ikke, at det er selvcentreret at sige, at jeg er stolt af mit arbejde, for mænd ville blive påskønnet for det. Klart, min produktion er ikke på niveau med Max Martin (en af verdens mest succesfulde producere, red.), men jeg har gjort et forsøg og sat mit eget aftryk. Jeg har brugt timevis på at producere dette album. At mit navn ikke er nævnt i albummets production credits er ulækkert, og det ville ikke være sket, hvis jeg var en dreng.”
Og et hurtigt kig hos kollegaerne Jamie xx (som parentes bemærket også har arbejdet sammen med Rodaidh McDonald) og Jack Garratt bekræfter den sidste påstand. For god ordens skyld skal det også lige nævnes, at Låpsleys kritik er rettet mod hendes label og musikbranchen som sådan – ikke mod Rodaidh McDonald, som hun har været glad for at samarbejde med og beskriver som “en kreativ facilitator.”
Nogle vil måske nu sidde og tænke, at det er meget at gøre ud af et navn på indersiden af et albumcover, som de færreste nok alligevel vil læse. Og hvis det var det eneste problem, ville jeg måske være på nippet til at give disse nogle ret. Men som Låpsley udtrykker det, så vil hun “hellere sige noget, ellers forbliver lortet det samme.” Og problemerne går langt ud over relativt små detaljer som en manglende kreditering trods alt må siges at være.
En anden, som bestemt ikke har været bange for at udtale sig kritisk om forholdene i musikbranchen, er canadiske Claire Boucher. I sidste måned besøgte hun under sit kunstnernavn Grimes Danmark til en udsolgt koncert i Falconersalen på Frederiksberg. Hun har gennem de seneste år været en af de skarpeste kritikere af musikbranchen og i særdeleshed koncertoplevelsen og produktionsforholdene som ung kvinde.
Allerede tilbage i 2013 skrev Claire Boucher et nu-slettet-indlæg på Tumblr under overskriften “I don’t want to compromise my morals in order to make a living.” Flere medier kaldte dengang indlægget for “et feministisk manifest” – en definition jeg ikke nødvendigvis er enig i. For mig var det snarere udtryk for en ung kvinde, som havde fået nok af sexisme i musikbranchen. Hun var træt af at blive sat i bås, fordi kvinder tilsyneladende ikke skulle kunne finde ud af at benytte teknik. Træt af at ikke-musikfaglige mennesker, der følte trang til at hjælpe hende, som om hun helt tilfældigt var kommet til at skabe et fantastisk album i form af “Visions” og havde brug for deres hjælp for at gøre det igen. Træt af at blive kaldt overfladisk, fordi hun kunne og stadig kan lide mode og popmusik. Og generelt bare træt af at blive defineret, infantiliseret og seksualiseret – og sågar seksuelt forulempet – på grund af sit udseende. Alle ting som i 2013 ikke burde være issues, men tilsyneladende har været det. Og desværre stadig synes at være det.
Claire Boucher skrev “Oblivion” for cirka fem år siden efter en situation i Montreal, hvor hun var blevet krænket seksuelt.
I et langt og i øvrigt fremragende interview i magasinet Dazed fra efteråret 2015 fortæller en nedtrykt Claire Boucher om sine oplevelser i forbindelse med den kreative proces, som senere skulle blive til hendes fjerde album, “Art Angels.” Løst citeret: “Du kunne være i studiet med en cool person, men så siger en lydmand, ‘Her er mit nummer’, og jeg ville være sådan, ‘Kan du ikke lade være med at give mig dit nummer, når jeg er på arbejde, og det er meningen, at du skal arbejde for mig? Seriøst?’ Jeg ville foretrække at kunne gå på arbejde og ikke blive inviteret ud. Jeg ville foretrække at kunne gå på arbejde og få lov til at røre computeren. Det, at jeg bliver nødt til at kæmpe for at få lov til at udføre mit arbejde, er vanvittigt,” lød det blandt andet fra Claire Boucher sidste år.
Det er svært at være uenig med hende, for det er fuldkommen vanvittigt. Og hun siger det egentlig meget rammende senere i interviewet: “Jeg vil bare være et menneske.”
Det er netop hele pointen. For selvfølgelig skal Låpsley krediteres for sit arbejde som producer på sin egen plade på lige fod med Jack Garratt og Jamie xx. Selvfølgelig skal Claire Boucher, Alice Glass (tidligere forsangerinde i Crystal Castles), Kesha og alle andre kunne kaste sig ud i publikum eller gå i studiet uden at blive forulempet. Og lige så selvfølgeligt bør det være, at Grimes primære kvalitet ikke er, at hun “en nuttet, lille pige” men en fantastisk dygtig artist, at – for lige at vende hjem til vores egen lille andedam – Velvet Volumes primære kvalitet ikke er, at de er tre unge piger, men at de gennem deres energi er et af landets pt bedste livebands; og at evnen til at betjene elektroniske værktøjer og instrumenter intet har med ens køn at gøre – for som Fader så fint udtrykte det i en anbefalelsesværdig artikel for halvandet år siden, så lytter vi ikke til musik med vores genitalier. Men alle disse ting er desværre ikke så selvfølgelige, som de burde være, og netop derfor er dagen i dag ekstremt vigtig.
Lad mig slutteligt sige, at jeg – ligesom Claire Boucher også er citeret for i stort set alle de interviews, jeg har læst – mener, at langt de fleste mennesker i musikbranchen og langt de fleste koncertgængere er skønne og fornuftige mennesker. Flere af de bedste mennesker i mit liv kender jeg gennem musikbranchen, og mange af mine bedste minder stammer fra musik og koncerter – begge ting, der også gør sig gældende for Claire Boucher og formentlig også de andre artister, jeg har nævnt undervejs. Men der er stadig meget at kæmpe for – også i musikbranchen. Glædelig kvindernes internationale kampdag!
