Florence + the Machine: Magtdemonstration fra en teatralsk kærlighedsgudinde

Jeg var i starten af min gymnasietid, da Florence + The Machine havde sit gennembrud. I mine ører har de altid leveret noget af det allermest sensommer-festivalegnede musik, jeg kan forestille mig. I gymnasiet drømte jeg da også ofte om at opleve dem live med storslået strygerensemble og føle alle de følelser, Florence Welch så mesterligt brygger sine tekster og sin lyd på. Trods det manglende strygerensemble og kor torsdag aften, var følelserne så koncentrerede, at man kunne have kogt bouillon på dem, og jeg blev således sendt stik tilbage til min drømmende og hormonspækkede gymnasietid.

Florence viste denne aften, at hun er en yderst kompleks og kontrastfuld musiker og performer. Barfodet og hvidklædt havde hun skruet helt op for sin karakteristiske stage performance, der var en tryllebindende kontrast mellem at springe rundt på scenen til at stå helt stille med langsomme, intense bevægelser, der ind imellem sendte tankerne over på tai-chi.

Florence Welch. Foto: Lasse Lagoni
Florence Welch leverede også store følelser med små bevægelser. Foto: Lasse Lagoni

Det var en ualmindeligt heldig fanskare i pitten, der blev forkælet og kredset om af en meget kærlig og gavmild Florence Welch, der hele tre gange bevægede sig ned blandt publikum – uden den mindste påvirkning af hendes stensikre vokal. Om Florences anstrengelser også nåede uden for pitten, skal jeg ikke gøre mig klog på, men dårlig lyd kan i hvert fald ikke have været et kritikpunkt for nogen. Florences stemme trængte evigt ubesværet igennem, så det stod i stor kontrast til, når hun med den blideste, sarte stemme sweet talk’ede publikum mellem numrene. Her agerede hun kærlighedsguru og gav evigt gyldige livsråd blandet med anekdoter, eksempelvis indledende til titelmelodien fra det tredje og seneste albums, How Big, How Blue, How Beautiful.

For mig bekræftede Florence Welch eviggyldigheden af sin samling af ballader, som jeg til min overraskelse var væsentligt mere befaren i, end jeg havde troet på forhånd. Jeg forlod pitten sammen med resten af det hypnotiserede publikum under talrige erklæringer om, at Florence Welch er den sejeste kvinde i verden. Og det føltes som om, jeg havde forelsket mig på ny.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.